Runesten

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Runesten i Lund

En runesten er en gravsten eller en anden mindesten med runeindskrift. I Sverige findes mere end 3000 runesten, i Norge næsten 70 og i Danmark ca. 220 (heri medregnet Sydslesvig og Skåneland). Runestenene er ofte gjort som "kumler" (minder) over døde familiemedlemmer.[1]

Det er en længerevarende proces at afkode budskabet på en runesten. Først skal tegnene tydes og naturlige sprækker sorteres fra.[2] Herefter "oversættes" runerne til latinske bogstaver og meningen med budskabet tolkes, inden det gengives på nutidigt sprog. [3] Indtil gennembruddet for historisk kildekritik i slutningen af 1800 - tallet var det almindeligt, at historikere søgte bekræftelse af runestenenes informationer ved at tolke disse ind i kronologi, der var baseret på sagaer og krøniker. I 1911 afviste Lauritz Weibull denne metode, og på basis heraf er flere forskere nået frem til, at kun få (der nævnes fra seks til ni) danske runesten kan knyttes til en historisk begivenhed, som bekræftes af andet samtidigt kildemateriale.[4].[2]

Runesten i Skandinavien[redigér | redigér wikikode]

Runesten findes hovedsageligt i Skandinavien. Meget tyder på at der blev opført flest runesten i Danmark, efter at Harald Blåtand havde rejst den største Jellingesten. De fleste runesten i Danmark er således opført i perioden ca. 975-1025.

Runeindskrifterne omtaler altid de personer, der opførte runestenene, og dem som stenene blev rejst for. De kunne være mindesmærker for og af begge køn. Ofte berettes der også om de dødes nærmeste slægtsforhold, placering i samfundet, måske med en beskrivelse af ham eller hende og en omtale af dødsårsagen. Indskriften kan også fortælle om runemesterens navn, en forbandelse over dem, som måtte have til hensigt at flytte eller ødelægge stenen og, efter kristendommens indtog, en bøn for den afdøde. Der kan også være mønstre og illustrationer på stenene.

Traditionen at rejse runesten var udbredt blandt vikingetidens rige og magtfulde familier, men var ikke for eliten alene. For eksempel beretter Hørningstenen, som er fundet tæt ved Århus, at den er rejst af en fri træl.

Når stenene blev rejst af højtstående kvinder, var det ofte til minde om deres afdøde mænd.

De fleste runesten er rejst over vikingekrigere.

De sidste runesten[redigér | redigér wikikode]

I perioden fra omkring år 1020 til ca. 1050 ophørte runestensskikken i Danmark, undtagen på Bornholm, som først blev fuldt kristnet i midten af 1000-tallet.[5] Samfundet havde i løbet af et par århundreder efter kristendommens indtog vænnet sig til den nye struktur der var kommet i samfundet, og runestenene mistede af den grund deres betydning som markører af slægtskontinuitet og magtsymboler på overgangen mellem det hedenske og det kristne samfund.

Runesten i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Runesten i Sverige[redigér | redigér wikikode]

Der findes knap 3000 runesten i Sverige, heriblandt

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Runesten i Tyskland[redigér | redigér wikikode]

Blandt de tyske runesten er specielt de fire Hedeby-sten (også kendt som Haddeby-stenene) interessante ud fra et dansk historisk perspektiv


Andre runesten[redigér | redigér wikikode]

Runesten i Nordamerika, som almindeligvis betragtes som moderne frembringelser og ikke beviser (pr. 2005) at vikingerne har været der:

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Jellingmonumenterne på Den Store Danske, http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Ark%C3%A6ologi/Ark%C3%A6ologi,_vikingetiden/Jellingmonumenterne
  2. ^ a b [1] Christensen A.E.: Historiske identifikationsmuligheder, Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 5 (1971) 2
  3. ^ [http://runer.ku.dk/Default.aspx?page=12 Nationalmuseet: Hvordan læser man en rune?
  4. ^ Lis Jacobsen og Moltke, Erik: Danmarks runeindskrifter, Scandia VIII, s. 64-79
  5. ^ Erik Moltke: Runologisk datering, Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 5 (1971) 2