Psykoanalyse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Skulptur af Freuds sofa ved hans hus i Freiberg; i dag Příbor i Tjekkiet

Psykoanalysen er en psykologisk teori grundlagt af den østrigske læge Sigmund Freud i slutningen af 1800-tallet.[1] Ofte skelnes der mellem tre indfaldsvinkler til psykoanalysen

  • 1) en teori om personlighedsdannelsen
  • 2) en analyse hvor det ubevidste indhold fremvises ved hjælp af handlinger, udsagn og drømme
  • 3) en terapi, der afdækker en del af det ubevidste.[2]

Som videnskab er psykoanalysen hele tiden i forandring, og Freud selv lavede flere revisioner af sin teori.[3] Historisk deles psykoanalysen i fire trin:

  • jegpsykologien (egopsykologien), hvor de psykologiske elementer blev tydeligere. Fokus på drifterne skiftede til jeget,[4]
  • objektrelationsteorien, som delvis kom til at erstatte egopsykologien med fokus på, hvordan relationerne til de tidligste og vigtigste personer (objekter) integreres i barnets personlighed og hjælper til dens udformning. I de seneste år er der sket en betoning af

Freud introducerede (1901) det ubevidste, altså fænomener i vor personlighed, som vi ikke er klar over eller har fortrængt.

Senere udvikling[redigér | rediger kildetekst]

Ifølge Freuds senere opfattelse (1923) kan personligheden ifølge Freuds personlighedsmodel opdeles i Jeg'et, Det ("underjeg'et") og Overjeg. Eller på latin: Ego, Id og Superego.

Det'et er menneskets (asociale) drifter, mens Superego er jeg-ideal, samvittighed og kritisk selvobservation. Jeg'et forsøger at tilfredsstille Det'ets drifter på en måde, der ikke er i konflikt med idealerne i Overjeg'et og på en måde, som realistisk kan lade sig gøre. Jeg'et omfatter derfor den bevidste opfattelse, tænkning og planlægning. Angst optræder på overgangene i modellen: Personen kan føle sig bange for at blive overvældet af Det'ets drifter (driftsangst), af oplevelse af dårlig samvittighed fra Overjeg'et (samvittighedsangst) eller for at handle forkert i omverdenen med negative konsekvenser.

Efterhånden lærer den velfungerende person at undgå disse former for angst. Når personen er ved at foretage sig noget, som kan fremkalde en af disse angstformer, vil vedkommende nemlig opleve en lille smule angst (signalangst), der fungerer som et advarselssignal, så det bliver muligt at vare sig i tide. Som hjælp til at undgå at opleve angst kan Jeg'et betjene sig af forsvarsmekanismer, det vil sige måder at undgå klare oplevelser af de nævnte indre konflikter. Nogle forsvarsmekanismer ændrer på oplevelsen, således at personen fx kun tager ansvar for den ene side af sin egen konflikt, mens den anden side tillæges nogen i omverdenen (projektion).

Et eksempel er den indre konflikt mellem at være vred og samtidig skamme sig over denne følelse. Ved projektion tillægges vreden en anden person, så personen selv kun mærker, at han/hun er bange for denne anden, vrede person. Projektion er et eksempel på en primitiv forsvarsmekanisme.

Fortrængning[redigér | rediger kildetekst]

En mere veludviklet mekanisme er fortrængning. Når en person bruger projektion, er der en tydelig forvrængning i oplevelserne, som kan være let for andre at se. Ved fortrængning 'glemmes' hele problemstillingen. I eksemplet med vreden glemmer personen både sin vrede og sin skam over vreden. En konsekvens kan være, at det er svært for denne person at blive vred, når det er relevant, eller i det hele taget at beskæftige sig med vrede. Sublimering anses for en af de mest modne forsvarsmekanismer. Vores vrede person vil ved sublimering udnytte sin vrede konstruktivt og måske skrive kritiske og præcise læserbreve.

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

Litteratur på dansk[redigér | rediger kildetekst]

  • Andkjær Olsen, Ole & Simo Køppe (1987): "Freuds psykoanalyse". Gyldendal
  • Andkjær Olsen, Ole & Simo Køppe (1996): "Psykoanalysen efter Freud". Gyldendal
  • Freud, Sigmund (1983): Hverdagslivets psykopatologi. Hans Reitzels Forlag
  • Freud, Sigmund (2004): "Psykoanalyse - samlede forelæsninger". Hans Reitzels Forlag
  • Freud, Sigmund (2019): "Afhandlinger om seksualteori". Hans Reitzels forlag
  • Freud, Sigmund (2021): "Metapsykologi 1-2". Hans Reitzels Forlag
  • Freud, Sigmund (2021): "Psykoanalysen i grundtræk". Hans Reitzels Forlag
  • Køppe, Simo (1986). “Psykoanalyse og socialisation”. I: Nordisk Psykologi, nr. 38 (3). s. 194-209.
  • Lacan, Jacques (2007): Min undervisning. Forlaget Drift
  • Rasmussen, Rene (1994): Jacques Lacans psykoanalyse. En indføring. København: Munksgaard

Litteratur på engelsk[redigér | rediger kildetekst]

  • Elliott, Anthony (2002). Psychoanalytic Theory: An Introduction (2nd ed.). Duke University Press.
  • Freud, Sigmund (1940). An Outline of Psychoanalysis. ePenguin.;General ISBN 978-0393001518
  • Freud, Sigmund (2014) [1926]. "Psychoanalysis." Encyclopædia Britannica.
  • Kernberg, Otto (1993). Severe Personality Disorders. Yale University Press. ISBN 0-300-05349-5
  • Kohut, Heinz (2000). Analysis of the Self. International Universities Press. ISBN 0-8236-8002-9
  • Laplanche, Jean, and J. B. Pontalis (1974). "The Language of Psycho-Analysis". W. W. Norton & Company. ISBN 0-393-01105-4

Anden relevant litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Møhl, Bo m.fl. (2000). Den nye psykologi håndbog. København: Gyldendal. ISBN 87-01-07342-7. 
  • Cullberg, Johan (1999). Dynamisk Psykiatri. København: Hans Reitzels Forlag. ISBN 87-412-3092-2. 

Fodnoter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Psykoanalysen på leksikon.org
  2. ^ Psykoanalysen på netpsych.dk
  3. ^ a b Cullberg 1999 s. 66
  4. ^ Den nye psykologiske håndbog s. 36