Helleristning

En helleristning (fra svensk:hällristning, häll~bjerggrund + ristning) er en arkæologisk betegnelse for symboler og figurer indhugget på større sten eller grundfjeldet udført af forhistoriske mennesker.

I Skandinavien

I Skandinavien stammer helleristninger hovedsageligt fra bronzealderen, men kan også stamme fra den ældste del af jernalderen. De fleste findes i Bohuslän i Sverige, omkring Oslofjorden i Norge og på Bornholm. På bornholmsk betyder helle (eller halle) klippegrund. Danmarks største helleristningsfelt er Madsebakke på Nordbornholm.

Der findes mange små, skålformede fordybninger (skålgruber), der tolkes som soltegn. Der forekommer også hjul, mænd med våben, skibe, processioner, øksebærende mænd med fallos, dyr, jagt- og parringsscener med mere. Ristningerne kan have religiøs eller magisk betydning. En teori går ud på, at skålgruberne stammer fra udvinding af medicin af stenen^{[kilde mangler]}. Det forklarer, hvorfor de forekommer på stenenes kanter. De yngste er skåret med kniv i skifer. Ifølge Tacitus symboliserede skibstegnene den ægyptiske gudinde Isis^{[kilde mangler]}.

West Virginia helleristningerne

Det er værd at bemærke West Virginia helleristningerne pga. de kontroverser, som udbrød på grund af dem i 1980'erne. Barry Fell (Howard Barraclough Fell) professor emeritus i marinbiologi ved Harvard University offentliggjorde en artikel i 1983 med beskrivelse af, hvordan han havde dechifreret adskillige helleristninger i det sydlige West Virginia^{[kilde mangler]}. Han anså helleristningerne for at være skrevet i ogam, en irsk, keltisk skrift dateret fra 6. århundrede til 8. århundrede. Adskillige landes sprogforskere har forkastet hans dechifrering^{[kilde mangler]}.

Helleristninger fra Grevinge Sogn i Odsherred.
Skålgrube fra øen Endelave nord for Fyn.
Montage af svenske helleristninger fremhævet med rød farve fra Häljesta, Västmanland.