John James Rickard Macleod

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
John Macleod, cirka 1928.
Nobel prize medal.svg Nobelprisen i medicin
1923

John James Rickard Macleod (6. september 1876 i Clunie i Perthshire - 16. marts 1935 i Aberdeen) var en skotsk fysiolog. I 1923 modtog han Nobelprisen i fysiologi eller medicin for opdägelsen af insulin.

Macleod blev 1899 demonstrator i fysiologi ved London hospital, 1903 professor i Cleveland, Ohio, 1918 i Toronto samt fra 1928 i Aberdeen. Han bedrev undersøgelser angående kulhydratomsætningen, angående åndingscentrum, dykkersyge med mere men er mest kendt for de arbejder, hvori han befordrede Frederick G. Bantings opdagelse af insulinet, for hvilke han sammen med denne modtog nobelprisen i fysik og medicin 1923.

Forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

Blandt Macleods skrifter bemærkes:

Diabetes, its pathological physiology (1913),
Physiology an biochemistyr in modern medicine (1916, 6. udgave 1930),
Insulin (1925, sammen med W. R. Campbell) og
Carbo-hydrate metabolism and insulin (1926).[1]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Carlquist, Gunnar, ed (1937). Svensk uppslagsbok. Bd 17. Malmö: Svensk Uppslagsbok AB. Sid. 1145 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]