Europavej E136

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Basisdata
Samlet længde: 176,4 km
excl. fælles tracé med E39
Regioner: Møre og Romsdal og
Innlandet fylker
E136 under Raumabanen ved Stuguflåtbrua
E136 under Raumabanen ved Stuguflåtbrua
Kort
s forløb
s forløb
Romsdalen

Europavej 136 (E136) er en norsk europavej, som går fra Ålesund gennem Romsdalen til Dombås, hvor den møder E6. Mellem Spjelkavik og Brastad følger den samme tracé som E39. Vejstrækningen hed tidligere europavej 69 indtil stamvejsreformen i 1992 omdøbte den til riksvei 9. Omkring år 2000 fik den igen europavejstatus.

Hele tracéen er som følger: Ålesund centrum, Spjelkavik, Sjøholt, Kjelbotnen (Vestnes), Vikebukt, Åndalsnes, Romsdalen, Lesja, Dombås. Vejens længde (undtaget den fælles tracé med E39) er 176,4 km, hvoraf 115,6 km ligger i Møre og Romsdal og 60,8 km Innlandet. Mellem Dombås og Åndalsnes løber vejen parallelt med Raumabanen, og vej og bane krydser hinanden flere steder.[1]

Ved Horgheim i Romsdalen passerer der i gennemsnit 1800 køretøjer i døgnet (ved Bjorli 1600), heraf er 25% tungtransport. I juli er trafikken pr. døgn op mod 3500 køretøjer, og i januar ned mod 1200 køretøjer pr. døgn. I Voldsdalen (Ålesund) er døgntrafikken i gennemsnit 22.000 køretøjer, hvoraf 6,4% er tungtransport.[2]

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Fylkesgrænsen ved den tidligere del af E136 over Bjørnekleiva

Den gamle vej over Lesja og gennem Romsdalen var en vigtig vej for bønderne i Gudbrandsdalen og de omkringliggende bjerglandsbyer, blandt andet for at få adgang til havet og handelsvaren salt[flertydigt link ønskes præciseret]. Den var også en vigtig handelsvej, først til købstaden på Veøya i Romsdalsfjorden, og derefter til Romsdalsmarkedet ved dalens udmunding. På Lesja var der fra 1660 også et jernværk som solgte produkter på Romsdalsmarkedet. Vejen gennem Romsdalen og til Lesja var også moringernes letteste vej til Østlandet, da den har en højde på kun 600 m og gennem sammenhængende bygdelag.[1] Før jernbanen blev bygget gennem Gudbrandsdalen blev hele strækningen Åndalsnes/Veblungsnes-Lillehammer i slutningen af 1800-tallet betjent med diligencer.[3]

En gruppe skotske soldater valgte i 1612 at gå gennem Romsdalen og over Lesja på vej til Sverige.[1] I forbindelse med Operation Weserübung i 1940 gik britiske styrker i land på Åndalsnes og deltog i kampe i Gudbrandsdalen. På det smalle og bratte punkt i Bjørnekleiva nær fylkesgrænsen blev der i april 1940 udgravet gange under vejen, hvori der blev placeret sprængstof for at hindre tysk fremrykning med Åndalsnes. Sprængstoffet blev ikke detoneret.[4]

Gennem Romsdalen[redigér | rediger kildetekst]

Vejen gennem Romsdalen var oprindeligt en ridevej eller kløvsti, som omkring år 1800 blev udvidet til en kørevej (4 m bred). I 1822 blev den postvej mellem Tofte og Veblungsnes (det daværende centrum), og i 1825 klassificeret som hovedvej.[4] Ifølge Torvik skulle der være blevet bygget farbare vejstrækninger i Romsdalen i 1700-tallet.[1] Først i 1844 blev vejen fuldt farbar gennem hele Romsdalen, og omkring 1850 blev den sammen med vejen over Filefjell til Lærdalsøra de eneste køreveje mellem Østlandet og Vestlandet.[5] Ved Skiri og Flatmark ligger den nuværende tracé nærmere elven, men dele af den gamle vej er fortsat i god stand, bl.a. forbi Kors gamle kirkegård. Da Raumabanen blev bygget i 1920'erne blev kørevejen nogle steder omlagt; dette er fortsat tydeligt ved at vejen går nær og helt parallelt med jernbanen.[4] Vejen gennem Romsdalen er flere steder blevet udsat for oversvømmelse, sten-/jordsked og sneskred. Omlægninger af vejen er blevet gjort dels for at gøre den mindre udsat, f.eks. blev den i 1880 flyttet fra bunden af Romsdalshornet til elven Rauma ved Horgheim. Fra 1869 til 1961 gik vejen i to hårnålsving ved Bjørnekleiva.[1]

Færger og udfordringer langs fjorden[redigér | rediger kildetekst]

Strækningen Våge-Innfjorden-Veblungsnes er den vejteknisk mest krævende på E136, og blev betjent af båd og færge til efter krigen. Strækningen blev påbegyndt før krigen, og arbejdet fortsatte til dels i okupationstiden. Anlægsarbejdet modtog tilskud fra blandt andet Ålesund kommune (som ønskede hurtigere fremdrift) og dels budget til jernbaneanlæg. Våge-Veblungsnes var farbar, men ikke officielt åbnet, i 1944. Vejstrækningen blev udstyret med flere overbygninger mod sten- og sneskred. Allerede i anlægsperioden gled dele af vejen. I 1965 skete der et stort stenskred ved Skoltaneset, som tog vejbanen med sig ud i fjorden. I 1989 omkom en person, da et nyt stenskred ødelagde vejbanen. Strækningen blev derefter taget ud af brug og betjent af en midlertidig færgeoverfart, indtil Innfjordtunnelen var færdig.[1]

Strækningen Vestnes-Våge havde sammenhængende kørevej i midten af 1800-tallet. Strækningen Ørskog (Sjøholt) til Vestnes over Ørskogfjellet er en gammel færdselsvej, som fra 1787 indgik i Den trondhjemske postvej.[1]

I 1921 sejlede de første bilfærger på strækningen Vestnes-Åndalsnes, og efter nogle år blev ruten udvidet til også at omfatte Molde.[1] Indtil der kom kørevej mellem Våge og Veblungsnes, gik biltrafikken med færge Våge til Norvik i Eidsbygda på nordsiden af Romsdalsfjorden, og videre rundt om Isfjorden til Åndalsnes.[6] Bilfærgeruten mellem Norvik og Våge blev indviet i 1930, efter at der var kommet en sammenhængende kørevej mellem Eidsbygda og Isfjorden, og efter et par år blev færgeruten Vestnes-Åndalsnes nedlagt. Samtidig blev der oprettet en ny forbindelse til Molde via Sølsnes-Åfarnes. Færgestrækningen Våge-Norvik var herefter den eneste mellem Ålesund og Åndalsnes. Den private færgerute Våge-Norvik blev nedlagt i løbet af 1945, da vejen Innfjorden-Veblungsnes blev taget i brug.[1]

NS-politikeren Gulbrand Lunde druknede ved Våge færgekaj på vej til Norvik. Hændelsen førte til et pålæg om bom på færgelemmene.[1]

Standard[redigér | rediger kildetekst]

Vejen er landevej hele strækningen, og har normal norsk bredde, ca 7-8 m, dvs. to normale kørefelter på 3,5 m uden eller med smal vejkant, undtagen på nogen korte strækninger i Rauma kommune hvor den er smallere. Den er oftest ikke lige så krum som E39 og E134 . Nogen vejkort tegner den som motortrafikveje uden for Ålesund, hvilket den ikke er skiltet som selvom standarden der næsten er en sådan. Den kan have været det tidligere. Vejen har sammenlagt 9,9 km tunnel, den længste på 6,6 km (2013).

Fremtid[redigér | rediger kildetekst]

En bro over Tresfjorden er under bygning og forventes at være færdig i 2015. Den skal blive 1,2 km lang og forkorte E136 med 12 km. En tunnel på 3,3 km er under bygning og forventes ligeledes at være færdig i 2015. Den ligger mellem Tresfjorden og Åndalsnes.[kilde mangler]

Kommuner og knudepunkter[redigér | rediger kildetekst]

Møre og Romsdal[redigér | rediger kildetekst]

Ålesund
Ålesund

Nedre Strandgate

Lorkenesgata

  • Notenesgata → Skansekaia

Keiser Wilhelms gate

  • Korsegata → Skansekaia

Sjøgata

Uden navn

Borgundvegen

Uden navn

Skodje

Uden navn

Ørskog

Ålesundvegen

Sjøholt
Vestnes
  • E39 fra Kjelbotnen mod Færge Furneset (E136 svinger i krydset)
  • E39 arm Skorga
  • Skorgen bru (81 m) over Skorgelva
Trollveggen og Trolltindan.
E136, Raumabanen, campingplads og Rauma i forgrunden.
Rauma
Raumabanen på en bro over E136 ved Skirimoen i Romsdalen
E136 ved Flatmark i Romsdalen (jernbanen i højre billedkant)

Oppland[redigér | rediger kildetekst]

Lesja

Romsdalsvegen

E136 ved Verma nær fylkesgrensen
Dovre

Romsdalsvegen

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c d e f g h i j Torvik, Arne Inge (2000): Om samferdsel i Møre og Romsdal. Del II: Samfunn og ferdsel. Udgivet av MRF, Molde (på norsk).
  2. ^ Statens vegvesen Arkiveret 30. april 2015 hos Wayback Machine trafikktelling Møre og Romsdal, tal for 2012, hentet 4. april 2015 (på norsk).
  3. ^ Setnes, Johan (1995): Turisttrafikken i Møre og Romsdal gjennom 100 år. 1847-1947. Molde: Romsdal sogelag (på norsk).
  4. ^ a b c Statens vegvesen (2001): Vegminner i Møre og Romsdal. Udgivet i Molde (på norsk).
  5. ^ Skarra, Nils (1977): «Vegtransport». I D. Bjørnland (red.): Innenlands samferdsel i Norge siden 1800. Oslo: Grøndahl (på norsk).
  6. ^ Årsskrift, Romsdal sogelag, 1989, udgivet i Molde (på norsk).
  7. ^ Statens Kartverk, faktaark om stedsnavn, vedtaget 7. marts (hentet 16. juni 2013, på norsk)

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Europavej_E136&oldid=10933448"