Skrivekridt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Skrivekridt er blødt og afsmittende, og derfor velegnet som tavlekridt.

Skrivekridt (engelsk: chalk, tysk: Schreibkreide, fransk: craie) er en finkornet, ofte forholdsvis svagt hærdnet stedvis flintholdig sedimentær bjergart, som overvejende består af mikroskopiske skalrester, såkaldte kokkolitter, fra encellede havalger. Algerne levede i et hav, som i Sen Kridt dækkede et stort område i Nordeuropa og omkring Nordsøen. Her kan kridtet mange steder ses i spektakulære blotninger, såsom Dover i England, Møns klint i Danmark, Jasmund nationalpark på Rügen i Tyskland og Cap Blanc-Nez ved Calais i Frankrig. Skrivekridt laves også af gips.

Skrivekridt er siden oldtiden blevet udvundet og anvendt, først til flintredskaber, siden til bygningssten og kalkmørtel, og i nyere tid bl.a. til cementproduktion, jordbrugskalk, samt til en lang række industrielle formål, fx som slibemiddel, i papirfremstilling og som tilsætning til maling, foruden som tavlekridt.

I 1960-erne konstaterede man store forekomster af kulbrinter (olie og gas) i skrivekridtlagene under Nordsøen, den såkaldte nordsøolie, og disse lag har siden dannet grundlag for en omfattende britisk, norsk, dansk og hollandsk kulbrinteindustri, som har haft vidtrækkende samfundsøkonomisk betydning, ikke mindst i Norge.

Dannelse[redigér | redigér wikikode]

Det kugleformede skelet af den coccolithophoride alge Coccolithus pelagicus er sammensat af ovale kokkoliter.

I Sen Kridt var det globale klima varmt, der var ingen iskapper ved polerne, og havspejlet i Kridthavet indtog den højeste vandstand nogensinde i Jordens historie og stod formentlig ca. 100 m højere end i dag.[1] Tæt på vandoverfladen levede enorme mængder af fritsvævende encellede alger, såkaldte coccolithophorider, som - lidt i stil med de kantede læderstykker i en fodbold - dannede et kugleformet skelet sammensat af plader, kokkoliter, bestående af mineralet calcit, eller calciumkarbonat CaCO3. Når algerne døde og sank til bunds i havet, opløstes deres organiske dele, mens kugleskallerne sønderdeltes til kokkolit-plader, som typisk er nogle få tusindedele mm (μm) store.

Disse alger lever stadig i vor tids varme have, og man anslår, at de i dag bidrager med mere end 25 % af Jordens samlede kalkproduktion,[2] idet de danner calciumkarbonat ved at forbinde opløste calcium-ioner med kuldioxid fra havvandet. De spiller derfor en overordentlig vigtig rolle med hensyn til carbon capture, opsamling af kuldioxid fra atmosfæren, som modvirker drivhuseffekten.

Typisk skrivekridt består for mere end 80 procents vedkommende af partikler mindre end 5 μm.[2] Skrivekridt indeholder også rester af andre kalkskallede algetyper, samt kiselskallede radiolarer og kiselalger, foruden større dyr som foraminiferer, bryozoer, brachiopoder, ostracoder og koraller. Skrivekridt er normalt så forholdsvis svagt hærdnet, at man kan skære i det med en kniv, og brække kalkstykker itu med fingrene.

Kridt og kalk er ikke synonymer. Betegnelserne kalk eller kalksten bruges om alle bjergarter, som er domineret af mineralet calcit (calciumkarbonat). Skrivekridt er en form for kalksten, som er finkornet, afsmittende og svagt hærdnet (blød), så at den som navnet siger kan bruges til at skrive med. Skrivekridt stammer næsten udelukkende fra Sen Kridt-tidsrummet, og har derfor lagt navn til den geologiske periode Kridt. (Dette navn udgør én af de få undtagelser fra den nugældende stratigrafiske praksis om, at geologiske tidsrum navngives efter en lokalitet og ikke efter en bjergartstype eller et fossil, som det tidligere var almindeligt. En anden undtagelse er Kultiden.)

Udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Nordeuropa[redigér | redigér wikikode]

I løbet af Sen Kridt steg det globale havspejl, så at Nordeuropa efterhånden var dækket af hav i et stort område fra Østengland over Nordsøen og det sydlige Skandinavien, til den sydlige del af Østersøen, Polen og Hviderusland, samt det nordlige og mellemste Tyskland, Benelux og det nordlige Frankrig.[1] I havet aflejredes først vekslende lag af kalk, sand og ler, som det kan ses i klinten ved Arnager på Bornholms sydkyst. Senere øgedes havdybden samtidig med, at tilførslen af ler og sand fra landområderne svandt ind til næsten ingenting, og der aflejredes nu udelukkende rent, hvidt kridtslam.

Rytmisk aflejret skrivekridt i Rørdal kridtgrav.

Sen Kridt-epoken, som strakte sig over 32 millioner år, inddeles i fem aldre, hvorfra man i Danmark, bortset fra Bornholm, kun har lag blottet fra den yngste alder, Maastrichtien. Lag fra ældre aldre findes bl.a. blottet langs de øst- og sydengelske og franske kyster, og her er kridtet ofte mere leret, mere lagdelt og stærkere hærdnet end det danske skrivekridt, og præget af en mængde vekslende flint- og mergellag af typisk 10-20 cm tykkelse, som ofte kan følges over store afstande, såkaldte marker-horisonter.[3] Både i Danmark og andre steder ses i visse dele af skrivekridtet rytmiske variationer i farve, hærdningsgrad og flintindhold mm. Disse variationer tilskrives ændrede aflejringsforhold, som menes frembragt af tre typer cykliske forandringer i Jordens bane omkring Solen med perioder på hhv. omkring 20.000 år, 40.000 år og 100.000 år, de såkaldte Milankovitch-cykler.[1]

Ligesom i Danmark er den øvre del af kridt-lagserien i England og i Nordsøen udviklet som svagt hærdnet hvid flintfattig skrivekridt, mens de underliggende lag, som er mere grå i farven, er adskilt herfra af et meget udbredt, organisk ler- eller mergellag, som både er kendt som Plenus Marl[3][4][5][6] og som Black Band, og som på norsk område regnes som hørende til Blodøks formationen.[7] Fra disse underliggende lag kendes en 25-30 m tyk mergelhorisont, i hvilken man i årene omkring 1990 anlagde Kanaltunnelen,[6] idet denne mergel viste sig velegnet til tunnelering.

Det engelske skrivekridt viser regionale variationer, idet kridtet mod nord er stærkere hærdnet og har større densitet end kalken mod syd.[6] Grænsen mellem disse to engelske kridtprovinser udgøres af det såkaldte London-Brabrant massiv, en højdestruktur i undergrunden - i stil med den danske Ringkøbing-Fyn højderyg - som strækker sig fra Sydengland over Nordsøen og til det sydlige Belgien.

I området i og omkring Nordsøen når Øvre Kridt- og Danien-lag typisk en samlet tykkelse på 500-1500 m, dog omkring Helsingør og det sydlige Kattegat over 2000 m.[8] Denne tykke lagserie var indtil midten af det 20. århundrede kun blevet gennemboret tre steder i Danmark, nemlig 1872 i det vestlige Aalborg (323 m skrivekridt), 1894-1907 i Grøndalsengen på Frederiksberg i København (495 m skrivekridt) og endelig 1937 ved Harte vest for Kolding (415 m skrivekridt).[9]

USA[redigér | redigér wikikode]

I det sydlige og centrale USA forekommer skrivekridtlignende formationer i flere stater:

  • Austin Chalk formationen fra Øvre Kridt-etagen Coniacien findes i det østlige Texas, i et område omkring Austin og Dallas.
  • Mooreville Chalk formationen fra etagerne Campanien og Santonien findes i Alabama.
  • Prairie Bluff Chalk formationen fra etagen Maastrictien findes i Alabama.

Blotninger[redigér | redigér wikikode]

Parti fra den sydlige del af Møns Klint.

Skrivekridt kan ses i mange nordeuropæiske kystklinter og kalkgrave:

Danmark[redigér | redigér wikikode]

Tyskland[redigér | redigér wikikode]

England[redigér | redigér wikikode]

  • Dover sydøst for London
  • Flamborough Head i Yorkshire

Frankrig[redigér | redigér wikikode]

  • Cap Blanc-Nez nord for Calais

Anvendelse[redigér | redigér wikikode]

Sigerslev kridtbrud på Stevns

Flintredskaber[redigér | redigér wikikode]

Igennem Stenalderen, Bronzealderen og helt til begyndelsen af Jernalderen brugte man i det danske område flintknolde til fremstilling af flintøkser, -knive, -skrabere og lignende redskaber. Fra middelalderen og indtil begyndelsen af 1800-tallet brugtes tilhuggede flintstykker i geværer og pistoler til antænding af krudtet, idet flinten ved anslag mod metal danner gnister.

Kalkmørtel[redigér | redigér wikikode]

Kalk er siden oldtiden brugt som bindemiddel i murværk. For at bindemidlet, mørtelen, kan hærdne, må kalken først gøres reaktiv. Dette foregår ved først at opvarme kalken, så at calciumkarbonat omdannes til calciumoxid, såkaldt brændt kalk, og kuldixoid. Dernæst lægges den brændte kalk i vand, hvorved fås calciumhydroxid, eller læsket kalk. Når den læskede kalk blandes med sand og vand, fås en kalkmørtel, som hærdner i kontakt med luften, idet mørtelen ved optagelse af kuldioxid igen omdannes til calciumkarbonat.

Cement[redigér | redigér wikikode]

Hvis kalk, blandet med lidt ler og kvartssand, i en roterovn opvarmes til omkring 1450° C, omdannes disse bestanddele til en delvist smeltet blanding af calcium-, silicium- og aluminiumoxider. Ved afkøling størkner massen til hårde klumper, klinker, som dernæst nedknuses til (normalt gråt) pulver, såkaldt portlandcement. Modsat kalkmørtel behøver cementmørtel ikke at have luft om sig for at hærdne, og den hærdner derfor betydeligt hurtigere og bedre end kalkmørtel, og kan endog hærdne under vand.

Kulbrintereservoirer[redigér | redigér wikikode]

Oliefelter (grønne) og gasfelter (røde) i Nordsøen.

Op gennem den centrale Nordsø løber Central-graven, en gravsænkning anlagt i Sen Jura,[10] som ud for Skotland deler sig i Moray Firth bassinet, som fortsætter ind mod den skotske kyst, og Viking graben, som fortsætter nordpå vest om Norge. Stort set lige siden de blev anlagt, har disse gravsænkninger oplevet en kraftig indsynkning, så de i dag rummer en flere km tyk lagserie. Oven på tykke organiske lerlag fra Jura findes hér tykke lag af skrivekridt og danienkalk, hvori der mange steder er opsamlet store mængder olie og gas, som fra 1960-erne er blevet udvundet.

Skrivekridtets høje porøsistet, op til 46 %,[5] gør det i stand til at indeholde store mængder af kulbrinter, kendt som nordsøolie. Men da skrivekridt er meget finkornet, har det en meget lille permeabilitet, så at olien kun strømmer forholdsvis langsomt hen mod en olieboring, hvorfra det pumpes op.[11] Man har derfor især gennem 1980-erne og -90-erne udviklet nye boreteknikker, med vandrette boringer og kunstig opsprækning af kalken, så at dennes permeabilitet kan øges, hvorved en større del af et kalkreservoirs kulbrinter kan udvindes. Fra at man i 1960-erne typisk udvandt 5-10 % af olien, er man her i begyndelsen af det 21. århundrede flere steder oppe på udvindingsgrader på over 30 %.[kilde mangler]

Konstruktioner i skrivekridt[redigér | redigér wikikode]

Pylonerne på Farøbroerne, som forbinder Sjælland og Falster, er funderet på lange pæle, som er rammet ned i skrivekridt.

Motorvejsbroen over den lille slugt lige syd for Karlslunde rastepladserne på Køge Bugt Motorvejen er funderet i skrivekridt.

I Sydengland er et større antal vejtunneler anlagt i kalklag i Øvre Kridt.[12]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c Finn Surlyk (2006): Fra ørkener til varme have. S. 139-180 i: Gunnar Larsen (red.): Naturen i Danmark. Geologien. Gyldendal
  2. ^ a b Erik Thomsen (1995): Kalk og kridt i den danske undergrund. S. 31-67 i: Ole Bjørslev Nielsen (red.): Danmarks geologi fra Kridt til i dag, Aarhus Geokompendier nr. 1, Geologisk Institut, Aarhus Universitet
  3. ^ a b Whitham, F. (1991): The stratigraphy of the Upper Cretaceous Ferriby, Welton and Burnham formations north of the Humber, north-east England, Proceedings of the Yorkshire Geological Society, Vol. 48, Part 3, pp. 227-254
  4. ^ Whitham, F. (1993): The stratigraphy of the Upper Cretaceous Flamborough Chalk Formation north of the Humber, north-east England. Proceedings of the Yorkshire Geological Society, Vol. 49, Part 3, pp. 235-258
  5. ^ a b Cameron, T.D.J., A. Crosby, P.S. Balson, D.H. Jeffery, G.K. Lott, J. Bulat & D.J. Harrison (1992): The geology of the southern North Sea, UK Offshore Regional Report, HMSO for the BGS, London, 152 pp
  6. ^ a b c Mortimore, R.N. (2014): Logging the Chalk. Whittles Publishing, 357 pp.
  7. ^ Silke Voigt, Michael Wagreich (co-ordinators), Finn Surlyk, Ireneusz Walaszczyk, David Uličný, Stanislav Čech, Thomas Voigt, Frank Wiese, Markus Wilmsen, Birgit Niebuhr, Mike Reich, Hanspeter Funk, Josef Michalík, John W.M. Jagt, Peter J. Felder og Anne S. Schulp (2008): Cretaceous, side 923-997 i: Tom McCann (red.): The Geology of Central Europe - Volume 2 Mesozoic and Cenozoic. Geological Society of London
  8. ^ Vejbæk, O.V. (1997): Dybe strukturer i danske sedimentære bassiner. Geologisk Tidsskrift, hæfte 4, s. 1-31
  9. ^ S.A. Andersen (1944): Det danske Landskabs Historie, I. Bind Undergrunden. Populærvidenskabeligt Forlag, 480 sider samt tavler
  10. ^ Korstgård, J. (2006): De globale begivenheder. S. 57-69 i: Gunnar Larsen (red.): Naturen i Danmark. Geologien. Gyldendal
  11. ^ Sprækker, vand og olie i kalk - Geologi nyt fra GEUS 1, 2001
  12. ^ Mortimore, R.N. (2012): Making sense of Chalk: a total-rock approach to its Engineering Geology. 11th Glossop Lecture, Quarterly Journal of Engineering Geology and Hydrogeology, Vol. 45, p. 252-334
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: