George H.W. Bush

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
George H. W. Bush
George H. W. Bush, President of the United States, 1989 official portrait.jpg
41. præsident af USA
Embedsperiode
20. januar 1989 – 20. januar 1993
Vicepræsident Dan Quayle
Foregående Ronald Reagan
Efterfulgt af Bill Clinton
Personlige detaljer
Født 12. juni 1924 (92 år)
Milton, Massachusetts
Politisk parti Republikaner
Ægtefælle(r) Barbara Bush
Uddannelses­sted Phillips Akademi
Yale
Greenwich Country Day School
Beskæftigelse Handelsmand
Religion Episkopalsk
Underskrift George Herbert Walker Bush Signature.svg

George Herbert Walker Bush (født den 12. juni 1924 i Milton) er en amerikansk politiker, og var den 41. præsident i USA i perioden 1989-1993 og desuden vicepræsident for Ronald Reagan i perioden 1981-1989. Han er gift med Barbara Bush og far til seks, blandt andre George W. Bush, den 43. præsident i USA. Af alle amerikanske præsidenter er det kun George H. W. Bush og John Adams som også har haft en søn i samme embede. En anden søn, Jeb Bush, har været guvernør i Florida.

George H. W. Bush er desuden den hidtil sidste amerikanske præsident, der tidligere har fungeret som vicepræsident.

I 1991 gik Bush og USA i spidsen for et FN-ledet angreb på Irak efter at den irakiske præsident Saddam Hussein invaderede Kuwait. I den efterfølgende Operation Desert Storm blev 425.000 amerikanske og 118.000 allierede soldater sat ind i Irak.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Bush’s forældre var Prescott Sheldon Bush og Dorothy Walker Bush. Faderen var forretningsmand i Wall Street og tjente senere som senator fra Connecticut. Bush havde fire søskende, tre brødre og en søster. Han er opkaldt efter sin morfar, George Herbert Walker, der grundlagde Walker Cup for amerikanske og engelske amatørgolfspillere.

Da Bush var lille, flyttede familien til Greenwich, Connecticut, hvor han voksede op i luksuriøse omgivelser. Somrene tilbragtes i Kennebunkport, Maine, med sejl- og fisketure. Bush-familien har sommerresidens i Kennebunkport den dag i dag.

På sin 18 års fødselsdag meldte Bush sig til U.S. Navy, hvor han i løbet af 1943 blev torpedobombepilot. Som 19-årig var han den yngste pilot, der tjente i den amerikanske flåde. I 1944 blev hans fly skudt ned af japansk antiluftskyts over Chichi Jima i Stillehavet. Som den eneste overlevede Bush, da han sprang ud med faldskærm. Han drev om på havet indtil han blev reddet af en amerikansk ubåd.

George Bush og Barbara Pierce blev gift i 1945, mens han stadig tjente i flåden. Sammen fik de seks børn: George Walker, John (Jeb), Neil, Marvin, Dorothy og Robin. Sidstnævnte døde i 1953.

Ved krigens afslutning tog Bush afsked med flåden med rang af premierløjtnant. Han var i løbet af krigen blevet tildelt medaljerne Distinguished Flying Cross og tre flyver-medaljer.

Efter krigen genoptog Bush sin uddannelse med økonomi som speciale på Yale universitetet.

Efter at have færdiggjort sin uddannelse i 1948, drog han med sin familie til Texas, hvor han startede med at male boreplatforme. Siden solgte Bush olieboringsudstyr og i 1950 dannede han sammen med en partner et selskab, der opkøbte jord i jagten på olie og naturgas.

Selskabet gik i 1953 sammen med andre oliespekulanter og firmaet Zapata Petroleum Corporation blev dannet. Fra 1953 til 1966 ledede George Bush afdelingen Zapata Off Shore Company, som leverede boreudstyr til undervandsboring.

Politiker og vicepræsident[redigér | redigér wikikode]

I 1964 opstillede George Bush til senatet, men vandt dog ikke. I 1966 blev han valgt til Repræsentanternes Hus, og blev dermed den første republikaner, der repræsenterede Houston i kongressen. Han blev genvalgt i 1968, men tabte i 1970, da han igen stillede op til senatet.

I 1971 blev Bush af præsident Richard Nixon udnævnt som USA’s repræsentant for de De Forenede Nationer. På dette tidspunkt var Kina netop optaget som medlem af FN. Bush ønskede at Kina blev repræsenteret dobbelt: Af det kommunistiske Kina og af Taiwan. Taiwan havde haft Kinas sæde i FN siden FN’s grundlæggelse i 1945. Det gik dog anderledes: To-Kina planen blev afvist, og Taiwan måtte forlade organisationen.

I 1973 blev George Bush udnævnt til formand for Republikanernes nationalkomité. Dette faldt sammen med afsløringerne i Washington Post om Watergate-indbruddet. I begyndelsen forsvarede Bush præsident Nixon, men da det blev almindeligt kendt, at optagelser fra Det Hvide Hus ville afsløre Nixons involvering, bad Bush på det republikanske partis vegne præsidenten om at træde tilbage. Nixon trædte tilbage den 9. august 1974.

Den nytiltrådte præsident, Gerald Ford, udnævnte derpå Bush til det, der dengang var den højeste diplomatiske post i Kina: Chief of the U.S. Liaison Office – leder af USA’s forbindelseskontor. Dette tolkes ofte som om Bush var USA’s ambassadør i Kina.

I 1976 udnævntes Bush imidlertid til chef for CIA, en post han besad indtil januar 1977, da Carter-regeringen tiltrådte. Der har været en del kontroverser omkring dette, idet kritikere nægter at tro, at en uerfaren forretningsmand kunne udnævnes til denne stilling. Som CIA-direktør var Bush dog vellidt af sin stab, og i 1990'erne opstilledes en buste af ham i CIA's hovedkvarter.

I 1980 var såvel George Bush som Ronald Reagan præsidentkandidater. Efter primærvalgene stod det dog klart, at Reagan ville løbe af med Republikanernes nominering ved partikonventet. Reagan valgte George Bush som sin vicepræsident-kandiat og sammen vandt de med lethed valget. Reagan og Bush vandt med samme lethed genvalg i 1984.

Som vicepræsident stod George Bush flere gange i vanskelige situationer:

  • Den 30. marts 1981 blev præsident Reagan alvorligt såret under et attentatforsøg. Udenrigsminister Alexander Haig var ikke sen til at udnævne sig selv som øverstkommanderende, hvilket på sigt diskvalificerede ham som medlem af regeringen. Bush var mere diplomatisk og forestod møderne i kabinettet og med kongressens ledere, uden at træde Reagan-tilhængerne over tæerne.
  • Den 13. juli 1985 overtog vicepræsidenten midlertidigt præsidentembedets beføjelser, mens præsident Reagan blev opereret for kræft. I otte timer var Bush ”Acting President”. De fleste af disse timer spillede han efter sigende tennis.
  • I 1986 havde visse af præsidentens medarbejdere solgt våben til styret i Iran mod at få frigivet amerikanske gidsler i Libanon. Sagen blev kendt under navnene Iran-Contra-affæren og Våben-for-Gidsler. Profitten for dette våbensalg blev siden ulovligt anvendt til at hjælpe contra’erne i Nicaragua. Bush’s rolle i denne affære er stadig kontroversiel. Senere, blandt sine sidste handlinger som præsident, valgte George Bush at benåde seks tidligere Reagan-medarbejdere, der var indblandet i sagen: Duane R. Clarridge, Clair E. George, Robert McFarlane, Elliott Abrams, Alan G. Fiers samt Caspar Weinberger. Sidstnævnte skulle for retten den 5. januar 1993, anklaget for at lyve over for kongressen samt for at skjule oplysninger fra hans personlige dagbog omhandlende Iran-Contra-affæren.

Efter 2 præsidentperioder var det ikke muligt for Ronald Reagan at søge genvalg. George Bush blev i 1988 nomineret som Republikanernes præsidentkandidat. Som sin vicepræsidentkandidat valgte han Dan Quayle fra Indiana. Ved valget i november 1988 vandt Bush med 54% af stemmerne over demokraternes kandidat, guvernør Michael Dukakis fra Massachusetts. Denne havde i øvrigt som vicepræsidentkandidat Lloyd Bentsen fra Texas; Samme Bentsen, som i 1970 havde slået Bush i kampen om senatet.

George Bush’s mest kendte bemærkning fra valgkampen var i øvrigt: ”Read my lips... No new taxes!” En bemærkning der skulle komme igen som en boomerang.

Præsident[redigér | redigér wikikode]

Præsident Reagan og vicepræsident Bush ved det republikanske partikonvent i Dallas, Texas, 23. august 1984
Præsident Bush og Ruslands Præsident Boris Yeltsin underskriver START II-aftalen i Kreml, Rusland den 3. januar 1993.
George Bush sammen med sin søn George W. Bush i Beijing.
43. Præsident George W. Bush inviterede den dengang nyvalgte præsident Barack Obama og de tidligere præsidenter George H.W. Bush, Bill Clinton og Jimmy Carter til et møde i Det ovale kontor den 7. januar 2009.

I årene under Reagan havde USA opbygget et enormt budgetunderskud. Derfor måtte præsidenten i 1990 – på trods af sit valgløfte – hæve skatterne.

Udenrigsmæssigt prægedes præsidentperioden af store omvæltninger i verden:

Selv om præsidentens succes på den udenrigspolitiske scene var stor, var det den økonomiske situation i USA, der blev det store emne i valgkampen i 1992. Igen og igen vendte bemærkningen ”read my lips” tilbage og fik Bush til at virke utroværdig. Ved valget blev præsident Bush slået af den demokratiske kandidat, Bill Clinton, der var guvernør i Arkansas. Medvirkende til Bush's forholdsvis store valgnederlag var, at en uafhængig kandidat, forretningsmanden H. Ross Perot, tiltrak sig stemmer, der ellers nok ville være gået til præsidenten.

I månederne inden præsidentskiftet sendte Bush amerikanske marinesoldater til Somalia for at sikre, at nødforsyninger ikke rådnede op i Mogadishu's havn, men blev uddelt til de sultende, de var bestemt for. Han underskrev også START II-nedrustningsaftalen med Ruslands Boris Yeltsin og iværksatte luftangreb mod Irak, for at tvinge dem til at overholde våbenhvile-aftalen.

Tiden efter[redigér | redigér wikikode]

Efter George Bush’s søn overtog præsidentembedet i 2001, har han flere gange gjort brug af sin berømte far. På George W. Bush’s foranledning ledte ekspræsidenterne Bush og Clinton sammen en stor pengeindsamling efter tsunamien, der ramte det sydlige Asien den 26. december 2004. På denne baggrund har de to ekspræsidenter udviklet et varigt venskab.

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Sammen med sin sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft har George Bush skrevet bogen A World Transformed (1998). I 1999 udgav Bush bogen All the Best, George Bush: My Life in Letters and Other Writings.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

William A. De Gregorio: The Complete Book of U.S. Presidents

Se også[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: