Gullaschbaron
Gullaschbaron er et begreb på en person, der under 1. verdenskrig tjente store penge på at levere madvarer til fronten, især gullasch på konservesdåser, og hvor indholdet var af tvivlsom kvalitet. I bredere betydning dækker udtrykket også over personer, der på kort tid tjente store formuer på spekulation i handel og værdipapirer under krigen.
Begrebet ’gullaschbaroner’ blev opfundet under 1. verdenskrig. Dem, der blev kaldt for gullaschbaroner, var folk, der var blevet meget rige under krigen, de fleste på aktier. Men navnet er opstået, fordi nogle af dem, der blev rige, tjente deres penge på at sælge mad til fronten – heraf en stor del gullasch. Ifølge historierne var nogle af producenterne ligeglade med, om der kom nogle sener, knogler eller noget brusk med i maden. Så tjente de jo på det. Historierne fortæller endvidere, at nogle af producenter også var ligeglade med, om det var for gammelt kød, der var i maden, – eller sågar brugt rottekød. Man kunne alligevel ikke se det, da gullasch jo er kød i sovs.
Varerne blev primært solgt til Tyskland, til soldaterne ved fronten, og historierne fortæller, at selvom der var mistanke om, at kødet var fordærvet, så spiste de det alligevel, for det var de simpelthen nødt til, da de vidste, at hvis de ikke spiste maden, ville de slet ikke få noget.
Gullasch var smart at lave, netop fordi det indeholder både proteiner fra kød og vitaminer fra de grøntsager, der er med i retten. Gullasch var den vigtigste eksportvare inden for dåsemad til de krigsførende lande. Gullaschbaronerne blev rige, fordi de udnyttede de særlige muligheder for handel, som krigen skabte.
I 1914 var der 21 danske fabrikker, der solgte kød på konservesdåser, men under krigen steg dette tal til 148, ligesom eksporten af kød blev 50 gange større i den periode krigen varede.
Under de økonomiske kriser i 1920'erne gik mange gullaschbaroner fallit. Forfatteren Jacob Paludan har beskrevet 1920'ernes op- og nedture, især i romanen Fugle omkring Fyret (1925).
Udtrykket optræder også i titlen på filmen Den forelskede Gullaschbaron (1917).
Undertiden havde offentlighedens (negative) syn på gullaschbaronerne også et anstrøg af antisemitisme, hvilket dokumenteres af tidens satiretegninger. I en tegning fra 1916 i Svikmøllen af Sven Brasch ses Danmarks rigsvåben flankeret af to korpulente gullaschbaroner, en bonde og en jøde. Denne attitude prægede også professor L.V. Bircks verbale udfald mod Max Ballin.
I årene 1916-20 var mange gullaschbaroner bygherrer for store huse og landsteder, især i Nordsjælland. De foretrukne arkitekter til denne type byggeri var Carl Brummer, Albert Oppenheim og Gotfred Tvede.
Eksempler på gullaschbaroner
- Max Ballin, fabrikant
- Steen Giebelhausen, skibsreder
- Emil Glückstadt, bankdirektør
- Otto Gulmann, overretssagfører
- Paul Hagemann, vekselerer
- Wilhelm Hansen, forsikringsdirektør
- Aage Heyman, vekselerer
- Carl Levin, overretssagfører
- Johan Levin, vekselerer
- Aage Lunn, vekselerer, assurandør
- C.W. Messerschmidt, grosserer
- Harald Plum, grosserer
- Valerius Ragoczy, grosserer
- Frederik Salomonsen, læderfabrikant, vekselerer
- Harald Simonsen, grosserer
- A.H. Wellendorff, bankdirektør
Kilde
- Lars Lindeberg: De så det ske – Danmark under 1. Verdenskrig, Skrifola 1966.