Niels Ryberg Finsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Niels R. Finsen
Nobel prize medal.svg Nobelprisen i medicin
1903

Niels Ryberg Finsen (15. december 1860 i Tórshavn24. september 1904 i København) var en færøsk-dansk læge født på Færøerne (af islandsk slægt). Han var dermed både den første færøske og den første danske nobelpristager.

Finsen var søn af amtmand Hannes Finsen (1828-1892) og Johanne Sofie Caroline Christine, født Formann (1833-1864), samt bror til Olaf Finsen. Hans faders fætter var Hilmar Finsen.

Finsen studerede lysets virkning på huden. I 1893 offentliggjorde han som den første i verden en afhandling herom sin første artikel Om Lysets Indvirkninger paa Huden, der i 1896 efterfulgtes af Om Anvendelse i Medicinen af koncentrerede kemiske Lysstraaler, hvori han beskriver lysbehandling af hudtuberkulose.

Karriere og virke[redigér | redigér wikikode]

Han gik på Herlufsholm Kostskole fra 1874-76, men blev student i Reykjavik i 1882. Lysten til bogen var åbenbart ikke fremtrædende hos ham i skoletiden, han søgte helst friluftsliv og dyrkede ivrigt — indtil sygdom tidligt hindrede ham deri[1] — forskellig sport, blev fx. en udmærket riffelskytte.

Som student kom Finsen til København, fik friplads på Regensen og valgte medicin som studiefag. Han sluttede sig med begejstring til 1880’ernes radikale bevægelse — uden dog at søge nogen forgrundsstilling i den politiske kamp. En vidtdreven beskedenhed og en skyhed for personlig offentlig fremtræden var ham egen, og hans væsen forblev uberørt af hans tidligt vundne verdensry. Sommeren 1890 tog han medicinsk embedseksamen og fik der efter ansættelse som prosektor anatomiæ hos professor Chievitz. Samtidig kastede han sig med iver over studiet af lysets biologiske virkninger — et emne, som tidlig havde vakt hans mest levende interesse. I 1893 fremkom hans første afhandling, "Om Lysets Indvirkning paa Huden" i Hospitalstidende, og den efterfulgtes samme år af flere andre: "Om Behandlingen af Kopper", "Om de kemiske Straalers skadelige Virkning paa den dyriske Organisme" med flere. I de følgende år udsendte Finsen en række mindre afhandlinger, blandt hvilke navnlig "Lyset som Incitament" må nævnes som typisk for hans arbejds- og skrivemåde. Han var udpræget autodidakt; hans eksperimentelle undersøgelser udmærkede sig ved en klassisk enkelthed i forsøgsordningen og ved anvendelsen af små — nærmest for hånden værende — hjælpemidler. Også i sin udtryksform var han i høj grad ukunstlet og ligetil, dog samtidig omhyggelig med hensyn til sprogbehandling og ordvalg. Hans skarpe iagttagelsesevne og den geniale dristighed, med hvilken han drog konsekvensen af sine iagttagelser, førte ham allerede tidligt til resultater, som skulle få blivende videnskabelig — såvel som praktisk — betydning.[2]

Finsens medicinske Lysinstitut[redigér | redigér wikikode]

Sit verdensry vandt Niels R. Finsen ved at indføre lysbehandlingen som helbredelsesmiddel over for forskellige hudsygdomme, fremfor alt Lupus vulgaris. Hans afhandling "Om Anvendelse i Medicinen af koncentrerede kemiske Lysstraaler" fra 1896 i forbindelse med helbredelsen af den første lysbehandlede Lupus-patient i 1895 gav stødet til oprettelsen af "Finsens medicinske Lysinstitut" i oktober 1896. Instituttet, der fik sit første hjemsted i nogle beskedne træbygninger, som blev rejste i et hjørne af Kommunehospitalets grund, fandt hurtig pekuniær støtte, dels hos private (fabrikejer Vilhelm Jørgensen og direktør G.A. Hagemann), dels hos det offentlige, og i 1901, da pladsen i de første lokaler allerede længst var for snæver til den hurtigt voksende virksomhed, flyttedes det til Rosenvænget, hvor en stor og tidssvarende bygning var blevet rejst til brug for den kliniske afdeling, mens en på grunden liggende villa indrettedes til laboratorium og til privatbolig for Finsen.[2]

Han satte alt ind på at gennemføre den kliniske lysbehandling på den mest mønsterværdige måde, men det var dog den videnskabelige virksomhed, der frem for alt interesserede ham, og ifølge statutternes første paragraf bestod da også lysinstituttets hovedopgave i: "At anstille og fremme Undersøgelser over Lysets Virkninger paa de levende Organismer, hovedsagelig med det Maal for Øje, at anvende Lyset i den praktiske Medicins Tjeneste".[2]

Om end solbade og elektriske lysbade allerede tidligere havde været anvendte som helbredelsesmiddel, blev Finsen dog med Rette anerkendt som grundlæggeren af radioterapien, dels på grund af den videnskabelige underbygning, han gav den, dels ved den fuldkommenhed, med hvilken han i teknisk henseende gennemførte lysbehandlingen i praksis. De fortrinlige resultater, som han opnåede — særlig ved behandlingen af lupus — banede vejen for den terapeutiske anvendelse af røntgenstråler og radiumstråler, og hans videnskabelige arbejder indledte en blomstringsperiode for studiet af lysets biologiske virkninger. Den rollierske lysbadebehandling af led- og knogletuberkulose, som hurtigt gav de mest lovende resultater, må historisk også ses som en videre udvikling af Finsens idéer.[2]

Opfinder[redigér | redigér wikikode]

Som opfinder bevægede Niels R. Finsen sig på de forskelligste områder. Mens han arbejdede som prosektor, fik han ideen til den rundslebne dissektionskniv; nogle år senere fandt han en metode til fremstilling af et holdbart blodpræparat (Finsens hæmatinpulver), som vandt stor udbredelse, og endelig lagde han et betydeligt teknisk snilde for dagen ved konstruktionen af sine forskellige lamper og lyssamlingsapparater.[2]

Personlighed[redigér | redigér wikikode]

Med en smittende begejstring for hver ny opgave og hvert nyt mål, han stillede sig, forbandt Finsen en sej udholdenhed og en vis stædighed i karakteren, som ikke lod ham i ro, før opgaven var løst og målet nået. Ejendommelig for hans fine, retlinede personlighed var også hans udprægede retfærdighedssans og hans humane medfølen med dem, der på grund af sygdom eller fattigdom kun kender livets bagside; hans bestræbelser for, at de kommunale understøttelser til behandling af ubemidlede Lupuspatienter ikke måtte betragtes som fattighjælp, var i så henseende betegnende for ham.[2]

Angrebet af sygdom[redigér | redigér wikikode]

Allerede i 23-års alderen blev han angrebet af en kronisk hjerte- og leversygdom, hvis følgetilstande (underlivsvattersot, stakåndethed og træthed) han målbevidst og med heroisk udholdenhed søgte at nedkæmpe, men som dog gennem hele hans voksenalder i høj grad nedsatte hans arbejdsevne; hans energi og arbejdslyst holdt sig derimod usvækket, lige indtil han 44 år gammel bukkede under for sin sygdom[2] — og han var sjælen i alle de arbejder, som indtil den tid udførtes på Lysinstituttets laboratorium [3].

Sidste år[redigér | redigér wikikode]

I sine sidste leveår blev Finsen gennem studiet og behandlingen af sin egen sygdom ført ind på forskellige stofskifteundersøgelser, af hvilke han dog kun nåede at få offentliggjort en enkelt række i de to afhandlinger: "Om Behandling og Forebyggelse af Ascites" og "Gives der en kronisk Klornatriumforgiftning beroende paa en Ophobning af Salt i Organismen?" (begge i Ugeskrift for Læger, henholdsvis 1894 og 1904). Hans interesse for fysiologisk terapi gav sig også udslag i hans bestræbelser for at få oprettet et videnskabelig ledet institut for kroniske sygdomme (specielt hjerte- og leversygdomme), hvor virkningen af de forskellige fysiologiske behandlingsmidler — særlig også det universelle kemiske lysbad — kunne gøres til genstand for kritisk undersøgelse og bedømmelse. Det første skridt hen imod dette mål blev oprettelsen af et sanatorium, beliggende på Strandvejen. Forinden sin død havde Finsen imidlertid tegningerne færdige til en ny og større klinik, som skulle have sin plads på Lysinstituttets grund i Rosenvænget. Han nåede dog ikke at se sin plan realiseret; først 4 år efter hans død stod den ny klinik færdig til at tages i brug.[4]

Finsens sidste arbejde — en lille opsats, som kort efter hans død fremkom i The Lancet — var et forsvar for hans opfattelse af de kemiske lysstrålers skadelige virkninger på koppesygdommens forløb, en opfattelse, som allerede 1893 havde ført ham til at foreslå koppepatienter behandlede i værelser, hvor de skærmes mod de betændelsevækkende blåviolette lysstråler fx. ved hjælp af røde vinduesforhæng.[4]

Hædersbevisninger[redigér | redigér wikikode]

Finsen hædredes som æresmedlem af en række såvel inden- som udenlandske videnskabelige selskaber, han blev titulær professor i 1900.

Han modtog Nobelprisen 10. december 1903 nobelprisen i medicin for sin behandling af lupus vulgaris (hudtuberkulose) med lys.

Han var Ridder af Dannebrog.[5] FM i Guld., DM., samt talrige andre hædersbevisninger. Tillagt rang i 3.kl nr.3. Dansk Røde Kors mindetegn for dansk krigsfangehjælp november 1904. M.T. Kfh. 1914-1918.

Til minde om Finsen og hans virke rejstes 1909 Rudolf Tegner’s monument "Mod Lyset" ved Rigshospitalet i København.

Biografier[redigér | redigér wikikode]

Familie[redigér | redigér wikikode]

Niels Finsen blev den 29. december 1892 gift i Ribe med Ingeborg Dorthea Balslev (3. august 1868 i Ribe – 30. juli 1963 i København), datter af biskop Carl Frederik Balslev og hustru Marie Elise Hansen.

Niels Ryberg Finsen fik med sin hustru Ingeborg Dorthea Balslev fire børn:

  1. Gunnar Finsen (1895-1895)
  2. Halldor Finsen (1896-1987); praktiserende læge i Espergærde gift med Martha Juliane Rasmussen (1903-1984) i ægteskabet 3 børn. Datteren Ruth Finsen blev gift med Hans Sølvhøj
  3. Gudrun Finsen (1900-1948) gift med Svend Lomholt i ægteskabet 3 børn
  4. Valgerda Finsen (1903-1936) gift med Jan Viggo Bertrand Tönnes Kleberg. I ægteskabet 2 sønner

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Salmonsen, s. 106
  2. ^ a b c d e f g Salmonsen, s. 107
  3. ^ "Meddelelser fra Finsen’s medicinske Lysinstitut", Hæfte I—X, 1899—1906
  4. ^ a b Salmonsen, s. 108
  5. ^ Database over Riddere af Dannebrog i tidsrummet 1883-1903, der var i live i 1903

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Anker Aggebo, Niels Finsen : 15. December 1860-24. September 1904 : en Saga om Daad, Nyt Nordisk Forlag, 1960.
  • Vilhelm Hannes. Finsen, Olaf Finsen: Slægtsbog for familien Finsen; Eget forlag. København 1903
  • Vilhelm Hannes. Finsen: Slægtsbog for familien Finsen; Eget forlag. København 1935
  • Erling Finsen: Slægtsbog for familien Finsen; Eget forlag. København 1965.
  • Erling Finsen: Slægtsbog for familien Finsen; Eget forlag. København 1988.
  • Jørgen Lyngbye, Lyssagen : Niels Finsen og hans team på Finseninstituttet, Gyldendal, 2003. ISBN 87-00-30974-5.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]