Theodore Roosevelt

Theodore Roosevelt
26
Embedsperiode 14. september 1901 – 4. marts 1909
Vicepræsident	Ingen (1901-1905) Charles W. Fairbanks (1905-1909)
Foregående	William McKinley
Efterfulgt af	William H. Taft
Personlige detaljer
Født	27. oktober 1858 New York City, New York (delstat)
Død	6. januar 1919 Oyster Bay (New York)
Dødsårsag	Lungeemboli
Gravsted	Youngs Memorial Cemetery
Politisk parti	Republikaner
Højde	1,79 m
Ægtefælle(r)	(1) Alice Hathaway Lee (gift 1880, død 1884) Edith Kermit Carow (gift 1886)
Mor	Martha Bulloch Roosevelt
Far	Theodore Roosevelt Sr.
Uddannelses­sted	Columbia Law School Columbia University Harvard College Friends Seminary
Profession	Polyhistor, forfatter, historiker, konservationist, embedsmand
Religion	Hollandsk-reformerte kirke
Underskrift
Informationen kan være hentet fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

Nobels fredspris 1906

Theodore 'Teddy' Roosevelt (27. oktober 1858 - 6. januar 1919), USA's 26. præsident 1901-1909 og i 1906 modtager af Nobels fredspris for sine bestræbelser for at afslutte den russisk-japanske krig. Theodore Roosevelt, en fjern slægtning til den senere demokratiske præsident Franklin D. Roosevelt, var kendt under navne som Teedie, Teddy og TR.

Theodore Roosevelt (TR) var den anden i en række af fire søskende. Som resultat af, at han stammede fra en velhavende nordstatsfamilie af hollandsk afstamning gik Roosevelt på Harvard og var op til flere gange på rejse i Europa. I Oktober 1880 giftede Roosevelt sig med Alice Hathaway Lee, en rigmandsdatter fra Boston. 14 februar 1884 dør Roosevelts moder, og to dage senere hans hustru i barselssengen. Roosevelt tilbragte herefter nogle år i det vilde Vesten i et forsøg på at skabe sig et nyt liv som kvægfarmer. Efter en katastrofal vinter, hvor al TR's kvæg døde, vendte han tilbage til sin barndomsby, hvor han opstillede til borgmesterposten, men tabte. Herefter giftede Roosevelt sig med Edith Kermit Carow, med hvem han fik fem børn. I 1887 vendte Roosevelt tilbage til amerikansk politik. Han helligede sig kommunalpolitikken, hvor han bekæmpede nepotisme og korruption i den offentlige administration. Roosevelts indsats gav pote og han avancerede til politikommisær i New York City. Her gjorde Roosevelt sig så bemærket, at præsident William McKinley gjorde ham til viceflådeminister i 1887.

USA gik omkring århundredeskiftet ind for en mere og mere imperialistisk linje, hvilket bl.a. udmøntede sig i et ønske om at bemægtige sig Det Caribiske Hav. Da cubanerne gjorde oprør mod det spanske styre, så USA sit snit til at virkeliggøre sine imperialistiske hensigter og valgte derfor at træde ind i striden på Cubas side. Dette resulterede i en krig mod Spanien i 1898. Her formåede Roosevelt at gøre sig bemærket ved at sørge for at komme til at stå i spidsen for kavaleriregimentet The Rough Riders, der under et dumdristigt forsøg stormede San Juan-højen på Cuba. Roosevelts optræden under Cubakrigen gav ham status som folkehelt, og det skaffede ham efterfølgende muligheden for at opstille og vinde guvernørposten for det republikanske parti i New York i 1899.

I 1900 blev Theodore Roosevelt opstillet som vicepræsident for William McKinley under dennes 2. periode. Da McKinley blev dræbt ved et attentat i 1901, blev Roosevelt USA's 26. præsident. Han var da 43 år gammel.

Som præsident videreførte Roosevelt den stormagtskurs, som var påbegyndt under forgængeren. Efter at have læst admiral Alfred T. Mahans bog, The Influence of Sea Power, blev Roosevelt en stor fortaler for en stærk flåde, og han blev efterfølgende foregangsmand for den moderne imperialistiske linje, som USA skulle komme til at følge.

Roosevelt iværksatte påbegyndelsen af Panama-kanalen og endvidere sørgede han for, at Kongressen stillede krav til kvaliteten inden for medicinal- og fødevareindustrien. En anden af Roosevelts bedrifter er også hans kamp for at sikre den amerikanske natur mod den fremadstormende industri. Han fik udvidet de fredede arealer i USA fra 50 til 190 millioner acres. I 1905 var Roosevelt mægler mellem Rusland og Japan i den russisk-japanske krig. Han løste opgaven, så begge parter kunne acceptere fredsaftalen. I 1906 mæglede han igen. Denne gang var det mellem Tyskland og Frankrig, der var røget i strid om Marokko.

Henimod slutningen af Roosevelts 2.periode arbejdede han på at få hans krigsmister William H. Taft nomineret til præsidentvalget i 1909. Det lykkkedes for Roosevelt og han trak sig herefter tilbage som præsident, men ikke fra den politiske scene.

Efter sin afgang i 1909 fortsatte Roosevelt med at spille en politisk rolle. Efter storvildtjagt i Afrika og en rundrejse i Europa vendte Roosevelt hjem til et USA, der under præsident Taft havde skiftet politisk kurs. Det var mere end Roosevelt kunne bære. Han stiftede Det Progressive Parti, også kaldet Bull Moose Partiet, og stillede op ved valget 1912 mod præsident Taft, men det afstedkom kun, at de begge tabte til demokraten Woodrow Wilson.

Sine senere år tilbragte han som ivrig fortaler for USA`s deltagelse i 1. Verdenskrig. 1914 tog TR på en ekspeditionstur til Brasilien, hvilket blev starten på enden for Roosevelt. En slem feber gjorde et tydeligt indhug i hans ellers ukuelige helbred, og et beskadiget ben gav også skår i glæden. Efter sin hjemkomst prøvede Roosevelt forgæves at overtale præsident Wilson til at lade ham ride i spidsen for en tro kopi af hans Rough Riders ved fronten på Europa's slagmarker, da USA i 1917 gik ind i 1. Verdenskrig.

D. 6. januar 1919 døde Theodore Roosevelt af en blodprop.

Se også

• Amerikanske præsidenter
• Amerikanske vicepræsidenter

Eksterne henvisninger

Tom Buk-Swienty "Den ideelle amerikaner" ISBN 87-02-00911-0 Skabelon:Commons3