Radbod

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Broderi, der skildrer legenden, hvor den frisiske konge Radbod er klar til at blive døbt af Wulfram (i dette broderi erstattet af Willibrord), men i sidste øjeblik nægter. Fra Museum Catharijneconvent, Utrecht.

Radbod, Radboud eller Redbad (norrønt: Ráðbarðr) (død 719) var konge (eller hertug) i Frisland fra ca. 680 til sin død. Han er ofte betragtet som den sidste uafhængige hersker i Frisland før frankisk dominans. Han besejrede Karl Martell i Köln. Til sidst sejrede Karl imidlertid og tvang friserne til at adlyde sig. Radbod døde i 719, men hans efterfølgere kæmpede i flere år mod den frankiske magt.

Titel[redigér | redigér wikikode]

Hvad den præcise titel var på de frisiske herskere er afhængig af kilden. Frankiske kilder har en tendens til at kalde dem hertuger; andre kilder kalder dem ofte konger. Som germanske hedninge er det sandsynligt, at de ville have være blevet kaldt konger af deres tilhængere, mens kristne som frankerne, som havde arvet det latinske litterære tradition, ville have benævnt dem hertuger.

Opvækst, og forhold til Norden[redigér | redigér wikikode]

Det er blevet sagt, at han i sin ungdom, i lighed med sin senere efterfølger Radbod II, tilbragte en del af sin opvækst ved det danske hof, men hvilket dansk hof eller konge, der var tale om, nævnes ikke.[1][2] Mindst fem nordiske kilder (kvad, sagaer og slægtslister) nævner Ráðbarðr. De fire af disse nævner ikke noget om Ráðbarðrs herkomst eller geografiske tilhørsforhold, mens en femte omtaler ham som konge af Gardarige (Rusland), et rige som dog ikke fandtes på Radbods tid. At der i det 8. århundrede var særdeles nære forbindelser mellem de frisiske og danske fyrsteslægter er vel dokumenteret.[3]

Levned[redigér | redigér wikikode]

Kort over det frisiske rige i 716

Mens hans forgænger, Aldgisl havde budt kristendommen velkommen ind i sit rige, forsøgte Radbod at udrydde religionen og befri friserne fra underkastelse under det merovingiske rige styret af frankerne. I 689 blev Radbod imidlertid besejret af Pipin af Herstal i slaget ved Dorestad og tvunget til at afstå det vestlige Frisland (Frisia Citerior, oversat: Nære Frisland, området fra Schelde til Vlie) til frankerne.

Mellem 690 og 692 faldt Utrecht i hænderne på Pipin af Herstal. Dette gav frankerne kontrol over vigtige handelsruter på Rhinen til Vesterhavet. Nogle kilder siger, at efter dette nederlag trak Radbod sig i 697 tilbage til øen Helgoland, andre siger han trak sig tilbage til den del af Nederlandene, der stadig er kendt som Friesland.

Omkring dette tidspunkt blev et ærkebispedømme eller bispedømme for friserne grundlagt af Sankt Willibrord og et ægteskab blev indgået mellem Grimoald den Yngre, den ældste søn af Pippin og Thiadsvind, datter af Radbod i 711.

Da Pippin døde i 714, tog Radbod initiativet igen. Han tvang Sankt Willibrord og hans munke til at flygte og avancerede så langt som til Köln, hvor han besejrede Karl Martell, Pippins søn, i 716. Til sidst sejrede Karl imidlertid og tvang friserne til underkastelse. Radbod døde i 719, men hans efterfølgere kæmpede i flere år mod den frankiske magt.

Som et eksempel på, hvor magtfuld, kong Radbod stadig var i slutningen af sit liv, viser nyheden om, at han var engageret i at samle en hær, var nok til at fylde Frankrig med frygt og bæven.

Under Bonifatius' anden rejse til Rom forsøgte Wulfram (eller Vulfran), en munk og tidligere ærkebiskop af Sens at konvertere Radbod, men da det ikke lykkedes, vendte han tilbage til Fontenelle. Det siges, at Radbod næsten blev døbt, men nægtede, da han fik at vide, at han ikke ville være i stand til at finde nogen af sine forfædre i himmelen efter hans død, idet han foretrak at leve i evighed i helvede med sine hedenske forfædre snarere end i himmelen med sine fjender, især frankerne. Denne legende er også fortalt, hvor Wulfram bliver erstattet med biskop Willibrord.

Willibrord prøvede at omvende Radbod under en karolingiske sponsoreret mission i Frisland med det udtrykkelige formål at forsøge at omvende de hedenske frisere, der boede der i håb om, at, når de havde konverteret til kristendommen, kunne frankerne få kontrol over den vigtige handelsplads Dorestad, som de havde indtil da ikke havde været i stand til at gøre.

Det vides, at efter Radbod var Poppo konge over friserne. Om Poppo var en søn af Radbod, er ikke utænkeligt, men ingen oplysninger foreligger herom.

Familie og efterslægt[redigér | redigér wikikode]

Radbod skildret i det 17. århundrede.

Kilderne til frisisk historie er ikke altid lige specifikke, og vi ved således ikke med bestemthed, om Radbod var søn af forgængeren Aldgisl, selvom dette dog ofte bliver anset som det mest sandsynlige.

I nyere dansk historieskrivning er det blevet overvejende almindeligt, at indentificere de nordiske kilders Ráðbarðr med Radbod af Frisland.[4][5][6][7][8]

Førnævnte datter af Radbod, Thiadsvind, må sammen med bl.a. 3 brødre, hvoraf Aldgisl II (hvis da ikke Aldgisl II var en sønnesøn af Radbod) blev én af de senere konger/hertuger af Frisland, være børn af Radbods første ægteskab. Disse børn af 1. ægteskab kan være født omkring 670'erne.[9] Senere i livet, nok omkring eller lidt før år 700, blev Radbod gift med Aud (Auðr)[7], enke efter den sjællandske konge Rørek og datter af Skåne-, Daner- og Svearkongen Ivar Vidfadme, med hvem han fik sønnen Randver[fn 1], samt vistnok også én eller flere døtre.[fn 2] Randver har tidvis været anset som et lidt besynderligt navn i den nordiske sagnhistorie, men erkendelsen af Randvers frisiske ophav giver måske en bedre forståelse af navnets fremmedartedhed.

Hos Saxo finder vi omtale af en Regnald, der antydningsvis kunne være Radbods barnebarn.[12]

Den navnkundige danske konge Gøtrik, der gjorde hærtogt til Frisland i 810, skulle ifølge en sen frisisk kilde (1400-tallet) være efterkommer af Radbod,[13][14] hvilket i givet fald kan indikere, at Gøtrik nedstammer fra Randver. Gøtrik skulle have været "ivrig efter at generobre Frisland".[13][15]

Endelig var Sankt Radbod, biskop af Utrecht fra år 900, og som døde i 917, en efterkommer af Radbod.

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Hos én enkelt forfatter (P. Engelhardt) fremføres det sysnpunkt, vistnok bl.a. med baggrund i Saxo, at Randver i virkeligheden ikke var en søn af Radbod og Aud, men derimod en datter, og at navnet derfor retteligt har været Ranthvere. Det er da korrekt, at man med én bestemt tolkning af Saxo + et par nødvendige mellemregninger (Saxo nævner ikke navnet Randver i sit værk, hverken i mandlig eller kvindelig form), kan nå frem til et sådan resultat, men der er vist (endnu) ikke andre forfattere, der har taget denne fortolkningsmodel op (C. Engholm nævner ganske kort teorien, men bruger den ikke i sine egne tolkninger).
  2. ^ Hos Saxo omtales en navnkundig kæmpe, Ubbe friser, der skulle være blevet gift med en dansk kongeætling, hvis navn ikke oplyses. Det kan ud af sammenhængen godt fortolkes sådan, at hun kunne være en datter af Radbod.[10][11]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Carl Engholm: "Danske kongeslægter i det 8. & 9. århundrede. Karl den Store og Danerne", Kgs. Lyngby, 1994 (s. 71)
  2. ^ Biographisch woordenboek der Nederlanden, Haarlem, 1852: Radboud
  3. ^ Karsten Krambs: "Vikingetidens konger", Slovakiet, 2009
  4. ^ P(oul) Engelhardt: "Danerne fra fødsel til dåb", København, 1980
  5. ^ Carl Engholm: "Danske kongeslægter i det 8. & 9. århundrede. Karl den Store og Danerne", Kgs. Lyngby, 1994
  6. ^ Jørgen Markvad: "Danske konger – før Gorm den Gamle", Gylling, 2004
  7. ^ a b Peter Lawætz: Danske vikingekonger - én slægt med mange grene (2011), afsnit: Radboud van Friesland
  8. ^ Troels Brandt: "Danerkongerne fra Lejre: Saxos sagn i sagaernes kronologi", (PDF-udgave - 2018)
  9. ^ Karsten Krambs: Det frisiske folk (2015 - version 1.2) (s. 13)
  10. ^ Saxo Grammaticus: Gesta Danorum (7. bog)
  11. ^ P. Engelhardt: "Danerne fra fødsel til dåb", København, 1980 (s. 242)
  12. ^ Saxo Grammaticus: Gesta Danorum (8. bog)
  13. ^ a b P. Engelhardt: "Danerne fra fødsel til dåb", København, 1980 (s. 245)
  14. ^ H. Halbertsma: "Frieslands oudheid. Het rijk van de Friese koningen, opkomst en ondergang", Utrecht, 2000
  15. ^ Nelleke Laure IJssennagger: "Friends, Vassals or Foes. Relations and their representations between Frisians and Scandinavians in the Viking Age, late 8th to 11th centuries. An analysis of textual and archaeological sources", Univeristy of Groningen, 31. august 2010 (s. 35)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]