Slynge (våben)

En slynge

En slynge er et våben hvormed man kan kaste projektiler af enten sten, bly eller brændt ler.

Slyngen består af to snore forbundet af et stykke hvor projektilet kan ligge. Den ene af de to snore har et øje i enden, hvor man stikker langefingeren igennem. Den anden ende holdes mellem tommel- og pegefingeren. Slyngen slynges rundt, og med et svirp fra håndledet frigøres den således at projektilet sendes af sted gennem luften.

Slyngen er billig og simpel at fremstille og har historisk både været brugt til jagt og krig. En øvet bruger af slyngen kan kaste projektiler over 400 meter.

Historie

Slyngen var kendt allerede i neolitikum omkring Middelhavet, men den er givetvis endnu ældre. Den blev muligvis opfundet i løbet af paleolitikum, hvor andre nye teknologier som atlatl og bue og pil opstod. Bortset fra i Australien, hvor spyd-kaste teknologier som woomera var fremherskende, blev slyngen almindelig over hele verden. Det er dog uklart om det skete fra kultur til kultur, eller om det var uafhængige opfindelser.

Antikken

Kugler af bly fra Antikkens Grækenland med påskriften "ΔΕΞΑΙ" (Dexai) der betyder "tag den" eller "grib". fra Athen, British Museum

Slyngen som våben nævnes af Homer i Iliaden og af andre græske forfattere i det antikke Grækenland. Ligeledes var den kendt og benyttet af romerne.

Af beretningen (Xenofon) om De Titusendes Tog (Anabasis), 401 fvt., fremgår det at en af årsagerne til grækernes problemer over for de persiske soldater var at de hverken havde kavaleri eller slynger, og derfor var ude af stand til at ramme fjenden. Det ændrede sig dog da der blev dannet et kompagni på 200 Rhodesere, som forstod brugen af blykugler til slyngen. Ifølge Xenophon kunne deres projektiler ramme dobbelt så langt væk som perserne, der brugte større sten.

Bibelske referencer

Slyngen nævnes også i biblen. Her berettes det, at slyngen, da den var nem at lave, var et våben fårehyrder brugte til at skræmme dyr væk. Den blev derfor brugt af ternes militær. Hyrden David besejrede den langt bedre udrustede Goliat med sin slynge.

Middelalderen

I middelalderen blev den simple slynge stort set ikke brugt militært uden for Den Iberiske Halvø, hvor det spanske og portugisiske infanteri brugte den mod de lette og adrætte maureriske tropper. Stavslyngen blev dog stadig brugt militært som en del af belejringsmaskiner.

Slyngen blev fortsat benyttet som et jagtredskab, da den specielt i en skov er nemmere at bære end eksempelvis en langbue eller en armbrøst.

Typer

En stavslynge fra Hans Talhoffers fægtemanual, 1459

Stavslynge

Stavslyngen fustibalus (Latin), fustibale (fransk), består af en stav, hvorpå en slynge er fastgjort for enden. Den ene ende af slyngen er fastgjort for enden af staven, mens den anden ende har et øje, som kan glide af og løsne projektilet.

Staven fungerer som vægtstang, og det bevirker at kraften i skuddet forøges markant, og der kan skydes med større projektiler end med en almindelig slynge. Med en stavslynge kan man kontrolleret skyde i højere vinkler end en almindelig håndslynge, og den kan derfor bruges til at skyde over f.eks. borgmure. Staven kan desuden bruges som nærkampsvåben.

Stavslyngen blev også brugt efter krudtets indtog som granatkaster i kampe fra skib-til-skib til at sende brandbomber afsted med.

Krigsmaskiner

Illustration af en blide

Hovedartikel: Blide.

Bliden benytter princippet i stavslynger i en større skala, hvormed projektilet kan være endnu større. Den bruger enten kraften fra flere mænd, der hiver samtidigt i et reb, eller en oplagret kraft fra en hævet ballastkasse til at sende skuddet afsted. De blev designet sådan, at øjet i slyngen blev frigjort på det rette tidspunkt, således at projektilet blev sendt fremad. Nogle blider var ganske små, og der skulle kun få men til at betjene den, men modsat onageren kan de bygges meget store, og således være i stand til at skyde enorme klippestykker afsted. Blider er, essentielt, en mekaniseret slynge.

Se også

• Middelaldervåben