Imperativ

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

En imperativ er et påbud. Inden for grammatik er imperativ en form af verbet (udsagnsordet), der også kaldes bydeform. Eksempel: "Spis!" (af at spise).

På dansk findes imperativ kun i én form, så det er overflødigt at specificere: præsens imperativ (nutids bydemåde).

På latin findes både præsens imperativ og futurum imperativ i såvel singularis som pluralis, i aktiv og i passiv.

På dansk var en passiv teoretisk mulig; og nogle husker fra Mikkelsens gamle latinbog oversættelsen: Bliv slæbt i fængsel, røver – hvor den sammensatte form "bliv slæbt" skal gengive en præsens imperativ passiv singularis (2. person). I ældre dansk findes imperativ i former som ikke længere bruges i andet end arkaiserende sammenhænge: "gak" for udsagnsordet "gå" er et eksempel.[1]

Imperativen er en finit verbalform; den er sætningsdannende, idet den kortest tænkelige, fuldstændige sætning netop består af en imperativ, dvs. kun ét ord.

Henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "gå verbum. Den Danske Ordbog". Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
SprogSpire
Denne artikel om sprog er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.