Imperativ
En imperativ er et påbud. Inden for grammatik er imperativ en form af verbet (udsagnsordet), der også kaldes bydeform. Eksempel: "Spis!" (af at spise).
På dansk findes imperativ kun i én form, så det er overflødigt at specificere: præsens imperativ (nutids bydemåde).
På latin findes både præsens imperativ og futurum imperativ i såvel singularis som pluralis, i aktiv og i passiv.
På dansk var en passiv teoretisk mulig; og nogle husker fra Mikkelsens gamle latinbog oversættelsen: Bliv slæbt i fængsel, røver – hvor den sammensatte form "bliv slæbt" skal gengive en præsens imperativ passiv singularis (2. person). I ældre dansk findes imperativ i former som ikke længere bruges i andet end arkaiserende sammenhænge: "gak" for udsagnsordet "gå" er et eksempel.[1]
Imperativen er en finit verbalform; den er sætningsdannende, idet den kortest tænkelige, fuldstændige sætning netop består af en imperativ, dvs. kun ét ord.
Henvisninger[redigér | rediger kildetekst]
![]() | Spire Denne artikel om sprog er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
|
|