Blide

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Verdens største blide på Middelaldercentret i Danmark.

En blide er en krigsmaskine fra middelalderen. Dens konstruktion muliggør effektive kast på over 300 meter af genstande vejende 90 kilogram.[1] Disse genstande indeholder f.eks. sten, brændende genstande, døde dyr eller sågar mennesker, oftest mod belejrede borge og byer.

Når bliden kastede døde dyr, var det for at sprede sygdom blandt borgens indbyggere.

Det menes, at kineserne var de første til at bruge blider allerede i det 6. århundrede f.Kr. Kendskabet til de nye og meget effektive belejringsmaskiner spredte sig mod vest til de arabiske lande og kom i det 9. århundrede e.Kr. til Europa.

Der har i mange år eksisteret modeller af af de enorme krigsmaskiner. Middelaldercentret har den største danske blide. Den var i lang tid den største i verden, men i juni 2005 blev den overgået af en blide på Warwick Castle i England. I 2011 tog Middelaldercentret rekorden for den største blide tilbage, idet der blev sat en længere kastearm på den store blide efter, at den gamle knækkede.[2]

Museet har også verdens ældste blide, der blev bygget i anledning Nykøbing Falsters 700 års jubilæum i 1989.[3]


Opbygning og teknik[redigér | redigér wikikode]

Bliden på Middelaldercentret. De store hjul bruges til at spænde bliden.

Bliden virker efter vægtstangsprincippet, og den udmærker sig ved meget effektivt at overføre beliggenhedsenergi (potentiel energi) til bevægelsesenergi (kinetisk energi) i et projektil. Den består af en lang hovedarm (vægtstangen), der roterer omkring en aksel. I den ene ende af hovedarmen hænger kontravægten (drivkraften) tæt på akslen. I den anden ende er der monteret en slyngepose, i hvilket projektilet ligger – langt fra akslen. Når bliden lades, står hovedarmen låst med slyngposen mod jorden og ballasten oppe i luften, som indeholder den potentielle energi, der skal drive værket.

Når hovedarmen ikke længere holdes fast, vil den begynde at rotere, og slyngposen følger med, imens den accelereres i en rotationsbevægelse. På et tidspunkt, bestemt af vinklen mellem slyngeposen og hovedarmen, frigives projektilet og forsætter sin bane mod målet.

I middelalderen var der to måder at hive kastearmen ned til kast. Den ene foregår ved, at mange mennesker trækker den ned med et reb, der går igennem taljer for at formindske den kraft der skal bruges.

Den anden mulighed er at lade tovet gå omkring en akse, der sidder mellem to hjul, som to eller fire mand kan gå rundt i. Den kræver mindre mandskab.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Trækkraftsblide[redigér | redigér wikikode]

Sìjiao "Four Footed" blide fra Wujing Zongyao.
Trækkraftsblide på et krigsskib fra Songdynastiet.

Bliden stammer fra en slynge fra oldtidens Kina.[4][5][6] En variation af slynget, kaldet en tavslynge (latin: fustibalus), bestod af en stav i træ der forlængede kasterens arm og gav et kraftigere kast. Dette udviklede sig til trækkraftsbliden, hvor flere person på samme tid trækker i reb, der er monteret på den korte ende af kastearmen, med en slynge i den andne ende. Denne type blide var lille og havde en relativ kort rækkevidde, men det var også transportabel og havde en højere skudkadence end større typer blider, der fungerer ved modvægt. De mindste trækkraftsblider kunne betjenes af blot én person der trak i rebet, men de fleste var udformet til at blive anvendt af mellem 15 og 45 personer, og typisk med to personer per reb. Disse grupper har i nogle tilfælde været lokale borgere i en by, der har hjulpet til under en belejring af deres by. Trækkraftsbliderne havde en rækkevidde på omkring 30-60 m med et projektil på op mod 100 kg.

De første trækkraftsblider blev opfundet af kinserne før år 300 fvt.[5][6] De første trækkraftsblider blev muligvis brugt af mohister i Kina allerede i 300-tallet fvt., idet der findes beskrivelser i Mojing (samlet i 300-tallet fvt.). Under slaget ved Caishi i 1161 anvendte song-dynastiet blider til at affyre ildbomber af kalk og svovl mod Jin-dynastiets skibe under Jin–Songkrigene.[7][8] Moderne forskning har vist, at trækkraftsbliden blev transporteret til det østlige del af Middelhavsområdet i 500-tallet under Nordlige Zhou eller Sui-dynastiet.[4]

Trækkraftsbliden optræder herefter igen i Byzans. Strategikon af kejser Maurice, der blev nedskrevet i slutningen af 500-tallet, beskriver en "ballistae der drejer i begge retninger," (Βαλλίστρας έκατηρωθεν στρεφόμενας), hvilket sandsynligvis er en trækkraftsblide (Dennis 1998, p. 99). I mannuskriptet Miracles of Saint Demetrius, der blev fremstillet af John 1, ærkebiskop af Thessalonik mellem 610 og 620, beskriver tydeligt trækkraftsbliden blandt det Avaro-Slaviske artilleri: "På bagsiden af disse stykke tømmer hang der slynger og fra forenden store reb, der, når de bliver trukket ned og slipper slyngne, sender sten høj op med en høj lyd." (John I 597 1:154, ed. Lemerle 1979)

Illustration fra 1200-tallet fra Chronicle of John Skylitzes, der afbilder byzantinere, der belejrer en by.

De blev også brugt med stor effekt af de muslimske hære under den islamiske ekspansion. En bevaret skriftlig kilde med tekniske beskrivelse om disse maskiner er Kitab Aniq fi al-Manajaniq ("كتاب الأنيق في المنجنيق", En Elegant Bog om Blider), der blev skrevet i 1462 af Yusuf ibn Urunbugha al-Zaradkash. Den indeholder detaljer om konsturktionen og anvendelsen af våbnet.

Der hersker en del tvivl om præcis, hvilket periode trækkraftsbliderne, eller viden om dem, nåede til Skandinavien. Vikingerne har muligvis kendt til dem på et meget tidligt tidspunkt, da munken Abbo de St. Germain i beskrivelse af Belejringen af Paris, kaldet De bello Parisiaco fra omkring 890, nævner at der blev brugt krigsmaskiner. En anden kilde nævner at de nordiske folk eller "nordboerne" brugt krigsmaskiner under belejringen af Angers i nutidens Frankrig i år 873. Saxo Grammaticus nævner den første brug af blider i Danmark i 1134, hvor Erik Emune belejrede Haraldsborg ved Roskilde. Det var nødvendigt at indkalde saxerere fra Tyskland for at opføre og betjene bliden.[9]

Hånd-blide[redigér | redigér wikikode]

Håndbliden (engelsk) var en stavslynge, der var fastgjort på en stav, der brugte lever til at slynge projektilerne afsted med. Grundlæggende var det en én-mandsblide, og den blev brugt af kejser Nikephoros 2. Phokas omkring 965 for at splitte fjendens kampformationer på åbne slagmarker. Den blev også nævnt i Taktika fra general Nikephoros Ouranos (c. 1000), og listet i De obsidione toleranda (anonym forfatter) som en form for artilleri.[10]

Modvægtsblide[redigér | redigér wikikode]

Modvægtsblide tegnet af den tyske ingeniør Konrad Kyeser (ca. 1405).
1800-tals fransk three-quarters view tegning af en middelalderlig modvægtsblide.
En modvægtsblide set fra siden.

Den første beskrivelse af en modvægtsblide stammer fra 1100-tallet, og er skrevet af Mardi ibn Ali al-Tarsusi som en del af hans beskrivelse af Saladin erobringer.[11][12] Den næste beskrivelse af en modvægtsblide optræder i den byzantinske historiker Niketas Choniates arbejde fra 1100-tallet. Niketas beskriver en blider, der blev brugt af Andronikos 1. Komnenos, den fremtidige Byzantinske kejser, under en belejring af Zevgminon i 1165, som var udstyret med et ankerspil, der var et apparat der ikke bliver brugt på hverken trækkraftsblider eller hybridblider til at affyre deres projektiler.[13] Chevedden datere opfindelsen af denne nye type artilleri til belejringen af Nicaea i 1097, hvor den byzantinske kejser Alexios 1. Komnenos, der var allierer med de belejrende korsriddere, efter sigende skulle have opfundet våbnet, der afveg fra det normale design, og gjorde stort indtryk på alle der så det.[14]

Den dramatisk øgede militære effekt af våbnet, bliver første gang beskrevet i historiske kilder i forbindelse med belejringen af Tyre i 1124, hvor korsridderne ifølge kilder anvendte "store blider".[15] I 1120–30'erne havde modvægtsbliderne spredt sig ikke kun til korstogsstaterne, men også længere vestpå til normannerne på Sicilien og østpå til det store Seldsjukker-rige. Den militære anvendelse af det nye våben, der blev drevet af tyngdekraften, nåede sit højdepunkt i 1100-tallet under belejringen af Acre (1189–91) hvor kongerne Richard 1. af England og Philip 2. af Frankrig kæmpede om kontrollen over byen mod Saladins tropper.[16]

Under korstogene navngav Philip 2. af Frankrig to blider, som han brugte under belejringen af Acre i 1191; "God's Stone-Thrower" og "Bad Neighbour."[17] Under belejringen af Stirling Castle i 1304 beordrede Edward Longshanks sine ingeniører til at bygge en enorm blide til den engelsk hær, som blev kaldt "Warwolf". Rækkevidden og størrelsen på bliderne varierede. I 1421 bestilte den fremtidige kong Karl 7. af Frankrig en blide (coyllar), der kunne skyde med sten på op mod 800 kg,[kilde mangler] mens der ved Ashyun i 118 blev brugt sten på op mod 1.500 kg.[kilde mangler] Den gennemsnitlige vægt for projektilerne var sandsynligvis sted mellem 50-100 kg, og de har skudt omtrent 300 meter.

Skudkadencen kunne være ganske betragtelig; ved belejringen af Lissabon i 1147, var to blider i stand til at affyre en sten hvert 15. sekund. Menneskelig blev også brugt som projektiler ved særlige lejligheder: i 1422 brugte prins Korybut døde mennesker og ko- og hestemøg mod Karlštejn Castle, og han formåede tilsyneladende at sprede sygdom blandt forsvarene. De største blider brugte store mængder træ: under belejringen Damietta i 1249 kunne Ludvig 9. af Frankrig ifølge kilderne bygge en palisade til hele korstogslejren ud af det træ, som kom fra 24 egyptiske blider, som de havde erobret.

Modvægtsblider optræder ikke med sikkerhed i historiske kilder fra Kina før omkring 1268, hvor mongolerne belejrede Fancheng og Xiangyang. Under slaget ved Fancheng og Xiangyang var mongolerne ude af stand til at erobre byerne på trods af at de fasthold belejringen i årevis, og de skaffede derfor to persiske ingeniøre, som byggede hængslede modvægtsblider. Disse krigsmaskiner blev kaldt Huihui-bliden (回回砲, hvor "huihui" er slang der referer til alle muslimer), eller Xiangyangbliden (襄陽砲), fordi de først blev set under dette slag. Efter Aju spurgte Kublai, hjalp kejseren af det Mongolske kejserdømme ham med de kraftige krigsmaskiner Ilkhanate, Ismail og Al-aud-Din fra Irak ankom til Sydkina for at konstruere den nye type blide. Disse persiske ingeniører byggede mangoneller og blider til belejringen.[18] Kinesiske og muslimske ingeniører betjente artilleriet og belejringsvåbnene for de mongolske hære.[19] Designet blev taget fra dem, der blev brugt af Hulegu til smadre murene på Baghdad. Kinserne havde oprindeligt opfundet trækkraftsbliden, men nu stod de overfor den muslimsk designede modvægtsblide i den mongolske hær. De svarede igen ved at bygge deres egne modvægtsblider.[20]

Med introduktionen af sortkrudt begyndte bliden af miste sin militære vigtighed som belejringsvåben, i takt med at kanoner blev mere udbredt under belejringskrige. Blider blev både brugt under belejringen af Burgos (1475–1476) og belejringen af Rhodes (1480). En af de sidste gange man bruge bliden militært var i 1521, hvor Hernán Cortés anvendte den til sit angreb på aztekernes hovedstad Tenochtitlán. Beretninger fra hændelsen fortæller, at man valgte at bruge den som følge af begrænsede mængder af krodt. De var tilsyneldeande uden succes: det første projektil landede på bliden selv, så den gik i stykker.[21]

I 1851 forsøgte Napoleon 3. at få konstrueret en blide, men det første skud røg 70 meter baglæns, og maskinen brød sammen efter få skud.[22][22][23][24]

I moderne tid[redigér | redigér wikikode]

Rekonstruktioner[redigér | redigér wikikode]

De to blider på Middelaldercentret i Danmark, hvoraf den store er verdens største.

De fleste blider, der er blevet fremstillet i de seneste par århundreder, har været med til rekreative, forskningsmæssige eller uddannelsesmæssige formål, frem for militær. Nye maskiner er blevet opført og gamle er blevet restaureret af living historyentusiaster, til historisk reenactment og ved brug i forbindelse med historiske fejringer. Da deres konstruktion er langt simplere end moderne våben, bruges de også nogle gange i forbindelse med konkurrencer og udfordinger i at konstruere ting.[25][26]

Den tekniske konstruktion af blider gik tabt engang i 1500-tallet, da kanoner overtog deres militære anvendelse. I 1984 skabte den franske ingeniør Renaud Beffeyte den første moderne rekonstruktion af en blide, baseret på dokumenter fra 1324.[27]

Den første fuldt funktionsdygtige blider, der blev fremstillet i moderne tid, var i forbindelse med Nykøbing Falsters 700 års jubilæum i 1989.[22][23][28][29] Det lokale museum byggede en blide, og der blev skudt med den dagligt i de næste tre uger, mens mens 15-30.000[30][31] personer overværede det. Bliden var en modvægtsblide med omkring 2 tons ballast, der blev trukket ned ved reb og af taljer. Samme museum rekonstruerede i 1991 en langt større blide med plads til 10 tons ballast. Denne blide trækkes ned ved at fire personer går i to store hjul, så nedhalertovet snoes omkring en akse og trækker kastearmen ned./>[32]

Bliden på Warwick Castle.

I 2005 fik Warwick Castle i Warwickshire, England bygget en blide[22] efter det samme design som Middelaldercentrets store blide fra 1991 med undtagelse af en længere kastearm,[33] så den i alt måler 18 meter og den blev dermed verdens største blide.[34][35][36] Den består af 22 tons, og i 2006 blev den anerkendt som den kraftigste blide i verden ved at kaste en sten på lidt over 13 kg 249 meter.[37] I 2011 Middelaldercentret store blide atter verdens største, idet der blev monteret en længere kastearm, efter den gamle var knækket.[38][39]

I den hollandske by Nijmegen har man også fået fremstillet en blide, der anvendes i forbindelse med historiske byfester.[40][41][42]

Blider konkurrerer i en af kategorierne i græskarkast i den årlige pumpkin chunking-konkurrence, som afholdes Sussex County i Delaware, USA. Rekordindehaveren er Yankee Siege II fra New Hampshire, der var WCPC Championship i 2013 kastede et græskar 864,35 meter. Den 16 meter høje, og 25 ton tunge blide kan skyde et normalt græskar (ca. 3,5-4,5 kg),[43] som det er krævet for alle deltagere i konkurrencen.

Udvikling[redigér | redigér wikikode]

Selvom blider sjældent anvendes som våben i dag, har de alligevel fastholdt interessen hos både professionelle og hobbyingeniører, som det er tilfældet i ovenstående græskarkonkurrence. En moderne teknologisk udvikling, særligt inden for konkurrencer, er et design med en såkaldt "flydende blidearm".[44] I stedet for at bruge en traditionel akse, der er fikseret til et skelet, er disse blider monteret på hjul, der kan trille parallelt med overfladen, således at kontravægten falder direkte nedad, når den bliver udløst. Dette giver større skudkraft, idet den kinetiske energi bliver overført til projektilet mere effektivt.[45]

Brug i aktivisme og oprør[redigér | redigér wikikode]

Blide fremstillet af oprørere i Hrushevskoho Street, Kiev, 2014.

I 2013, under den syriske borgerkrig, blev oprørere filmet, mens de brugte en blide under slaget vedAleppo.[46] Bliden blev brugt til at kaste eksplosive projektiler mod regeringstropper.[47]

Under Hrushevskoho streetoprøret i Ukraine i 2014 brugte oprørerne en improviseret blide til at kaste mursten og molotovcocktails mod Berkut.[48]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ "Video: Bliden lagde byer og borge i grus". http://historienet.dk. 30. september 2014. Hentet 24. juni 2017. 
  2. ^ Begge blider klar til skud. Guldborgsund Gildet. Hentet 2014-03-27. 
  3. ^ Lidt historie
  4. ^ a b Chevedden, Paul E.; et al. (July 1995). "The Trebuchet". Scientific American: 66–71. http://static.sewanee.edu/physics/PHYSICS103/trebuchet.pdf. Original version.
  5. ^ a b The Trebuchet, Citation:"The trebuchet, invented in China between the fifth and third centuries B.C.E., reached the Mediterranean by the sixth century C.E. "
  6. ^ a b PAUL E. CHEVEDDEN, The Invention of the Counterweight Trebuchet: A Study in Cultural Diffusion, p.71,p.74, See citation:"The traction trebuchet, invented by the Chinese sometime before the fourth century B.C." in page 74
  7. ^ Needham, Joseph (1987). Science and Civilisation in China: Military technology: The Gunpowder Epic, Volume 5, Part 7. Cambridge University Press. s. 166. ISBN 978-0-521-30358-3. 
  8. ^ Franke, Herbert (1994). Denis C. Twitchett (red.). The Cambridge History of China: Volume 6, Alien Regimes and Border States, 710–1368. Cambridge University Press. s. 241–242. ISBN 978-0-521-24331-5. 
  9. ^ Boesgaard, Nils Eric (1999-05-13). "Middelalderkrigen raser". Berlingske Tidende (Berlingske Media). 
  10. ^ Chevedden 2000, s. 110
  11. ^ Bradbury, Jim (1992). The Medieval Siege. The Boydell Press. ISBN 0-85115-312-7. 
  12. ^ Arms and Men: The Trebuchet. Historynet.com. Hentet 2016-08-29. 
  13. ^ Chevedden 2000, s. 86
  14. ^ Chevedden 2000, ss. 76–86; 110f.
  15. ^ Chevedden 2000, s. 92
  16. ^ Chevedden 2000, ss. 104f.
  17. ^ "Historic Trebuchets – Acre 1191", IInet.net.au
  18. ^ Jasper Becker (2008). City of heavenly tranquility: Beijing in the history of China (illustrated udg.). Oxford University Press. s. 64. ISBN 0195309979. Hentet 2010-10-28. 
  19. ^ René Grousset (1970). The Empire of the Steppes: A History of Central Asia (reprint udg.). Rutgers University Press. s. 283. ISBN 0813513049. Hentet 2010-10-28. 
  20. ^ Stephen R. Turnbull (2003). Genghis Khan & the Mongol conquests, 1190-1400 (illustrated udg.). Osprey Publishing. s. 63. ISBN 1841765236. Hentet 2016-08-10. 
  21. ^ Chevedden 1995, s. 5
  22. ^ a b c d "Reconstructing Medieval Artillery". Archaeology. 2005-06-14. Hentet 2013-09-18. 
  23. ^ a b Holm, Erik (2014-08-05). "Byggeriet af den første blide blev set af 20.000". Lolland-Falsters Folketidende (Folketidende Gruppen): s. 6. 
  24. ^ Middelaldercentret, Nykøbing Falster. Cofman. Hentet 2013-08-05. 
  25. ^ Thelep.org.uk. Thelep.org.uk. 2008-11-20. Hentet 2010-09-12. 
  26. ^ Wright.edu. Engineering.wright.edu. Hentet 2010-09-12. 
  27. ^ armedieval - le trebuchet et les machines civiles et militaires médiévales. 
  28. ^ Ritzaus Bureau (1996-05-14). "Krigsmaskine skød hul til middelalderen". Pressemeddelelse. Hentet 2014-03-27.
  29. ^ Brædder, John. "Formandens forord". Nyhedsblad 2009: s. 2. 
  30. ^ Historie. Middelaldercentret. Hentet 2013-08-05. 
  31. ^ Schmidt, Anders Legarth (2006-01-26). "Jagt på krudt til perfekte våben". Politiken (JP/Politikens Hus). Hentet 2013-08-05. 
  32. ^ Den lille blide. Guldborgsund Gildet. Hentet 2013-09-18. 
  33. ^ Steving, Jan (2008-05-24). "Borgbesøg: Her kunne Robin Hood og Lady Marion have gået". Politiken (JP/Politikens Hus). 
  34. ^ (på engelsk)The Mighty Trebuchet. warwick-castle.com. Hentet 2013-09-17. 
  35. ^ Blider. Middelaldercentret. Hentet 2013-09-17. 
  36. ^ (på engelsk)Castle plans medieval war machine. BBC News. 2005-05-27. Hentet 2013-09-17. 
  37. ^ (på engelsk)World record attempt for trebuchet. BBC News. 21. august 2006. . Hentet 27/6-2013.
  38. ^ (PDF)Årsregnskab 2010. Guldborgsund Kommune. 2011-03-25. Hentet 2014-03-25. 
  39. ^ Begge blider klar til skud. Guldborgsund Gildet. Hentet 2014-03-27. 
  40. ^ Middelaldercentret er verdens bedste. TV Øst. 2008-02-04. Hentet 2013-09-17. 
  41. ^ Poulsen, Jakob (2008-02-04). "Middelaldercentret til Holland". Lolland-Falsters Folketidende (Folketidende Gruppen). Hentet 2013-09-17. 
  42. ^ International våbeneksport?. Historie-online. Hentet 2013-09-17. 
  43. ^ World Championship Punkin Chunkin-Current World Records. punkinchunkin.com. Hentet 20. november 2012. 
  44. ^ (Youtube)Punkin Chunkin 2010- Tired Iron. Hancock, NH USA: The Science Channel. 24. november 2010. Hentet March 7, 2015. 
  45. ^ RLT Industries. "The Original Floating Arm Trebuchet". Trebuchet.com (New Braunfels, TX). Hentet 3. maj 2010. 
  46. ^ YouTube. 
  47. ^ Skabelon:Cite av media
  48. ^ Ukrainian Protesters Built A Giant Catapult To Fight The Riot Police. BuzzFeed. 20. januar 2014. Hentet 20. januar 2014. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Chevedden, Paul E. (July 1995). "The Trebuchet". Scientific American: 66–71. . Original version.
  • Chevedden, Paul E. (2000). "The Invention of the Counterweight Trebuchet: A Study in Cultural Diffusion". Dumbarton Oaks Papers 54: 71–116. doi:10.2307/1291833. 
  • Dennis, George (1998). "Byzantine Heavy Artillery: The Helepolis". Greek, Roman, and Byzantine Studies (39). 
  • Gravett, Christopher (1990). Medieval Siege Warfare. Osprey Publishing. 
  • Hansen, Peter Vemming (April 1992). "Medieval Siege Engines Reconstructed: The Witch with Ropes for Hair". Military Illustrated (47): 15–20. 
  • Hansen, Peter Vemming (1992). "Experimental Reconstruction of the Medieval Trebuchet". Acta Archaeologica (63): 189–208. 
  • Jahsman, William E.; MTA Associates (2000). The Counterweighted Trebuchet – an Excellent Example of Applied Retromechanics. 
  • Jahsman, William E.; MTA Associates (2001). FATAnalysis. 
  • Archbishop of Thessalonike, John I (1979). Miracula S. Demetrii, ed. P. Lemerle, Les plus anciens recueils des miracles de saint Demitrius et la penetration des slaves dans les Balkans. Centre National de la Recherche Scientifique. 
  • Liang, Jieming (2006). Chinese Siege Warfare: Mechanical Artillery & Siege Weapons of Antiquity – An Illustrated History. 
  • Needham, Joseph (2004). Science and Civilization in China. Cambridge University Press. s. 218. 
  • Needham, Joseph (1986). Science and Civilization in China: Volume 4, Part 2. Taipei: Caves Books, Ltd.
  • Payne-Gallwey, Sir Ralph (1903). "LVIII The Trebuchet". The Crossbow With a Treatise on the Balista and Catapult of the Ancients and an Appendix on the Catapult, Balista and Turkish Bow (Reprint udg.). s. 308–315. 
  • Saimre, Tanel (2007). Trebuchet – a gravity operated siege engine. A Study in Experimental Archaeology. 
  • Siano, Donald B. (16. november 2013). Trebuchet Mechanics. 
  • Al-Tarsusi (1947). Instruction of the masters on the means of deliverance from disasters in wars. Bodleian MS Hunt. 264. ed. Cahen, Claude, "Un traite d'armurerie compose pour Saladin". Bulletin d'etudes orientales 12 [1947–1948]:103–163. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]