Runesten

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Runesten i Lund

En runesten er en gravsten eller en anden mindesten med runeindskrift. I Sverige findes mere end 3000 runesten, i Norge næsten 70 og i Danmark ca. 220 (heri medregnet Sydslesvig og Skåneland). Runestenene er ofte gjort som "kumler" (minder) over døde familiemedlemmer.[1]

Læsning af runesten[redigér | rediger kildetekst]

Det er en længerevarende proces at afkode budskabet på en runesten. Først skal tegnene tydes og naturlige sprækker sorteres fra.[2] Herefter "oversættes" runerne til latinske bogstaver og meningen med budskabet tolkes, inden det gengives på nutidigt sprog.[3] Indtil gennembruddet for historisk kildekritik i slutningen af 1800 - tallet var det almindeligt, at historikere søgte bekræftelse af runestenenes informationer ved at tolke disse ind i kronologi, der var baseret på sagaer og krøniker. I 1911 afviste Lauritz Weibull denne metode, og på basis heraf er flere forskere nået frem til, at kun få (der nævnes fra seks til ni) danske runesten kan knyttes til en historisk begivenhed, som bekræftes af andet samtidigt kildemateriale.[4].[2]

Runesten i Skandinavien[redigér | rediger kildetekst]

Tunestenen

Runesten blev især rejst mellem år 300 og år 1130. Runesten forekommer i hele det nordiske kulturområde – Sverige, Norge og Danmark, samt i visse områder med nordisk indflydelse. De ældste finder man i Norge, som eksempelvis Tunestenen, Hogganvikstenen og Einangstenen fra 350'erne. De yngre sten forekommer især i Danmark og Sverige. Runer anvendes også langt senere i både Sverige og Norge, men man holdt generelt op med at rejse runesten før år 1100. De absolut fleste runesten findes i området omkring Mälardalen i Sverige.

Ældre runesten (før år 800) er almindeligvis ristet med den ældre futhark, et runealfabet med 24 tegn. De er ofte uden ornamentering. Sammenlignet med vikingetidens runesten, som næsten alle er mindesten efter døde slægtninge, er det ikke altid lige tydeligt, hvad der er formålet med de ældre runesten. De ældre sten er ofte mere litterære (altså med versemål og med et potisk billedsprog) end de senere, og flere af de mere kendte runesten er netop fra denne tid, såsom Eggjastenen, Björketorpstenen og Järsbergstenen.

Omkring år 960 kom et stort opsving i rejsningen af runesten med udgangspunkt i Danmark, hvor Harald Blåtand havde ladet sig døbe og rejste Den Store Jellingsten. Mere end halvdelen af alle runesten i Danmark er således opført i perioden ca. 970-1020.[5]

Citat Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder – den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Citat
Den Store Jellingsten

Skikken spredte sig videre mod nord og i hvert område rejste man runesten i en generations tid inden man holdt op igen, med en undtagelse: Uppland og Södermanland, hvor man blev ved til et stykke inde i 1100-tallet, hvad der har gjort disse områder særligt rige på runesten.[6] Disse sten holder sig i høj grad til skabelonen: X rejste stenen efter sin slægtning Y, som havde gjort dette og døde sådan. Gud hjælpe hans eller hendes sjæl. Z ristede.[7]

Runesten i Danmark[redigér | rediger kildetekst]

Runesten i Sverige[redigér | rediger kildetekst]

Der findes knap 3000 runesten i Sverige, heriblandt

De sidste runesten[redigér | rediger kildetekst]

I perioden fra omkring år 1020 til ca. 1050 ophørte runestensskikken i Danmark, undtagen på Bornholm, som først blev fuldt kristnet i midten af 1000-tallet.[8] Samfundet havde i løbet af et par århundreder efter kristendommens indtog vænnet sig til den nye struktur der var kommet i samfundet, og runestenene mistede af den grund deres betydning som markører af slægtskontinuitet og magtsymboler på overgangen mellem det hedenske og det kristne samfund.

Runesten i Tyskland[redigér | rediger kildetekst]

Blandt de tyske runesten er specielt de fire Hedeby-sten (også kendt som Haddeby-stenene) interessante ud fra et dansk historisk perspektiv


Andre runesten[redigér | rediger kildetekst]

Runesten i Nordamerika, som almindeligvis betragtes som moderne frembringelser og ikke beviser (pr. 2005) at vikingerne har været der:

Galleri[redigér | rediger kildetekst]

Danske runesten[redigér | rediger kildetekst]

Svenske runesten[redigér | rediger kildetekst]

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

  • www.runer.ku.dk - Danske Runeindskrifter, database etableret af Nationalmuseet i samarbejde med Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet
  • Dansk-Skaansk Forenings rundskrivelse 1999:3. Juli 1999. Smålandske runesten – om runeskriftkulturen. Af Knud J. Holdt Arkiveret 10. januar 2005 hos Wayback Machine
  • Arild Hauges Runer
  • Svenska Runstenar och Runinskrifter Arkiveret 13. august 2003 hos Wayback Machine
  • Hurstwic: Other Norse Artifacts in North America Citat: "...There are a small group of Norse artifacts found in North America that are widely regarded as genuine. These include the artifacts found at L'Anse aux Meadows (left) and the 11th century Norwegian coin found in Maine in 1957 (right)...Norumbega, a Norse Colony in New England?...Williams also recorded that the natives children were often born with white skin and red hair...Chapman's third source of evidence is the over one hundred rune stones found in New England...Horsford continued his research, finding evidence of Norse era dams, canals, piers, and settlements in Watertown, and a Norse era fortification in Waltham. Horsford oversaw the re-creation of the fortification: a stone tower in the Norumbega region of the Charles River (right)..."
  • Harrison, Dick; Kristina Svensson (2007). Vikingaliv. Natur och Kultur. ISBN 978-91-27-35725-9.

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Jellingmonumenterne på Den Store Danske, https://denstoredanske.lex.dk/Jellingmonumenterne
  2. ^ a b [1] Christensen A.E.: Historiske identifikationsmuligheder, Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 5 (1971) 2
  3. ^ "Nationalmuseet: Hvordan læser man en rune?". Arkiveret fra originalen 12. juni 2018. Hentet 11. juni 2018.
  4. ^ Lis Jacobsen og Moltke, Erik: Danmarks runeindskrifter, Scandia VIII, s. 64-79
  5. ^ Imer, Lisbeth M.: Danmarks runesten - En fortælling, s. 187, Nationalmuseet og Forlaget Gyldendal 2016, ISBN 978-87-02-19132-5
  6. ^ Harrison & Svensson (2007), s. 192
  7. ^ Harrison & Svensson (2007), s. 196
  8. ^ Erik Moltke: Runologisk datering, Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 5 (1971) 2