Topsoe
| Topsoe | |
|---|---|
| Virksomhedsinformation | |
Tidligere kaldt | Haldor Topsøe A/S |
| Selskabsform | Aktieselskab |
| Brancher | Fabrikation, kemisk industri |
| Grundlagt | 1940 |
| Grundlægger | Haldor Topsøe |
| Hovedsæde | Ravnholm, Danmark |
| Nøglepersoner | Jeppe Christiansen, bestyrelsesformand Elena Scaltritti, CEO |
| Regnskab | |
| Omsætning | 8.373 mia DKK (2024)[1] |
| Organisation | |
Antal ansatte | +2.800[1] |
| Datterselskab | Topsoe Fuel Cell (Denmark) |
| Eksterne henvisninger | |
| Virksomhedens hjemmeside | |
| CVR-nummer | 41853816 |
| OpenCorporates | dk/23972212 |
| Information med symbolet | |
Topsoe A/S (tidligere Haldor Topsøe A/S) er en dansk ingeniørvirksomhed. Det er et af de førende firmaer i verden inden for heterogen katalyse. Omkring 50 procent af verdens kunstgødning fremstilles ved hjælp af teknologi fra virksomheden, der blev grundlagt i 1940 af civilingeniør Haldor Topsøe. Virksomheden har i dag ca. 2800 ansatte verden over, heraf ca. 1700 i Danmark. Haldor Topsøe A/S har sit hovedkvarter i Ravnholm ved Kongens Lyngby, selve produktionen foregår i Frederikssund, Herning og i Houston, Texas. Herudover har firmaet også flere kontorer i Eurasien, Sydøstasien, Mellemøsten samt i Nord- og Sydamerika.
Topsøe A/S havde i 2024 en omsætning på 8,3 milliarder kr. og et driftsresultat på 847 mio. kr. før skat.[1]
Grundlæggeren Haldor Topsøe døde den 20. maj 2013, kun fire dage før sin 100 års fødselsdag. Frem til sin død var han bestyrelsesformand for virksomheden. Hans post blev overtaget af hans søn Henrik Topsøe,[2] der fungerede som bestyrelsesformand frem til 12. august 2016. Jeppe Christiansen er i dag bestyrelsesformand.[3][4]
Historie
[redigér | rediger kildetekst]Haldor Topsøe A/S blev grundlagt i 1940 af dr. Haldor Topsøe. Under anden verdenskrig fik firmaet lov til at benytte Polyteknisk Læreanstalts laboratorier, og i 1943 flyttede de til nye lokaler på Baunegaardsvej i Hellerup. Denne flytning betød, at firmaet kunne udvide på arbejdsområder, der var baseret på de nye faciliteter.
Under krigen udførte Topsøe også meget arbejde i Sverige som konsulenter for flere svenske virksomheder. Kontakterne i Sverige blev primært formidlet af den såkaldte Wallenberg-gruppe.
I 1944 producerede Topsøe den første lille ladning af svovlsyrekatalysatorer. Endnu en succes for firmaet kom i 1948 med udviklingen af den første nikkelkatalysator. Topsøe begyndte samme år et samarbejde med Vargöns AB i Vargön i Sverige med henblik på produktion af en katalysator til syntese af ammoniak.
I en periode kort efter krigen var Topsøe engageret i diverse aktiviteter i Mexico. Disse aktiviteter havde nogen forbindelse med Topsøes økonomiske kontakter i finansielle kredse i USA, herunder Verdensbanken. Dette ledte til, at firmaet blev involveret i planlægningen af Mexicos tekniske udvikling og i den amerikanske agronom Norman Borlaugs forsøg med hvede i Sonora-regionen i det nordlige Mexico.
I årene efter 1950 fornyede Topsøe kontakter med forskningsmiljøet i Sovjetunionen og opretholdt i mange år jævnlig kontakt med både det videnskabelige miljø og med organisationer, der beskæftigede sig med ingeniørvirksomhed på katalyseområdet. Topsøe oprettede i 1955 det franske datterselskab Haldor Topsøe S.A. og åbnede en afdeling i Paris. Gennem årene var Topsøe involveret i mange industrielle aktiviteter under både privat og offentlig kontrol og byggede også mange industrianlæg. Et af de store projekter, Topsøe deltog i, var opførelsen af et tungtvandsanlæg i Nordfrankrig. Topsøe blev flere gange kontaktet af de franske myndigheder med henblik på konsulentbistand.
Topsøe købte i 1958 ejendommen Linderupgaard, der dengang lå et stykke uden for Frederikssund. Siden købet er der blevet produceret katalysatorer på Linderupgaard.
I 1961 åbnede Topsøe en afdeling i New York, Haldor Topsoe, Inc., og fire år senere, i 1965, købte Topsøe en grund i Houston, hvor der i dag ligger en produktionsenhed. I 1971 flyttede kontoret i New York til Houston.
I årene 1971-1972 startede de første store Topsøe-ammoniakanlæg flere steder i verden.
I 1973 flyttede Topsøes hovedkvarter til Søborg fra Vedbæk, hvor det havde været beliggende siden 1964. Et år senere flyttede det igen til sin nuværende lokalitet i Ravnholm, der oprindeligt var opført til C. Schous Fabriker.[5][6]
Topsoe har leveret procesdesign og teknologier til flere store ammoniakanlæg verden over. I 1972 ændrede ejerforholdene sig fra at være en privat virksomhed til et aktieselskab, ejet 50/50 af Haldor Topsøe og det italienske selskab Snamprogetti.
I begyndelsen af 1980'erne åbnede Topsøe to kontorer i Asien, et i Delhi og et i Beijing. I starten til midten af 1990'erne åbnede Topsøe sine to nuværende afdelinger i Rusland i Moskva og Jaroslavl samt en afdeling i Los Angeles.
I 1999 indkøbte Topsøe et nyt transmissionselektronmikroskop[7] og blev dermed, som de første i verden, i stand til at se detaljer ned til 1,2 Ångstrøm.
Haldor Topsøe tilbagekøbte i 2007 den halvdel for 2,6 milliarder kroner som den italienske entreprenørvirksomhed Saipem, der havde overtaget Snamprogetti, hidtil havde af virksomheden.[8] Samme år påbegyndte Haldor Topsøes datterselskab, Topsoe Fuel Cell, udviklingen af brændselscelle-teknologi til energianlæg, der bruges til produktion af miljøvenlig grøn strøm og varme i lastbiler, huse, hospitaler og supermarkeder.[9]
I 2014 fik virksomhedens katalysator, der begrænser skibes udledning af svovl med 95 %, Ingeniørens Produktpris.[10]
I juni 2017 meddelte Umicore, at de havde indgået en aftale om at opkøbe Haldor Topsoes forretningsområder inden for tunge diesel- og stationære katalysatorer for en virksomhedsværdi på 900 mio. kr. (ca. €120 mio.) plus en earn-out; opkøbet forventedes at få positiv effekt på indtjeningen fra 2018.[11]
I marts 2019 solgte Topsoe 30 % af sin ejerandel til det singaporeanske investeringsselskab Temasek Holdings til en ikke offentliggjort pris.[12]
I 2022 gennemgik Haldor Topsøe en rebranding til Topsoe. I september 2022 vandt Topsoe verdens hidtil største ordre på elektrolyse til brintproduktion med en kapacitet på 5 GW baseret på fastoxid-elektrolyse.[13]
I 2025 åbnede virksomheden en fabrik ved Herning til fremstilling af elektrolyseudstyr.[14][15][16]
Ledelse
[redigér | rediger kildetekst]- Administrerende direktør
- Haldor Topsøe (1940–2013)
- Bjerne S. Clausen (2013-2020)[17]
- Roeland Baan (2020-2026)[18]
- Elena Scaltritti (2026-nu)[18][19]
- Bestyrelsesformand
- Haldor Topsøe (1940–2013)
- Henrik Topsøe (2013-2016)[20]
- Jeppe Christiansen (2016-nu)
Topsoe Fuel Cell
[redigér | rediger kildetekst]Topsoe Fuel Cell A/S var et datterselskab under Topsoe, der specialiserede i udvikling af højtemperatur-brændselsceller (SOFC – Solid Oxide Fuel Cells). I 2007 igangsatte moderselskabet opførelsen af Danmarks første produktionsanlæg til højtemperatur-brændselsceller gennem datterselskabet . Etableringen skete i en periode, hvor energiteknologier med lavere CO₂-udledning fik stigende politisk og industriel opmærksomhed.[21]
Forskningen i Topsoe Fuel Cell A/S var tæt knyttet til samarbejder med danske forskningsinstitutioner, især Forskningscenter Risø (nu en del af DTU). Samarbejdet fokuserede på udvikling af såkaldte planar anode-understøttede brændselsceller samt skalering af produktionen til industrielle niveauer .
Virksomheden arbejdede med at forbedre effektivitet, holdbarhed og omkostninger ved SOFC-teknologi. Blandt resultaterne var udvikling af celler med lav degradering (under ca. 0,5 % pr. 1000 driftstimer) samt test af brændselscellestakke i kilowatt-skala . Der blev også forsket i nye materialer, herunder metalunderstøttede celler, som kunne operere ved lavere temperaturer og med større robusthed.
Forskningen var en del af en bredere indsats i Topsoe, som generelt samarbejder med universiteter og publicerer resultater i videnskabelige tidsskrifter .
Topsoe Fuel Cell A/S blev lukket som selvstændig enhed i 2014, efter at moderselskabet valgte at omlægge sin strategi inden for energiteknologi. Aktiviteterne inden for brændselsceller blev enten nedskaleret eller integreret i andre forsknings- og udviklingsområder hos Topsoe, som i stigende grad fokuserede på elektrolyse og Power-to-X-teknologier frem for klassiske brændselsceller. Det betød en nedskrivning på 200 mio. kr i 2014, og 90 medarbejdere fra selskabet mistedet deres arbejde.[22][23][24]
Kontroverser
[redigér | rediger kildetekst]I 2022 blev Topsoes investering i en fabrik til produktion af bæredygtigt flybrændstof baseret på palmeolie i Manaus, Brasilien, kritiseret i danske medier. Eksperter påpegede, at palmeolie er en af de mest miljøskadelige biobrændstoffer, da produktionen bidrager til skovrydning og klimaforandringer. Den planlagte fabrik, som forventes at producere en halv million tons brændstof årligt fra 2025, rejser bekymringer om tab af biodiversitet og CO₂-udledning fra skovrydning. På trods af Topsoes udmeldinger om, at projektet vil overholde bæredygtighedscertificeringer, mente kritikere, at afhængigheden af palmeolie underminerede reelle klimatiltag og risikerede at forværre miljøforringelser i Amazonas Regnskov.[25][26]
NGO’en Corporate Observatory Europe bemærkede, at Topsoe har været involveret i lobbyarbejde på EU-niveau for højere mål for grøn brint og øget offentlig finansiering af brintinfrastruktur, hvilket ifølge organisationen kan risikere at flytte fokus væk fra mere umiddelbare og effektive klimaløsninger.[27]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 TOPSOE ANNUAL REPORT 2024. CVR-databasen. Hentet 30/4-2026
- ↑ 20/5-2013 Erhvervsmanden Haldor Topsøe er død, dr.dk, hentet 20. maj 2013
- ↑ Board of Directors. Topsoe. Hentet 30/4-2026
- ↑ Jeppe Christiansen får formandspost i traditionsrig virksomhed. FinansWatch. Hentet 30/4-2026
- ↑ "Industrikultur i Lyngby-Taarbæk" (PDF). bygningskultur-lt.dk. Hentet 14 marts 2024.
{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link) - ↑ 4 Ravnholm-Maglebjerg kvarteret. lundtofteborgerforening.dk. Hentet 30/4-2026
- ↑ An industrial perspective of the impact of Haldor Topsøe on (in situ) electron microscopy in catalysis. sciencedirect. Hentet 30/4-2026
- ↑ "94-årige Ingeniøren: 94-årige dr. Haldor Topsøe køber sin koncern tilbage til familien". Arkiveret fra originalen 25. februar 2008. Hentet 23. februar 2008.
- ↑ "Topsoe Fuel Cell udvider produktion af miljøvenlig brændselscelle-teknologi". Arkiveret fra originalen 6. januar 2014. Hentet 20. november 2013.
- ↑ Haldor Topsøes katalysator til osende skibe løber med Produktprisen 2014. Ingeniøren. Hentet 2/12-2014
- ↑ "Umicore to acquire Haldor Topsoe's heavy duty diesel and stationary catalyst businesses". umicore.com. 20 juni 2017. Arkiveret fra originalen 13. februar 2023. Hentet 30. april 2026.
{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link) - ↑ "Temasek agrees to acquire 30 pct stake in Danish firm-source". Reuters (engelsk). 2019-03-12. Hentet 2025-08-08.
- ↑ "Topsoe wins world's largest ever hydrogen electrolyser order in 5GW green ammonia deal". september 14, 2022.
{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link) - ↑ "Topsoe indvier fabrik i trægt brintmarked: "De seriøse spillere er tilbage"". energiwatch.dk. 30. oktober 2025.
- ↑ Topsoe plant promises 30% efficiency boost for green hydrogen. cen.acs.org. Hentet 30/4-2026
- ↑ Topsøe opens a factory for solid oxide fuel cells in Denmark. power-to-x.de. Hentet 30/4-2026
- ↑ Topsøe-arving om direktør-exit: ”Han har påtaget sig den meget svære opgave det er at lede en virksomhed efter at dens stærke grundlægger er gået bort”. Dagbladet Børsen. Hentet 30/4-2026
- 1 2 Roeland Baan to step down as CEO of Topsoe – Elena Scaltritti appointed new CEO. Topsoe. Hentet 30/4-2026
- ↑ Topsoe skifter topchef før tid. energy-supply.dk. Hentet 30/4-2026
- ↑ Haldor Topsøe får ny formand - Henrik Topsøe trækker sig på grund af kræft. TV 2. Hentet 30/4-2026
- ↑ "Solid Oxide Fuel Cell Development at Topsoe Fuel Cell A/S and Risø National Laboratory". E C S Transactions. Hentet 30/4-2026
- ↑ Topsøe lukker brændselscelle-eventyr. energy-supply.dk. Hentet 30/4-2026
- ↑ Haldor Topsøe lukker for brændselsceller: 90 bliver fyret. Ingeniøren. Hentet 30/4-2026
- ↑ Topsøe-selskab lukker med minus på kvart milliard. Energiwatch. Hentet 30/4-2026
- ↑ Journalist, Filip Knaack Kirkegaard (2022-12-02). "»På ingen måde bæredygtigt«: Eksperter kritiserer grøn dansk frontløber for at bidrage til palmeolieindustri i hjertet af Amazonas". Klimamonitor. Hentet 2024-10-03.
- ↑ "Topsoe vil levere udstyr til brasiliansk brændstoffabrik - "et udtryk for dårlig dømmekraft," mener professor". www.csr.dk. Hentet 2024-10-03.
- ↑ "COP28 push for hydrogen | Corporate Europe Observatory". corporateeurope.org (engelsk). Hentet 2024-10-03.