Skarv

Skarv
Videnskabelig klassifikation
Rige	Animalia (Dyr)
Række	Chordata (Chordater)
Klasse	Aves (Fugle)
Orden	Suliformes
Familie	Phalacrocoracidae (Skarver)
Slægt	Phalacrocorax
Art	P. carbo
Videnskabeligt artsnavn
Phalacrocorax carbo Linnaeus, 1758
Hjælp til læsning af taksobokse

Skarven eller ålekragen (latin: Phalacrocorax carbo) er en fugl, der lever i alle verdensdele undtagen Sydamerika og Antarktis. I Danmark, hvor den har været del af faunaen i omkring 7000 år, er den en almindelig ynglefugl og vintergæst nordfra. Den lever især af fisk som ål, ålekvabbe, torsk og sild.

Udseende

Skarven er cirka 90 cm lang med et vingefang på 130-160 cm. De voksne fugle har helt sort fjerdragt, hvor der dog i yngletiden ses en hvid lårplet og et hvidt parti omkring ansigtet. De unge fugle har lys bug.

Der findes to racer i Danmark, der er svære at skelne fra hinanden: mellemskarven (Phalacrocorax carbo sinensis) som ynglefugl og storskarven (Phalacrocorax carbo carbo) som trækgæst.

Bestand i Danmark

Omkring 1870'erne blev skarven udryddet som dansk ynglefugl, blandt andet fordi fiskerne betragtede den som en konkurrent. Men i 1938 begyndte skarven at yngle i en koloni på Langeland, hvorfra den atter forsvandt i 1946. Fra 1949 til 1956 ynglede der op til 300 par ved Ålholm på Lolland, og på Vårsø i Horsens Fjord har der siden 1944 været en koloni på op til 500 par. Efter at være blevet fredet i 1980, er den nu almindelig igen i hele landet, blandt andet er der store kolonier ved Brændegård Sø på Sydfyn og på Ormø ved Sydsjælland. Den ynglende bestand lå i perioden fra begyndelsen af 1990'erne til år 2000 stabilt på 36.000 til 41.000 par. Siden da har den været i tilbagegang, og i 2013 bogførte DOF blot ca. 24.500 ynglende par. Desuden er skarven almindelig på træk og som vintergæst.

Skarvbestandens udvikling fra 1800-tallet til nu

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres.

Skarvens historie er både en trist og lykkelig beretning. Ifølge gamle beretninger var det tyske soldater, der udryddede de sidste skarver på Vorsø i 1864, mens en anden beretning rapporterede om, at de sidste yngleforsøg fandt sted i 1876 i Roskilde Fjord. Skarven genindvandrede i 1938, hvor den første koloni opstod, men denne koloni blev hurtigt fordrevet. Skarven var ihærdig og genindvandrede fra midten af 1940’erne til midten af 1950’erne. På Vorsø blev der i 1944 også dannet en koloni, men befolkningen var generelt utilfredse med at dele fisk med skarven, og det gjaldt også andre delvist akvatiske dyr som for eksempel sæler, oddere og lappedykkere. Fiskeriministeriet udlovede præmier i form af penge til dem, som jagtede sælerne. Skarven blev fortsat fordrevet, og det resulterede i at mange skarver gav op, når en koloni var dannet, og dette gjaldt ikke kun Danmark, men derimod det meste af Europa. I Danmark og resten af Europa skete der en omvæltning imod slutningen af 1960'erne. Et nyt natursyn gjorde, at man måtte agere, og det resulterede i, at Naturfredningsrådet i Danmark lavede et forbud mod at skyde skarven på Vorsø. Denne omvæltning gav et håb forude for en ny og fredelig tilværelse, og dermed voksede ynglebestanden fra 1970 med 250 par til 1980 med 950 par, hvor hele to nye kolonier opstod i begyndelsen af 1970’erne. Skarvbestanden blev nu fredet over hele landet i 1980, hvad der resulterede i at skarvbestanden bestod af 3.000 reder i 1981. Skarvbestanden er nu steget betydeligt siden 1880, og i 1993 ynglede der omkring 36.000 skarvpar, hvor den siden er svinget meget mellem 36.500 til 42.500 reder. Væksten i skarvbestanden er et resultat af, at den danske natur er meget rig og stabil på mange slags fisk over en stor del af året.

Problemet med skarven

Tilpasningen til de akvatiske miljøer er nu igen blevet skarvens store problem. Som nævnt tidligere forsvandt skarven fra Danmark i midten af 1870’erne, da den blev anset som et skadedyr på grund af dens intensive jagt af fisk i fiskernes bundgarn. Både voksne og ungfugle blev skudt, og det var først i 1938, at skarven blev etableret i de danske farvande igen. Til trods for genetableringen af fuglen, så fortsætter den stadig med at være et problem for fiskerierhvervet. Derfor er det yderst nødvendigt, at der bliver udført nogle forsøg omkring skarvens hørelse, der kan hjælpe fiskeindustrien og især skarvens tilværelse i de danske farvande. Den danske skarvbestand har som nævnt gennem historien haft mange op- og nedperioder, og det samme har Danmarks mindste hval marsvinet. I en artikel fra Danmarks Fiskeriundersøgelser fra 2003 viste det sig, at et enormt antal på 68.000 marsvin var druknet siden 1990 ved fiskenetulykker. Dette var et stort problem, da marsvinet har været fredet siden 1967, og artens tilbagegang har været en vigtig brik i naturens økosystem. Som et tillægsproblem blev fiskenettene ødelagt, når marsvinet vred og hev i nettet. Marsvinets adfærd og fysiologi blev undersøgt, og efter nogle undersøgelser af dets hørelse blev pingeren fundet som løsningen til problemet. Pingeren er en cylinderformet lydgenerator, som udsender lyde på et frekvensniveau, som kun marsvin kan høre. På den måde kan man indstille en bestemt lyd, som marsvinet enten forbinder med noget irriterende eller ubehageligt. Det har vist sig at være meget effektivt, og det samme har man overvejet til skarven. Det kunne løse dilemmaet omkring afskydning eller bortskræmning. Spørgsmålet er så, om man ved brug af pingere har en effektiv metode, der virker så godt som hos marsvinet. Et nyt problem ligger i, at pingerne til marsvinet kun er tilpasset dens hørespektrum, så derfor kan det ikke anvendes til skarven. Pingeren kan ikke engang anvendes til bortskræmning af sæler, og man er kun lige begyndt at udvikle pingere til deres hørespektrum. Så før man kan sætte en pinger ud til fiskenettene, skal man kende skarvens adfærd, fysiologi og hørelse i både luft og vand.

Ynglebiologi

Skarven er yngledygtig i en alder af 3-4 år. I Danmark bygger den en stor, flad rede af grene og kviste højt til vejrs i løvtræer, tit er der mange reder i et træ. I maj lægger skarven 3-4 aflange æg med et ydre kalkagtigt lag, som delvis skjuler den underliggende blå skal. Rugningen varer knapt fire uger og begynder så snart første æg er lagt. Derfor klækker æggene med nogle dages mellemrum. Ungerne fodres i reden af begge forældrefugle i 7 uger, og fodres endnu i en måneds tid efter de har forladt reden. Efter nogle år dør redetræerne på grund af skarvens ekskrementer.

Føde

Den lever mest af ål, ålekvabbe, torsk, sild, ising og ulk med en størrelse over 15 centimeter, som fanges ved dykning. Ved Vadehavet kan den ses jage ål, ålekvabber og sild når det er højvande. Skarven svømmedykker, når den jager. Dens fjerdragt er gennemtrængelig for vand, hvilket hjælper ved at mindske opdriften i vandet. Til gengæld må den bagefter tørre vingerne ved at sidde på f.eks. en pæl med udbredte vinger.

Billeder

• 
  Skarv
• 
  Storskarvskranium.

Kilder / henvisninger

• Dansk Ornitologisk Forening. "Skarv (Phalacrocorax carbo)". Arkiveret fra originalen 7. dec 2013. Hentet 25. dec. 2013. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |archivedate= (hjælp)
• mandag 23. september 2013 Danmarks skarvbestand næsten halveret på 10 år, Natur og fugle, Dansk Ornitologisk Forening, Nyheder 23. september 2013
• Anders Holm Joensen (red. Hans Hvass), Danmarks Dyreverden, 2. udgave, Rosenkilde og Bagger 1978, bind 6, side 45-48. ISBN 87-423-0076-2.
• Ole Friis Larsen, Kig efter det gule på de kinesiske skarver. Arkiveret udgave fra 13. juni 2015.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Skarv