Ole Sarvig: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
skrevet videre
Har opdelt afsnittet /Virke/ i underafsnit, der er tematisk-kronologiske. + skrevet videre på afsnittene.
Linje 29: Linje 29:
Udover sit [[forfatterskab]] var Sarvig desuden skribent, kunstkritiker samt [[oversætter]], primært fra [[engelsk litteratur]]. Nok mest centralt står hans oversættelse af [[José Ortega y Gasset|Ortega Y Gassets]] ''Menneskets fordrivelse fra kunsten'', samt hans oversættelser af [[William Shakespeare|Shakespeare]].<ref>Sven Rossel: Ole Sarvig i ''Dansk Biografisk Leksikon'', 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. april 2020 fra <nowiki>http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296896</nowiki></ref> Han var far til [[Kunstmaler|maleren]] [[Christian Sarvig]] og nevø til maleren [[Edvard Sarvig]].<br />
Udover sit [[forfatterskab]] var Sarvig desuden skribent, kunstkritiker samt [[oversætter]], primært fra [[engelsk litteratur]]. Nok mest centralt står hans oversættelse af [[José Ortega y Gasset|Ortega Y Gassets]] ''Menneskets fordrivelse fra kunsten'', samt hans oversættelser af [[William Shakespeare|Shakespeare]].<ref>Sven Rossel: Ole Sarvig i ''Dansk Biografisk Leksikon'', 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. april 2020 fra <nowiki>http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296896</nowiki></ref> Han var far til [[Kunstmaler|maleren]] [[Christian Sarvig]] og nevø til maleren [[Edvard Sarvig]].<br />
== Virke ==
== Virke ==
Ole Sarvig blev student fra [[HF-Centret Efterslægten|Efterslægtselskabets Skole]] i [[1940]]. Tog [[filosofikum]] samme år, og læste derefter [[Kunsthistorie|kunsthistoriske studier]] på [[Københavns Universitet]].
Ole Sarvig blev student fra [[HF-Centret Efterslægten|Efterslægtselskabets Skole]] i [[1940]]. Tog [[filosofikum]] samme år, og læste derefter [[Kunsthistorie|kunsthistoriske studier]] på [[Københavns Universitet]]. Han boede i udlandet af flere omgange, heriblandt [[Frankrig]], [[Norge]], og [[Skotland]] og [[Irland]]. I en længere årrække boede han i [[Spanien]] ([[1954]]-[[1962|1962)]], og det var også i den periode, han udgav størstedelen af sine romaner.<ref>(red.) Mette Winge m.fl. i: ''Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3.'', red. 3. udgave, København: G. E. C. Gads Forlag. s. 585.


[[Speciel:Kategorier|Kategorier]]</ref> Han var gift fem gange. Første gang 1941, og senest med Helen Aileen Dewell (ægteskab 1962-1980).
Ole Sarvigs tidlige digte, navnlig ''Jeghuset'' fra [[1944]], har været en vigtig inspiration for en hel generation af danske lyrikere.


⚫
Sarvig har modtaget en række af priser og legater i forbindelse med sit forfatterskab, hvoraf nogle nævnes her: I 1944, året efter sin debut, modtog han [[Emma Bærentzens Legat]]. I 1960 modtog han [[Kritikerprisen]], I [[1963]] [[Herman Bangs Mindelegat]], i [[1965]] [[Aarestrup-medaljen|Emil Aarestrup Medaillen]], og i [[1967]] [[Det Danske Akademis Store Pris]]. I 1969 modtog han [[Statens Kunstfond|Statens Kunstfonds]] livsvarige ydelse.<ref>http://litteraturpriser.dk/aut/SOleSarvig.htm</ref> I [[1972]] blev han medlem af [[Det Danske Akademi]], hvor han sad indtil sin død.
Hans digt, ''[[Regnmåleren|Regnmaaleren]]'' fra debuten ''Grønne Digte'' indgik i den tidligere [[Kulturkanonen|Kulturkanon.]]


=== Digteren Sarvig ===
⚫
Ole Sarvig har blandt andet skrevet ''Edvard Munchs Grafik'' ([[1948]]). I den og andre essaybøger beskæftigede han sig i bredt omfang med billedkunsten, både som kunstkritiker og som kunsthistoriker. Han var tilknyttet kredsen omkring kunsttidskriftet [[Helhesten (blad)|Helhesten]] under [[2. verdenskrig]], der blandt andet talte navne som [[Asger Jorn]] og [[Richard Mortensen]].<ref>borum s. 410</ref> Han formidlede den abstrakte kreds af malere omkring Helhesten blandt andet gennem bogen ''Et Foredrag om abstrakt Kunst'' (1945)''.''<ref name=":0">Sarvig, Ole. Et foredrag om abstrakt kunst holdt i “Kunstforeningen” 14.4.1945. Kbh: N.p., 1945. Print.</ref><ref>Borum, Poul. 1981. “Ole Sarvig”. I ''Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3.'', red. Mette Winge m.fl. 3. udgave, side 409-25. København: G. E. C. Gads Forlag. s. 410</ref>I perioden 1950-53 var han kunstkritiker ved ''[[Dagbladet Information|Information]]''<ref>(red) Jon Helt Haarder m.fl. 2001. ''Danske digtere i det 20. århundrede. Bind II. Fra Morten Nielsen til Hans-Jørgen Nielsen.'', 4. udgave, København: Gads Forlag. s. 585</ref> og senere [[Konsulent|kunstkonsulent]] ved [[DR|Danmarks Radio]].
Sarvig debuterede i 1944 med samlingen ''Grønne Digte'', og fulgte året efter op med ''Jeghuset''. De billedtætte og visuelle digte koncentrer sig ofte om byen, der bliver et [[symbol]] på det moderne menneskes krisetilstand: "Saa blege var gaderne, / som en lunge i sprit"<ref>Sarvig, Ole (1943), ''Grønne digte'', København: Povl Branner.</ref> Sammen med samlingerne ''Mangfoldighed'' (1945)'', Legende'' (1946) ''og Menneske'' (1948), kan de opfattes som en fælles digtkreds.<ref>Schou, Søren, Lasse Horne Kjældgaard, m.fl. 2006. ''Dansk litteraturs historie. Bd. 4: 1920 - 1960''. København: Gyldendal. s. 487</ref> Digtet ''[[Regnmåleren|Regnmaaleren]]'' fra debuten indgik i den tidligere [[Kulturkanonen|Kulturkanon.]]


Kendetegnende hans lyriske stil, er den hyppige brug af billeder, samt [[Symbol|symbolet]] som en foretrukken type af [[metafor]]. Derudover er Sarvigs digte ofte visionære. For eksempel i digtet 'Vindmaane', hvor jeget udbryder: "Ved I, vi er forliste?" Visionen retter sig ofte mod kulturen og menneskets krisetilstand, men kan også slå om i sin modsætning. I hans forfatterskab er forestillingen om genfødsel og kristelig frelse således genkommende. Ligeledes naturen som modbilledet på byen og den moderne livsverden. Et sprogligt særkende hos Sarvig er genetiv-konstruktioner som fx: "sommerens sø", "løgets tanke" eller "solens flammende gade". Det er blandt andet sprogbrug af denne type, der hos senere forfattere og kritikere har ledt til latterliggørelse af Sarvigs patosfyldte stil.
Han boede i udlandet i flere omgange, blandt andet [[Norge]], [[Frankrig]] og [[Skotland]] og [[Irland]]. Han boede i en længere årrække i [[Spanien]] ([[1954]]-[[1962|1962)]], og det var også i samme periode, han udgav størstedelen af sine romaner.<ref>(red.) Mette Winge m.fl. i: ''Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3.'', red. 3. udgave, København: G. E. C. Gads Forlag. s. 585.


Med sin forestilling om, at den moderne, vestlige kultur var kriseramt, forudgik Sarvig bevægelsen omkring tidsskriftet Heretica.<ref name=":1">Schou, Søren, Lasse Horne Kjældgaard, m.fl. 2006. ''Dansk litteraturs historie. Bd. 4: 1920 - 1960''. København: Gyldendal. s. 463</ref> Hos Heretica, der udkom første gang i 1948, anskues den moderne kultur som værende i en krisetilstand. Der synes ingen fremtid eller håb i en verden, der er overtaget af tom rationalisme og systemtænkning. De menneskelige ideologier har fejlet, og sociale og psykologiske teorier synes udtømt.<ref>Brøndsted, Mogens, og Sven Møller Kristensen. 1966. ''Danmarks litteratur''. 1. udg. København: Gyldendal. s. 307</ref> Her havde Sarvig en central position som bidragsyder.<ref name=":1" />
[[Speciel:Kategorier|Kategorier]]</ref>


=== Billedkunst og kunstkritik ===
⚫
Stenrosen (1955) var hans romandebut, og foregår på enkelt dag på Glazer Platz i efterkrigstidens [[Berlin]]. Den krigshærgede by sætter scenen for en række personer, der i et sanset og lyrisk sprog erindrer tiden før krigen. Samlende for hans romaner kan man sige, at de alle på forskellige måder handler om krise, fremmedgørelse og identitetsproblemer i det moderne menneskes liv. De kan derfor også læses i klar forlængelse af hans lyriske forfatterskab. Set opsummerende er romanerne videre udviklinger af Sarvigs tanker og kunstneriske udtryk i digtningen.<ref>Skyum-Nielsen, Erik. 2001. “Ole Sarvig”. I ''Danske digtere i det 20. århundrede. Bind II. Fra Morten Nielsen til Hans-Jørgen Nielsen.'', redigeret af Jon Helt Haarder m.fl. 4. udgave, side 40-54. København: Gads Forlag. s. 50</ref> Således karakteriser litteraturforsker, [[Søren Schou]] størsteparten af hans romaner som "en fuldblodslyriker på udebane". I sine to næste romaner ''De sovende'' ([[1958]]) og ''Havet under mit vindue'' ([[1960]]) bruger Sarvig træk fra genrelitteraturen i form af kriminalromanen og den internationale spændingsroman.<ref>Schou, Søren, Lasse Horne Kjældgaard, m.fl. 2006. ''Dansk litteraturs historie. Bd. 4: 1920 - 1960''. København: Gyldendal. s. 490-91</ref> I romanen ''Limbo'' ([[1963]]) tilsidesættes det episke for en indre monolog i prosalyrisk stil.<ref>Schou, Søren, Lasse Horne Kjældgaard, m.fl. 2006. ''Dansk litteraturs historie. Bd. 4: 1920 - 1960''. København: Gyldendal. s. 493</ref> Oprindeligt fremført som et radiospil, handler om kvinden Jo Hall, der erindrer sin afdøde mand, Charles. Titlen, Limbo alluderer til [[Limbo|helvedes forgård]], og den ventende, tomme position Jo Hall er i. Disse fire romaner - ''Stenrosen,'' ''De sovende,'' ''Havet under mit vindue'' og ''Limbo'' opnåede en ny læserkreds, da de genudkom som [[Billigbog|billigbøger]] i [[Gyldendal|Gyldendals]] [[Gyldendals Tranebøger|Tranebogsserie]]<ref>Jakob Brønnum (u.å.): ”En truet sommermorgen – Ole Sarvigs digte, romaner og essays”. set 29.4.202: <nowiki>http://wayback-01.kb.dk/wayback/20100504120049/http://www2.kb.dk/elib/bio/ny-dk/sarvig/</nowiki></ref>.
⚫
Sarvig beskæftigede sig livet igennem med billedkunst. Fra 1944-45 var han oversætter og forlagskonsulent ved Weilbachs Kunstnerleksikon.<ref>https://www.folkekirken.dk/om-troen/salmer/forfattere/ole-sarvig</ref> Ole Sarvig har blandt andet skrevet ''Edvard Munchs Grafik'' ([[1948]]). I den og andre essaybøger beskæftigede han sig i bredt omfang med billedkunsten, både som kunstkritiker og som kunsthistoriker. Han var tilknyttet kredsen omkring kunsttidskriftet [[Helhesten (blad)|Helhesten]] under [[2. verdenskrig]], der blandt andet talte navne som [[Asger Jorn]] og [[Richard Mortensen]].<ref>Borum, Poul. 1981. “Ole Sarvig”. I ''Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3.'', red. Mette Winge m.fl. 3. udgave, side 409-25. København: G. E. C. Gads Forlag. s. 410</ref> Han formidlede den abstrakte kreds af malere omkring Helhesten blandt andet gennem bogen ''Et Foredrag om abstrakt Kunst'' (1945)''.''<ref name=":0">Sarvig, Ole. Et foredrag om abstrakt kunst holdt i “Kunstforeningen” 14.4.1945. Kbh: N.p., 1945. Print.</ref><ref>Borum, Poul. 1981. “Ole Sarvig”. I ''Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3.'', red. Mette Winge m.fl. 3. udgave, side 409-25. København: G. E. C. Gads Forlag. s. 410</ref>I perioden 1950-53 var han kunstkritiker ved ''[[Dagbladet Information|Information]]''<ref>(red) Jon Helt Haarder m.fl. 2001. ''Danske digtere i det 20. århundrede. Bind II. Fra Morten Nielsen til Hans-Jørgen Nielsen.'', 4. udgave, København: Gads Forlag. s. 585</ref> og senere [[Konsulent|kunstkonsulent]] ved [[DR|Danmarks Radio]].


=== Romanforfatter ===
⚫
''De rejsende'' ([[1978]]) var Sarvigs sidste roman, som han året efter blev nomineret til [[Nordisk Råds litteraturpris]] for.<ref>https://da.linkfang.org/wiki/Nomineringer_til_Nordisk_R%C3%A5ds_litteraturpris_fra_Danmark</ref>
⚫
Stenrosen (1955) var hans romandebut, og foregår på enkelt dag på Glazer Platz i efterkrigstidens [[Berlin]]. Den krigshærgede by sætter scenen for en række personer, der i et sanset og lyrisk sprog erindrer tiden før krigen. Samlende for hans romaner kan man sige, at de alle på forskellige måder handler om krise, fremmedgørelse og identitetsproblemer i det moderne menneskes liv. De kan derfor også læses i klar forlængelse af hans lyriske forfatterskab. Set opsummerende er romanerne videre udviklinger af Sarvigs tanker og kunstneriske udtryk i digtningen.<ref>Skyum-Nielsen, Erik. 2001. “Ole Sarvig”. I ''Danske digtere i det 20. århundrede. Bind II. Fra Morten Nielsen til Hans-Jørgen Nielsen.'', redigeret af Jon Helt Haarder m.fl. 4. udgave, side 40-54. København: Gads Forlag. s. 50</ref> Således karakteriser litteraturforsker, [[Søren Schou]] størsteparten af hans romaner som "en fuldblodslyriker på udebane". I sine to næste romaner ''De sovende'' ([[1958]]) og ''Havet under mit vindue'' ([[1960]]) bruger Sarvig træk fra genrelitteraturen i form af kriminalromanen og den internationale spændingsroman.<ref>Schou, Søren, Lasse Horne Kjældgaard, m.fl. 2006. ''Dansk litteraturs historie. Bd. 4: 1920 - 1960''. København: Gyldendal. s. 490-91</ref> I romanen ''Limbo'' ([[1963]]) tilsidesættes det episke for en indre monolog i prosalyrisk stil.<ref>Schou, Søren, Lasse Horne Kjældgaard, m.fl. 2006. ''Dansk litteraturs historie. Bd. 4: 1920 - 1960''. København: Gyldendal. s. 493</ref> Oprindeligt fremført som et radiospil, handler den om kvinden Jo Hall, der erindrer sin afdøde mand, Charles. Titlen, Limbo alluderer til [[Limbo|helvedes forgård]], og ligeledes den ventende position Jo Hall befinder sig i . Disse fire romaner - ''Stenrosen,'' ''De sovende,'' ''Havet under mit vindue'' og ''Limbo'' opnåede en ny læserkreds, da de genudkom som [[Billigbog|billigbøger]] i [[Gyldendal|Gyldendals]] [[Gyldendals Tranebøger|Tranebogsserie]]<ref>Jakob Brønnum (u.å.): ”En truet sommermorgen – Ole Sarvigs digte, romaner og essays”. set 29.4.202: <nowiki>http://wayback-01.kb.dk/wayback/20100504120049/http://www2.kb.dk/elib/bio/ny-dk/sarvig/</nowiki></ref>.


⚫
''De rejsende'' ([[1978]]) var Sarvigs sidste roman, som han året efter blev nomineret til [[Nordisk Råds litteraturpris]] for.<ref>https://da.linkfang.org/wiki/Nomineringer_til_Nordisk_R%C3%A5ds_litteraturpris_fra_Danmark</ref>
[[metafysik|Metafysiske]], [[etik|etiske]] og det moderne intellektuelle menneskes eksistentielle problemer er det, Sarvig vil fortælle om.

⚫
Sarvig har modtaget en række af priser og legater i forbindelse med sit forfatterskab, hvoraf nogle er nævnt her: I 1944, året efter sin debut, modtog han [[Emma Bærentzens Legat]]. I 1960 modtog han [[Kritikerprisen]], I [[1963]] [[Herman Bangs Mindelegat]], i [[1965]] [[Aarestrup-medaljen|Emil Aarestrup Medaillen]], og i [[1967]] [[Det Danske Akademis Store Pris]]. I 1969 modtog han [[Statens Kunstfond|Statens Kunstfonds]] livsvarige ydelse.<ref>http://litteraturpriser.dk/aut/SOleSarvig.htm</ref> I [[1972]] blev han medlem af [[Det Danske Akademi]], hvor han sad indtil sin død.


=== Salmedigtning ===
Sarvig skrev en del salmer, og særligt hen mod slutningen af 70'erne intensiveredes produktionen i det som han selv har kaldt en "salmestorm".<ref>Sven Rossel: Ole Sarvig i ''Dansk Biografisk Leksikon'', 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 29. april 2020 fra <nowiki>http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296896</nowiki></ref> Den lyriske produktion skyldtes i høj grad konen, Helen Aileen Dewels sygdom og efterfølgende død.<ref>Borum, Poul. 1981. “Ole Sarvig”. I ''Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3.'', red. Mette Winge m.fl. 3. udgave, side 409-25. København: G. E. C. Gads Forlag. s. 424</ref> Mange af salmerne blev samlet i bogen, ''Salmer og begyndelser til 1980'erne,'' udgivet i januar 1981. Inspireret af [[Barokken|barokkens]] kontrastfyldte stil, digter Sarvig om forløsningen gennem kærligheden til et andet menneske, nogle steder i et erotisk sprog.<ref>Sven Rossel: Ole Sarvig i ''Dansk Biografisk Leksikon'', 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 29. april 2020 fra <nowiki>http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296896</nowiki></ref> Professor i [[Litterat|litteratur]], Sven Hakon Rossel har bemærket, at: "Samlingen bekræfter Ole Sarvigs position som den største religiøse danske digter i nyere tid og den betydeligste repræsentant for et livssyn der hverken søger psykologiske eller sociale forklaringer på det moderne menneskes fremmedgørelse og identitetskrise, men konsekvent peger på en metafysisk løsning."<ref>Sven Rossel: Ole Sarvig i ''Dansk Biografisk Leksikon'', 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 29. april 2020 fra <nowiki>http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296896</nowiki></ref>
Sarvig skrev en del salmer, og særligt hen mod slutningen af 70'erne intensiveredes produktionen i det som han selv har kaldt en "salmestorm".<ref>Sven Rossel: Ole Sarvig i ''Dansk Biografisk Leksikon'', 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 29. april 2020 fra <nowiki>http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296896</nowiki></ref> Den lyriske produktion skyldtes i høj grad konen, Helen Aileen Dewels sygdom og efterfølgende død.<ref>Borum, Poul. 1981. “Ole Sarvig”. I ''Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3.'', red. Mette Winge m.fl. 3. udgave, side 409-25. København: G. E. C. Gads Forlag. s. 424</ref> Mange af salmerne blev samlet i bogen, ''Salmer og begyndelser til 1980'erne,'' udgivet i januar 1981. Inspireret af [[Barokken|barokkens]] kontrastfyldte stil, digter Sarvig om forløsningen gennem kærligheden til et andet menneske, nogle steder i et erotisk sprog.<ref>Sven Rossel: Ole Sarvig i ''Dansk Biografisk Leksikon'', 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 29. april 2020 fra <nowiki>http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296896</nowiki></ref> Professor i [[Litterat|litteratur]], Sven Hakon Rossel har bemærket, at: "Samlingen bekræfter Ole Sarvigs position som den største religiøse danske digter i nyere tid og den betydeligste repræsentant for et livssyn der hverken søger psykologiske eller sociale forklaringer på det moderne menneskes fremmedgørelse og identitetskrise, men konsekvent peger på en metafysisk løsning."<ref>Sven Rossel: Ole Sarvig i ''Dansk Biografisk Leksikon'', 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 29. april 2020 fra <nowiki>http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296896</nowiki></ref>
== Udgivelser (uddrag) ==
== Udgivelser (uddrag) ==
Linje 71: Linje 73:
* ''Sejlads'' (tv-dramatik, [[1974]])
* ''Sejlads'' (tv-dramatik, [[1974]])
* ''De rejsende. En undergangsroman'' (1978)
* ''De rejsende. En undergangsroman'' (1978)
*''Salmer og begyndelser til 1980'erne.'' (1981, et udvalg ved Erik C. Lindgren)
*''Salmer og begyndelser til 1980'erne.'' (1981, et udvalg ved Erik C. Lindgren)<br />

<br />


== Litteratur om Ole Sarvig ==
== Litteratur om Ole Sarvig ==

Versionen fra 1. maj 2020, 19:19

Ole Sarvig
Født 27. november 1921 Rediger på Wikidata
København, Danmark Rediger på Wikidata
Død 4. december 1981 (60 år) Rediger på Wikidata
København, Danmark Rediger på Wikidata
Ægtefælle Anna Grete Anshelm Rediger på Wikidata
Barn Christian Sarvig Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted HF-Centret Efterslægten Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Salmedigter, oversætter, forfatter, digter Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Emma Bærentzens Legat (1944, 1959),
Søren Gyldendal-prisen (1964),
Kritikerprisen (1960),
Egholtprisen (1980),
Morten Nielsens Mindelegat (1968) med flere Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Ole Sarvig (27. november 1921 i København – 4. december 1981 sammesteds) var en dansk forfatter. Han var mest kendt for sin lyriske produktion, indledt med debuten Grønne Digte (1943), men skrev også romaner, essays og salmer mm. Sarvig var stærkt optaget af moderne, europæisk billedkunst, hvilket hans ofte visuelt bårne digte bærer præg af.[1] Han deltog desuden i kredsen omkring Helhesten, og blev en formidler af deres moderne-abstrakte kunst. Han var tilknyttet kredsen omkring det toneangivende litteraturtidsskrift Heretica[2] (1948-53), og det er også i denne sammenhæng han oftest placeres i dansk litteraturhistorie.[3][4] Han er en markant modernistisk digter i efterkrigstiden, og modtog blandt andet Kritikerprisen (1960) og Det Danske Akademis Store Pris i 1967. Periodens kulturkrise og civilisationskritik spores tydeligt i Sarvigs digtning, også i hans efterfølgende romaner, hvor fremmedgørelse og modernitet er centrale temaer.

Udover sit forfatterskab var Sarvig desuden skribent, kunstkritiker samt oversætter, primært fra engelsk litteratur. Nok mest centralt står hans oversættelse af Ortega Y Gassets Menneskets fordrivelse fra kunsten, samt hans oversættelser af Shakespeare.[5] Han var far til maleren Christian Sarvig og nevø til maleren Edvard Sarvig.

Virke

Ole Sarvig blev student fra Efterslægtselskabets Skole i 1940. Tog filosofikum samme år, og læste derefter kunsthistoriske studier på Københavns Universitet. Han boede i udlandet af flere omgange, heriblandt Frankrig, Norge, og Skotland og Irland. I en længere årrække boede han i Spanien (1954-1962), og det var også i den periode, han udgav størstedelen af sine romaner.[6] Han var gift fem gange. Første gang 1941, og senest med Helen Aileen Dewell (ægteskab 1962-1980).

Sarvig har modtaget en række af priser og legater i forbindelse med sit forfatterskab, hvoraf nogle nævnes her: I 1944, året efter sin debut, modtog han Emma Bærentzens Legat. I 1960 modtog han Kritikerprisen, I 1963 Herman Bangs Mindelegat, i 1965 Emil Aarestrup Medaillen, og i 1967 Det Danske Akademis Store Pris. I 1969 modtog han Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.[7] I 1972 blev han medlem af Det Danske Akademi, hvor han sad indtil sin død.

Digteren Sarvig

Sarvig debuterede i 1944 med samlingen Grønne Digte, og fulgte året efter op med Jeghuset. De billedtætte og visuelle digte koncentrer sig ofte om byen, der bliver et symbol på det moderne menneskes krisetilstand: "Saa blege var gaderne, / som en lunge i sprit"[8] Sammen med samlingerne Mangfoldighed (1945), Legende (1946) og Menneske (1948), kan de opfattes som en fælles digtkreds.[9] Digtet Regnmaaleren fra debuten indgik i den tidligere Kulturkanon.

Kendetegnende hans lyriske stil, er den hyppige brug af billeder, samt symbolet som en foretrukken type af metafor. Derudover er Sarvigs digte ofte visionære. For eksempel i digtet 'Vindmaane', hvor jeget udbryder: "Ved I, vi er forliste?" Visionen retter sig ofte mod kulturen og menneskets krisetilstand, men kan også slå om i sin modsætning. I hans forfatterskab er forestillingen om genfødsel og kristelig frelse således genkommende. Ligeledes naturen som modbilledet på byen og den moderne livsverden. Et sprogligt særkende hos Sarvig er genetiv-konstruktioner som fx: "sommerens sø", "løgets tanke" eller "solens flammende gade". Det er blandt andet sprogbrug af denne type, der hos senere forfattere og kritikere har ledt til latterliggørelse af Sarvigs patosfyldte stil.

Med sin forestilling om, at den moderne, vestlige kultur var kriseramt, forudgik Sarvig bevægelsen omkring tidsskriftet Heretica.[10] Hos Heretica, der udkom første gang i 1948, anskues den moderne kultur som værende i en krisetilstand. Der synes ingen fremtid eller håb i en verden, der er overtaget af tom rationalisme og systemtænkning. De menneskelige ideologier har fejlet, og sociale og psykologiske teorier synes udtømt.[11] Her havde Sarvig en central position som bidragsyder.[10]

Billedkunst og kunstkritik

Sarvig beskæftigede sig livet igennem med billedkunst. Fra 1944-45 var han oversætter og forlagskonsulent ved Weilbachs Kunstnerleksikon.[12] Ole Sarvig har blandt andet skrevet Edvard Munchs Grafik (1948). I den og andre essaybøger beskæftigede han sig i bredt omfang med billedkunsten, både som kunstkritiker og som kunsthistoriker. Han var tilknyttet kredsen omkring kunsttidskriftet Helhesten under 2. verdenskrig, der blandt andet talte navne som Asger Jorn og Richard Mortensen.[13] Han formidlede den abstrakte kreds af malere omkring Helhesten blandt andet gennem bogen Et Foredrag om abstrakt Kunst (1945).[14][15]I perioden 1950-53 var han kunstkritiker ved Information[16] og senere kunstkonsulent ved Danmarks Radio.

Romanforfatter

Stenrosen (1955) var hans romandebut, og foregår på enkelt dag på Glazer Platz i efterkrigstidens Berlin. Den krigshærgede by sætter scenen for en række personer, der i et sanset og lyrisk sprog erindrer tiden før krigen. Samlende for hans romaner kan man sige, at de alle på forskellige måder handler om krise, fremmedgørelse og identitetsproblemer i det moderne menneskes liv. De kan derfor også læses i klar forlængelse af hans lyriske forfatterskab. Set opsummerende er romanerne videre udviklinger af Sarvigs tanker og kunstneriske udtryk i digtningen.[17] Således karakteriser litteraturforsker, Søren Schou størsteparten af hans romaner som "en fuldblodslyriker på udebane". I sine to næste romaner De sovende (1958) og Havet under mit vindue (1960) bruger Sarvig træk fra genrelitteraturen i form af kriminalromanen og den internationale spændingsroman.[18] I romanen Limbo (1963) tilsidesættes det episke for en indre monolog i prosalyrisk stil.[19] Oprindeligt fremført som et radiospil, handler den om kvinden Jo Hall, der erindrer sin afdøde mand, Charles. Titlen, Limbo alluderer til helvedes forgård, og ligeledes den ventende position Jo Hall befinder sig i . Disse fire romaner - Stenrosen, De sovende, Havet under mit vindue og Limbo opnåede en ny læserkreds, da de genudkom som billigbøger i Gyldendals Tranebogsserie[20].

De rejsende (1978) var Sarvigs sidste roman, som han året efter blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris for.[21]

Salmedigtning

Sarvig skrev en del salmer, og særligt hen mod slutningen af 70'erne intensiveredes produktionen i det som han selv har kaldt en "salmestorm".[22] Den lyriske produktion skyldtes i høj grad konen, Helen Aileen Dewels sygdom og efterfølgende død.[23] Mange af salmerne blev samlet i bogen, Salmer og begyndelser til 1980'erne, udgivet i januar 1981. Inspireret af barokkens kontrastfyldte stil, digter Sarvig om forløsningen gennem kærligheden til et andet menneske, nogle steder i et erotisk sprog.[24] Professor i litteratur, Sven Hakon Rossel har bemærket, at: "Samlingen bekræfter Ole Sarvigs position som den største religiøse danske digter i nyere tid og den betydeligste repræsentant for et livssyn der hverken søger psykologiske eller sociale forklaringer på det moderne menneskes fremmedgørelse og identitetskrise, men konsekvent peger på en metafysisk løsning."[25]

Udgivelser (uddrag)

  • Grønne Digte (1943)
  • Jeghuset (digte, 1944)
  • Mangfoldighed (digte, 1945)
  • Et Foredrag om abstrakt Kunst (foredrag, 1945). Holdt i Kunstforeningen d. 14.4.[14]
  • Legende (digte, 1946)
  • Menneske (digte, 1948)
  • Edvard Munchs Grafik (kunstkritik, 1948)
  • Krisens Billedbog (kunstessays, 1950)
  • Min Kærlighed (digte, 1952)
  • Stenrosen (roman, 1955)
  • Glimt. smaa essays. (1956)
  • De Sovende (roman, 1958)
  • Havet under mit Vindue (roman, 1960)
  • Den sene dag. En digtkreds i udvalg. (1962, udvalgte digte fra de første fem samlinger ved Ole Wivel i samråd med Ole Sarvig)
  • Limbo (roman, 1963)
  • Spirende digte (1967)
  • Glem Ikke (roman, 1972)
  • Sejlads (tv-dramatik, 1974)
  • De rejsende. En undergangsroman (1978)
  • Salmer og begyndelser til 1980'erne. (1981, et udvalg ved Erik C. Lindgren)

Litteratur om Ole Sarvig

Monografier

Carl Martin Frovin Jørgensen: Ole Sarvigs lyrik. En belysning af 'stedet', 'mennesket' og 'billedet', Akademisk Forlag, 1971

Iben Holk (red.) Tidstegn. En bog Ole Sarvigs forfatterskab. Centrum, 1982

Poul Borum: Samtale med Ole Sarvig. Gyldendal, 1969

Preben Skovgaard Andersen: Omkring Ole Sarvigs kristusdigte. En redegørelse for hovedmotiverne, sammenhængen og udviklingen i Ole Sarvigs digtkreds, Rounburgs Grafiske Hus, 1979.

Artikler

Torben Brostrøm: "Den tikkende søvnbevidsthed" (s. 107-146), i hans: Poetisk Kermesse. 2. udg. Gyldendal, 1968

Niels Egebak "Frostsalme for de levende. En semantisk analyse af Ole Sarvigs 'Frostsamle for to eller tre'". (s. 51-76) i: Exil VI: 1, 1972

Artur Lundkvist "Ole Sarvig och verklighetens kris" i hans: Utflykter med utländska författare. Bonniers, 1969

Erik Svendsen "Sarvig som vehikel for 60er-modernismen - en glemt historie?" i: Kritik 154, 2001

Steffen Hejlskov Larsen, "Ole Sarvigs 'Jeghuset'".(s. 85–104), i: Danske studier, 1961

Steffen Hejlskov Larsen: "Udsigt fra Jeghuset". (s. 66-84), i hans: Lyriske tilværelsesmodeller. Borgen, 1968

Hanne Marie Svendsen: Romanens veje. (s. 9–24), 1966. (interviews)

Jan Rosiek: "Sarvig: Profteten i nattens hus" (s. 150-59), i hans: Andre spor: Studier i moderne dansk lyrik. 2003. Forlaget Spring, 2003.

Litteraturhistorie

Brøndsted, Mogens, og Sven Møller Kristensen. 1966. Danmarks litteratur. (s. 307-9), 1. udg. København: Gyldendal.

Brostrøm, Torben, og Jens Kistrup. 1977. Dansk Litteraturhistorie - Fra Morten Nielsen til Kløvedal Reich. (s. 16-21), Dansk Litteraturhistorie 1-6., Bind 6. København: Politikens Forlag.

Borum, Poul. 1981. “Ole Sarvig”. (s. 409-25), i: Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3., (red.) Mette Winge m.fl. 3. udgave. København: G. E. C. Gads Forlag.

Skyum-Nielsen, Erik. 2001. “Ole Sarvig” (s. 40-54), i: Danske digtere i det 20. århundrede. Bind II. Fra Morten Nielsen til Hans-Jørgen Nielsen., (red.) Jon Helt Haarder, m.fl. 4. udgave, København: Gads Forlag.

Schou, Søren m.fl. 2006. Dansk litteraturs historie. Bd. 4: 1920 - 1960. (s. 484-94), København: Gyldendal.

Se også

Oplæsning ved af digtet 'Min Sorg', ved Sarvig selv. Fra samlingen Jeghuset (1944).


Eksterne henvisninger

Artiklen om Ole Sarvig kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede
Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Wikimedia Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen.
  1. ^ Borum, Poul. 1981. “Ole Sarvig”. I Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3., red. Mette Winge m.fl. 3. udgave, side 409-25. København: G. E. C. Gads Forlag. s. 410
  2. ^ http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Tidsskrifter/Heretica
  3. ^ Brøndsted, Mogens, og Sven Møller Kristensen. 1966. Danmarks litteratur. 1. udg. København: Gyldendal. s. 306-307
  4. ^ Borum, Poul. 1981. “Ole Sarvig”. I Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3., red. Mette Winge m.fl. 3. udgave, side 409-25. København: G. E. C. Gads Forlag. s. 410
  5. ^ Sven Rossel: Ole Sarvig i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296896
  6. ^ (red.) Mette Winge m.fl. i: Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3., red. 3. udgave, København: G. E. C. Gads Forlag. s. 585. Kategorier
  7. ^ http://litteraturpriser.dk/aut/SOleSarvig.htm
  8. ^ Sarvig, Ole (1943), Grønne digte, København: Povl Branner.
  9. ^ Schou, Søren, Lasse Horne Kjældgaard, m.fl. 2006. Dansk litteraturs historie. Bd. 4: 1920 - 1960. København: Gyldendal. s. 487
  10. ^ a b Schou, Søren, Lasse Horne Kjældgaard, m.fl. 2006. Dansk litteraturs historie. Bd. 4: 1920 - 1960. København: Gyldendal. s. 463
  11. ^ Brøndsted, Mogens, og Sven Møller Kristensen. 1966. Danmarks litteratur. 1. udg. København: Gyldendal. s. 307
  12. ^ https://www.folkekirken.dk/om-troen/salmer/forfattere/ole-sarvig
  13. ^ Borum, Poul. 1981. “Ole Sarvig”. I Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3., red. Mette Winge m.fl. 3. udgave, side 409-25. København: G. E. C. Gads Forlag. s. 410
  14. ^ a b Sarvig, Ole. Et foredrag om abstrakt kunst holdt i “Kunstforeningen” 14.4.1945. Kbh: N.p., 1945. Print.
  15. ^ Borum, Poul. 1981. “Ole Sarvig”. I Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3., red. Mette Winge m.fl. 3. udgave, side 409-25. København: G. E. C. Gads Forlag. s. 410
  16. ^ (red) Jon Helt Haarder m.fl. 2001. Danske digtere i det 20. århundrede. Bind II. Fra Morten Nielsen til Hans-Jørgen Nielsen., 4. udgave, København: Gads Forlag. s. 585
  17. ^ Skyum-Nielsen, Erik. 2001. “Ole Sarvig”. I Danske digtere i det 20. århundrede. Bind II. Fra Morten Nielsen til Hans-Jørgen Nielsen., redigeret af Jon Helt Haarder m.fl. 4. udgave, side 40-54. København: Gads Forlag. s. 50
  18. ^ Schou, Søren, Lasse Horne Kjældgaard, m.fl. 2006. Dansk litteraturs historie. Bd. 4: 1920 - 1960. København: Gyldendal. s. 490-91
  19. ^ Schou, Søren, Lasse Horne Kjældgaard, m.fl. 2006. Dansk litteraturs historie. Bd. 4: 1920 - 1960. København: Gyldendal. s. 493
  20. ^ Jakob Brønnum (u.å.): ”En truet sommermorgen – Ole Sarvigs digte, romaner og essays”. set 29.4.202: http://wayback-01.kb.dk/wayback/20100504120049/http://www2.kb.dk/elib/bio/ny-dk/sarvig/
  21. ^ https://da.linkfang.org/wiki/Nomineringer_til_Nordisk_R%C3%A5ds_litteraturpris_fra_Danmark
  22. ^ Sven Rossel: Ole Sarvig i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 29. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296896
  23. ^ Borum, Poul. 1981. “Ole Sarvig”. I Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3., red. Mette Winge m.fl. 3. udgave, side 409-25. København: G. E. C. Gads Forlag. s. 424
  24. ^ Sven Rossel: Ole Sarvig i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 29. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296896
  25. ^ Sven Rossel: Ole Sarvig i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 29. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296896
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Ole_Sarvig&oldid=10341249"