Gærdekartebolle

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gærdekartebolle
Blühend Karde.jpg
Videnskabelig klassifikation
Rige Plantae (Planter)
Division Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
Klasse Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden Dipsacales (Kartebolle-ordenen)
Familie Dipsacaceae (Kartebolle-familien)
Slægt Dipsacus (Kartebolle)
Art D. fullónum
Videnskabeligt artsnavn
Dipsacus fullonum
L.
Hjælp til læsning af taksobokse

Gærdekartebolle (Dipsacus fullonum), også kaldet almindelig kartebolle, er en blomsterplante i kartebollefamilien. Den er vildtvoksende i dele af Europa, Asien og Afrika (Middelhavsområdet) men findes nu også i størstedelen af disse verdensdele, foruden i Nord- og Sydamerika, Australien og New Zealand som en indført art. Nogle steder betragtes den som landskabsukrudt, det gælder i USA[1][2] og Australien[3][2]. Gærdekartebolle har en meget karakteristisk blomsterstand i form af et ægformet eller cylindrisk hoved med lilla blomster i ringe. Under hovedet findes kraftige udstående svøbblade, som bliver tilbage efter afblomstring. Blomsterne har udragende støtteblade, der er stive og stikkende. Gærdekartebolle er den vilde form af den tidligere dyrkede ægte kartebolle.

Beskrivelse[redigér | redigér wikikode]

Opsamlet vand ved basis af to sammenvoksede, modsatte blade

Gærdekartebolle er toårige kraftige tidselagtige, stikkende urter, typisk 1 - 1,5 m høje. Der er modsatstillede, siddende lancetformede blade, som ved grunden er sammenvoksede og kan opsamle regnvand. Det latinske slægtsnavn, Dipsacus, som er afledt af et græsk ord for tørst, er en hentydning til dette. En undersøgelse fra 2011 viser en øget frøsætning, hvis man anbringer døde insekter i det opsamlede vand. Det antyder, at planten måske er kødædende, men der er behov for nærmere studier for at fastslå det med sikkerhed[4].

Blomsterne

Blomsterne er oversædige. Kronen er let uregelmæssig med et langt rør og 4 flige. Der er 4 frie støvdragere og 1 frugtanlæg med 1 griffel. Blomstringen begynder i et bælte omkring midten af blomsterhovedet, og flytter sig så i 2 ringe gradvist mod top og bund. Frugten er en nød.

Dyrkning og brug[redigér | redigér wikikode]

Et kartebolle-hoved, klar til kartning eller som pynt

Gærdekartebolle, og især også den forædlede form ægte kartebolle, var tidligere dyrket for at bruge de tørrede blomsterstande til kartning af uld[5] men bruges ikke længere til kommerciel kartning. Den brugtes desuden til at opkradse uldent klæde, således at luven rejste sig.[6] Kartebolle dyrkes også af og til som prydplante, og de tørrede hoveder bruges i blomsterdekorationer.

Gærdekartebolle har også i folkemedicinen været anvendt som lægeplante. Roden er bl.a. blevet brugt som et vanddrivende middel og mod lever- og mavelidelser.[7][8]

Udbredelse i Danmark[redigér | redigér wikikode]

I Danmark er gærdekartebolle indført og forvildet fra tidligere dyrkning. Den findes hist og her på de danske øer, og sjældnere i Jylland, i haver, vejkanter og ruderater.[9]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Invasive Species. National Invasive Species Information Center, United States Department of Agriculture, USA. p. Common Teasel (Dipsacus fullonum). Hentet 21/7-2014.  (engelsk)
  2. ^ a b Invasive Species Compendium. CABI. 02. juli 2014. p. Dipsaus fullonum. Hentet 21/7-2014.  (engelsk)
  3. ^ Weeds of Australia. Department of Employment, Economic Development and Innovation. Queensland Government. p. Wild teasel Dipsacus fullonum subsp. fullonum. Hentet 21/7-2014.  (engelsk)
  4. ^ Shaw, P. J. A.; Shackleton, K. (2011). Joly, Simon (red.). "Carnivory in the teasel Dipsacus fullonum — the effect of experimental feeding on growth and seed set". PLoS ONE 6 (3): e17935. doi:10.1371/journal.pone.0017935. PMID 21445274. 
  5. ^ Fakta om Kartebolle. DR. Hentet 10/7-2014. 
  6. ^ M. Skytte Christiansen og Henning Anthon: Danmarks Vilde Planter, side 617. Branner og Korchs Forlag 1958.
  7. ^ "Gærdekartebolle". danmarksflora.dk. 
  8. ^ Andersen, Mogens (2009). Danmarks planter og dyr. Gyldendal. s. 248. ISBN 8702079518. 
  9. ^ Hansen, Kjeld, red. (1981). Dansk feltflora. Gyldendal.