Manikæisme

Spredningen af manikæismen 300-500 e. Kr. Kortreference: World History Atlas, Dorling Kindersly.

Spredningen af manikæismen 300-500 e. Kr. Kortreference: World History Atlas, Dorling Kindersly.

Manikæisme er betegnelsen på en dualistisk religion med gnostiske træk, grundlagt af Mani (ca. 216–276), og som på den tid blev en verdensreligion med udbredelse fra Kina til Nordafrika. Ved at være en skriftreligion med syv bøger med forskellige titler gjorde manikæismen fordring på at fuldende buddhismen, zoroastrismen og kristendommen samt dele af jødedommen.

Lys og mørke: manikæisk dualisme

Ifølge manikæismen danner lys og mørke to adskilte riger der uden oprindelse har eksisteret ved siden af hinanden inden verden dannedes. Disse riger har ensdannede strukturer. Storhedens Fader er konge over lysets rige (jf. himmelriget), men er samtidig helt identisk med dette lysrige. Også mørkets rige har en konge (jf. helvede)

Urmennesket nedstammer fra en oprindelig krig mellem Storhedens Fader og kongen over mørkets rige. Adam og Eva var skinbilleder skabt af mørket, men alle efterfølgere, menneskene, indeholder også lyspartikler, og Jesus, lysglansen, sendes ud for at påminde menneskene om dette. Som apostle regnes også Noah, Enok, Sem, Abraham, Buddha og Zarathustra.

Oprindelse, udbredelse og opløsning

Manikæere på et manuskript fra Khocho, en by i Tarimbækkenet i det vestlige Kina.

Mani voksede op i Babylonien i en elkesaitisk miljø. Efter to visioner følte han sig omkring 240 kaldet til at udvikle sin egen gnostiske lære. Han tog til Indien og efter sin tilbagekomst underviste han i Iran og Babylonien. Han endte med at blive forfulgt på grund af sin lære og døde i fængsel.

Hans lære blev spredt vidt omkring; i Europa blev det en konkurrent til den unge kristendom: for eksempel var kirkefaderen Augustin tilhænger som "hører" i en årrække. Manikæisme blev dog undertrykt af kristne, men kan have levet videre i hemmelighed.

Se også

• Nyplatonisme, som Augustin (354-430) gjorde brug af for at imødegå manikæismen, som han havde været tilhænger af i begyndelsen af sit liv.
• Gnosticisme

Litteratur

• Jeg, Mani – Jesu Kristi apostel : religionsstifteren Mani's selvbiografi i oversættelse, med indledning og noter ved Søren Giversen. Museum Tusculanum, 1999. Oversat fra oldgræsk. Tidligere: 1. udgave. 1987. DK5=29.8. ISBN 87-7289-002-9
• Asmussen, Jes P. (1965). Studies in Manichaeism. Munksgaard, København 1965. 1. udgave, 1. oplag. I serien Acta Theologica Danica, vol. VII. Forsvar for den filosofiske doktorgrad.

Eksterne henvisnnger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Manikæisme
• "Andre senantikke religioner – især manikæisme" fra Patristik.dk, bibliografi af Holger Villadsen.
• "Chester Beatty-bibliotekets manikæiske papyri" af Søren Giversen, fra Tidsskrift.dk "Fund og Forskning", Bind 27 (1984 – 1985)
• Om Kølner Mani-codex, en miniature papyrus-codex på ca. 3,5 x 4,5 cm: Kölner Mani-Kodex (tysk) – Cologne Mani-Codex (engelsk)
• Opslag hos Den Store Danske

Note

Spire Denne religionsartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.