Romerrigets undergang

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Searchtool.svg Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
   
Artiklen er fra den tyske i denne version og må gerne gås efter for tunge sætningskonstruktioner
Fantasifremstilling fra 19.århundrede af vandalernes plyndring af Rom 455

Romerrigets undergang er ofte diskuteret af oldtidsforskere. Især grundene til det vestromerske riges fald 476. Der kommer stadig nye til. Centralt er spørgsmålet, om det skyldes indre faktorer – som "dekadence“, religiøse og sociale ombrydninger – eller ydre tryk (germaner, hunner, persere). Østrom overlevede det vestromerske kejserriges sammenbrud.

Ældre forskning[redigér | redigér wikikode]

Imperium Romanums "forfald og undergang" under senantikken lå fast, blot var årsagerne hertil omstridte. I ældre forskning slog især Edward Gibbon tonen an. I sit værk The History of the Decline and Fall of the Roman Empire postulerede han i 18. århundrede den opfattelse, at Rom ikke var gået under pga. indre strukturelle svagheder. Derved lagde han især skylden på kristendommen, som skulle have svækket det gamle romerske riges kræfter. Han tilsluttede sig Montesquieus dekadenceteori, og vedrørende kristendommen fulgte han Voltaires ideer. Det endelige sammenbrud skulle være foranlediget af trykket fra en ydre fjende på et i det indre svækket imperium.

Endnu i 19. og begyndelsen af 20. århundrede gav man ofte kristendommen og det ydre tryk fra germanerne på det dekadente rige skylden for Roms fald. Endnu Otto Seeck anså senantikken som en ren forfaldstid, mens Henri Pirenne ikke anførte germanerne, men den islamiske ekspansion som årsag til sammenbruddet for den senantikke middelhavsverden (se Den islamiske ekspansion og Pirenne-tesen).

Ikke alle forskere mente, at et indre forfald havde spillet den afgørende rolle. Men forfalds- eller dekadencetankegangen påvirkede længe tid forskningen. Tanken om, at store riger gennemlevede en cyklus af opstigning, blomstring og forfald, blev allerede formuleret i antikken (om Persien af Herodot og Xenofon. Sallust tænkte på den romerske republik). Disse tanker har efterladt sig dybe spor i vesterlandsk tænkning. Det lå derfor lige for også at tyde det vestromerske riges slutning ud fra dette enkle mønster.

I forskellige perioder har andre søgt at finde svar – og ikke altid med lige godt resultat: Oswald Spengler tænker sig et cyklisk forløb som grundprincip i verdenshistorien. Efter et storriges opståen fulgte en nedgang (Der Untergang des Abendlandes).

Arnold J. Toynbee anså at en svigt i moralen, men også at tilfældet, spillede en rolle. Den cykliske skole har stadig tilhængere, dog i dag sjældent blandt oldtidshistorikere. Senantikken bliver til i dag tydet som spejlbillede på det samfund, som man også tilskriver forfaldstendenser. På den måde kan forskere inddrage analyse af deres egen tid (som Spengler).

Nyere forskning[redigér | redigér wikikode]

Den populære forestilling: at "senromersk dekadence" skulle have ført til imperiets fald har i årtier ikke været delt af de fleste oltidshistorikere. I dag bliver senantikken (mellem ca. 300 og 600) tydet langt mere differentieret end hos Otto Seeck. Den længe dominerende "dekadenceteori" er i dag i fagkredse forældet, især fordi mange nyere arbejder lægger vægt på periodens vitalitet, hvorved betoningen har forskudt sig fx på det kulturelle område. Den nye vurdering hænger også sammen med, at man har idealiseret "den klassiske antik" langt mindre end tidligere, men snarere bestræbt sig på en mere neutral bedømmelse af den næste periode. Skønt der senest fra omkring 550 (altså ved senantikkens slutning) kan konstateres en alvorlig tilbagegang i dannelsen (først i vest, senere i øst, paideia), er det vel rigtigere og videnskabeligt mere produktivt at tale om en "transformation" end at tale om forfald og undergang. Denne aktuelle tænkning blandt flertallet bliver inden for de sidste år angrebet af nogle forskere (for eksempel Bryan Ward-Perkins). Disse forskere kommer, især gående ud fra arkæologiske fund, til et væsentlig mere negativt resultat og taler igen om en nedgang, der skulle have ramt Vestrom i 5. århundrede og Østrom i det tidlige 7. århundrede.[1] Heller ikke disse forskere anser imidlertid fremkomsten af indre forfald for årsagen til denne udvikling, men trykket fra en ydre fjende og økonomiske vanskeligheder.

Og alligevel har den økonomiske nedgang som begrundelse for forfaldet vel kun begrænset gyldighed. Tværtimod: senantikken var – frem for at være en stivnet tid – en tid med ombrydninger og ofte økonomisk vitalitet, især – men i begyndelse ikke kun – i øst,[2] også selv om der vel i nogle regioner var en befolkningstilbagegang.[3] Som det eneste forklaringsmønster udelukker denne faktor sig allerede derved, at ikke blot i det samlet set mere vitale øst, men i en lang periode også i vest – selv efter den germanske invasion i 5. århundrede – var den økonomiske aktivitet gennemgående endnu stærkt regionalt præget som nyere forskning kunne eftervise. Eksempler er dele af Gallien eller Nordafrika, anderledes så det dog ud i Britannien.

Det samme gælder den nedvurderende betegnelse dominat ("Dominatet" 284-395?), som tidligere udtrykte holdningen hos mange liberale historikere fra 19. århundrede (som Theodor Mommsen), der fejlagtigt så et militærdiktatur henholdsvis et despoti i det senromerske rige. Bureaukratiseringen tog ganske vist til, også selv om det romerske rige i sammenligning med moderne samfund snarere var underadministreret, men også den samfundsmæssige mobilitet. Derudover var mange træk i denne udvikling allerede tidligere tydelig. Militæret unddrog sig ofte kejserens kontrol, ligesom kirken og dele af aristokratiet, hvad der var af større betydning. Der fandt måske også en tilbagegang sted for slaveriet,[4] noget der dog ikke er uomstridt inden for forskningen, da der også var tale om et forstærket kolonat, bøndernes binding til jorden, et fæstebondesystem.

Den skyld, der ofte er lagt på kristendommen, er det ligeledes nødvendigt at differentiere. Således tilsluttede mange mænd af højeste integritet sig kristendommen og anvendte deres liv i kirkens tjeneste og gik således tabt for staten. På den anden side stabiliserede den nye religion kejserdømmet. Det statslige bureaukrati måtte kæmpe med korruptionsproblemer, hvis betydning imidlertid er omstridt.[5] Alle de forskere der primært gør indre faktorer ansvarlig for rigets undergang, må grundlæggende stille sig det spørgsmål hvordan den østlige del af imperiet til forskel fra den vestlige praktisk taget kom ubeskadiget gennem krisen i 5. og 6. århundrede og tillige overvandt den islamiske ekspansion – ganske vist i stærkt formindsket størrelse.

Den romerske hær var i den senromerske periode i vesten ofte ikke længere i stand til at beskytte grænserne effektivt. En af grundene hertil var en for ringe mandskabsstyrke til de voksende udfordringer, og derudover betragtelige rustningsfremskridt hos germanerne; en betydelig åreladning udgjorde vel også slaget ved Adrianopel (378) og slaget ved Frigidus (394). I øst stod imperiet med Sassaniderriget tillige over for en næsten ligeværdig modstander med en regulær hær. Stadig flere romerske borgere unddrog sig tjeneste i hæren, som allerede i den tidlige kejsertid havde haft lejesoldater.

Den nyere forskning betoner især rigets finansieringsproblemer: Østrom kunne på grund af sin økonomiske formåen stadig i 5. og 6. århundrede underholde en hær, der kunne klare sine opgaver. I vesten var dette efter 400 i stadig mindre grad tilfældet, især fordi de indtrængende germanere – blandt andet med Rhinovergangen 406 – slog sig ned i de vestlige kerneprovinser. Vandalerne erobrede i 430'erne den rigeste vestromerske provins Africa, mens til slut udbredte dele af Hispania og Gallien i 460'erne og 70'erne faldt til goterne. Af disse grunde faldt skattegrundlaget voldsomt for Vestrom.

Den påtvungne rekruttering af ikke-romerske lejesoldater tiltog tillige fordi de var ulige billigere, end det var at underholde regulære tropper. Germanere, hunner og andre tjente i hæren der blev stadig mere barbariseret. Dertil kom et stærkt tryk på grænsen. Det lykkedes til sidst ikke længere for Vestrom at kontrollere germanerne og at indbinde dem i rigsforbundet.[6] Problemet med "upålidelige" barbarer optrådte ifølge kilderne desuden kun for foederati, altså for de germanere der var forbundsfæller, ikke for de germanere der var integreret i hæren.[7] Den rolle germanerne til slut kom til at spille ved den middelalderlige verdens opståen – besatte henholdsvis overtog de det vestromerske rige snarere end erobrede det med vold? – er endnu ikke tilfredsstillende klarlagt [8]

Inkompetente børnekejsere (Honorius, Valentinian III.) og holdningen hos mangen en magister militum om hellere at gribe til våben mod den egne romerske regering for på den måde at styrke egen position, bidrog til magttabet for det vestlige kejserdømme. Mangen en kejser, som for eksempel Majorian, lykkedes det i den sidste fase i det mindste ind imellem at genvinde initiativet. Vestroms magt var dog allerede før 476, henholdsvis 480 midlertidig kun en skygge af sig selv – den kejserlige centralregering i Ravenna blev til sidst undermineret af den germanske hærfører. Som en skillelinje kan gælde mordet 454 på den vestromerske general Flavius Aëtius, som med sin hær havde opretholdt det romerske herredømme i Italien, store dele af Gallien såvel som Katalonien og Dalmatien. Da kejser Anthemius 468 mislykkedes med et forsøg på igen at underlægge sig det rige Nordafrika, mistede det vestromerske kejserdømme al tilbageværende autoritet og blev 476 afskaffet som overflødig.

De germanske foederati overtog omkring 470 helt forvaltningen af deres egne områder; de erkendte dog i reglen stadig den østromerske kejser som deres overherre. Endnu Justinian var i stand til militært også at sætte den romerske fordring på herredømme igennem i vesten   i det mindste delvis og for en begrænset tid. Først den islamiske ekspansion, som i al fremtid forhindrede kejserne i Konstantinopel i at udøve virksom indflydelse i vest, betød den endelige undergang for det romerske rige.

Det er faktisk umuligt at give et entydigt svar på spøgsmålet om grundene til det vestromerske riges undergang. I øst viste kristendommen sig endog som et forenende bånd. Heller ikke den påståede "dekadence" har ifølge de fleste moderne forskere været en afgørende faktor, skønt der gives kildeudsagn der beklager overklassens – påståede eller faktiske – "moralske forfald". Inden for det kulturelle dominerede ganske vist nye former, dog var for eksempel den litterære produktion endnu betragtelig høj. Inden for historieskrivningen fremkom endnu helt til antikkens slutning betydelige værker (se blandt andet Ammianus Marcellinus, Olympiodoros af Theben, Priskos, Prokopios af Caesarea); desuden kan nævnes digtere som Claudian og Corippus eller filosoffer som Boëthius, Simplikios og Damaskios.[9]

En af grundene til det vestromerske riges undergang var dog uden tvivl visse systemimmante mangler i forvaltningen og i hæren, især var vesten ikke tilstrækkelig stærk økonomisk og militært: Siden opkomsten af Sassaniderriget i 3. århundrede havde Imperium Romanum til forskel fra tidligere nu permanent en farlig rival, som krævede anspændelse af alle kræfter; da trykket på den nordlige grænse tiltog stærkt med hunnernes optræden og begyndelsen på de senantikke folkevandringer, var i det mindste vestriget blevet anstrengt eller presset for meget. Det blev ramt med stor styrke af kraften i denne folkevandring (375−568), især da der var færre tropper dér end ved Donau og Eufrat. Vesten rådede vel ikke over samme befolkningsantal og økonomiske formåen som Østriget, og dens provinser var mere sårbare − og derudover lykkedes det åbenbart i stadig mindre grad for den vestromerske stat at få del i rige senatorers endnu delvis store private formuer og at udskrive et tilstrækkeligt antal romerske borgere til militærtjeneste.

Den i udstrakt grad manglende modstand mod germanerne kan ifølge flere forskere egentlig kun betyde to ting: Enten var de engang så krigeriske romere faldet hen i apati, eller man opfattede slet ikke barbarerne som farlige indtrængere (sml. W. Goffart; imod dette synspunkt, se Heather og Ward-Perkins; Heather betoner blandt andet hunnernes rolle).

Blot at angive én enkelt grund vil aldrig kunne redegøre for alle intrikate problemer. Sandsynligvis gennemskuede de samtidige i mindre grad processerne end den moderne forskning, og der kunne derfor ikke gribes til egnede modforholdsregler; tillige fører de litterære kilder undertiden på vildspor. Én ting står dog fast: Rom levede kulturelt videre, Østriget bestod til 1453 − og senantikken, hvor ødelæggende forskellige begivenheder end havde været for dele af befolkningen, var med til at forme det fremtidige Europa og aktiverede også dynamiske kræfter.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Hartwin Brandt: Das Ende der Antike. Geschichte des spätrömischen Reiches. 2. Auflage. Beck, München 2004, ISBN 3-406-51918-0 (en kort, ret konservativ indføring i historien fra 284 til 565).
  • Karl Christ (udg.): Der Untergang des Römischen Reiches. 2. oplag. Wissenschaftliche Buchgesellschaft, Darmstadt 1986.
  • Alexander Demandt: Geschichte der Spätantike. Beck, München 1998, ISBN 3-406-44107-6, s. 445 ff.
  • Samme.: Der Fall Roms. Beck, München 1984, ISBN 3-406-09598-4 (detaljeret fremstilling af forskellige forklaringsmønstre til "Roms fald")
  • Walter A. Goffart: Barbarians and Romans A.D. 418–584. The techniques of accomodation. Princeton University Press, Princeton 1980, ISBN 0-691-05303-0 (indflydelsesrig nyere teori om germanernes rolle; dog ikke uomstridt)
  • Peter J. Heather: The Fall of the Roman Empire. A New History. Oxford University Press, New York 2006, ISBN 0-19-515954-3 (Heather ser især hunnerne som grunden til germanernes indtrængen i Romerriget; se også artiklen nævnt herunder)
  • Peter J. Heather: "The Huns and the End of the Roman Empire in Western Europe". I: English Historical Review. Vol. 110, 1995, s. 4–41.
  • Alfred Heuß: Römische Geschichte. 7. oplag. Schöningh, Paderborn 2000, særlig s. 500–506, 601 ff.
  • Arnold Hugh Martin Jones: The Later Roman Empire 284-602. A Social, Economic and Administrative Survey. 2 bind, Baltimore 1986 (Optryk af udgaven i tre bind, Oxford 1964), specielt bind 2, s. 1025 ff. (vigtigt og detaljeret standardværk, skønt delvis "overhalet" og kun svært læselig for lægfolk).
  • Walter Pohl: Die Völkerwanderung. Eroberung und Integration. 2. oplag. Kohlhammer, Stuttgart 2005. ISBN 3-17-018940-9.
  • Bryan Ward-Perkins: The Fall of Rome and the End of Civilization. Oxford University Press, Oxford 2006, ISBN 978-0-19-280728-1 (Fremstilling af det vestromerske riges slutning som i modsætning til Walter Goffart forstår denne proces som et brutalt indsnit)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Artiklen er en oversættelse af denne version af den tyske, hentet 2010-04-06
Referencer
  1. ^ Sammenlign dertil "fachwissen". en diskussion hos Humanities Sozial- und Kulturgeschichte.
  2. ^ Sml. Demandt, Spätantike, s. 453
  3. ^ Jones, LRE, bd. 2, s. 1038 ff.
  4. ^ Sml. Demandt, Spätantike, s. 454.
  5. ^ Sml. Jones, LRE, Bd. 2, s. 1063f.
  6. ^ Demandt, Spätantike, s. 471. Sml. også Heather, Fall of the Roman Empire, passim.
  7. ^ Jones, LRE, bd. 2, s. 1038.
  8. ^ Dertil Goffart, Barbarians and Romans.
  9. ^ Sml. til vurderingen af senantikken i den nyere forskning forskellige bidrag i Philip Rousseau (udg.): A Companion to Late Antiquity. Malden (Massachusetts) u.a. 2009.