Portal:Musik/Udvalgt dansk musik/Arkiv

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Indholdsfortegnelse

1[redigér wikikode]

J.P.E. Hartmann.

J.P.E. Hartmann (kort for Johan Peter Emilius Hartmann; født 14. maj 1805 i København, død 10. marts 1900 sammesteds) var en af Danmarks betydeligste komponister. Korværket Vølvens spådom er optaget i Kulturkanonen. Han var far til billedhuggeren Carl Hartmann og komponisten Emil Hartmann.

Skønt søn af en musiker og datteren af en kantor var det meningen, at Hartmann skulle være embedsmand, men allerede som barn lærte han at spille både violin, klaver og orgel. C.E.F. Weyse bemærkede hans talent og fik udvirket, at han fik lov til at drive sin musik mere planmæssig. Sin musikalske debut fik han som 15-årig og fik ansættelse som organist allerede som 19-årig. Han færdiggjorde imidlertid sin uddannelse og fik også embedshverv som sekretær ved den borgerlige indrulleringskommission, hvilket hverv han beholdt til borgervæbningens afskaffelse. Men både hans ægteskab og en udlandsrejse bragte ham tilbage til musikken.

Hartmanns kompositioner var talrige - langt over hundrede - og yderst mangesidige, spændende fra melodier til sange og salmer over operaer til lejlighedsmusik, herunder til store begivenheder i samtiden, fx sørgekantater og/eller sørgemarcher over Frederik 6., Christian 8. og Frederik 7., Thorvaldsen, Oehlenschläger, Weyse, N.P. Nielsen, Orla Lehmann. En hel række kantater er skrevne for at fejre jubelfester og andre mindeværdige begivenheder i samtiden. Kendetegnende for hans kompositioner er hans originalitet.

Hartmann blev beæret med adskillige hædersbevisninger og regnes som den højest dekorerede danske komponist nogensinde. En statue af han lavet af August Saabye blev i 1905 opsat på Sankt Annæ Plads i København. (Læs mere..)

2[redigér wikikode]

Christoph Ernst Friedrich Weyse, malet af Christian Albrecht Jensen.

C.E.F. Weyse (Christoph Ernst Friedrich) (5. marts 1774 i Altona i Holsten8. oktober 1842 i København) var guldalderens mest kendte danske komponist og organist. Weyse er først og fremmest kendt for sine melodier til danske fædrelandssange og salmer til tekster af N.F.S. Grundtvig og B.S. Ingemann samt julemelodier, men har også skrevet syv symfonier m.m.

Som 15-årig blev Weyse af en onkel i Hamburg sendt til København for at blive uddannet, og her boede han resten af sit liv. 1789-93 var han elev hos komponisten J.A.P. Schultz. I 1794 blev han organist ved Garnisons Kirke. I 1805 organist ved Vor Frue Kirke (fra 1924 Københavns Domkirke). I 1819 blev han hofkomponist, i 1816 titulær professor, i 1830 medlem (ledamot) af den svenske Kungliga Musikaliska Akademien, i 1842 dr.phil. h. c. ved Københavns Universitet.

Weyse lærte Mozarts enke Constanze at kende i de år, hun boede i København (1810-1820) og havde jævnlig kontakt til hendes mand, den danske diplomat og etatsråd Georg Nicolaus Nissen. Constanze Mozart sammenlignede – meget smigrende for Weyse – Weyses musik med sin første mands. Han påbegyndte 1800 syngespillet Sovedrikken, men en ulykkelig forelskelse i sin musikelev Julie Tutein gjorde ham uarbejdsdygtig i flere år. Under indtryk af en opførelse af Mozarts opera Don JuanDet Kongelige Teater i 1809 genvandt han sin arbejdslyst og færdiggjorde Sovedrikken, der blev opført 1809.

Fra 1825 til sin død 1842 boede han i Kronprinsessegade (i dag nr. 32); H.C. Andersen opsøgte ham der. På husmuren er opsat en mindeplade; han boede i en lejlighed på 2. sal. Weyse blev anset for en af sin tids mest fremragende pianister og særlig hans evner som improvisator var højt værdsat. Han blev fx ofte inviteret til selskab i det københavnske borgerskab i den forventning, at han med sit klaverspil efter maden ville "betale for middagen".

Weyse rejste højst til Roskilde for at besøge familie. Da han som ung sejlede med damper fra Kiel til København, blev han så søsyg, at han var kureret for al rejselyst. Han beskrev gerne i sine meget vittige og interessante breve, hvor mange smukke, fremmede ting han havde i sin lejlighed og kunne afslutte med: ergo behøver ey at reyse – Deres ydmyge C.E.F.Weyse.

Han er begravet på Gråbrødre Kirkegård i Roskilde. (Læs mere..)

3[redigér wikikode]

Friedrich Kuhlau portrait (9713661393).jpg

Daniel Friedrich Rudolph Kuhlau (11. september 1786 i Uelzen (Hannover) – 12. marts 1832 i København) var en tysk-dansk komponist. Internationalt kendes han mest for sin kammermusik, hvor forskellige fløjter spiller sammen med hinanden eller andre instrumenter, og for sine sonatiner for klaver, men i Danmark er hans navn uløseligt forbundet med musikken til Elverhøj. Kuhlau var i lighed med Mozart, Haydn og Beethoven medlem af Frimurerordenen.

Kuhlau kom til København som følge af Napoleonskrigene. Han fik sit gennembrud med musikken til syngespillet Røverborgen. I 1813 blev han både kongelig kammermusikus og naturaliseret som dansk undersåt. For at tjene penge måtte han give undervisning, og desuden komponerede han musik, både for soloinstrumenter, duoer, firstemmigt, til sange, til kor og til operaer. Hyldester og tilbageslag vekslede. Kuhlau oplevede stor beundring for sin evne til at improvisere på klaveret. I 1828 blev han udnævnt til professor.

Kuhlau plejede omgang med de fineste musikalske familier, og da han efter en brand led tab, bidrog venner og beundrere til at hjælpe ham økonomisk. Ved begravelsen og efter sin død blev han mindet efter alle kunstens regler, og der blev rejst et monument til hans minde. (Læs mere..)

4[redigér wikikode]

P.E Lange-Müller

Peter Erasmus Lange-Müller (født 1. december 1850Frederiksberg, død 26. februar 1926 i København) var en dansk komponist. Han var ud af en veletableret borgerlig familie. Hans far var højesteretsassessor Otto Müller og hans farfar var biskop Peter Erasmus Müller. Familiens rigdom samt en sygdom, han havde arvet fra sin moder, gjorde, at han samlede hele sit liv og virke om at komponere musik.

Til trods for, at Lange-Müller døjede med en hovedpine, som han hele livet forsøgte at få kureret, skrev han en omfattende musikproduktion, som foruden 77 opusnumre omfattede store mænger musik uden for nummer. Hans produktion spændte vidt, fra operaer og orkestermusik over kormusik til musik skrevet til sange. Det er blevet sagt om denne musik, at den i høj grad var præget af en indlevelse i det, som musikken skulle illustrere, herunder den samtidige industrialisering.

I 1874 var han medstifter af Koncertforeningen og i et par år meddirigent, den eneste faste stilling, han beklædte.

Han blev Ridder af Dannebrogordenen 1887, Kommandør af 2. grad 1920 og modtog Fortjenstmedaljen i guld 1925. (Læs mere..)