Jiddu Krishnamurti

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Jiddu Krishnamurti
Jiddu Krishnamurti 01.jpg
Jiddu Krishnamurti i 1920'erne.
Født 12. maj 1895(1895-05-12)
Madanapalle, Andhra Pradesh, Indien
Død 17. februar 1986 (90 år)
Ojai, Californien
Nationalitet Indien Inder
Beskæftigelse Forfatter, mystiker, filosof

Jiddu Krishnamurti (født 12. maj 1895 i MadanapalleAndhra PradeshIndien, død 18. februar 1986 i OjaiCalifornien) var af indisk afstamning og levede i det 20. århundrede. Hans filosofiske meditationer i form af dialoger, taler og værker er stadig indflydelsesrige og omfatter åndelige emner som kærlighed, medfølelse, selvets transcendens og det religiøse sind; videnskabelige emner som erkendelse, viden, og sandhed; psykologiske emner som det neurotiske menneske, medmenneskelige relationer og intelligens; og sociologiske emner som kilderne til voldelig konflikt. Han frabad sig konsekvent rollen og autoriteten som åndelig vejleder. Det er alene det enkelte menneskes egen direkte erkendelse der har værdi, og der er ikke nogen vej man kan blive ledt ad, ikke nogen metode eller praksis man kan følge for at opnå frigørelse fra sin egen kulturelle og miljømæssige betingning. Hans mål var en fuldstændig forvandling af den menneskelige bevidsthed: “at sætte mennesket helt og fuldstændigt fri”.[1]

Krishnamurtis udgangspunkt er, at hvordan vi anvender vores opmærksomhed øjeblik for øjeblik bestemmer, hvordan vi oplever virkeligheden og dermed kvaliteten af vores liv. Vores mentale indstilling, til forskel fra de omstændigheder vi lever under, er dermed nøglen til en forvandling af vores perception af verden. Forvandlingen af vores opfattelse af virkeligheden er synonymt med en overskridelse af de betingende grænser for det neurotiske selv. Krishnamurti anvender udtrykket "det neurotiske selv" til generisk at beskrive den almenmenneskelige tilstand karakteriseret af uforløste intra-psykiske konflikter som forårsaget af kulturel og social betingning. Det er altså den kulturelt og socialt accepterede psykiske normal tilstand han ønsker at beskrive - ikke de psykiske lidelser der i den aktuelle psykologi defineres som personligheds forstyrrelser.

Krishnamurtis spirituelle tilgang søger at vise forbindelsen mellem selv-transcendens og et etisk bedre liv. Når vi ikke længere føler os identisk med vores tanker og dermed ikke længere lider under bestemte kognitive og følelsesmæssige illusioner, frigøres vi fra vore selv-centrerede lidelse, smerte og utilfredsstillelse. Eliminerer man den personlige lidelse, skaber man en værenstilstand af dyb ikke-personlig kærlighed og dermed en dyb kilde til velbefindende og etisk handlen.

Den særlige kvalitet ved Krishnamurtis opfattelse af menneskets frigørelse - set i forhold til mange andre aktuelle åndelige strømninger - er, at den ikke fordrer nogen tro på metafysiske eller religiøse ideer, ikke indebærer nogen tro på overnaturlige fænomener. Krishnamurti afviser helt enkelt tro som basis for gyldig erkendelse. Hans tankegang er dermed fuldstændig forenlig med de centrale principper for videnskabelig skepticisme.

Krishnamurtis baggrund[redigér | redigér wikikode]

Krishnamurti blev, i en alder af 14 år, "opdaget" af den engelske teosof Charles W. Leadbetter, på en strand nær det teosofiske hovedsæde i Chennai (tidligere Madras, Indien), som den kommende Messias og Verdenslærer.[2] Krishnamurti blev adopteret af Det teosofiske Samfunds præsident Annie Besant, der sendte ham til England for at uddanne ham til hans kommende rolle. Organisationen "The Order of the Star" blev oprettet for at understøtte verdenslærerens virke og udbredelse. Krishnamurti opløste i 1929 organisationen, tog fuldstændig afstand til Det Teosofiske Samfund og proklamerede, at "Sandheden er et land uden stier. Man finder ikke sandheden gennem nogen organisation, nogen tro, noget dogme, nogen præst eller noget ritual, og heller ikke gennem filosofisk viden eller psykologisk metode."[3]

Krishnamurti var ikke tilknyttet nogen nationalitet, kaste, religion, eller filosofi, og tilbragte resten af sit liv med at rejse rundt i verden, tale til store og små grupper og enkeltpersoner. Han skrev flere bøger, blandt dem The First and Last Freedom (1954) The Only Revolution (1970), og Krishnamurti's Notebook (1976). Mange andre af hans udgivelser i bogform er redigerede kompileringer af hans dialoger, taler og diskussioner blandt dem Freedom from the Known (1969), The Urgency of Change (1971), og The Awakening of Intelligence (1973). Hans sidste offentlige tale var i Madras (nu Chennai), Indien, i januar 1986 - en måned før hans død i sit hjem i Ojai, Californien.

Hans tilhængere arbejder gennem almennyttige fonde i Indien, Storbritannien og USA, og fører tilsyn med flere uafhængige skoler baseret på hans uddannelsessyn. Der foregår en løbende transskription og distribution af hans tusindvis af foredrag, hans gruppe og individuelle diskussioner, og skrifter i en række forskellige medieformater og sprog.

Centrale temaer i Krishnamurtis tænkning[redigér | redigér wikikode]

Menneskets erkendelsesbur[redigér | redigér wikikode]

Ifølge Krishnamurti befinder mennesket sig i et erkendelsesbur, hvor tremmernes begrænsning udgøres af socialt, samfundsmæssigt, og kulturelt betingede mønstre. I dette fængsel af betingethed lever mennesket en “andenhånds” eksistens, mao. en uautentisk eksistens, i en stadig nærmest tvangsmæssig gentagelse af tankemæssige, følelsesmæssige og handlingsmæssige mønstre. Vores indre liv afspejler den ydre verdens dysfunktion og omvendt afspejler den ydre verden vores indre mentale konflikter. "Verden er mig og jeg er verden," slår Krishnamurti fast igen og igen.[4] At erkende sin egen kulturelle og miljømæssige betingning som en kendsgerning er en afgørende forudsætning for menneskets frigørelse. Grundlaget for et autentisk liv i frihed ligger for Krishnamurti i fuldstændig selv-erkendelse, kræver en erkendelse af, hvad vores selv eller "jeg" i virkeligheden er.

Det illusoriske selv[redigér | redigér wikikode]

Forestillingen om jeget som en separat frit styrende og vælgende entitet i form af et individuelt selv, der er kilde til og midtpunkt for vores perceptioner, tanker og følelser, er ikke sand. Deraf følger, at antagelsen om, at vi i egentlig forstand ved, hvad vi mener, mener hvad vi siger, siger hvad vi mener, og dermed ved hvad vi har sagt, er en illusion. Det menneskelige jeg som erkendelsens midtpunkt på en kartesiansk skueplads (for at bruge filosoffen Daniel Dennetts rammende udtryk) er en myte. Vores beslutninger og handlinger er ikke et udtryk for vores frie vilje, men er sværtimod i deres kulturelle og miljømæssige kontingens bestemt af årsager, som vi hverken er klar over eller har kontrol over. Den tvangsmæssige eksistens i erkendelsesburet - prisgivet historiske, foranderlige, tilfældige, og relative, ydre og indre kræfter - skaber angst, fortvivlelse og forvirring.

Religion som mestringsstrategi[redigér | redigér wikikode]

Religiøs tro skal i den sammenhæng forstås psykologisk som en mestringsstrategi. Religiøs tro skal ses som et forsøg på at komme den eksistentielle angst, fortvivlelse og forvirring til livs gennem overnaturlige forklaringer. Tro er et forsøg på at skabe orden og sikkerhed i kaos, eller redundans i betydningen struktur, sammenhæng og forudsigelighed. Den skaber et tilsyneladende absolut fundament af mening og betydning. Religiøs tro er i sidste instans motiveret af angsten for fysisk og psykologisk tilintetgørelse, angsten for døden mao. Som et udtryk for projektioner af både frygt og forhåbninger er tro essentielt forkert ifølge Krishnamurti. Tro og virkelighed er to forskellige ting:

Tro er en ting, virkeligheden er en anden. Den ene fører til trældom, og den anden er kun mulig i frihed ... Tro kan aldrig føre til virkeligheden. Tro er resultatet af betingning, resultatet af frygt, eller resultatet af en ydre eller indre autoritet, der giver trøst. Virkeligheden er ingen af ​​disse .. Den godtroende er altid villig til at tro, acceptere, adlyde, uanset om det som tilbydes er godt eller dårligt, skadeligt eller gavnligt. Det troende sind er ikke et spørgende sind, så det forbliver inden for grænserne af formlen eller princippet.[5]

Krishnamurti anerkender dermed ikke validiteten af det religiøse "spring" (som Søren Kierkegaard bl.a. er eksponent for): det kunstgreb hvor religion begrundes ved sig selv, gøres forudsætningsløs, og dermed ikke kan gøres til genstand for rationel og empirisk undersøgelse.

Sindets fragmentering[redigér | redigér wikikode]

En anden central mestringsstrategi er dannelsen af kulturelt betingede billeder og historier om os selv (og andre mennesker). Selv-billederne danner psykologisk grundlag for selv-følelsen og selv-forståelsen. De skaber tryghed og en følelse af identitet.

Vi er dybt bundet til og afhængige af selvbillederne og historierne. De tillægges en enorm betydning, hvilket er noget af et problem, da de ifølge Krishnamurti reelt er betydningsløse: Selv-billederne og historierne er fra skabelsesøjeblikket i uoverensstemmelse med virkeligheden. Dispariteten mellem selv-billederne og virkeligheden danner det neurotiske selv med psykodynamisk fragmentering og konflikt i form af gentagelsen af uhensigtsmæssige reaktionsmønstre. Det er Krishnamurtis centrale tese, at de stadige forsøg på at lukke gabet mellem selv-billede og realitet er dømt til at mislykkes og er en af hovedkilderne til smerte, utilfredstillelse og lidelse. Forsvaret af selv-billederne mod både indre og ydre trusler, anslag og krænkelser er det rene sisyfosarbejde, da selv-billederne i sig selv er kilden til hele miseren. Selv-billederne er sårbarhedens rod.

Sammenligning skaber forskel[redigér | redigér wikikode]

Billeddannelse skaber grundlag for neurotiske sammenligninger mellem forskellige selv-billeder - en løben spidsrod mellem forskellige selvbilleder, så som det grandiose jeg, det ideale jeg og det frygtede jeg. Billeddannelse bruges også som grundlag for værdisættelse og fordømmelser af andre mennesker.  

Krishnamurti opponerer mod menneskers tendens til at foretage sammenligninger. Konsekvensen af disse individuelt og kulturelt betingede billeder, som man spejler sig i, sammenligner sig med, identificerer sig med og definerer sig i modsætning til, er en ødelæggelse af ægte relationer mellem mennesker.  

Sammenligning skaber forskel mellem mig og det andet, mig og de andre. De mentale billeder er tanke- og følelsesbaseret: de er baseret på ideer, forestillinger, sympatier og antipatier der skal tjene ‘min’ eller de gruppers status, position og ambition, som jeg identificerer mig med. De forestillinger billederne afspejler forhindrer en ægte empatisk relation mellem mennesker eller forskellige grupper af mennesker. I den udstrækning billederne er udtryk for nationale, kulturelle, ideologiske, religiøse fordomme, bliver de bestemmende for synet på andre menneskers menneskelighed. De skaber grobund for en fremmedgørelse og dehumanisering af andre mennesker og dermed grobund for fysisk og psykisk vold. 

Flugten fra det ubehagelige til det behagelige[redigér | redigér wikikode]

Ifølge Krishnamurti er en primær kilde til den tilstand af neurotisk trance, som mennesker befinder sig i, ønsket om og behovet for at være lykkelig.[6] Vi søger at være lykkelige ved at gentage det behagelige og undgå det ubehagelige. Vi navigerer hele tiden mod det vi ønsker, har lyst til, begærer, længes efter og navigerer modsat væk fra det utilfredsstillende, det smertefulde, og angstbetingede.[7] Vores lykkefølelse er afhængig af opfyldelsen af bestemte betingelser i den indre og den ydre verden. Bevægelsen for at (gen)opfylde disse betingelser skaber en neurotisk intrapsykisk splittelse mellem det vi ønsker er tilfældet, og det som rent faktisk er tilfældet. Krishnamurti stiller spørgsmålet, om det er muligt at være lykkelig allerede før opfyldelsen af nogen som helst ønsker og behov. Kan lykke bundes i noget fuldstændigt ubetinget og uvilkårligt? 

Tankens begrænsning[redigér | redigér wikikode]

Mange mennesker er konstant opslugt af deres egne tanker. De er ikke opmærksomme på, at de er i tankernes vold og de er ikke opmærksomme på, hvad indholdet af deres tankespind egentlig er. Problemet er dermed i følge Krishnamurti ikke i første række selve tænkningen, men, for det første, den bevidstløse identifikation med tankeindholdet og, for det andet, den realitet tankerne automatisk tildeles. Automatisk og bevidstløs tænkning skaber fragmentering i det menneskelige sind og dermed et intrapsykisk drama gennem tankebevægelserne fra og til det, der rent faktisk er realiteten, til og fra forskellige mulige modaliteter, så som hvad der kunne være tilfældet, burde være tilfældet o.l.. Det er Krishnamurtis hypotese, at det er den manglende erkendelse af tankebevægelserne mellem de forskellige mulige modaliteter og realiteten, og dermed tvangsmæssigheden i tankebevægelserne, der skaber utilfredstillelse, der skaber lidelse og smerte.

Når det er sagt, så er tænkning, ifølge Krishnamurti, psykologisk set altid problemet.[8] Tænkning er altid et udtryk for tid. Når vi tænker opholder vi os altid i fortiden eller i fremtiden. Vi er aldrig her og nu, når vi tænker. Indholdet af bevidstheden er konklusioner baseret på fortiden. Tænkning fastholder os i og er altid udtryk for vores betingede bevidsthed.

Indholdet af den menneskelige bevidsthed består af vores hukommelse, vores akkumulerede viden, vores erfaringer og oplevelser, både personlige og kollektive. Som sådan er bevidstheden betinget af fortiden og vores tanker.[9] For at skabe en mutation i bevidstheden, en revolution i hele dens struktur er det nødvendigt med fuldstændig tomhed. Det kræver at bevidstheden tømmes for al tankevirksomhed.

Selv i den situation hvor vi er i stand til at observere vores egen tænkning er der ofte stadig en opsplitning mellem os som observatører og tænkningen som det observerede. Vi er stadig fanget i vores bevidsthed i form af, hvad man kunne kalde, metatanker (vores mere grundlæggende tanker om vores tanker). Kun i det øjeblik hvor tænkning i sin helhed ophæves i ubegrebet og unavngiven tomhed, hvor observatøren blivet ét med det observerede, sker frigørelsen fra vores egocentriske bevidsthed.

"Frihed kan ikke vælges"[10][redigér | redigér wikikode]

Som følge af, at den menneskelige bevidsthed ikke alene er fanget i erkendelseburet men - for at være helt præcis - rent faktisk udgør selve erkendelsesburet, er ethvert valg foretaget på det grundlag umuliggjort. Et valg på det grundlag er komplet meningsløst, komplet ørkesløst. Det er ikke muligt at vælge frihed gennem nogen aktiv handling eller ved at følge nogen bestemt metode, nogen bestemt praksis eller nogen bestemt vej.   

Sand erkendelse finder sted, når sindet spejler virkeligheden, når sindet er i et forhold til virkeligheden uden at begribe, uden at fastholde, uden at forme, uden at ville opnå noget, herunder uden at ville forandre noget, og uden at vælge noget:   

Den klare erkendelse af det som er, er i sig selv en frigørende proces. Så længe vi ikke erkender hvad vi er og prøver at blive noget andet, vil der være forvanskning og smerte. Selve erkendelsen af hvad jeg er, skaber forvandlingen og forståelsens frihed.[11]

Ikke-vælgende opmærksomhed[redigér | redigér wikikode]

Forvandlingen opstår mao. gennem direkte og uforvansket observation af den øjeblikkelige indre og ydre virkelighed i en mental indstilling af fuldstændig opmærksomhed. Den opmærksomheds tilstand K taler om, er den åbne og ledige iagttagelse af enhver tanke, følelse og handling, som de opstår af sig selv.  Det er mao. en sindstilstand uden bevidst koncentration, styring, vilje, eller valg. Krishnamurtis nøglebegreb i den sammenhæng er ikke-vælgende opmærksomhed (engelsk: choiceless awareness). Det er kun i den sindstilstand, før virkeligheden bliver givet form, givet navn, eller beskrevet, hvor det tænkende, reagerende og identificerende subjekt er sat ud af spillet, at sand erkendelse og dermed friheden opstår.   

“Sandhed er et land uden stier"[10][redigér | redigér wikikode]

Uden for den praktiske teknologiske verdens sfære har viden, erfaring og ideer ikke nogen egentlig erkendelsesmæssig værdi i Krisnamurtis forståelse. Krishnamurti skelner mellem på den ene side den teknologiske og videnskabelige verden, hvor viden, indsigt og erfaring er central - og på den anden side den spirituelle og psykologiske verden, hvor viden, tænkning, tro og ideation er en forhindring.

Krishnamurtis sandhedsbegreb må differentieres fra platonisme. Krishnamurti skelner ikke som Platon mellem doxa (tro/meninger/holdninger) og episteme (viden). På det spirituelle og psykologiske plan er både doxa og episteme epistemologisk diskvalificerende. Viden er ikke sandhed. Viden har karakter af konklusioner. Konklusioner er baseret på fortidige oplevelser og iagttagelser. Som en ufuldstændig akkumulering af og dermed en projektion af fortidens oplevelser og erfaringer blokerer konklusioner for det levende øjebliks indsigt.

Dermed er den handling at træde ud af erkendelseburet ikke et spørgsmål om at erstatte betinget og begrænset viden med sand viden i f.eks. platonisk forstand. For Platon er sandhed en erkendelse, genkendelse, eller åbenbaring af en essentiel, absolut eller guddommelig realitet. For Krishnamurti er sandhed er ikke begribelig i forvejen og man kan dermed heller ikke anvende nogen bestemt metode eller teknik som redskab i erkendelsen. Sandhed er slet ikke begribelig. Sandhed er uvilkårlig og øjeblikkelig.  

At leve er at dø[redigér | redigér wikikode]

Hele det intrapsykiske drama af fragmenterende tankebevægelser skabes i illusionen om, at det tænkende, observerende og oplevende subjekt er forskellig fra selve tænkningen, observationen og oplevelsen. Erkendelsen af, at det er tankeprocessen selv som skaber illusionen om selvet som kilden til og det styrende midtpunkt for menneskelig kognition, perception, følelse og adfærd, frigør mennesket fra sit betingede sind, frigør mennesket fra erkendelseburet, og dermed fra kilden til smerte, utilfredstillelse, og lidelse.

At leve er dermed at dø. At dø er at opgive bindingen til og identifikationen med alle de historier og billeder man har opbygget om sig selv. Det er ophøret af jeget som det nødvendige og tilstrækkelige midtpunkt for sine tanker, følelser og handlinger. Det er den handling at opgive sit selv fuldstændigt. Krishnamurti stiller spørgsmålet: Kan man leve livet så fuldstændigt uden jeget som et midtpunkt og derfor uden konflikt, for kun da opstår den sindstilstand, som er tidløs - en sindstilstand som er forudsætningen for kærlighed, medfølelse og intelligens.

Det religiøse sind[redigér | redigér wikikode]

Krishnamurti afviser religiøs tro som udtryk for en projektion af menneskelig frygt og forhåbning. Han bemærker:

Så længe sindet er i en tilstand af frygt, ønsker det at flygte fra den, og projicerer forestillingen om det højeste, og ønsker at opleve det. Men frigør sindet sig fra sin egen pine, så befinder det sig i en helt anden tilstand. Det beder ikke længere om oplevelsen, fordi det befinder sig på et helt andet plan.[12]

At være religiøs i egentlig forstand er at undersøge, hvad der er sandt: “At søge efter hvad der er sandt er sand religion, og den, der søger sandheden er den eneste der kan kaldes religiøs.”[13] Krishnamurti stiller det fundamentale spørgsmål:

Er der noget som er helligt, eller er alting materie, alting tanke, alting forbigående, alting ubestandigt? Er der noget, tanken aldrig kan røre, og som derfor er uforkrænkeligt, tidløst, evigt og helligt?[13]

Undersøgelsen af​​, hvad der er sandt er mao. ikke en intellektuel øvelse, en funktion af tanken. Den reelle undersøgelse kan ikke begynde, før tanken er ophørt, før selvet er negeret og bevidstheden er blevet tømt for de forhindringer som udgøres af ens hukommelse, vaner og betingning.

Krishnamurti, psykologi, og psykoterapi[redigér | redigér wikikode]

Selv-erkendelse er i Krishnamurtis optik ensbetydende med afdækning af selvet som en illusion og dermed ophævelse af selvet. Det gør jo helt åbenbart Krishnamurtis opfattelse radikalt forskellig ikke alene fra traditionel Freudiansk psykologi og psykoterapi men også fra aktuelle retninger som f.eks. kognitiv psykologi og kognitiv adfærdsterapi.

Psykoanalyse indebærer, at der findes et selv, der analyseres og et andet selv, som deltager i analysen, men i Krishnamurtis selv-erkendelse, er der ingen adskillelse mellem "observatøren og det observerede". Analytikeren er analysanden. Psykoterapeutiske teknikker der indebærer læring af mestrings strategier, under inddragelse af realitets afprøvning og ledsagende tanke- og følelsesmæssig tilpasning til den psykiske norm er helt uantageligt for Krisnamurti, som betragter enhver form for tilpasningsstrategi som noget, der både er i strid med og forhindrer frihed.

Psykoanalytiske metoder, så som freudianske metoder der indebærer arbejde med minder og at bringe fortiden ind i nutiden, eller kognitiv adfærdsterapeutiske metoder som indebærer identifikation, udfordring og erstatning af uhensigtsmæssige følelser og tanker med angiveligt mere hensigtsmæssige tanker og følelser kan kun opnå en stabilisering af selvet efter et mønster, der er fastsat af tidligere erfaringer. Hvis det lykkes at opnå en sådan stabilisering, styrker det illusionen om, at selvet er en permanent enhed, der udvikler individualitet i tidens løb som et center for menneskelig kognition, perception, følelse og adfærd.

Meditation[redigér | redigér wikikode]

Ifølge Krishnamurti kan egentlig meditation ikke være en kultivering af bestemte bevidsthedstilstande på bestemte tidspunkter og under bestemte former. Meditation er til alle tider og dermed tidløst at tage skridtet ud af det kendte og derved overskride det kendte i en tilstand af fuldstændig opmærksomhed, at se uden identifikation, uden eksklusion, uden anstrengelse, uden formål. Meditation kan ikke adskilles fra livet som det leves øjeblik for øjeblik.[8]

Ks opfattelse af meditation er dermed helt forskellig fra meditations praksis, der indebærer en eller anden form for teknik eller metode. Krishnamurti kritiserer meditative koncentrationsteknikker der indebærer en bevidst absorption af opmærksomheden af noget bestemt - altså en bevidst og måske ligefrem selv-suggestiv styring.

For det første medfører det at følge en bestemt meditationspraksis uværgeligt rutinisering eller vanedannelse. For det andet indebærer det at følge en teknik desuden altid et element af præstation, som virker mod hensigten. Og for det tredje har disse former for meditation ofte introspektion som formål. Krishnamurti har følgende beskrivelse:

Enden på ​meditation er meditation. Jagten på noget gennem og udover meditation er et forsøg på at opnå noget; og det som opnås tabes igen. At forsøge at opnå et resultat er at fortsætte selvets projektion; resultatet, ligegyldigt hvor ophøjet det end er, er en projektion af ens ønsker. Meditation, som et middel til at nå frem, til at vinde, til at opdage, styrker den mediterende. Den mediterende er meditationen; meditation er forståelsen af ​​den mediterende.[14]

Til forskel fra selv-erkendelse har introspektion altid har selv-forbedring eller selv-udvikling som formål. Introspektion nærer dermed den intra-psykiske konflikt mellem det øjeblikkelige utilstrækkelige selv-billede og det ønskede selv-billede og virker dermed mod hensigten. Samtidig er det introspektive subjekt samtidig det introspektive objekt. Den entitet, som er årsagen til og udtryk for problemet, kan ikke løse problemet.

Spiritualitet, mysticisme, og religiøsitet[redigér | redigér wikikode]

Krishnamurti understregede konstant behovet for en revolution i det almindelige menneskes psyke. Det er deri kernen i hans spiritualitet ligger. Dennne radikale transformation kan ikke komme udefra via religiøse, politiske eller sociale bevægelser. Den kan heller ikke komme som led i en personlig transformationsproces. Forvandlingen sker med den direkte erkendelse af den menneskelige situation. Den sandhed kan opdages af enhver, uden hjælp fra nogen autoritet og, da livet hele tiden er allestedsnærværende, på et øjeblik. Det er iagttagelsen af dybden og omfanget af vores tanker, følelser, og adfærd, som de forekommer i øjeblikket, som er den handling, der forandrer os selv og de samfund vi lever i.

Sandheden kan ikke akkumuleres. Det som akkumuleres ødelægges hele tiden. Det visner væk. Sandheden kan aldrig visne, fordi den kan kun findes fra øjeblik til øjeblik i hver eneste tanke, i hver eneste relation, i hvert ord, i enhver gestus, i et smil, i tårer. Og hvis du og jeg kan finde den, og leve den - selve det at leve den er at finde den - så er der ingen fare for at vi bliver propagandister; vi skal være kreative mennesker - ikke perfekte mennesker, men kreative mennesker, hvilket er noget helt andet.[15]

Mysticismen i Ks tænkning ligger i oplevelsen af virkeligheden som én helhed. Den ligger i ophævelsen af dikotomien mellem det menneskelige subjekt og objektet for den menneskelige erkendelse. Den forudsætter dermed selvets transcendens. Den forudsætter dermed også overskridelsen af en virkelighedsopfattelse baseret på viden, tænkning, intellekt, og logik. Ophævelsen af dikotomien mellem subjekt og objekt  åbenbarer virkeligheden i sin umådelighed, sin ubegrænsethed, sin hellighed.

Ifølge K kan religiøsitet i egentlig forstand ikke beskrives med ord: religiøsitet kan ikke gøres til genstand for tankens målestok og tidsopfattelse. Med udtrykket “det religiøse sind” beskriver K et menneskeligt sind af en bestemt kvalitet, et menneskeligt sind som forstår “helheden i det eksisterende uden skelnen mellem dig og mig”. Et sind som igennem meditation i egentlig forstand er helliget undersøgelsen og erkendelsen af det umådeliges, det ubetingedes, det ubegrænsedes kvalitet og natur. Kun et sådan sind er fuldstændig frit.

Med religiøsitet mener Krishnamurti dermed noget radikalt andet end det man i almindelig sprogbrug forstår ved religion. Med religion forstås almindeligvis: organisationer og institutioner med guddommelig autoritet; ritualer; dogmer og doktriner; tradition; mytologi; og ofte antropomorfe gudebilleder.

Krishnamurti afviser fuldstændig organiseret religion som triviel. Og mere end det: han betegner den traditionel religiøs praksis som en menneskelig tragedie.[16]

Holisme og menneskelig kognition[redigér | redigér wikikode]

Som sagt skelner Krishnamurti i første omgang mellem på den ene side den teknologiske og videnskabelige verden, hvor viden, indsigt og erfaring er central - og på den anden side den spirituelle og psykologiske verden, hvor viden, tænkning, tro og ideation er en forhindring. Det skal understreges, at når Krishnamurti taler om teknologisk viden, mener han alt fra opsendelsen af en måneraket til lav-praktiske gøremål som at kunne snøre sine sko.  

Det kunne altså umiddelbart lyde, som om K advokerer en form for dualisme, hvor man er tvunget til hele tiden at skifte mellem to kognitive funktionsmåder: den teknologiske og videnskabelige funktionsmåde hvor en rationel, analytisk, og systematisk tilgang til virkeligheden anvendes, og en spirituel funktionsmåde hvor en umiddelbar og uvilkårlig tilgang til virkeligheden anvendes. 

Den måde at dele virkeligheden op på er i virkeligheden meget gammel og traditionel. Den kan historisk iagttages som en stadig pendulering mellem den klassiske objektive forståelse af verden og den romantiske subjektive forståelse af verden. Ifølge Krishnamurti er en sådan skelnen mellem en klassisk kognitionsmåde og en romantisk kognitionsmåde imidlertid endnu et udtryk for en fragmentering af virkeligheden, endnu en kilde til konflikt og dermed utilfredsstillelse. Han siger følgende til en spørger:

Man kan ikke dele livet op i et teknologisk liv og et ikke-teknologisk liv. Det er, hvad du har gjort, og derfor fører du et dobbeltliv. Så vi spørger : "Er det muligt at leve så fuldstændigt, at den del er inkluderet i det hele?“ Ok? Forstår du? Som det er nu, fører vi et dobbeltliv, vi holder den del adskilt, tager på kontoret, lærer en teknologi, og hvad der dertil hører, og går i kirke eller tempel med ringende klokker. Så du har delt dit liv op, og derfor er der en konflikt i dit liv mellem de to. Det som vi beder om er noget helt andet, nemlig det at leve uden nogen opdeling overhovedet.[17]

Ks holistiske tilgang til virkeligheden skal forstås som en overskridelse af den traditionelle dualistiske subjekt-objekt opfattelse. Den sindstilstand han beskriver som ‘ikke-vælgende opmærksomhed’ (Choiceless Awareness) omfatter begge kognitive funktionsmåder: den klassiske objektive teknologiske og videnskabelige funktionsmåde, og den romantiske subjektive spirituelle funktionsmåde. Ks opmærksomhedstilstand er både præ-intellektuel og - i sin inklusion af alle kognitionsmåder - også meta-kognitiv. Ikke-vælgende opmærksomhed er - som en absolut monisme - kilden til og substansen i alting.

Forenlighed med videnskabelig skepticisme[redigér | redigér wikikode]

Det er bemærkelsesværdigt i hvilken udstrækning Krishnamurtis skeptiske empiriske undersøgelser deler videnskabelige grundtræk: åbenheden i hans spørgsmål, afvisningen af autoriteter, opfattelsen af viden som foreløbig og dermed afvisningen af viden som en repræsentation af virkeligheden og endelig og ikke mindst påpegningen af, hvordan det menneskelige sind er tilbøjelig til illusorisk tænkning i form af myter, overtro og dogmer.  

Som sagt i indledningen fordrer Krishnamurtis opfattelse - set i forhold til mange andre aktuelle åndelige strømninger - ikke nogen som helst tro på metafysiske eller religiøse ideer. Ks udforskning af den menneskelige situation ud fra den tilstand af opmærksomhed han beskriver er både rationelt og empirisk funderet. Spiritualiteten, mysticismen, og religiøsiteten i Krishnamurtis tænkning fordrer ingen tro på uverificerbare doktriner om virkelighedens beskaffenhed.  

Det er selvfølgelig paradoksalt at mene, som Krishnamurti gør, at sandhed ligger hinsides enhver beskrivelse, og derefter gå videre med at beskrive den almenmenneskelige situation og dens årsager. Som den franske maler René Magrittes billede af en pibe (med underteksten: “dette er ikke en pibe”) illustrerer, så er der en ontologisk forskel på et billede af noget og så det som afbilledes, og parallelt dermed en ontologisk forskel på beskrivelsen og så det beskrevne. Men Krishnamurti mener noget mere fundamentalt end det: Beskrivelsen afspejler aldrig det beskrevne. Der er principiel uoversættelighed mellem beskrivelsen og det beskrevne. Der er dermed ikke noget reelt at sige om sandhed, fordi sandhed er øjeblikkelig og førsproglig og en anden fra øjeblik til øjeblik.

Krishnamurti bruger ordet ‘kendsgerninger' når han slår fast at mennesket som neurotisk, angstdrevet og voldeligt bør forandres radikalt. Kendsgerninger er jo beskrivelser af virkeligheden. Det er udsagn formuleret i sprog som principielt og i praksis dermed kan gøres til genstand for videnskabelig undersøgelse og efterprøvning. Der er altså en mere eller mindre direkte relation mellem udsagn og det udsagnene drejer sig om. Der kan ikke være uoversættelighed mellem et udsagn, og så det udsagnet drejer sig om.

I videre forstand er kendsgerninger integreret komponenter af teorier, som står og falder med empirisk verifikation eller falsifikation. I overensstemmelse med principperne for videnskabelig skepticisme er teorier altid foreløbige uanset, hvor empirisk bestyrkede de er.  Det er dermed afgørende at skelne Ks begreb om kendsgerninger fra hans begreb om sandhed.

Kilder til voldelig konflikt[redigér | redigér wikikode]

Voldelighed skabes i adskillelsen af mennesker ud fra tro, ideologier, kulturel betingning og også i individets søgen efter personlig tryghed under forskellige samfundsmæssige former.[18] Vold omfatter ikke kun den fysiske handling, men også psykisk voldelighed, som had, misundelse, ambition, konkurrence, konformitet, undertrykkelse. Alle disse handlinger er psykologiske voldshandlinger. Ved at undertrykke f.eks. had, er vi allerede voldelige, fordi enhver form for undertrykkelse er voldelig. I idealet om ikke-vold, skabes konflikten allerede. Forsøget på at være ikke-voldelig, og den medfølgende disciplinering af en selv, er i sig selv en voldshandling.

Når det enkelte menneske er i konflikt med sig selv, skaber det uundgåeligt konflikt i verden udenfor. Det er alene mennesket selv som kan skabe indre fred og dermed fred i verden, for den enkelte er selv verden. Verden er en forlængelse af den enkelte. Verden eksisterer ikke adskilt fra den enkelte. Den kan eksistere som en idé, som en stat, som en samfundsmæssig organisation, men at virkeliggøre idéen, få en samfundsmæssig eller religiøs organisation til at fungere, kræver det enkelte menneske.

Indsigten i ens egen voldelighed er det første og samtidg det eneste trin ifølge Krishnamurti. At se voldeligheden som den faktisk er, kræver som sagt, at man undlader at forsøge at oversætte den, disciplinere den, overvinde den, undertrykke den. Iagttag den som for første gang - dvs. uden nogen tanke.

Så kan du se voldeligheden som en kendsgerning, ikke kun i det ydre, men også i det indre uden tidsinterval mellem lytten og handlen? Det betyder at selve det at lytte, frigør dig for voldelighed. Du er fuldstændig frigjort fra voldelighed, fordi du ikke har ladet tid komme imellem, ikke ladet en ideologi komme imellem, som redskab til at komme af med voldelighed. Det kræver meget dyb meditation, ikke bare en verbal enighed eller uenighed. Vi lytter aldrig efter; vores sind, vores hjerneceller er så betinget af ideologien om vold, at vi aldrig ser volden i sig selv. Vi ser på volden gennem en ideologi, og det at anskue vold gennem en ideologi skaber tidsintervallet. Og når du lader tid spille ind, er der ingen ende på vold; du bliver ved med at fremvise vold, og prædike ikke-vold.[19]

Kritik[redigér | redigér wikikode]

Meditations opfattelse[redigér | redigér wikikode]

Ifølge K kan egentlig meditation ikke være en kultivering af bestemte bevidsthedstilstande på bestemte tidspunkter og under bestemte former. Han kritiserer meditationpraksis, der indebærer en eller anden form for teknik eller metode. Men han synes kun at kommentere koncentrative meditationsteknikker – teknikker der indebærer en bevidst absorption af opmærksomheden af noget bestemt - altså en bevidst og til tider ligefrem selv-suggestiv styring. Det virker ikke som om han har kendt til meditative ikke-koncentrative eller ledighedsteknikker der indebærer en fri og åben mental holdning, hvor den centrale opmærksomhed uanstrengt hviler på åndedrættet eller eventuelt på gentagelsen af et mantra. Det er former for meditation som f.eks. Mindfulness og Acem meditation. I de former for meditation får tanker og følelser adgang til at spille sig spontant ud uden registrering, stillingtagen, eller intervention. De indebærer ikke aktiv koncentration eller introspektion. De forekommer faktisk at være træning i den sindstilstand Krishnamurti hylder, nemlig ikke-vælgende opmærksomhed.

Der er ikke det store empiriske grundlag for at antage, at mennesker almindeligvis er i stand til at komme i en sindstilstand af ikke-vælgende opmærksomhed, som er ensbetydende med frigørelsen fra det betingede selv, uden dedikeret meditations træning på visse tidspunkter og under visse former. Risikoen for tankemæssig distraktion er for stor og så er der måske en anden dybere forklaring:

Det første skridt som det sidste skridt[redigér | redigér wikikode]

Ifølge Krishnamurti indebærer den menneskelige transformation fra at være slave af egoisk betingning til at være fuldstændig fri kun et afgørende skridt: Det første skridt er det sidste skridt. I det øjeblik man totalt set erkender sin egen betingning, ophæves selv-billedet og behovet for en personlig identitet.

Det forudsætter imidlertid, at man er i stand til at stå ansigt til ansigt med sig selv – helt og fuldstændigt. Ellers vil man opleve – som selveste den historiske Buddha jo også gjorde under Bodhi træet – massive forhindringer og fristelser på tærsklen til at transcendere selvet, på tærsklen til frigørelsen. Modstanden kan beskrives med freudianske termer: Alle de uacceptable, smertefulde eller frygtskabende følelser, tanker og erindringer om oplevelser, som man tidligere har undertrykt gennem egoisk betinget kontrol og flugt, vil komme op til overfladen og aktualiseres. Eller modstanden kan beskrives med Krishnamurtis termer: Alle de selv-billeder man i sin frygt og i sine forhåbninger har klynget sig til skal man øjeblikkeligt give slip på. Kan man overkomme den modstand uden meditationstræning i tid? Kan man ikke, kan det være forklaringen på, at det tilsyneladende kun er relativt få mennesker, der har taget Krishnamurtis ene og afgørende skridt endeligt.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Jiddu Krishnamurti har en helt særlig baggrund - en baggrund, som ifølge Krishnamurti selv, ikke forklarer eller belyser hans tænkning. Der er ingen sammenhæng mellem Ks person, hans historie og hans erkendelse. Ikke desto mindre følger her et biografisk afsnit, som forsøger at ridse hovedpunkterne i Krishnamurtis personlige historie op.[20]

Familie baggrund og barndom[redigér | redigér wikikode]

Der er forskellige opfattelser af Jiddu Krishnamurtis præcise fødselsdato. Ifølge Mary Lutyens blev Krishnamurti født den 12. maj 1895 [21], mens Christine Williams bemærker, at registreringen af fødselstidspunkter på den tid var notorisk upålidelige. Den sandsynlige dato ligger i tidsrummet mellem 4. maj 1895 og 25. maj 1896. Baseret på et offentligt horoskop beregnede han selv datoen til at være 11. maj 1895, men han erkender, at den er forbundet med nogen usikkerhed. [22] Krishnamurtis fødested var den lille by Madanapalle i provinsen Madras (nutidens Chittoor District i Andhra Pradesh ). Han kom fra en familie af fromme [23] telugu-talende brahminske hinduer [24]. Hans far, Jiddu Narayaniah, var ansat som tjenestemand ved det britiske kolonistyre. Krishnamurti havde et nært forhold til sin mor Sanjeevamma, som allerede døde, da han var ti. [25] Hans forældre havde i alt elleve børn, hvoraf kun seks overlevede barndommen. [26]

I 1903 bosatte familien sig i Cudappah, samme sted hvor Krishnamurti under et tidligere ophold havde pådraget sig malaria. I mange år efter led han under tilbagevendende anfald af sygdommen. [27] Krishnamurti var et følsomt og sygeligt barn, "veg og drømmende," og blev som følge deraf ofte betragtet som mentalt tilbagestående og regelmæssigt korporligt afstraffet i skolen af sine lærere og også derhjemme af sin far. [28] I erindringer skrevet da han var atten år gammel, giver Krishnamurti udtryk for at have haft parapsykologiske oplevelser. Han genså sin søster, som var død i 1904, og også sin afdøde mor. [29] Gennem sin barndom udviklede han en tæt tilknytning til naturen, en tilknytning som varede resten af hans liv. [30]

Krishnamurti far blev pensioneret med udgangen af 1907, og da han var en mand af begrænsede midler søgte han arbejde i hovedkvarteret for Det Teosofiske Selskab i Adyar. Ud over at være brahmin havde Narayaniah været teosof siden 1882. Han endte med at blive hyret af selskabet som kontorassistent og flyttede dertil med sin familie i januar 1909. [31] Narianiah og hans sønner blev til at begynde med tildelt en lille hytte, som var placeret lige uden for selskabets ejendom. [32]

Opdagelse[redigér | redigér wikikode]

I april 1909 mødte Krishnamurti for første gang Charles Webster Leadbeater, som hævdede at have clairvoyante evner. Leadbeater fik øje på Krishnamurti på en strand, som selskabet ejede, langs med Adyar floden og han var fuld af forbløffelse over at være vidne til den "mest vidunderlige aura, han nogensinde havde set, uden antydningen af selviskhed." [33] Ernest Wood, en af Leadbeaters adjudanter på det tidspunkt, der gav Krishnamurti lektiehjælp, opfattede ham som  "usædvanligt langsomt opfattende”. [34] Leadbeater var overbevist om, at drengen ville udvikle sig til at blive en åndelig vejleder og en stor taler: med al sandsynlighed et "redskab for Herren Maitreya". Maitreya er en ifølge Teosofisk doktrin højtudviklet spirituel entitet, som periodisk optræder på Jorden i rollen som verdenslærer for at guide menneskehedens udvikling. [34]

I sin biografi om Krishnamurti citerer Pupul Jayakar Krishnamurtis omtale - omkring 75 år senere - af denne periode i sit liv: "Drengen sagde altid, 'Jeg vil gøre alt hvad du ønsker af mig'. Der var et element af underkastelse, af lydighed. Drengen var veg, usikker, ulden. Det virkede ikke som om han tog sig af, hvad der foregik. Han var som en beholder med et stort hul i, ligegyldig hvad man hældte i den, løb det lige igennem, intet blev tilbage." [35]

Efter Leadbeaters opdagelse af Krishnamurti kom han i pleje hos det Teosofiske Selskab i Adyar. Leadbeater og et mindre antal betroede medarbejdere påtog sig den opgave at uddanne, beskytte og generelt forberede Krishnamurti på at være redskab for den forventede verdenslærer. Krishnamurti (ofte senere kaldt Krishnaji) [36], og hans yngre bror Nityananda (Nitya) blev undervist privat på det teosofiske selskabs ejendom i Madras, og senere kom de til at tage del i den relativt overdådige livsførelse blandt dele af europæisk high society under deres videre uddannelse i udlandet. På trods af Krishnamurtis tilbagevendende problemer med skolearbejdet og bekymringerne over hans mentale evner og fysiske tilstand, var den 14-årige Krishnamurti i løbet af seks måneder i stand til at tale og skrive flydende engelsk. [37] Lutyens siger, at Krishnamurti kom til at se sin "opdagelse" som den begivenhed, der reddede hans liv. Ofte blev han "senere i livet spurgt, hvad han mente ville være sket med ham, hvis han ikke var blevet 'opdaget' af Leadbeater. Hans svar var uden tøven: 'Jeg ville være omkommet'." [38]

Krishnamurti havde på dette tidspunkt udviklet stærke bånd til Annie Besant og kom til at betragte hende som en erstatningsmor. Hans far, der i første omgang havde samtykket til Besants juridiske formynderskab over Krishnamurti, [39] blev skubbet i baggrunden af den hvirvel af opmærksomhed som omgav hans søn. I 1912 sagsøgte han Besant for at få annulleret formynderskabsaftalen. Efter en langvarig juridisk kamp, blev Besant tildelt forældremyndigheden over Krishnamurti og Nitya. [40] Som et resultat af denne adskillelse fra familie og hjem, blev Krishnamurti og hans bror (hvis forhold altid havde været meget tæt) endnu mere afhængige af hinanden, og i de følgende år rejste de ofte sammen. [41]

I 1911 oprettede det Teosofiske Samfund organisationen "Ordenen af Stjernen i Øst" (Order of the Star in the East (OSE)) for at forberede verden på verdenslærerens forventede komme. Krishnamurti blev udnævnt som leder af organisationen og højtstående Teosoffer tildelt forskellige andre positioner. Medlemskab var åben for enhver, der accepterede doktrinen om Verdenslærerens Komme. Stridigheder brød dog snart ud, både inden for Teosofisk Samfund og uden for i hinduistiske kredse og i den indiske presse.

Opvækst[redigér | redigér wikikode]

Ifølge Mary Lutyens, som var Krishnamurtis biograf og også hans ven, troede han selv for en tid, at han med den rette åndelige og verdslige vejledning og uddannelse ville blive verdenslærer. [42] En anden biograf beskriver det daglige program, der var pålagt ham af Leadbeater og hans medarbejdere. Det omfattede hård motion og sport, undervisning i en række fag, teosofiske og religiøse lektioner, yoga og meditation, samt undervisning i god hygiejne og indføring i britisk samfund og kultur. [43] Samtidig havde Leadbeater påtaget sig rollen som vejleder med en parallel instruktion af Krishnamurti i mysticisme; selve eksistensen og udviklingen af denne instruktion var dengang kun kendt af nogle få udvalgte. [44]

Mens Krishnamurti udviste en naturlig evne for sport, havde han altid haft problemer med sin formelle skolegang og han var ikke akademisk mindet. Han opgav til sidst en universitetsuddannelse efter flere forsøg på at blive optaget. Han interesserede sig for fremmedsprog, og kom med tiden til at tale flere af dem rimeligt flydende. [45]

Hans offentlige image, kultiveret af Teosofferne, "var præget af et velpoleret ydre, en målbevidst soberhed, et kosmopolitisk livssyn og en overjordisk, nærmest salig distance i sin optræden". [46] Denne fremtræden kan klart “siges at have præget Krishnamurti offentlige image helt frem til slutningen af hans liv". [47] Det blev tidligt klart, at han "besad en medfødt personlig magnetisme, som ikke var af en varm fysisk afart, men alligevel følelsesvækkende i sin beskedenhed, og samtidig inspirerede ærbødighed".[48] Under sin opvækst viste Krishnamurti imidlertid også tegn på ungdomsoprør og følelsesmæssig ustabilitet. Han rasede mod det program der var pålagt ham, synligt utilpas med virakken omkring ham, og udtrykte lejlighedsvis tvivlrådighed omkring den fremtid, der var udpeget for ham. 

Krishnamurti og Nitya blev taget med til England i april 1911. [49] På denne tur gav Krishnamurti sin første offentlige tale til medlemmer af OSE i London.[50] Hans første skrifter var også begyndt at dukke op, udgivet som hæfter af Det Teosofiske Selskab og i Teosofisk og OSE-tilknyttede blade.[51] Mellem 1911 og starten af Første Verdenskrig i 1914, besøgte brødrene flere andre europæiske lande, altid ledsaget af teosofiske chaperoner.[52] På dette tidspunkt opnåede Krishnamurti for første gang en grad af personlig økonomisk uafhængighed takket være en velhavende velgørerinde.[53]

Efter krigen begyndte Krishnamurti på en række foredrag, møder og diskussioner rundt om i verden i forbindelse med hans hverv som leder af OSE, ledsaget af Nitya, som på dette tidspunkt var Ordenens organisatoriske sekretær.[54] Krishnamurti fortsatte også med at skrive.[55] Indholdet af hans samtaler og skrifter kredsede om Ordenens og dens medlemmers arbejde som forberedelse til Hans Komme. I første omgang blev han beskrevet som en usikker, tøvende, og repetitiv taler, men hans levering og selvtillid blev bedre, og han overtog efterhånden ledelsen af møderne.[56]

Han forelskede sig også, i 1921, med Helen Knothe, en 17-årig amerikansk pige, hvis familie var tilknyttet Teosofferne. Oplevelsen blev behersket af erkendelsen af, at hans arbejde og forventede livsmission udelukkede, hvad der ellers kunne være normale relationer, og i midten af 1920'erne var de to gledet fra hinanden.[57]

Livsforandrende oplevelser[redigér | redigér wikikode]

I 1922 rejste Krishnamurti og Nitya fra Sydney til Californien. I Californien opholdt de sig i en hytte i Ojai dalen. Håbet var, at områdets klima ville være gavnligt for Nitya, som var blevet diagnosticeret med tuberkulose. Nityas svigtende helbred var en tilbagevende bekymring for Krishnamurti.[58] [59] I Ojai mødte de Rosalind Williams, en ung amerikaner, der kom tæt på dem begge, og som senere kom til at spille en væsentlig rolle i Krishnamurtis liv.[60] For første gang var brødrene uden direkte opsyn af det Teosofiske Samfund.[61] De nød at opholde sig i dalen. Det endte med, at en fond, oprettet af tilhængere, købte en hytte med omgivende ejendom til dem. Dette blev Krishnamurtis officielle bolig.

I Ojai gennemgik Krishnamurti i august og september 1922 en intens "livsforandrende" oplevelse.[62] Den er blevet beskrevet på forskellig vis som en åndelig opvågnen, en psykologisk forvandling og en fysisk renselse. De første tilfælde forløb i to adskilte faser: først en tre-dages åndelig oplevelse, og to uger senere en længerevarende tilstand, som Krishnamurti og dem omkring ham omtalte som processen. Tilstanden gentog sig, hyppigt og med varierende intensitet, indtil hans død.[63]

Ifølge vidner begyndte det hele den 17. august 1922, da Krishnamurti klagede over en skarp smerte i nakken. I løbet af de næste to dage forværredes symptomerne med tiltagende smerter og ømhed, tab af appetit, og lejlighedsvise tågede hallucinationer. Han faldt tilsyneladende i en bevidstløs tilstand, men berettede senere, at han under tilstanden var fuldstændig opmærksom på sine omgivelser, og havde en oplevelse af "mystisk forening". Den følgende dag forstærkedes symptomerne og nåede et klimaks med en følelse af "umådelig fred".[64] Disse begivenheder[65] blev efterfulgt af den tilstand, der skulle blive kendt som processen, som blev en almindelig, næsten natlig begivenhed i september og oktober det år. Senere gentog processen sig fra tid til anden med varierende grader af smerte, fysisk ubehag og følsomhed, lejlighedsvis med regression til en barnlig tilstand, og nogle gange med en tilsyneladende ophævelse af bevidstheden, som Krishnamurti beskrev enten som en følelse af at hans krop gav efter for smerte eller også som om at hans sind "lukkede ned".[66]

 Disse oplevelser blev ledsaget eller efterfulgt af hvad der på forskellige måder blev beskrevet som "velsignelsen", "umådeligheden," "helligheden", "enormiteten", og som oftest, "andetheden" eller "det andet".[67] Det var en tilstand forskellig fra Processen.[68] Det fremgår Ifølge Lutyens klart af hans notesbog, at denne oplevelse af andethed var "med ham næsten uafbrudt" igennem hans liv og gav ham "en følelse af at blive beskyttet."[67] Krishnamurti fortæller i sin notesbog, at tilstanden typisk forekom efter et akut tilfælde af processen, når han for eksempel vågnede op næste dag:

... Vågnede tidligt med den stærke følelse af andethed, en anden verden, der er hævet over enhver tanke ... der er en skærpelse af sensitivitet. Følsomhed, ikke blot for skønhed, men også for alle andre ting. Græsstrået var forbløffende grønt; græsstrået indeholdt hele spektret af farver; det var intenst, blændende og så lille en ting, så let at ødelægge ... [69]

Denne oplevelse af andethed var med ham dagligt:

Det er mærkeligt at opleve, hvordan styrken, kraften i løbet af et eller to interviews, var i stand til at fylde rummet. Den føltes som om den var både i øjnene og i åndedrættet. Den kommer pludseligt og helt uventet, med en kraft og intensitet, der er ganske overvældende, og andre gange er den der bare, stille og roligt. Men den er der, uanset om man ønsker det eller ej. Der er ingen mulighed for at vænne sig til den, for den har ikke været der før og vil heller ikke komme igen ...[69]

Der fremkom flere forskellige forklaringer på Krishnamurtis oplevelser efter de første episoder indtraf i 1922. Leadbeater og de andre teosoffer havde en forventning om at Krishnamurti som "redskabet" ville have visse paranormale oplevelser, men de var ikke desto mindre mystificerede af denne udvikling.[70] Senere i Krishnamurtis liv kom betydningen og oprindelsen af den fortsatte proces ofte op som et emne i private drøftelser mellem ham selv og hans medarbejdere; disse drøftelser kastede et vist lys over emnet, men var i sidste ende ikke fyldestgørende.[71] Hvorom alting er, så havde processen og Leadbeaters manglende evne til at forklare den tilfredsstillende, om overhovedet, andre konsekvenser ifølge biograf Roland Vernon:

Processen i Ojai, uanset årsag eller gyldighed, var en voldsomt omvæltende milepæl for Krishna. Indtil dette tidspunkt havde hans åndelige fremskridt, på trods af deres i praksis noget brogede forløb fra tid til anden, alligevel været højtideligt og nøje planlagt af Teosofiens stormænd. ... Der var nu indtruffet noget nyt, som Krishnas træning ikke helt havde forberedt ham på. ... Hans samvittighed blev fritaget for en byrde, og han tog sit første skridt mod at blive et individ. ... Processen udgjorde grundfjældet i hans fremtidige rolle som lærer. ... Den var kommet til ham alene, ikke plantet i ham af hans mentorer ... den skænkede Krishna jorden, hvori hans nyfundne ånd af selvtillid og uafhængighed kunne slå rod.[72]

Da nyheden om disse mystiske oplevelser spredtes, nåede rygterne om Krishnamurtis messianske status kogepunktet under planlægningen af 50-årsdagen for grundlæggelsen af Teosofisk Samfund i 1925. Forventningen var, at store begivenheder ville indtræffe.[73] Parallelt med den stigende beundring voksede Krishnamurtis ubehag. Prominente Teosoffer og deres fraktioner i organisationen forsøgte at positionere sig centralt i forhold til Genkomsten, som rygter vidt og bredt sagde nærmede sig. Forskellige grupperinger fremkom med proklamationer af deres egne ‘bemærkelsesværdige’ åndelige fremskridt, som anfægtedes af andre, og den interne Teosofiske politiseren fremmedgjorde Krishnamurti yderligere.[74]

Nityas vedvarende helbredsproblemer var på dette tidspunkt vendt tilbage med fornyet styrke. Den 13. november 1925, i en alder af 27, døde han i Ojai af komplikationer fra influenza og tuberkulose.[75] På trods af Nityas dårlige helbred, kom hans død uventet, og den rystede fundamentalt Krishnamurtis tiltro til Teosofien og til lederne af det Teosofiske Samfund. De havde garanteret Nityas helbred, og Krishnamurti var selv blevet overbevist om, at "Nitya var afgørende for [hans] livs-mission, og derfor ville han ikke få lov til at dø.” Det var en overbevisning som Annie Besant og Krishnamurtis inderkreds delte.[76] Jayakar skrev, at "hans tro på Mestrene og på hierarkiet gennemgik en total revolution."[77] Nitya var også "den sidste overlevende forbindelse til hans familie og barndom. ... Den eneste person, som han kunne tale åbent med, hans bedste ven og kammerat "[78]. Ifølge øjenvidneberetninger, fik nyheden ham til at "bryde helt sammen"[79], men allerede 12 dage efter Nityas død "udstrålede han en umådelig ro, og var helt uden følelsesladethed og anden følelsesmæssig reaktion" [77]; "der var end ikke en skygge ... af tegn på, hvad han havde været igennem."[80]

Bruddet med fortiden[redigér | redigér wikikode]

I løbet af de næste par år, videreudviklede Krishnamurti sit nye udsyn og sin nye klarhed. I hans samtaler, diskussioner, og korrespondance, dukkede nye begreber op, og et ordforråd, der blev stadig mere og mere fri for Teosofisk terminologi.[81] Hans nyorientering nåede et højdepunkt i 1929, da han afviste opfordringer fra Leadbeater og Besant om at fortsætte med Stjernens Orden.

Krishnamurti opløste ordenen under den årlige Stjernens Lejr på Ommen, Holland, den 3. august 1929.[82] Han udtalte, at han havde truffet sin beslutning efter "nøje overvejelser" i løbet af de foregående to år, og at:

Jeg fastholder, at sandheden er landet uden stier, og at man ikke kan nærme sig den ved at følge nogen som helst vej, hverken via nogen religion, eller nogen sekt. Det er mit synspunkt, og jeg holder fast på det, absolut og ubetinget. Sandheden kan som grænseløs, ubetinget, og utilgængelig af nogen vej overhovedet, ikke gøres til genstand for organisering; der bør heller ikke dannes nogen organisation til at føre eller tvinge folk i en bestemt retning. ... Der er ikke tale om nogen storslået gestus, fordi det er ikke tilhængere jeg er ude efter, og det mener jeg. I det øjeblik du følger en person, følger du ikke længere sandheden. Det interesserer mig ikke, om du hører efter det jeg siger eller ej. Der er kun et jeg ønsker at virkeliggøre i denne verden, og jeg har tænkt mig at virkeliggøre det med urokkelig koncentration. Jeg interesserer mig kun for en væsentlig ting: at sætte mennesket fri. Jeg ønsker at frigøre mennesket fra alle bure, fra al frygt, og ønsker ikke at oprette religioner, nye sekter, eller at skabe nye teorier og nye filosofier.[83]

Efter opløsningen vendte fremtrædende Teosoffer sig imod Krishnamurti, herunder Leadbeater, som siges at have udtalt: "Genkomsten gik galt."[84] Krishnamurti fordømte alt organiseret tro, begrebet guruer, og hele lærer-tilhænger forholdet, og lovede i stedet at arbejde på at sætte folk "absolut, ubetinget fri."[83] Der foreligger ingen oplysninger om, at han på noget tidspunkt udtrykkeligt benægtede, at han var Verdenslæreren.  "Når han blev bedt om at klargøre sin holdning, hævdede han enten, at sagen var irrelevant,[85] eller gav svar, der, som han selv udtalte, var "overlagt vage".[86]

Allerede før opløsningen af Stjernens Orden havde han udtrykt sin ambivalens som en afspejling af de ændringer i hans livssyn, der var undervejs .[87] Mange af hans beundrere forstod ikke de nye nuancer i hans holdning til verdenslærer spørgsmålet. De var allerede forvirrede eller fortvivlede på grund af ændringerne i Krishnamurtis syn på tingene, hans nye ordforråd og udtalelser. Det galdt også Besant og Mary Lutyens mor Emily, der havde et meget nært forhold til ham.[88] [89] Han tog hastigt afstand til det Teosofiske Samfund, dets lære og praksis, men han blev ved med at have et hjerteligt forhold til flere af medlemmerne og tidligere medlemmer. 

Sidenhen kom Krishnamurti ofte til at henvise til sit samlede værk som læren og ikke som sin lære.[90]

Krishnamurti udtrådte af de forskellige fonde og andre organisationer, der var tilknyttet den hedengangne Stjernens Orden, herunder det Teosofiske Samfund. Han gav de penge og ejendomme som var doneret Ordenen, blandt dem et slot i Holland og et 20 km2 stort landområde, tilbage til donorerne.[91]

Mellemårene[redigér | redigér wikikode]

I årene 1930 til 1944 rejste Krishnamurti rundt som foredragsholder og udgav forskellige skrifter under "Star Publishing Trust" (SPT), som han havde grundlagt sammen med Desikacharya Rajagopal, en nær medarbejder og ven fra Stjernens Orden. Ojai var basen for den nye virksomheds aktiviteter. Krishnamurti, Rajagopal, og Rosalind Williams (som havde giftet sig med Rajagopal i 1927) boede i huset, kendt som Arya Vihara (som på Sanskrit betyder ariernes rige, dvs retskaffenhedens adelsmænd) . De forretningsmæssige og organisatoriske sider af SPT blev hovedsageligt håndteret af D. Rajagopal, da Krishnamurti viede al sin tid til at holde taler og til at meditere. Rajagopals ægteskab var ikke lykkeligt, og de flyttede fra hinanden efter deres datter Radhas fødsel i 1931.[92] I Arya Viharas relative afsondrethed udviklede Krishnamurtis tætte venskab med Rosalind sig til en kærlighedsaffære, som først blev offentligt kendt i 1991. Ifølge Radha Rajagopal Sloss, begyndte den langvarige affære mellem Krishnamurti og Rosalind i 1932, og varede i en femogtyve år.

I 1930’erne holdt Krishnamurti taler i Europa, Latinamerika, Indien, Australien og USA. Han mødte i 1938 Aldous Huxley.[93] De to udviklede et nært venskab, som varede i mange år. De delte bekymringen over den forestående konflikt i Europa, som de så som resultatet af nationalismens skadelige indflydelse. Krishnamurtis holdning til Anden Verdenskrig blev ofte opfattet som pacifisme og endda som undergravende virksomhed i en tid, hvor USA var grebet af patriotisk begejstring. I en periode kom han under FBIs overvågning.[94] Han talte ikke offentligt i en periode på omkring fire år (mellem 1940 og 1944). I løbet af denne tid, boede og arbejdede han på Arya Vihara, der under krigen fungerede som et stort set bæredygtig gård, hvor dens overskydende produkter blev doneret til nødhjælpsindsatsen i Europa.[95] Om årene i Ojai under krigen, sagde han senere: “.. Det var en tid uden udfordringer, uden krav, uden udadvendthed. Alt blev holdt indenbords, og da jeg endelig forlod Ojai brød det hele ud i lys lue."[96]

Krishnamurti afbrød sin selvvalgte pause fra at tale offentligt i maj 1944 med en række taler i Ojai. Disse samtaler og det efterfølgende materiale blev udgivet af "Krishnamurti Writings Inc" (KWINC), den organisation som efterfulgte  "Star Publishing Trust." Den nye organisation var tænkt som det nye centrale organ for udbredelsen af læren på verdensplan.[97] Han forblev i kontakt med sine indiske medarbejdere, og i efteråret 1947 tog han dertil på en foredragstur, hvor han tiltrak en ny tilhængerskare af unge intellektuelle. På denne tur mødte han Mehta søstrene, Pupul og Nandini, som blev livslange medarbejdere og fortrolige. Søstrene tilså også Krishnamurti under endnu et tilfælde af processen i Ootacamund i 1948.[98]

Under opholdet i Indien efter Anden Verdenskrig, mødtes mange prominente personligheder med Krishnamurti, herunder premierminister Jawaharlal Nehru. På møderne med Nehru redegjorde Krishnamurti udførligt for læren, og sagde på et tidspunkt, "Forståelsen af selvet opstår alene i relationen, ved at iagttage sig selv i forhold til mennesker, ideer og ting; i forhold til træer, jorden, og verden omkring dig og i dig. Relationen er spejlet, hvori selvet afsløres. Uden selverkendelse er der ikke grundlag for ret tanke og handling. "Nehru spurgte: "Hvordan starter man?" hvortil Krishnamurti svarede: "Begynd hvor du er. Læs hvert ord, hvert udtryk, hvert afsnit af sindet, som det virker gennem tanken."[99]

De senere år[redigér | redigér wikikode]

Krishnamurti fortsatte med at give offentlige foredrag, holde diskussioner med grupper og med andre interesserede fra hele verden. I begyndelsen af 1960'erne gjorde han fysikeren David Bohms bekendtskab. Bohms filosofiske og videnskabelige interesse i essensen af den fysiske verden, og i menneskehedens psykologiske og sociologiske tilstand, havde lighedspunkter med Krishnamurti filosofi. De to mænd blev hurtigt nære venner og begyndte en fælles udforskning i form af personlige dialoger - og lejlighedsvis i form af gruppediskussioner med andre deltagere -  som fortsatte med jævne mellemrum i næsten to årtier. Flere af disse drøftelser blev offentliggjort i form af bøger eller som dele af bøger, og indførte et bredere publikum (blandt forskere) i Krishnamurtis ideer. [81] Selvom Krishnamurti filosofi dykkede ned i så forskellige områder som religiøse studier, uddannelse, psykologi, fysik, og bevidstheds studier, var han ikke dengang eller siden særlig kendt i akademiske kredse. Ikke desto mindre mødtes Krishnamurti og havde drøftelser med andre New Age tilhængere, herunder fysikerne Fritjof Capra og George Sudarshan, biologen Rupert Sheldrake, psykiateren David Shainberg, samt psykoterapeuter med forskellige teoretiske standpunkter.[100] Det lange venskab med Bohm gennemgik en vanskelig periode i de senere år, og selv om de overvandt deres forskelle og forblev venner indtil Krishnamurti død, genvandt forholdet ikke sin tidligere nærhed. 

I 1970'erne mødtes Krishnamurti flere gange med den indiske premierminister Indira Gandhi, som han havde vidtgående og også meget seriøse diskussioner med. Jayakar anser møderne med Indira Gandhi som en mulig medvirkende årsag til ophævelsen af visse nødretsforanstaltninger som Gandhi havde indført i perioder med politisk uro.[101]

I mellemtiden blev Krishnamurtis engang så tætte forhold til Rajagopal’erne forværret i en grad, som endte med, at han bragte D. Rajagopal for retten med henblik på at inddrive doneret ejendom og fonde samt publikationsrettighederne til hans værker, manuskripter og personlige korrespondance, der var i Rajagopal besiddelse. Retssagerne og efterfølgende modanklager, som formelt begyndte i 1971, fortsatte i mange år. En hel del ejendom og materiale endte med at blive returneret til Krishnamurti indenfor hans levetid; parterne i sagen indgik endeligt forlig i 1986, kort efter hans død. 

I 1984 og 1985, talte Krishnamurti til et inviteret publikum i FN i New York, under Pacem in Terris organisationens auspicier i FN.[102] Han besøgte Indien for sidste gang i november 1985, og holdt et antal af såkaldte "Farvel" samtaler og diskussioner indtil januar 1986. Disse sidste taler drejede sig om de grundlæggende spørgsmål, han havde stillet gennem årene, så vel som en ny bekymring for de videnskabelige og teknologiske fremskridts indvirken på menneskeheden. Krishnamurti fortalte venner, at selv om han ikke ønskede at invitere døden, var han ikke sikker på, hvor længe hans krop kunne holde stand (han havde allerede havde tabt sig betydeligt), og når han ikke længere var i stand til at tale, ville han "ikke længere have noget formål." I sin afsluttende tale, den 4. januar 1986 i Madras, opfordrede han igen publikum til sammen med ham at undersøge udforskningens natur, teknologiens indvirkning, og livets, meditationens og skabelsens væsen. 

Krishnamurti gav også udtryk for bekymring over sin arv, over uforvarende at være blevet forvandlet til en fremtrædende person hvis lære var givet videre til særlige individer, snarere end den store verden. Han ønskede ikke nogen skulle optræde som en fortolker af læren.[103] Han advarede ved flere lejligheder sine medarbejdere om, at de ikke måtte fremstille sig selv som talsmænd på hans vegne, eller  efter hans død som hans efterfølgere.[104]

Et par dage før sin død, erklærede han, i en sidste udtalelse, at ingen blandt hverken hans medarbejdere eller offentligheden havde forstået, hvad der var sket med ham (som kanal for læren). Han tilføjede, at den "umådelige energi", der havde virket i hans levetid ville forsvinde med hans død, og antydede dermed igen umuligheden af efterfølgere. Men han indgød håb ved at sige, at folk kunne nærme sig energien og opnå et mål af forståelse, "hvis de levede læren".[105] Han havde i tidligere diskussioner sammenlignet sig med Thomas Edison, og antydede, at han havde gjort det hårde arbejde, og at alt, hvad der nu var nødvendigt af andre var at trykke på kontakten.[106]

Krishnamurti døde af kræft i bugspytkirtlen den 17. februar 1986 i en alder af 90. Hans jordiske rester blev kremeret.

Bøger af J.Krishnamurti på originalsproget[redigér | redigér wikikode]

PUBLISHED BY GOLLANGZ AND HARPER & ROW

  • The First and Last Freedom (1954) 
  • Education and the Significance of Life (1955) 
  • Commentaries on Living (1956) 
  • Commentaries on Living, Second Series (1959) 
  • Commentaries on Living, Third Series (1960) 
  • This Matter of Culture (1964) 
  • Freedom from the Known (1969) 
  • The Only Revolution (1970) 
  • The Urgency of Change (1971) 
  • The Impossible Question (1972) 
  • Beyond Violence, paperback (1973) 
  • The Awakening of Intelligence, illustrated (1973) 
  • The Beginnings of Learning, illustrated (l975) 
  • Krishnamurti's Notebook (1976) 
  • Truth and Actuality, paperback (1977) 
  • The Wholeness of Life (1978) 
  • Exploration into Insight (1979) 
  • Meditations (1979) 
  • Poems and Parables (1981) (American title: From Darkness to Light) 
  • Krishnamurti's Journal (1982) 
  • The Ending of Time (1985) 
  • Last Talks at Saanen, illustrated (1986) 
  • Krishnamurti to Himself (1987} 
  • The Future is Now (1988) 

PUBLISHED BY PENGUIN 

  • The Penguin Krishnamurti Reader (1970) 
  • The Second Penguin Krishnamurti Reader (1973) 
  • The Beginnings of Learning (1978) 
  • The Impossible Question (1978)

Bøger af J.Krishnamurti oversat til dansk[redigér | redigér wikikode]

  • At være menneske / J. Krishnamurti ; redigeret af David Skitt ; oversat af Kirsten Kincaid og Karsten Lieberkind. 1. udgave. - Kbh. : Aschehoug, 2004. Originaltitel: To be human.
  • Frihed i nuet / J. Krishnamurti ; redigeret af Mary Lutyens ; oversat af Erik Stinus.3. [i.e. ny] udgave, 1. oplag. - Valby : Borgen, 1998. Originaltitel: Freedom from the known.Tidligere: 1. udgave. Borgen, 1969
  • Fri for vold / oversat af Erik Stinus. 139 i serien Borgens billigbøger. - Borgen, 1975. Originaltitel: Beyond violence.
  • Ørnens flugt / oversat af Erik Stinus. 128 i serien Borgens billigbøger. - Borgen, 1973. Originaltitel: The flight of the eagle.
  • En forvandling er nødvendig / redigeret af Mary Lutyens ; oversat af Erik Stinus. 109 i serien Borgens billigbøger. - Borgen, 1971. Originaltitel: The urgency of change.
  • Den eneste revolution / redigeret af Mary Lutyens ; oversat af Erik Stinus. 104 i serien Borgens billigbøger. . - Borgen, 1970. Originaltitel: The only revolution
  • Om at leve / oversat fra engelsk af Erik Stinus. Bind 1. - Borgen, 1965-67. - 2 bind. - 1965. Originaltitel: Commentaries on living.
  • Om at leve / oversat fra engelsk af Erik Stinus. Bind 2. - Borgen, 1965-67. - 2 bind. - 1967. Originaltitel: Commentaries on living.
  • Frygt og frigørelse / oversat af Erik Stinus. - Borgen, 1964. Oversat efter: Life ahead
  • Den eneste frihed / forord af Aldous Huxley ; oversat af Erik Stinus. - Borgen, 1962. Originaltitel: The first and last freedom.

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Aberbach, David (1 Juli 1993). "Mystical Union and Grief: the Ba'al Shem Tov and Krishnamurti". Harvard Theological Review (Cambridge, Massachusetts) 86 (3): 309–321.

Jayakar, Pupul (1986). Krishnamurti: a biography (1st ed.). San Francisco: Harper & Row.

Jiddu, Krishnamurti (1 January 1926). "Editorial Notes". The Herald of the Star (London: Theosophical Publishing House) XV (1): 3.

Jiddu, Krishnamurti (1928a). "Who brings the truth?". The pool of wisdom, Who brings the truth, By what authority, and three poems. Eerde, Ommen: Star Publishing Trust. s. 43–53. Saaremaa, Estonia: jiddu-krishnamurti.net.

Jiddu, Krishnamurti (September 1929). "The dissolution of the Order of the Star: a statement by J. Krishnamurti". International Star Bulletin (Eerde, Ommen: Star Publishing Trust) 3 (2): 28–34. J.Krishnamurti Online.

Jiddu, Krishnamurti (1 august 1965b). "Tenth public talk at Saanen". J.Krishnamurti Online. Krishnamurti Foundations.

Jiddu, Krishnamurti (1972). "Eerde Gathering 1927, Questions and answers". Early Writings. II. Bombay: Chetana. s. 6–14. Saaremaa, Estonia: jiddu-krishnamurti.net

Jiddu, Krishnamurti (1975b) [1969]. Lutyens, Mary, ed. Freedom from the Known. San Francisco: HarperSanFrancisco. JKO 237.

Jiddu, Krishnamurti (2004). San Francisco: Harper & Row. Krishnamurti's Journal. Bramdean: Krishnamurti Foundation Trust.

Lutyens, Mary (1975). Krishnamurti: The Years of Awakening. New York: Farrar Straus & Giroux.

Lutyens, Mary (1983b). Krishnamurti: The Years of Fulfilment. New York: Farrar Straus & Giroux.

Lutyens, Mary (1990). The life and death of Krishnamurti. London: John Murray.

Lutyens, Mary (1995). The boy Krishna: the first fourteen years in the life of J. Krishnamurti (pamphlet). Bramdean: Krishnamurti Foundation Trust.

Sloss, Radha Rajagopal (1991). Lives in the Shadow with J. Krishnamurti (1st ed.). London: Bloomsbury Publishing.

Vernon, Roland (2001). Star in the east: Krishnamurti: the inventing of a messiah. New York: Palgrave.

Williams, Christine V. (2004). Jiddu Krishnamurti: world philosopher (1895–1986): his life and thoughts. Delhi: Motilal Banarsidass.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Se Krishnamurtis tale i forbindelse med opløsningen af den Teosofiske organisation "The Order of the Star" under den årlige Star Camp i Ommen, the Netherlands, on 3 August 1929. Teksten af den fulde tale findes her: http://www.jkrishnamurti.org/about-krishnamurti/dissolution-speech.php
  2. Som en god kilde til Krishnamurtis liv, se f.eks. Mary Lutyens biografi om Jiddu Krishnamurti “The Life and Death of Krishnamurti”. Rider. London 1991
  3. Krishnamurti opløste "The Order of the Star" under den årlige Star Camp i Ommen, the Netherlands, on 3 August 1929, se Lutyens 1991. Se note 1 for link til den fulde ordlyd af talen.
  4. Se f.eks. J.Krishnamurti, The Awakening of Intelligence. 2011: 107
  5. Jidda Krishnamurti. The Only Revolution, Gollancz. London.1970
  6. Se f.eks. The Book of Life: Daily Meditations with Krishnamurti, afsnittet March 4. Harper Collins e-books. London 1995
  7. Se J.Krishnamurti, The Awakening of Intelligence. 2011: 24ff og J.Krishnamurti, Freedom from the Known. 1969:34ff
  8. Se f.eks. Video "On the Relationship between Thought and Consciousness" med Krishnamurti (Brockwood, Hampshire 1980). Kan findes på JKOnline.com
  9. Se f.eks. The Book of Life: Daily Meditations with Krishnamurti, afsnittet October 24. Harper Collins e-books. London 1995    
  10. 10,0 10,1 Citat fra teksten "The Core of The Teachings" skrevet af Krishnamurti i 1980. Den fulde tekst kan findes på JKOnline: http://www.jkrishnamurti.org/about-krishnamurti/the-core-of-the-teachings.php
  11. Se videoen "Can you live in a timeless state?" J. Krishnamurti Saanen Juli 1980
  12. Se J.Krishnamurti, The Awakening of Intelligence. 2011: 169
  13. 13,0 13,1 J.Krishnamurti, "Truth and Actuality", Gollancz. London 1977
  14. Commentaries on Living Series I Chapter 61 The Desire for Bliss
  15. The Book of Life: Daily Meditations with Krishnamurti, i afsnittet August 4. Harper Collins e-books. London 1995
  16. Can You Understand what a Religious Life is? J. Krishnamurti, Third Public Dialogue in Madras, January 1979. Findes på J.Krishnamurti Online.The official repository of the authentic teachings of J. Krishnamurti
  17. Se J.Krishnamurti, The Awakening of Intelligence. 2011: s. 283ff
  18. Se f.eks. The Book of Life: Daily Meditations with Krishnamurti, afsnittene June 20-30. Harper Collins e-books. London 1995
  19. Se The Book of Life: Daily Meditations with Krishnamurti, afsnittet June 26. Harper Collins e-books. London 1995
  20. Det følgende biografiske afsnit er en oversættelse af den engelske Wikipedias biografiske afsnit om Jiddu Krishnamurti
  21. Lutyens (1995), fodnoter 1, 2.    
  22. Williams (2004), s. 465.    
  23. Lutyens (1983a), s. 1–2.    
  24. Williams (2004), s. 466.    
  25. Lutyens (1975). s. 5.    
  26. Williams (2004), s. 471–472.    
  27. Lutyens (1975), s.2–4.    
  28. Lutyens (1975), s. 3–4, 22, 25.    
  29. Lutyens (1983a), s. 5, 309    
  30. J. Krishnamurti (2004), s. 16.    
  31. Lutyens (1983a), s. 7–8.    
  32. Star In The East: The Invention of A Messiah, af Roland Vernon, Palgrave 2001, s. 41.    
  33. Lutyens (1975), s. 15, 20–21    
  34. 34,0 34,1 Lutyens (1975), s. 21.    
  35. Pupul (1986), s. 28.    
  36. Jayakar (1986), s. xi. Suffixet –ji i Hindu navne er et tegn på hengivenhed eller respekt.    
  37. Vernon (2001), s. 51–72.    
  38. Lutyens (1995)    
  39. Lutyens (1975), s. 40.    
  40. Lutyens (1975), s. 54–63, 64–71, 82, 84.    
  41. Lutyens (1975), s. 3, 32.    
  42. Lutyens (1975), s. 10-11, 93.    
  43. Vernon (2001), s. 57.    
  44. Lutyens (1975), "Chapter 4: First Initiation" og "Chapter 5: First Teaching" s. 29–46 [kumulativt].    
  45. Lutyens (1997), s. 83, 120, 149.    
  46. Vernon (2001), s. 53.    
  47. Vernon (2001), s. 52    
  48. Vernon (2001), s. 52.    
  49. Lutyens (1975), s. 50–51.    
  50. Lutyens (1975), s. 51–52.    
  51. Lutyens (1997), s. 46, 74–75, 126.    
  52. Vernon (2001), s. 65.    
  53. Lutyens (1975), s. 75, 77.    
  54. Lutyens (1975), s. 125.    
  55. Se Biografien    
  56. Lutyens (1975), s. 134–35, 171–17.    
  57. Lutyens (1975), s. 114, 118, 131–132, 258.    
  58. Vernon (2001), s. 97.    
  59. Lutyens (1975), s. 149, 199, 209, 216–217.    
  60. Lutyens (1991), s. 35.    
  61. Vernon (2001), s. 113.
  62. Jayakar (1986), s. 46–57.    
  63. Vernon (2001), s. 282.    
  64. Lutyens (1975), s. 158–160.    
  65. Lutyens (1975), s. 165.    
  66. Lutyens (1990), s. 134–135.    
  67. 67,0 67,1 Lutyens, M. (1988). J. Krishnamurti: The Open Door.’’ Volume 3 of Biography, s. 12. 
  68. J. Krishnamurti, Krishnamurti's Notebook, forord af Mary Lutyens
  69. 69,0 69,1 Krishnamurti, J. (1976). Krishnamurti's Notebook, Del 3 Gstaad, Switzerland 13th July to 3rd September 1961. J. Krishnamurti online. 
  70. Lutyens (1975), s. 163–4, 188–9.    
  71. Jayakar (1986), s. 133.    
  72. Vernon (2001), s. 131–132.    
  73. Lutyens (1975), s. 223.    
  74. Lutyens (1990), s. 57–60.    
  75. Lutyens (1975), s. 219.    
  76. Lutyens (1975), s. 219, 221.    
  77. 77,0 77,1 Jayakar (1986), s. 69.    
  78. Vernon (2001), s. 152.
  79. Lutyens (1975), s. 220, 313 (note til s. 220).    
  80. Lutyens (1975), s. 221.    
  81. Lutyens (1983c), s. 234.    
  82. Lutyens (1975), s. 272.
  83. 83,0 83,1 J. Krishnamurti (1929).    
  84. Lutyens (1997), s. 277–279
  85. J. Krishnamurti (1972), s. 9    
  86. J. Krishnamurti (1928a), s.43. 
  87. Lutyens (1975), s. 262.    
  88. Vernon (2001), s. 189.    
  89. Lutyens (1975), s. 236.    
  90. Lutyens (1990), s. 210. Emfase i kilden.    
  91. Lutyens (1975), s. 276–284.    
  92. Lives in the Shadow with J. Krishnamurti af Radha Rajagopal Sloss, Bloomsbury Publishing, 1991, kapitel 12.    
  93. Vernon, "Star in the East," s. 205.    
  94. Vernon, "Star in the East," s. 209.    
  95. Vernon, "Star in the East," s. 210.    
  96. Jayakar, "Krishnamurti" s. 98.    
  97. Lutyens, "Fulfilment," Farrar, Straus hardcover, p 59-60. Se Jayakar, "Krishnamurti," kapitel 11 for Pupul Mehta's (senere Jayakar) øjenvidne beretning.
  98. Jayakar, "Krishnamurti," s. 142.    
  99. Se Bibliografien
  100. Se Jayakar, "Krishnamurti" s. 340–343.    
  101. Lutyens, "The Open Door," s. 84-85. Også Lutyens, "The Life and Death of Krishnamurti," s. 185.    
  102. Lutyens, "Fulfilment," Farrar, Straus hardcover, p 171, udtalelse af Krishnamurti offentliggjort i The Foundation Bulletin, 1970    
  103. Lutyens, "Fulfilment," Farrar, Straus hardcover, s 233.    
  104. Se Lutyens, "The Life and Death of Krishnamurti," London: John Murray, s. 206.    
  105. Lutyens, "Fulfilment" Farrar, Straus hardcover, s. 119    
  106. A Wholly Different Way of Living: Krishnamurti in Dialogue With Professor Allan W. Anderson, by Allan W. Anderson, Victor Gollancz 1991.    

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]