Dansk grammatik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Question book-4.svg Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Dansk grammatik er det danske sprogs grammatik, dvs. læren om, hvordan ordene forandrer form i forskellige funktioner (morfologi), og hvordan ordene sættes sammen til meningsfulde sætninger (syntaks).

Substantiver[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Navneord

Kasus[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Kasus

I den tidlige middelalder havde dansk fire kasus: nominativ, akkusativ, dativ og genitiv (som islandsk, færøsk og tysk). Nominativ og akkusativ faldt i løbet af det 12. århundrede sammen. Dativ er i dag kun bevaret i faste udtryk, f.eks. på fode, i live, stundom (dativ pluralis af stund).

På moderne dansk er kasusbøjningen imidlertid reduceret til et genitiv-s, og eftersom dette s kan skilles fra substantivet og sættes på et hvilket som helst ord, ja sågar på hele sætningsled, kan det diskuteres, om der over hovedet er tale om en kasusbøjning. Et eksempel (taget fra internettet) er denne sætning:

"Jeg håber virkelig at du vil prøve at sætte dig i en af de dødes sted, eller i en af dem der mistede en af dem de elskers sted"

Her er genitiv-s'et hæftet på et finit verbum, hvilket ville være uhørt i et kasussprog (som tysk, russisk eller latin). I virkeligheden er det hele sætningsleddet "en af dem der mistede en af dem de elsker", der på den måde bliver sat i genitiv. Denne frie brug af genitiv-s'et er almindeligt i talt sprog, men vil blive opfattet som forkert i det skrevne sprog af mange sprogbrugere.

På ældre dansk kunne genitiv også stå efter bestemte præpositioner, særlig til. Denne brug er bevaret i faste udtryk: til vands, til søs. Udtrykkene til stede og til hånde har bevaret den gamle genitiv pluralis på -a.

Bestemthed og køn[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: Kendeord og Grammatisk køn
Bestemt artikel og køn i danske dialekter. På Sjælland er man først gået fra tre til to køn i nyere tid.

Som de andre nordiske sprog (undtagen vestjysk og sønderjysk) har dansk en efterhængt bestemt artikel. Der er formentlig tale om et gammelt pronomen, oldnordisk inn "denne" (beslægtet med engelsk yone og tysk jener). Eftersom de to elementer er smeltet sammen både ortografisk og fonetisk, kan man tale om en særlig bøjningsform.

Danske substantiver kan opdeles i to køn: fælleskøn og intetkøn. Kønnet har betydning for, hvilken form en artikel eller et adjektiv, der lægger sig til substantivet, skal have, f.eks. en fattig- dreng over for et fattigt barn. På samme måde har den efterhængte bestemte artikel forskellig form alt efter kønnet: drengen og barnet.

Flere danske dialekter har bevaret den oprindelige inddeling af substantiverne i tre køn: hankøn, hunkøn og intetkøn. I disse dialekter har artiklen en forskellig form i hankøn og hunkøn (f.eks. hankøn: katti(n), hesti(n) månenj over for hunkøn: kætten (hunkat), solen, verden, kvinden).

Den efterhængte bestemte artikel bliver ikke brugt, hvis der lægger sig et adjektiv til det pågældende substantiv. Her bruges der i stedet artiklerne den, det, de (norsk og svensk har i disse tilfælde både foranstillet og efterstillet artikel på én gang).

Ubestemt artikel Ingen artikel Bestemt artikel
Postpositive Prepositive
fælleskøn en bog
en billig bog
Lones bog
Lones billige bog
bogen

den billige bog
intetkøn et hus
et stort hus
Peters hus
Peters store hus
huset

det store hus
pluralis bøger
billige bøger
Lones bøger
Lones billige bøger
bøgerne

de billige bøger

Bøjning[redigér | redigér wikikode]

køn singularis pluralis
ubestemt bestemt ubestemt bestemt
fælleskøn en dreng
en sag
en kvinde
en mus
drengen
sagen
kvinden
musen
drenge
sager
kvinder
mus
drengene
sagerne
kvinderne
musene
intetkøn et land
et fængsel
et æble
et lyn
landet
fængslet
æblet
lynet
lande
fængsler
æbler
lyn
landene
fængslerne
æblerne
lynene

Som det ses, kan både fælleskøns og intetkønsord have alle tre forskellige pluralisendelser: -e, -er og -. Nulendelsen er dog mere almindelig i intetkøn, og det var oprindelig den eneste endelse (lande hed tidligere land osv.).

Mange substantiver ændrer vokalen i flertal:

  pluralis -er pluralis -e pluralis -
aæ and - ænder
kraft - kræfter
nat - nætter
stad – stæder
stand - stænder
tand – tænder
tang – tænger
fa(de)r – fædre mand – mænd
aø   datter - døtre barn – børn
oø bog – bøger
bonde - bønder
fod – fødder
klo – kløer
ko – køer
rod - rødder
so – søer
bro(de)r – brødre
mo(de)r – mødre
 
åæ hånd – hænder
rå – ræer
tå – tæer
  gås - gæs

Der er tale om omlyd, dvs. en ændring af vokalen under indflydelse af en vokal i den følgende stavelse. Disse substantiver tilhører en særlig gruppe af såkaldte konsonantstammer, der på urnordisk havde pluralisendelsen -iz, hvorimod de fleste andre han- og hunkønsord havde endelsen -ōz. Udover at ændre vokalen er disse substantiver også kendetegnet ved at bevare et eventuelt stød i flertal. Dette kan ligeledes forklares med henvisning til den forskellige endelse: På olddansk er den første nemlig reduceret til -R, hvorimod den anden er blevet til -aR; tænnR var på den måde et enstavelsesord og fik derfor stød, mens dagaR var et tostavelsesord og fik derfor ikke stød.

Der er et enkelt intetkønsord med vokalændring: barnbørn. Her er der også tale om omlyd, men denne gang ikke i-omlyd, men u-omlyd, idet urnordisk i intetkøn havde pluralisendelsen -u (tidligere ). Et a bliver på olddansk å-agtigt foran et (eventuelt forsvundet) u, og dette å bliver senere til ø. I alle andre intetkønsord er u-omlyden imidlertid blevet opgivet allerede i middelalderen, og på svensk er den endda også forsvundet i dette ord (barn). På islandsk lever den derimod i bedste velgående: börn "børn", lönd "lande", vötn "vande" osv.

Pronominer[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Stedord

Personlige pronominer[redigér | redigér wikikode]

  Nominativ Akkusativ Possessiv
fælleskøn intetkøn pluralis
Singularis
første person jeg mig min mit mine
anden person   du dig din dit dine
høflig De Dem Deres
tredje person
(personlig)
hankøn han ham hans
hunkøn hun hende hendes
tredje person
(upersonlig)
fælleskøn den den dens
neuter det det dets
refleksiv - sig sin sit sine
Pluralis
første person vi os vor vort vore
vores
anden person   I jer jeres
høflig De Dem Deres
tredje person de dem deres
refleksiv - sig deres

Den høflige form har siden 1970'erne ikke været det almindelige pronomen at bruge, når man taler til fremmede. Det bliver i dag næsten kun brugt i offentlige skrivelser og over for medlemmer af kongehuset. Det har dog i de senere år fået en renæssance i butikssproget. Som en hovedregel kan man dog sige du i en hvilken som helst situation, uden at det vil være påfaldende.

Det refleksive pronomen bruges, når et objekt eller et possessiv er identisk med sætningens subjekt (i tredje person): f.eks. manden slog sin kone ihjel ~ manden slog hans kone ihjel.


Verbet[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Udsagnsord

Det danske verbum har ni forskellige bøjningsformer;

infinitte former
aktiv passiv
Infinitiv (at) vente (at) ventes, (at) blive ventet
Verbalsubstantiv venten  
Præsens participium ventende  
Perfektum participium ventet  
finitte former
Præsens venter ventes, bliver ventet
Præteritum ventede ventedes, blev ventet
Imperativ vent bliv ventet

Person og tal[redigér | redigér wikikode]

I modsætning til hvad der er tilfældet i de fleste andre sprog, bøjes danske verber ikke i person eller tal: jeg venter, du venter, han, hun, den, det venter, vi venter, I venter, de venter. Indtil begyndelsen af det 20. århundrede var det dog almindeligt at bøje i tal i dannet skriftligt sprog.[1] Disse former kan man stadig møde i ældre prosa og salmer:

Svage verber Stærke verber Stærke verber Stærke verber Stærke verber Modalverber
singularis pluralis singularis pluralis singularis pluralis singularis pluralis singularis pluralis singularis pluralis
Præsens venter vente tager tage vinder vinde går gange hjælper hjælpe skal skulle
Præteritum ventede ventede tog toge vandt vunde gik ginge hjalp hjulpe skulde skulde
Imperativ vent venter tag tager vind vinder gak ganger hjælp hjælper - -

I den autoriserede oversættelse af Det Nye Testamente fra 1907 hed det således Søger, saa skulle I finde (Matt. 7:7, Luk. 11:9)[2]; det var i 1948-oversættelsen blevet til Søg, så skal I finde.

Svage og stærke verber[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: Svage verber og Stærke verber

Dansk skelner ligesom de andre germanske sprog mellem stærke og svage verber. De svage verber danner præteritum med endelsen -ede eller -te, hvor de stærke verber ikke har nogen endelse i præteritum, men som regel en vokalændring (aflyd).

De stærke verber havde oprindelig også en særlig endelse i participiet, -en i stedet for -(e)t. Denne endelse er stadig levende i jysk i alle anvendelser af participiet, f.eks. jeg har funden ud af det, han har hjulpen mig – som det er almindeligt i ældre dansk. På moderne rigsdansk bruges en-endelsen derimod kun, når participiet fungerer som et adjektiv, og det kun i skarp konkurrence med t-former, f.eks. opgaven er bunden, en ubuden gæst (men en uindbudt gæst!).

De svage verber findes i to hovedgrupper: verber med præteritum og participium-ede, -et og verber præteritum og participium-te, -t. De to grupper holdes dog ikke skarpt adskilt. I den sidste gruppe findes der findes en række svage verber, der har vokalændring i præteritum og participiet, f.eks. sætte : satte, sælge : solgte

Her er der ikke tale om aflyd (som i de stærke verbers tilfælde), men om omlyd, dvs. en vokalændring, der skyldes påvirkning af en vokal i en følgende stavelse. Det er vokalen i infinitiv og præsens, der har omlyd, hvorimod præteritum og participiet har bevaret den uomlydte vokal.

Præteritopræsentiske verber (modalverber)[redigér | redigér wikikode]

Den sidste gruppe af uregelmæssige verber er de præteritopræsentiske verber. De hedder sådan, fordi deres præsens har samme form som et stærkt verbums præteritum (med nulendelse i stedte for -er som i andre verber). Oprindelig er der tale om præteritum, i en resultativ betydning: jeg ved betyder oprindelig jeg har set, erfaret (jf. latin videō "se").

Verberne kaldes også modalverber, fordi de bruges til at udtrykke modale kategorier som mulighed og kunnen. De styrer i den anvendelse infinitiv uden at i modsætning til andre verber, der følges af en infinitiv. Det er dog ikke alle præteritopræsentiske verber, der kan kaldes modalverber, således ikke vide.

Infinitiv Præsens Præteritum Participium
burde bør burde burdet
kunne kan kunne kunnet
måtte måtte måttet
skulle skal skulle skullet
turde tør turde turdet
vide ved vidste vidst
ville vil ville villet


Tider[redigér | redigér wikikode]

Fremtid udtrykkes med modalverberne vil eller skal + infinitiv, f.eks. tror du, det vil regne?, vi skal nok komme igen i morgen. Ofte står der blot en præsens, idet fremtidsbetydningen fremgår af sammenhængen, f.eks. i morgen køber han en bil.

førnutid og førdatid dannes med hjælpeverbet har, havde + participiet, f.eks. han har købt en bil, han havde købt en bil. En række bevægeverber danner dog perfektum med er, var: han er gået sin vej (som på tysk er ist gegangen og fransk il est allé, men modsat engelsk he has gone). Nogle verber har begge muligheder, således at har bliver brugt for handlingen og er for resultatet: han har rejst meget, men han er rejst.

Modus[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Modus

Dansk har to modus, indikativ og konjunktiv. Sidstnævnte findes i disse to former:

  • Den germanske præsens konjunktiv er faldet sammen med infinitiven på dansk og bliver kun brugt i faste udtryk med en ønskende betydning: f.eks. leve kongen, det være hermed gjort.
  • Den germanske præteritum konjunktiv er faldet sammen med præteritum indikativ på dansk. Den er stadig i levende brug i følgende anvendelser:
    • Potentialis: Betingelsesledsætninger, der udtrykker mulighed. har præteritum, mens den overordnede sætning enten har præteritum eller, mere almindeligt, ville + infinitiv i den overordnede sætning. F.eks. hvis jeg var rig, byggede jeg et palads / ville jeg bygge et palads eller (uden konjunktion i betingelsessætningen) var jeg rig, byggede jeg et palads.
    • Optativ: Et ønske bliver normalt udtrykt med gid eller bare + præteritum: gid jeg havde en elefant, bare det aldrig var sket. Den kan også udtrykkes med en elliptisk betingelsessætning, gerne med et adverbium som bare eller blot, f.eks. hvis jeg da bare havde en elefant!, var det bare aldrig sket!).
    • Imaginativ: I børnelege er det almindeligt at bruge præteritum, når der tales om de forestillede personers tanker og handlinger.

Diatese[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Diatese

Ligesom de andre nordiske sprog har dansk en særlig passivbøjning med endelsen -s, der historisk set er en reduceret form af det refleksive pronomen sig, e.g. han kalder sig > han kaldes (sammenlign italiensk si chiama "han hedder"). Denne s-passiv bruges side om side med en passive dannet med verbet blive + participiet.

Ordstilling[redigér | redigér wikikode]

Hovedsætninger[redigér | redigér wikikode]

I en dansk sætning har rækkefølgen af ordene betydning for, hvilken funktion de enkelte ord har i sætningen. Det, der i et kasussprog bliver udtrykt ved hjælp af kasus, bliver på dansk altså udtrykt ved en særlig placering af det pågældende ord.

I en hovedsætning vil man i reglen følgende ordstilling:

Forfelt || Finit verbum | Subjekt | Adverbium A || Infinit verbum | Objekt | Adverbium B

Man taler gerne om Diderichsens feltskema. Forfeltet er det sted, hvor man sætter et ord, der særlig skal fremhæves. Hvis der ikke er noget andet ord, vil man i en fremsættende sætning trække subjektet frem i forfeltet:

Manden || ville | – | ikke || være | taget | af sted
Så meget | vil | jeg | ikke || give | – | for en brugt bil
For tusind år siden | erobrede | vikingerne | – || – | England | -
Da han var kommet hjem fra ferie || fandt | han | – || – | døren | ulåst
Sverige | har | jeg | ikke || været | – | i (men jeg har engang været i Norge)
Spist den | har | han | ikke || – | – | – (nej, han har slugt den)

I en spørgende sætning vil man enten sætte et spørgende pronomen eller adverbium i forfeltet eller lade det stå tomt, dvs. begynde med verbet:

– || Har | manden | virkelig || slået | sin kone | ihjel?
Hvor || har | du | – || lagt | kniven? | -

Når subjektet kommer i forfeltet, taler man om lligfrem ordstilling, mens man taler om omvendt ordstilling (inversion), når subjektet følger verbet. Som det fremgår, er det den omvendte ordstilling, der er er grundprincippet i en dansk hovedsætning, men i realiteten er ligefrem ordstilling langt hyppigere end omvendt ordstilling.

Rækkefølgen af subjekt, verbum og objekt varierer fra sprog til sprog. Der er seks tænkelige rækkefølger: SVO, SOV, VSO, VOS, OVS, OSV. Dansk (og de andre nordiske sprog og tysk er egentlig et VSO-sprog. Engelsk og de romanske sprog har næsten altid VSO (selv om engelsk har rester af OSV). På Latin er ordstillingen fri, men det hyppigste er SOV. Se også artiklen sprogtypologi.

Ledsætninger[redigér | redigér wikikode]

Ledsætninger har en noget anden ordrækkefølge:

Sætningsindleder || Subjekt | Adverbium A | Finit verbum || Infinit verbum | Objekt | Adverbium B

Som det ses er verbet skubbet hen efter det første adverbiumsfelt. Denne forskydning er beslægtet med den velkendte tyske regel, der sætter det finitte verbum til sidst i en sætning.

(Han fortalte sin kone,) at || butikken | ikke | havde || – | flere kartofler |
(Huset,) som || de | havde | – || købt | – | for tredive år siden, (var nu til salg)

På dansk kan reglen dog blive brudt, hvis der af den ene eller den anden grund bliver sat et led ind først i bisætningen. Her vil der normalt være hovedsætningsordstilling:

(Moderen råbte, at) hvis de ikke kom ind nu, || ville | de | snart || få | enden | på komedie

Referencer[redigér | redigér wikikode]