Sankt Willibrord

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Sankt Willibrord
Willibrord (Paris, BN Lat. 10510).jpg
Fødselsdato 658Rediger på Wikidata
Fødested NorthumbriaRediger på Wikidata
Dødsdato 7. november 739Rediger på Wikidata
Dødssted EchternachRediger på Wikidata
Statsborger NorthumbriaRediger på Wikidata
Beskæftigelse PræstRediger på Wikidata
Eksterne henvisninger
Beskrevet i Dictionary of National Biography, Willibrord (DNB00)[1]Rediger på Wikidata
Bemærk:
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Sankt Willibrord (c. 658 – 7. november 739) var en northumbriask missionær, kendt som "Frisernes apostel" i det moderne Holland. Han blev den første biskop af Utrecht og døde ved Echternach i Luxembourg.

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

Egbert var opsatt på at missionere i Nordtyskland men blev i en vision advaret mod dette. Wigbert rejste men kom i 689 tilbage efter to frugtesløse år. Willibrord var da 31 år gammel, og var blevet præsteviet af Egbert i 688. Han ønskede påtage sig den farlige opgave.

I 690 vendte han hjem til England og fik tilladelse til at rejse til kontinentet. Samme år drog han videre med 11 engelske munke, blandt dem Swithbert af Northumbria, Ewald den lyse og Ewald den mørke. De steg i land ved Rhinens udløb og drog så til Utrecht. Der fik de audiens ved hoffet for Pipin II af Herstal, Karl Martells fader. Han støttede dem og opfordrede dem til at prædike i nedre Friesland, mellem Meuse og havet.

Efter, at missionen var etableret, rejste Willibrord til Rom for at få støtte fra pave Sergius I. Han fik relikvier med sig, som var nødvendige for at kunne oprette permanente altre i kirker, som blev bygget.

Mens Willibrord var i Rom, var Swithbert blevet bispeviet. I 693 havde Wilfrid nemlig ordineret ham som missionsbiskop under et ophold i England. Det kan se ud til, at Pipin ikke satte pris på dette, for Swithbert flyttede hurtigt længere op langs Rhinen, mens Willibrord fortsatte i Friesland. I 695 drog han igen til Rom med et brev fra Pipin, som anbefalede, at han blev bispeviet. Den 21. november 695 blev han konsekreret som ærkebiskop for friserne, og Sergius overrakte palliet til ham. Fordi den nærmeste mindedag var den 23. november, for pave Klemens I, fik han navnet Klemens tillagt sit dåbsnavn.

Efter blot to uger i Rom rejste han tilbage med mandat til at organisere kirken i Friesland. Han brugte Canterbury ærkebispedømme som model og oprettede suffragansæder i udkanten. Af Pipin fik han fæstningen Wiltaberg, senere Utrecht, som sæde.

Resultaterne af missionen var gode i områder, som blev styrede af frankerne. Men ellers var det vanskeligere, og han var hele tiden afhængig af beskyttelse fra verdslige herskere. Han rejste meget rundt og prædikede, byggede kirker og indsatte præster og munke. Han konsekrerede også flere biskoper til nye sæder.

I 698 fik han jord af Irmina af Öhren, som var gift med Hugobert af Pfalz. Hun var også Pipins svigermor, og blev senere abbedisse. Willibrord grundlagde klosteret Echternach i nutidens Luxembourg og ledede det selv som abbed en periode.

Han rejste også til Danmark, hvor han var den første missionær. Han købte 30 slavedrenge fri, og efter at have kristnet dem tog han dem med sig, men dette førte ikke til noget yderligere arbeid i Danmark. Under hjemfarten fra Danmark førte dårlig vejr til, at han måtte gå i land på Helgoland. Danskerne og friserne regnede dette som et hellig sted, og det var tabu at dræbe noget levende væsen, spise noget som voksede der eller hente vand fra en brønd uden, at det skete i fuldstændig stilhed. Willibrord ville demonstrere, at dette var overtro, og dræbte nogen køer, døbte tre personer ved en kilde og snakkede højlydt, mens han gjorde dette. Ingenting skete, og de, som så på, var usikre på hvorfor, guden ikke indgreb. Men den frisiske hersker Radbod tog affære, og ofrede en af Willibrords ledsagere for at blidgøre guden.

Walcheren gik ting roligere for sig, og Willibrord konverterede mange. Han ødelagde også et gudebillede, og da den hedenske præst forsøgte at dræbe ham, formåede han at undslippe og vende tilbage til Utrecht. Det, at han undgik gudernes vrede, blev der lagt mærke til, og mange følte, at dette gjorde hans budskab mere troværdigt.

I 714 døde Pipin II, og året efter fordrev Radbod Willibrord fra Utrecht. Mange kirker blev ødelagt, og præster blev dræbt. Samme år fik Karl Martell en søn, Pipin den yngre, som blev døbt af Willibrord. Den yngre Pipin blev senere frankernes konge, og var far til Karl den store. Willibrord virkede de næste år i Franken og Thüringen. Radbod blev dræbt i 719, og Willibrord kunne vende tilbage. Den østlige del af landet lå nu åbent for ham.

Bonifatius var en stærk støtte for Willibrord, men efter tre år sammen drog han til Tyskland. De to skabte en speciel institution, korbiskoper (chorepiscopii), omvandrende biskoper som drog fra sted til sted for at hjælpe missionærer.

Sine sidste år tilbrakte Willibrord i Echternach. Han døde der 7. november 739, 81 år gammel. Han blev straks efter sin død æret som helgen.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]