Georg Quistgaard

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Georg Quistgaard
G.B.Quistgaard Portrait.png
Georg Brockhoff Quistgaard
Personlig information
Født Georg Brockhoff Quistgaard[1][2]
19. februar 1915[1][2][3][4][5][6][7][8]
Peder Skramsgade 11-3, København[1]
Død 20.[6][7][8] eller 21. maj 1944 (29 år)[9]
Ryvangen[6][7]
Dødsårsag Henrettet ved skydning,[7][8] skudsår i brystet[6]
Gravsted Mindelunden i Ryvangen[6][7]
Nationalitet Dansk[1]
Religion Folkekirken[1][2]
Forældre Georg Brockhoff Quistgaard og Marie Bolette f. Breyen[1][2]
Ægtefælle Ellen Johanne Nielsen (ægteskab 1938 - 1944)[5][6]
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Kunsthandler,[5] Oversætter[6][7][10], Forfatter[9]
Kendt for Henrettet som modstandsmand[9][6][7]
Eksterne henvisninger
Georg Quistgaard i Frihedsmuseets modstandsdatabase

Georg Brockhoff Quistgaard (19. februar 1915[6][7] i København[1][2][3][4][5] – 20.[6][7][8] eller 21. maj 1944[9] i Ryvangen) var en dansk kunsthandler, oversætter og forfatter, der var modstandsmand under besættelsen. Han blev henrettet i Ryvangen.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Han blev født 19. februar 1915 i Peder Skramsgade 10-3, og døbt 3. maj 1915 i Holmens Kirke.[1][2] Hans forældre var Cand.polit. sekretær ved Børsen Georg Brockhoff Quistgaard, der døde som 40 årig på Rigshospitalet 18. december 1914 (inden fødslen), og hustru Marie Bolette f. Breyen.[1][2][11][12]

I 1924 var Quistgaard sammen med moderen og storesøsteren Bodil flyttet ind på Sankt Mortensvej 6, Roskilde[3] hos hans mormor, Eleonora Isidora Wilhemine f. Nielsen enke efter brygger i Roskilde Marius Henrik Gustav Emil Breyen.[13]

Palmesøndag 1929 blev han konfirmeret i Roskilde Domkirke, stadig boende Sankt Mortensvej 6, Roskilde.[2]

Året efter boede han stadig på samme adresse med sin mor, storesøsteren Bodil og en husassistent. Moderen var enke og kasserer ved kommunen.[4]

Han droppede ud af gymnasiet og rejste i Europa til fods og på cykel. På en af disse rejser mødte han i Paris den to år yngre Ellen Nielsen, som også var københavner.

Den 24. september 1938 blev han og Ellen viet borgerligt på Københavns Rådhus, boende Dønnerupvej 1, Vanløse, han som kunsthandler og hun som sekretær.[5]

Georg Quistgaards underskrift ved hans vielse i 1938

De drev en kunsthandel i København, men den gik ind i 1940.

I 1944 havde han og Ellen fået telefon som oversættere på adressen Aabenraa 10, København.[10]

Modstandsbevægelsen[redigér | redigér wikikode]

Den sidste side af hans dagbog
Den første del af et brev til hans mor, skrevet på toiletpapir

Quistgaard-parret var tilknyttet Hjemmefronten og Special Operations Executive, hvis agenter han virkede som kurér for. Han var desuden faldskærmsagent og aktiv i modtagegrupper i Jylland. Han var blandt andet aktiv i arbejdet med at finde nye modtagepladser, ligesom han var med til at oprette Hvidstengruppen og tillige aktiv ved de første modtagelser i området. 11.-12. marts 1943 deltog han i modtagelsen på Trinderup Hede.[14]

Flere gange meldte Quistgaard tilbage til SOE, at organisationens nedkastede agenter ikke var godt nok uddannede, og at de burde returneres, men SOE reagerede ikke på kritikken. Netop en af disse kritiserede agenter blev skæbnesvanger, for han blev taget af Gestapo og røbede under afhøringen Quistgaard. Georg Quistgaard blev arresteret 13. januar 1944 i sit hjem i Aabenraa 10 efter en skudveksling og indsat i Vestre Fængsel. Hans hustru var ikke hjemme og formåede at flygte til Sverige, hvilket Quistgaard senere fik nys om.[9]

I 1944 beskrev januarudgaven af De frie Danske en langvarig ildkamp ved 15-tiden i netop den københavnske gade Aabenraa, mellem Gestapo og danske patrioter. Så vidt avisen erfarede blev fem mænd anholdt i en bygning der, efter at de ikke havde mere ammunition.[15]

28. januar blev Quistgaards mor arresteret.[9]

Quistgaard blev afhørt af Gestapo på Dagmarhus. Hans breve og dagbog, der blev smuglet ud af Vestre Fængsel bl.a. via Aage Helge Olstrup, indikerer, at han ikke blev udsat for tortur, og at der bestod en slags respekt mellem ham og forhørslederen. Det forhold sluttede dog, da forhørslederen udtalte, at "Det er helt op til dig, hvor længe denne kvinde skal forblive her". Kvinden var Quistgaards mor. Quistgaard blev imidlertid udsat for søvnberøvelse i op til 28 timers-forhør, og han blev truet med tæsk med en gummiknippel.[9]

Sidste dage[redigér | redigér wikikode]

Quistgaard kom derefter 2. marts 1944 sammen med otte andre til et tysk tugthus i Schwerin, inden han 25. april samme år blev hentet tilbage til Danmark og genindsat i Vestre Fængsel. Han blev stillet for en tysk krigsret 12. maj sammen med elleve andre modstandsfolk. Værnemagten fremstillede to SOE-agenter, Jacob Jensen og "Bent", som afslørede så meget, at otte af de tolv, deriblandt Quistgaard, indrømmede alt. Sammen med to andre mænd og Monica Wichfeld blev Quistgaard dødsdømt, men eksekveringen var betinget af nye sabotagehandlinger fra modstandsbevægelsen.[9] De fire dødsdomme blev den 14. maj kundgjort i danske aviser.[16]

20. maj om aftenen skrev Quistgaard sit sidste brev, som var til hans mor.[9] Det blev smuglet ud af Jørgen Kieler dagen efter.[17]

20.[6][7][8] eller 21. maj blev Georg Quistgaard henrettet i Ryvangen sammen med de to andre dømte mænd. Monica Wichfeld fik sin dødsstraf konverteret til livsvarigt fængsel, men døde dog senere i tysk varetægt. Henrettelserne blev offentliggjort i de danske aviser 23. maj.[9]

Efter hans død[redigér | redigér wikikode]

Den 14. juni 1945 blev der holdt ligsyn over Quistgaard på Retsmedicinsk Institut, hvor det blev fastslået at han var henrettet med skudsår i brystet, og tolv dage senere blev der holdt en jordpåkastelse i Grundtvigskirken.[6][7]

Den 29. august blev Quistgaard sammen med 105 andre ofre for besættelsen begravet i Mindelunden i Ryvangen[7] af biskop Hans Fuglsang-Damgaard i en stort anlagt begravelse med deltagelse af kongehuset, regeringen og repræsentanter fra modstandsbevægelsen.[9][18]

I 1946 udkom Quistgaards Fængselsdagbog og Breve med et forord af Elias Bredsdorff.

Georg Quistgaard bliver sammen med tre andre faldne modstandsfolk mindet med en sten på Gyldenløves Høj.

Mindestenen på Gyldenløves Høj

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

  • Quistgaard, Georg (1946). Fængselsdagbog og breve. København: Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck. 101 sider. 

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d e f g h i "Fødte Mandkøn". Kirkebog. 1912-1925. Holmens Sogn. 1915. s. 60. 
  2. ^ a b c d e f g h "Konfirmerede Drenge". Kirkebog. 1926-1929. Roskilde Domsogn. 1929. s. 230. 
  3. ^ a b c Folketælling. Roskilde. 5. november 1925. Skt. Mortensvej 6. 
  4. ^ a b c Folketælling. Roskilde. 5. november 1930. Skt. Mortensvej 6. 
  5. ^ a b c d e Ægteskabsbog. Københavns Rådhus. 1938. 3403. 
  6. ^ a b c d e f g h i j k l "Døde Mandkøn". Kirkebog. 1942-1949. Bispebjerg Sogn. 1945. s. 60. Medicolegal Ligsynsatt. af 14.6.1945 Dødsaarsag: Skudsaar i Brystet Dødsmaaden: Henrettet ved Skydning. Gift Oversætter 
  7. ^ a b c d e f g h i j k l "Døde Mandkøn". Kirkebog. 1934-1950. Trinitatis Sogn (Københavns Kommune). 1945. s. 104. Død 1944 - 20 Maj Henrettet ved Skydning i Ryvangen. Anmeldt fra Rostrups Ligkistemagasin uden Attester den 20 August 1945. Jordpaakastelse 26/6 1945 i Grundtvigskirken. Skal begraves i Mindeparken i Ryvangen 29/8 1945. Gift Oversætter 
  8. ^ a b c d e Mindestenen på Gyldenløves Høj, "GEORG BROCKHOFF QUISTGAARD", "F. 19.2.1915 SKUDT AF TYSKERNE 20.5.1944"
  9. ^ a b c d e f g h i j k Quistgaard, Georg (1946). Fængselsdagbog og breve. København: Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck. 101 sider. 
  10. ^ a b KTAS telefonbog (PDF). Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab. 1944. kol. 2346. Quistgaard Ellen & Georg B Oversættere Aabenraa 10 Byen 466 
  11. ^ "Døde Mandkøn". Kirkebog. 1908-1923. Holmens Sogn. 1914. s. 65. 
  12. ^ Politiets Registerblade. Københavns Stadsarkiv. 1. maj 1892. Station Dødeblade (indeholder afdøde i perioden). Filmrulle 0015. Registerblad 8908. ID 3386087. 
  13. ^ "Konfirmerede Piger". Kirkebog. 1896-1899. Roskilde Domsogn. 1899. s. 187. 
  14. ^ Georg Quistgaard i Frihedsmuseets modstandsdatabase
  15. ^ "Voldsom Ildkamp i København mellem Gestapo og Patrioter". De frie Danske. Januar 1944. s. 6. Hentet 18. november 2014. 
  16. ^ "Dødsdommene". De frie Danske. 20. maj 1944. s. 6. Hentet 18. november 2014. 
  17. ^ Kieler, Jørgen (2001). Hvorfor gjorde I det? : personlige erindringer fra besættelsestiden i historisk belysning (1st udgave). Gyldendal. 410 sider. ISBN 8700751480. 
  18. ^ "Historie - Mindelunden Ryvangen". Kirkeministeriets IT-kontor. Hentet 2014-11-16. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]