Parti Communiste Français

Fransk Kommunistiske Parti Parti communiste français
Partiformand	Pierre Laurent
Grundlagt	1920
Pladser i Europa-Parlamentet:
Pladser i Sénat:
Pladser i Assemblée Nationale:
Politisk ideologi	Kommunisme Marxisme Antikapitalisme Feminisme
Politisk placering	Venstre
Europæisk samarbejdsorgan	Europæisk Venstreparti
Partifarve(r)	Rød
Website	www.pcf.fr

Partiets leder, generalsekretær Marie-George Buffet

Medlemmer af PCF under en demonstration i Paris.

Parti communiste français (PCF) (dansk: Det franske kommunistparti) er det største kommunistiske politisk parti i Frankrig. Det er medlem af Europæisk Venstreparti.

Partiet blev grundlagt i 1920 af medlemmer af Parti Socialiste, som havde været imod 1. verdenskrig og som støttede oktoberrevolutionen i Rusland. PCF sluttede sig til den kommunistiske Tredje Internationale, også kendt som Komintern. I løbet af 1930'erne oplevede partiet stor fremgang, særligt efter at Kominterns folkefrontstrategi slog igennem. Partiet gik ind for alliancer med både andre socialistiske partier og liberale samt borgerlige partier for at danne fælles front mod fascismen. PCF var med i den franske folkefront (Front Populaire), som vandt parlamentsvalget i 1936. Léon Blum blev premierminister i en socialistisk ledet regering, der dog ikke havde PCF's deltagelse.

Sovjetunionens skifte i udenrigspolitikken blev et stort problem for partiet. Det var blevet mere populært blandt andet på grund af Sovjetunionens ihærdige forsøg på at danne en sovjetisk-fransk-britisk alliance mod Nazi-Tyskland fra midten af 1930'erne, hvilket strandede på grund af britisk modstand. Men da Stalin pludselig indgik en ikke-angrebs-pagt med Tyskland i 1939 (Molotov-Ribbentrop-pagten) blev PCF forbudt af den nye borgerlige regering, der blev ledet af Édouard Daladier.

Under 2. verdenskrig fulgte PCF til at begynde med en antikrigslinje, men særligt efter angrebet på Sovjetunionen i 1941 blev PCF det mest aktive parti i modstandsbevægelsen og fik stor folkelig opbakning som følge heraf. Da Frankrig blev befriet i 1944, gik PCF ind i samlingsregeringen ledet af Charles de Gaulle, men blev tvunget ud af Paul Ramadiers koalitionsregering i 1947, da den kolde krig tog til. PCF forblev alligevel landets største parti gennem mange år.

Efter begivenhederne i maj 1968, som PCF stort set var fjendtligt indstillet overfor, samt undertrykkelsen af Foråret i Prag senere samme år, begyndte PCF at distancere sig fra Moskva, for til sidst at blive en stærk kritiker af sovjetkommunismen. PCF blev et eurokommunistisk parti.

I 1981 blev PCF juniorpartner i François Mitterands regering. Men deltagelsen i flere koalitionsregeringer har ikke styrket PCF, fordi disse regeringers politik ikke har svaret til forvetningerne fra medlemmerne og vælgerne om en reel venstrefløjspolitik. De østeuropæiske kommunistiske regimers fald omkring 1990 har også i nogen grad bidraget til tilbagegangen for PCF, fordi partiet på trods af sin selvstændige reformkommunistiske kurs siden 1970'erne er blevet forbundet med disse i medierne og i vælgernes bevidsthed. Partiet nåede den foreløbige bund ved præsidentvalget i 2007, hvor partiets kandidat og formand Marie-George Buffet opnåede mindre end 2% af stemmerne. Med ca. 134.000 medlemmer overgås partiet kun af Union pour un Mouvement Populaire.

Eksterne henvisninger

• PCF's hjemmeside