Liberalisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Liberal)
Gå til: navigation, søg
Den engelske filosof John Locke regnes ofte for liberalismens far

Liberalismen er en politisk ideologi, der har spillet en væsentlig rolle i de fleste vestlige lande siden dens fødsel i tiden omkring den franske revolution.[kilde mangler] Liberalismen tager udgangspunkt i et individualistisk menneskesyn og betoner menneskets frihed i forhold til staten.

Liberalisme er ikke noget entydigt begreb. Ofte skelnes mellem politisk liberalisme, som den engelske filosof John Locke anses for at have stået fadder til, og økonomisk liberalisme, som startede med skotten Adam Smith. Den økonomiske liberalisme betoner først og fremmest markedets frihed, mens den politiske liberalisme især interesserer sig for individets frihed og rettigheder. Op gennem historien er de to former for liberalisme ofte kommet i konflikt med hinanden - når der eksempelvis er blevet argumenteret for, at markedets frihed begrænser individets frihed.[1] I det hele taget har liberalismen udviklet sig meget forskelligt i forskellige lande og perioder, og der findes mange forskellige afskygninger, der betoner hver deres udlægning. Nogle temaer går dog igen hos de fleste liberale grupperinger: troen på lige rettigheder og individuelle frihedsrettigheder (f.eks. tros- og ytringsfrihed), støtte til privat ejendomsret og en afgrænset konstitutionel statsmagt samt betydningen af beslægtede værdier som pluralisme, tolerance og folkets suverænitet.[2] Andre liberale kendetegn er tilslutningen til de grundlæggende retsprincipper, der karakteriserer en retsstat; en kapitalistisk markedsøkonomi; vægt på civilsamfundets rolle; international frihandel; samt international bevarelse af fred via mægling og indgriben fra internationale organisationer.[3] I statskundskaben betegner liberalisme således en særlig forskningsretning indenfor international politik, der i modsætning til den konkurrerende teoriretning realismen bygger på en opfattelse af, at fredeligt samarbejde mellem forskellige suveræne stater kan være i deres gensidige interesse.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Ordet liberal kommer (ligesom libertiner, fodboldens libero og landet Liberia) fra de latinske ord liber og libertas, der betyder "fri" og "frihed".[4] En af de første gange, ordet liberal er dokumenteret, var i 1375, hvor det brugtes om de frie kunster (artes liberales), dvs. de kundskaber og færdigheder, som en fribåren mand burde besidde. I oplysningstiden fik det en klang af frisindet, i 1781 ses det anvendt som "fri for snævre fordomme" og i 1823 som "fri for snæversyn".[4] Den første gruppe, der brugte ordet i en politisk sammenhæng, var de spanske liberales, der i årtier kæmpede for virkeliggørelsen af den spanske 1812-forfatning.[5] Perioden 1820-23, hvor den spanske kong Ferdinand 7. var blevet tvunget af de liberale kræfter til at respektere forfatningen, kaldes på spansk Trienio Liberal, dvs. "de liberale tre år". Ved midten af det 19. århundrede blev "liberal" brugt som et politisk begreb for partier og bevægelser i hele verden. [6]

Det præcise indhold i ordet "liberalisme" varierede imidlertid en del fra land til land. I dag bruges ordet "liberal" således i USA og Canada om tilhængere af en velfærdsstat i samklang med f.eks. Franklin D. Roosevelts politik, mens det på det europæiske kontinent ofte associeres med en holdning, der ønsker at formindske statens indflydelse og går ind for en mere laissez faire-agtig økonomisk politik.[7]

I USA benævnes de laissez-faire-agtige holdninger, som var associeret med den oprindelige klassiske liberalisme, nu typisk som libertarianske. Den amerikanske brug af ordet "liberal" svarer omvendt til det, der i Europa ofte benævnes "socialliberal". I USA anses liberale tanker således primært at høre til i det demokratiske parti.[8]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Historiske forløbere for liberalismen[redigér | redigér wikikode]

Mens ordet liberalisme først efter 1800 begyndte at blive brugt som politisk og økonomisk retning, var det intellektuelle fundament for liberalismen ældre. Længe før John Locke og Adam Smith har der været historiske situationer og personer, som har inspireret den senere liberalisme. Det gælder således det antikke Grækenland[9] og den romerske republiks konflikter imellem plebejere og patriciere om grundlæggende rettigheder og medbestemmelsesret i samfundsledelsen. Reformationen ledte til århundredlange stridigheder om religionsfrihed, og under den engelske borgerkrig var - udover religiøse spørgsmål - problemstillingen om kongens magt i forhold til parlamentet og lighed for loven blandt de vigtige stridspunkter. Den foreløbige kulmination kom med den engelske glorværdige revolution i 1688, der knæsatte det engelske parlaments rettigheder og retten til modstand mod en statsmagt, der undertrykker folkets rettigheder. Den glorværdige revolution førte til oprettelsen af det, som mange betragter som den første moderne liberale stat.[10]

John Locke og oplysningstiden[redigér | redigér wikikode]

John Locke (1632-1704) regnes ofte for grundlæggeren af den politiske liberalisme, især med værket Two Treatises of Civil Government.[11] Locke mente, at alle mennesker i naturtilstanden var født lige, frie og uafhængige, og de var i besiddelse af ejendom: De ejede deres liv, deres frihed og deres gods. Inspireret af Thomas Hobbes anerkendte han indgåelsen af en social kontrakt, men dennes indhold var begrænset til, hvad det almene vel krævede, og dette hensyn derfor det eneste, der kan motivere indskrænkninger i de nævnte naturlige menneskerettigheder. Hvad almenvellet nærmere berettigede, måtte folkets flertal afgøre, hvorfor det var nødvendigt med en lovgivende magt, udpeget af folket. Med Locke blev ideer som ejendom, loven, adskillelse mellem myndighederne og begrænsning af statsmagten - altså ideer om politisk frihed og ejendom - vigtige emner i den politiske idetænkning.[12]

Locke inspirererede bl.a. Montesquieu (1689-1755) til dennes overvejelser om, hvordan man bedst sikrer borgernes frihed - hvilket svar han fandt i princippet om magtens tredeling.[13] Også Immanuel Kants (1724-1804) politiske filosofi regnes grundlæggende for at være af liberalt tilsnit.[14] Kant forsvarede magtdelingslæren og en lang række af de traditionelle liberale frihedsrettigheder og gik ind for et grundprincip om den størst mulige frihed til den enkelte, der er forenelig med en tilsvarende frihed for alle andre.

Locke, Montesquieu og Kant fik sammen med andre tænkere fra oplysningstiden stor betydning som inspiration for såvel den amerikanske som den franske revolution.

Adam Smith og den engelske liberalisme[redigér | redigér wikikode]

Adam Smith, grundlæggeren af den økonomiske liberalisme

Adam Smith (1723-90) forårsagede med udgivelsen af sit værk ”An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations” i 1776 en revolution. Med værket grundlagde han den moderne økonomiske videnskab og skabte det intellektuelle grundlag for opgøret mod de to tidligere dominerende skoler, merkantilisterne og fysiokraterne. Ifølge Smith var arbejde grundlaget for menneskelig velstand, og ethvert behov må kaldes nyttigt, fordi det sætter produktion i gang. Enhver må desuden have ret til frugten af sit eget arbejde. Smith mente, at folks egeninteresse var drivkraften bag et succesfuldt samfund.[15] Givet at der er fri konkurrence, vil enhver ud fra egen interesse anstrenge sig for at præstere det bedst mulige, da han ellers vil blive udkonkurreret. De økonomiske naturlove sørger dermed automatisk for en balance, der i sidste instans er til gavn for alle. Det sker ikke mindst gennem prisdannelsen, der ifølge Smith er en usynlig hånd, der leder menneskene til at bære sig ad, så det fælles bedste fremmes. Smith gjorde også opmærksom på de muligheder, forøget arbejdsdeling og udnyttelse af international handel kunne give. Afgørende for at kunne udnytte de gunstige muligheder var dog, at statens formynderskab burde forsvinde og afløses af fuldstændig økonomisk frihed. Staten burde kun tage sig af militær, retspleje og samfundsgavnlige anlæg som f.eks. veje, som det ikke kunne betale sig for den enkelte at bygge.[16]

Adam Smiths lidt yngre samtidige Jeremy Bentham grundlagde med sine tanker om staten den borgerlige politiske liberalisme i den skikkelse, der kaldes utilitarisme.[17] Bentham mente, at det enkelt menneske stræbte efter den højst mulige lystfølelse (nytte) og videst muligt at undgå ulystfølelse (unyttige følelser). Samfundet bør stræbe efter at opnå den størst mulige nytte for det størst mulige antal mennesker. Jo mere enhver ud fra sin egen interesse er i stand til at virke for sin egen lykke, jo større bliver almennytten eller samfundets totale sum af lykke. Derfor bør staten forsøge at give den enkelte den størst mulige frihed til at stræbe efter sin egen lykke og dermed forøge samfundets samlede velfærd. Kun lovindgreb, der øger almennytten, er berettigede. Benthams tanker vandt stærkt gehør i det britiske erhvervsdrivende borgerskab.[17] Smiths økonomiske liberalisme og Benthams filosofiske utilitarisme kom dermed til samme resultat: liberalismen som politisk-økonomisk ide. Den fik sit foreløbige højdepunkt i den såkaldte manchesterliberalisme i England i 1830’erne og 1840’erne.[18]

Liberalismen i andre lande[redigér | redigér wikikode]

Udenfor Storbritannien forbandt Adam Smiths økonomiske liberalisme sig med arven fra oplysningstiden og friheds- og lighedstankerne fra den franske revolution. På det europæiske kontinent fik liberalismen efterhånden stigende tilslutning fra akademikerne og det velstillede borgerskab. Den europæiske liberalisme udviklede sig dog ret forskelligt fra land til land. Mange steder forenede den sig med nationalismen, den opfattelse, at mennesker har et særligt tilhørsforhold til en fælles kulturel, sproglig og geografisk ramme, der bør danne grundlag for det politiske fællesskab.[19] Kombinationen af tanken om den nationale selvbestemmelsesret med liberalismens krav om lighed og frihed blev til nationalliberalismen, der ikke mindst kom til at spille en vigtig rolle i Italien, Tyskland og Danmark.[20]

Liberale tanker, mere eller mindre forbundne med nationale, var fremherskende i de bevægelser, der førte til julirevolutionen i Frankrig i 1830, der førte til "borgerkongen" Ludvig-Filips tronbestigelse og bl.a. spredte sig som opstande i Belgien og Polen; og med mere vidtrækkende betydning revolutionerne i 1848, der omfattede næsten alle kontinentaleuropæiske lande. Mange steder endte oprøret med at blive slået ned, men i f.eks. Danmark blev dønningerne fra revolutionsbølgen afgørende for både indførelsen af folkestyret med junigrundloven 1849 og 1. slesvigske krig, hvor danske og tyske nationalliberale stod på hver sin side.

Også udenfor Europa spredte den liberale påvirkning sig. I Latinamerika var de amerikanske ledere i den spansk-amerikanske frihedskrig, der førte til de fleste latinamerikanske landes selvstændighed, inspireret af både nationale og liberale tanker, og i det osmanniske rige var den reformvenlige tanzimat-bevægelse i 1800-tallet og den parallelle nahda i de arabisktalende områder ligeledes påvirket af den europæiske liberalisme.

John Stuart Mill og socialliberalismen[redigér | redigér wikikode]

John Stuart Mill, der påvirkede det sene 1800-tals liberalisme

I anden halvdel af det 19. århundrede fik den sociale og økonomiske udvikling i de vestlige lande indflydelse på udviklingen af liberalismen. Englænderen John Stuart Mill spillede her en central rolle. Mill er blevet udnævnt til 1800-tallets vigtigste liberale tænker, hvormed liberalismen nåede sit intellektuelle højdepunkt.[21] Han var opdraget i Bentham og utilitarismens tanker, men kritiserede bl.a. i sin bog On Liberty fra 1859 Benthams nytte- og lykkelære. Mill gik varmt ind for tankens frihed som helt nødvendig for den menneskelige kultur, og mente derfor ikke, at staten havde nogen ret til indblanding på det åndelige område. Men mht. økonomiske og sociale forhold delte han ikke Adam Smiths og David Ricardos synspunkter om mindst mulig offentlig indblanding. Mill mente, at det var en misforståelse at tro, at de økonomiske kræfters frie spil ville lede til den størst mulige velstand for samfundet, da indkomstfordelingen ikke udviklede sig i overensstemmelse med den teori om arbejdsværdien, som Smith havde opstillet. Mill mente derfor, at staten både skulle og kunne gribe ind overfor den uregulerede konkurrences skyggesider, især den økonomiske ufrihed for de kapitalsvage.[22] Det skulle ske ved skarp kontrol med de store private virksomheder, ved sociallovgivning og ved folkeopdragelse. Mills tanker blev inspirationen til det, der somme tider betegnes moderne liberalisme[23] eller socialliberalisme (i Nordamerika og Storbritannien blot "liberalisme").[22]

I anden halvdel af 1800-tallet fik også den tredje store ideologiske strømning ved siden af liberalismen og konservatismen, socialismen, større udbredelse og indflydelse på den politiske debat. Samtidig med at de sociale kontraster og efterhånden også frygten for de socialistiske strømninger støttede fremkomsten af socialliberale og parallelle socialkonservative tanker (som Disraeli i Storbritannien og Bismarck i Tyskland ses som eksponenter for), var også dele af den socialistiske bevægelse påvirket af liberalt tankegods. Det var de såkaldte "frihedssocialismer" - anarkismen, syndikalismen, anarkosyndikalismen mm. - der alle var bevægelser og strømninger med stærke liberale påvirkninger. Ikke mindst tyskeren Max Stirner, der plæderede for en radikal egoisme og afskaffelsen af alle former for magt, udtrykte sådanne tanker og tilskrives ofte oprindelsen til libertarianismen, der dog først langt senere blev til en mere præcis position i den filosofiske debat.[24]

Indenfor den økonomiske tænkning blev den klassiske økonomi med Adam Smith, Ricardo og Thomas Malthus som de fremmeste repræsentanter, i slutningen af århundredet afløst af de neoklassiske økonomers paradigme. De stod for en mere analytisk orienteret og naturvidenskabeligt (matematisk) formuleret økonomisk teori, hvor individet og egennytten kom mere direkte i centrum for teorien. Hvor det for klassikerne var the greatest happiness for the greatest number, blev det i stigende grad et spørgsmål om, hvordan hvert enkelt individ kunne opnå sin egen størst mulige nytte, som ikke omfattede de fælles værdier. Herved kom individet fra sidst i det 19. og op gennem det 20. århundrede til at spille en større rolle i den økonomiske teori.[25] Adam Smiths "usynlige hånd", som Smith selv havde argumenteret verbalt for, blev langt senere (i 1960'erne) matematisk bevist som et præcist udsagn om en markedsøkonomi med fuldkommen konkurrence af de to Nobelpristagere i økonomi Kenneth Arrow og Gérard Debreu.

Mellemkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

Selvom 1. verdenskrig kan ses som en sejr for det liberale demokrati, blev liberalismen som politisk kraft i mellemkrigstiden i mange lande trængt mellem såvel de stadig voksende socialdemokratiske partier og nationalkonservative strømninger som totalitære kræfter i form af fascisme og kommunisme, og perioden var dermed en dyster tid for liberalismen.[26] I Storbritannien, hvor det liberale parti i generationer havde skiftedes med de konservative til at danne regering, måtte den sidste liberale premierminister David Lloyd George således gå af i 1922, og partiet blev permanent fremover henvist til en tredjeplads i Underhuset efter både de konservative og Labour. Depressionen i 1930'erne førte til stor skepsis overfor de neoklassiske økonomiske tanker, der indtil da havde domineret den økonomiske videnskab. Til gengæld blev der større opmærksomhed om den engelske økonom John Maynard Keynes'ideer om større statslig indgriben, især via finanspolitikken, for at styre den økonomiske konjunkturudvikling. Selvom Keynes var medlem af det liberale parti i England hele sit voksne liv, ansvarlig for udviklingen af partiets økonomiske politik efter 1926[27], og af nogle regnes for den ypperste repræsentant for den såkaldte "moderne liberalisme" (dvs. nærmest socialliberalisme) i det 20. århundrede[28], blev hans synspunkter i mange europæiske lande især associeret med en socialdemokratisk tankegang.[29]

I USA blev præsident Franklin D. Roosevelts New Deal-politik med en betydelig offentlig indblanding i økonomien for at bekæmpe ledigheden og stagnationen i 1930'erne skelsættende for den amerikanske form for (social)liberalisme, som ofte af samme årsag kaldes New Deal-liberalisme.[30]

Efterkrigstiden - Hayek, Rawls og Nozick[redigér | redigér wikikode]

Ved afslutningen af 2. verdenskrig syntes det liberale demokrati igen at stå sejrrigt, i hvert fald udenfor Østblokken. Den politiske liberalisme fik kraftig medvind med dannelsen af FN som en demokratisk institution for løsning af nationale og regionale konflikter og formuleringen af menneskerettighedserklæringen i 1948. I den umiddelbare efterkrigstid var en socialliberal linje fremherskende i vesten med vægt på lighed i betydningen "lige muligheder".[31] Samtidig formulerede Friedrich von Hayek lige fra 1940'erne et opgør med statslig indblanding og et forsvar for det frie marked, bl.a. i sit værk Vejen til Trældom. Det kan diskuteres, om Hayeks tanker repræsenterer liberale eller konservative ideer; de fleste forskere mener, at Hayek "når frem til proto-liberale konklusioner ud fra klassiske konservative præmisser" og dermed repræsenterer en art liberalkonservatisme.[32] Hans grundantagelse var, at fornuften er underlagt begrænsninger, og han var tilhænger af en teknokratisk konservatisme. Samtidig mente han, at den menneskelige kundskab bedst udnyttedes ved at lade markedet være i fred, og advarede både imod fascismen, kommunismen og den begyndende moderne velfærdsstat. Hayek var en af hovedpersonerne i den såkaldte østrigske skole, en heterodoks økonomisk retning. I de første årtier fik tankerne dog ingen større indflydelse i offentligheden.

I Tyskland fik en anden liberal variant stor betydning i efterkrigstiden, nemlig den særlige tyske ordoliberalisme. Denne var udviklet i perioden siden 1930 af tyske økonomer og jurister fra den såkaldte Freiburgskole, bl.a. økonomen Wilhelm Röpke. Selve ordet havde navn efter et tysk samfundsvidenskabeligt tidsskrift ORDO. Ordoliberalismen befandt sig mellem den klassiske liberalisme og socialliberalismen. Den mente, at staten skulle sikre, at markedsøkonomien fremmede befolkningens velstand. Det skulle bl.a. ske via en skrap konkurrencelovgivning, en stærk uafhængig centralbank og statslig indflydelse på arbejdsmarkedet, f.eks. via trepartsforhandlinger. Ordoliberalismen har dermed klare korporative træk. Ordoliberalismen blev grundlaget for opbygningen af den såkaldte "sociale markedsøkonomi" i Tyskland efter krigen.[33][34]

Med oliekrisen i 1973 fulgte en politisk krise i vesten, og det førte også til et idepolitisk opbrud.[35] John Rawls kom med sit politisk-filosofiske hovedværk En teori om retfærdighed i 1971 på mange måder til at sætte dagsordenen for de liberale ideers renæssance og fornyelse i politik, ret og økonomi. Værket kan betragtes som en art filosofisk apologi over efterkrigstidens samfundsmæssige udvikling. Rawls søgte indenfor en liberal filosofisk horisont at retfærdiggøre de forestillinger, der lå bag ikke mindst den amerikanske udvikling af velfærdsstaten fra 1930'ernes New Deal og frem. Rawls' teori er grundlæggende liberal med dens vægt på individets frihed og hvert enkelt menneskes ret til at leve sit eget liv i henhold til sine egne værdier og forestillingen om det gode liv, og at staten skal forholde sig neutralt og tolerant. Den er imidlertid samtidig udpræget egalitaristisk og udgør derfor en venstreliberal position i modsætning til den anden form for filosofisk neoliberalisme, der voksede frem i 1970'ernes USA, bl.a. repræsenteret ved Rawls' kollega på Harvard University Robert Nozick, der repræsenterer et neoliberalt "nyt højre" eller libertariansk konservatisme.[36] I 1974 udgav Nozick bogen Anarchy, State and Utopia, der ligesom Rawls' værk fik stor intellektuel og politisk resonans, såvel i USA som i liberale kredse i Europa. Nozicks liberalisme er funderet i et negativt bestemt frihedsbegreb, og han forfægtede ideen om en minimalstat, hvor statens opgaver er indskrænket til et absolut minimum (dvs. minarkisme). Hans bog leverede et rets- og moralfilosofisk grundlag for den liberalistiske kritik af velfærdsstaten. Nozicks politisk-filosofiske kritik var en pendant til Hayeks og den såkaldte Chicagoskoles økonomiske neoliberalisme, repræsenteret bl.a. ved Nobelprismodtagerne Milton Friedman, Gary Becker og George Stigler. Nozick er somme tider, men med urette, blevet slået i hartkorn med den gruppe af ultraliberalister, der omtales anarkokapitalister, for hvem grænsen mellem velfærdsstaten og den totalitære stat var udvisket.[37]

Hayek havde allerede i 1947 samlet en gruppe ligesindede intellektuelle i den schweiziske by Mont Pelerin. Blandt deltagerne var Karl Popper, Ludwig von Mises, Milton Friedman og Wilhelm Röpke, der alle var erklærede modstandere af den velfærdsstatslige udvikling i Europa og New Deal-politikken i USA. Mødet resulterede i dannelsen af Mont Pelerin-selskabet, der er blevet karakteriseret som en "velorganiseret neoliberal frimurerloge".[38] Selskabet mødtes jævnligt i de næste årtier, og dets ideer vandt efterhånden større indpas i den økonomiske debat, især efter krisetiden i 1970'erne, hvor den på dette tidspunkt fremherskende keynesianske tankegang havde svært ved at håndtere den stagflation, der blev et resultat af oliekriserne. I 1970'erne fik Hayeks tanker således et gennembrud i formuleringen af det, der blev kaldt nyliberalismen. Her blev Hayeks ideer omlagt til en klassisk økonomisk-liberalistisk tankegang, og Hayek selv modtog Nobelprisen i økonomi i 1974.[32] I det 20. århundredes sidste to årtier er den økonomiske neoliberalisme således blevet det førende idekompleks i den økonomiske, kulturelle og sociale transformation.[39]

Liberalisme i starten af det 21. århundrede[redigér | redigér wikikode]

I slutningen af det 20. og starten af det 21. århundrede er nye problemstillinger kommet i søgelyset, som udfordrer de liberale ideer og i bredere forstand hele den hidtidige vestligt-liberale verdensorden. På den idepolitiske front voksede i 1980'erne kommunitarismen frem, som blev skabt som en fagfilosofisk samlebetegnelse for flere indbyrdes beslægtede former for moralfilosofisk liberalismekritik. Især kritiserede kommunitaristerne, bl.a. Alasdair MacIntyre, Michael Sandel og Michael Walzer, liberalismens filosofiske individualisme, idet de mente, at liberalismen ignorerer fællesskabets betydning for individet.[40]

Efter murens fald i 1989 og sammenbruddet af de fleste kommunistiske regimer udråbte amerikaneren Francis Fukuyama i 1992 det liberale demokrati til "endemålet for menneskehedens ideologiske evolution".[41] Imidlertid er siden dukket nye dilemmaer op. Den verdensomspændende finanskrise 2007-09 har fået nogle til at sætte spørgsmålstegn ved den liberale verdensorden.[42] Samtidig har den stigende indvandring, blandt andet fra muslimske lande, til mange vestlige lande medført, at spørgsmål om integration og multikulturalisme er blevet centrale i den offentlige debat. Den canadiske filosof Will Kymlicka har i sin bog Multicultural Citizenship og senere arbejde ud fra et liberalt verdenssyn forsøgt at løse problemstillingen ved at indføre kollektive rettigheder i den liberale tænkning.[43] Han er dermed et eksempel på, hvordan den liberale grundholdning vedvarende forsøges givet nye fortolkninger for at kunne besvare nye presserende samfundsproblemer.

Indflydelse i enkelte lande[redigér | redigér wikikode]

Historisk set har liberalismens væsen været mest rendyrket i USA, og de klassiske liberale tænkere og dyder er stadig kraftigt til stede i samfundsdebatten. Imidlertid har selve begrebet "liberal" ændret betydning i amerikansk samfundsdebat i takt med at nykonservatismen har vundet frem, og ordet bruges nu nærmest synonymt med "venstreorienteret". Det skyldes at den amerikanske højre-venstre akse nærmest går fra konservativ til liberal, dvs. "på tværs" af den europæiske, der snarere går fra socialistisk til konservativ.

Siden 1945 har stater som Japan, Singapore, Sydkorea, Taiwan, Hong Kong og senest Dubai og de baltiske lande gennemført en liberal økonomisk politik med økonomisk fremgang til følge. Individets frihedsrettigheder og det folkelige demokrati, som ellers er træk af den vestlige liberalisme, har ikke spillet den store rolle.

Liberale partier i dansk politik[redigér | redigér wikikode]

Danmark har i tidens løb haft en række liberale grupper og partier i Folketinget, og politikere fra forskellige liberale strømninger har siddet i regeringen i næsten alle årene siden systemskiftet 1901.

De Nationalliberale[redigér | redigér wikikode]

De Nationalliberale var den første klare danske liberale politiske gruppering, omend de aldrig udgjorde et organiseret politisk parti i moderne forstand. Grupperingen fik en klar profil i offentligheden fra 1830'erne med to hovedpunkter på programmet: En fri forfatning, som skulle udgøre grundlaget for et konstitutionelt monarki til afløsning for den hidtidige danske enevælde, og en gennemførelse af Ejderpolitikken, så det daværende hertugdømme Slesvig blev forenet med Kongeriget Danmark nord for Kongeåen. Gruppen havde især støtte blandt studenter, akademikere og dele af borgerskabet i byerne, ikke mindst København. Ledende personer var Orla Lehmann, Carl Ploug, D.G. Monrad og senere C.C. Hall og A.F. Krieger. De nationalliberale var ledende i martsrevolutionen i Danmark i 1848 og udgjorde i den grundlovgivende rigsforsamling i 1848 med ca. en tredjedel af medlemmerne en midtergruppe mellem en konservativt orienteret godsejergruppe og Bondevennerne. I perioden 1857-63 dominerede de nationalliberale periodens danske regeringer; men med katastrofen i 2. Slesvigske Krig i 1864 mistede partiet stort set al indflydelse og gik efterhånden i opløsning. De fleste tidligere nationalliberale politikere tilsluttede sig i 1882 partiet Højre.

Broom icon.svg Spekulativt afsnit
Bemærk at dette afsnit er præget af spekulationer og bør omskrives så fakta er understøttet af verificerbare kilder.

Venstre og Det Radikale Venstre[redigér | redigér wikikode]

I 1800-tallets Danmark blev liberalismen en hjertesag for den nye stand af selvejerbønder. Kampen mod beskyttelsestold og mod reguleringer af økonomien forenedes med det grundtvigianske syn på folkekirke, skole og nationalstat samt kravet om parlamentarisme. Denne kombinerede ideologi blev grundlaget for Det forenede Venstre. Senere tegnede der sig to fraktioner ud fra uenighed om forsvarssagen og jordskatterne (storbønder mod småbønder). Den mindre fraktion blev ekskluderet i 1905 og stiftede det Radikale Venstre, der stadig betragter sig som et liberalt eller socialliberalt parti. Det større Moderate Venstre blev til det nuværende Venstre.

Retsforbundet (1919 –)[redigér | redigér wikikode]

Retsforbundet (grundlagt 1919) forenede liberalismen med Henry Georges menneskesyn og jordrenteteorien.

Liberalt Centrum (1965 – 1969)[redigér | redigér wikikode]

Liberalt Centrum blev stiftet af socialliberale udbrydere fra Venstres folketingsgruppe.

Fremskridtspartiet (1972 – )[redigér | redigér wikikode]

Fremskridtspartiet blev grundlagt i 1972 på et politisk program, der krævede særdeles vidtgående reformer i økonomisk liberal retning med udgangspunkt i et krav om afskaffelse af indkomstskatten[44]. Partiet angreb tillige det statslige bureaukrati[45] og det kulturelle établissement. Det sidste blev manifesteret i omfavnelsen af diskurser fra rindalismen – en samtidig populistisk bevægelse med partimedlemmet Peter Rindal i spidsen[46]. Der var dermed tale om et parti stærkt præget af populisme[47], og det blev da også udadtil formet af grundlæggeren Mogens Glistrups konfrontative stil, skatteunddragelse[48] og provokationer som bl.a. et forslag om at erstatte Forsvaret med en telefonsvarer, der på russisk bekendtgjorde kapitulation til Sovjetunionen[45]. På det grundlag kom partiet i Folketinget med 28 mandater under Jordskredsvalget i 1973, hvad blev partiets bedste valgresultat.

Glistrup – og partiet – skiftede dog mod begyndelsen af 1980'erne og frem gradvist mere og mere fokus i retning af polemiske angreb på islam, muslimer og indvandrere som ved flere tilfælde medførte domme for racisme til adskillige af partiets politikere[49][50][51][52] og bl.a. blev eksemplificeret i folketingskandidat Anders Thorbjørn Riemanns og siden Glistrups sammenligninger af muslimer og rotter[53] (Riemann blev den første danske politiker dømt efter racismeparagraffen). Det blev et tilbagevendende fænomen med krav om muhammedanerfrit Danmark og udtalelser, som når MF og det senere medlem af Det Konservative Folkeparti, Tom Behnke, udtalte til Fremskridtspartiets Ungdom, at

Alle somalierne skal hjem, og de skal hjem nu, om det så skal være med en faldskærm på ryggen, så er Fremskridtspartiet klar til det[54]

Denne kurs holdt Fremskridtspartiet udenfor væsentlig politisk indflydelse, en fængslesdom for skatteunddragelse i 1983 trak den karimatiske Glistrup ud af Folketinget, partiet så en væsentlig tilbagegang i mandattallet i Folketinget, og der skete samtidigt et magtskifte, der satte en mere pragmatisk fløj med udgangspunkt i kredsen omkring bl.a. Pia Kjærsgaard (der hidtil havde være suppleant for Glistrup) og Kristian Thulesen Dahl i spidsen for partiet.

Glistrup kom tilbage i Folketinget i 1987, men havde tabt indflydelse i partiet, og der opstod tiltagende kaos i organisationen. Glistrup blev i 1990 ekskluderet for at stemme imod folketingsgruppens linje, uden at dette dæmpede gemytterne i partiet væsentligt, og disse faktorer blev udgangspunktet for dannelsen af Dansk Folkeparti nogle år senere[55] i 1995, hvis grundlæggere var udbryderne Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Poul Nødgaard og Ole Donner, som var utilfredse med udviklingen i partiet, som kan siges at have været præget af en konflikt mellem Kjærsgaards pragmatiske fløj og dens forsøg på at topstyre det ellers løst organiserede parti og Glistrups mere idealistiske støtter. Topstyringen blev en grundbestanddel af Dansk Folkepartis organisationsform.

Ved folketingsvalget i 1998 opnåede Dansk Folkeparti, der anlagde en mere moderat retorik på udlændingeområdet og desuden omfavnede en, kan det hævdes, socialdemokratisk fordelings- og ældrepolitik, 13 mandater, mens Fremskridtspartiet blev mere end halveret fra 11 til 4 mandater. Ved det efterfølgende valg i 2001 oplevede Dansk Folkeparti mere fremgang og kom efter valget og frem til folketingsvalget i 2011 til at danne parlamentarisk grundlag for skiftende borgerlige regeringer under lederskab af Venstre-statsministrene Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen, mens Fremskridtspartiet ikke opnåede tilstrækkelige stemmer til at passere spærregrænsen.

Partiet har siden hverken været repræsenteret i Folketinget eller har opnået tilstrækkelige underskrifter for at stille op til folketingsvalg i det hele taget. Imidlertid har partiet været opstillet ved flere kommunal- og regionsrådsvalg, senest i 2009, dog uden at opnå valg til nogen kandidater[56].

Liberalisterne (2005 – 2008)[redigér | redigér wikikode]

Partiet Liberalisterne blev stiftet 24. september 2005 og kritiserede Venstre for at have fjernet sig fra den klassiske liberalistiske ideologi som regeringsparti. Partiet opnåede aldrig flere end få hundrede medlemmer[57] og besluttede 28. september 2008 at nedlægge sig selv[58] i erkendelse af at der med fremkomsten af Liberal Alliance ville være to liberale partier i Danmark, og at dette ikke gavnede den liberale sag. Hovedparten af bestyrelsen, ungdomsafdelingen m.fl. meldte sig efterfølgende ind i Liberal Alliance[59].

Ny Alliance og Liberal Alliance (2007 – )[redigér | redigér wikikode]

Den 27. august 2008 skiftede Ny Alliance navn til Liberal Alliance[60], og drejede samtidig sit partiprogram i en mere især økonomisk liberal retning.[forklar yderligere][kilde mangler]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 1526.
  2. ^ Young, Shaun (2002). Beyond Rawls: An Analysis of the Concept of Political Liberalism. Lanham, MD: University Press of America. ISBN 0-7618-2240-2. 
  3. ^ Hector Estrup og Palle Svensson: liberalisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2017.
  4. ^ a b Gross, s. 5.
  5. ^ Palmer og Colton, s. 479.
  6. ^ Emil J. Kirchner, Liberal Parties in Western Europe, "Liberal parties were among the first political parties to form, and their long-serving and influential records, as participants in parliaments and governments, raise important questions ...", Cambridge University Press, 1988, ISBN 978-0-521-32394-9
  7. ^ "Liberalism", Encyclopædia Britannica: "In the United States, liberalism is associated with the welfare-state policies of the New Deal programme of the Democratic administration of Pres. Franklin D. Roosevelt, whereas in Europe it is more commonly associated with a commitment to limited government and laissez-faire economic policies".
  8. ^ Arnold, s. 3. "Modern liberalism occupies the left-of-center in the traditional political spectrum and is represented by the Democratic Party in the United States."
  9. ^ Hansen, Mogens Herman (2013): Liberalismens frihedsbegreb i historisk lys: Det oldgræske frihedsbegreb sammenlignet med det moderne. I: Nevers, J., N. Olsen og C. Sylvest (red.): Liberalisme - Danske og internationale perspektiver. Syddansk Universitetsforlag 2013.
  10. ^ Steven Pincus (2009). 1688: The First Modern Revolution. Yale University Press. ISBN 0-300-15605-7. 
  11. ^ Hansen, Mogens (2009). Samfundstænkere. Gyldendal. ISBN 978-87-02-05976-2.
  12. ^ Lund mfl. (1993), s. 252.
  13. ^ Lund mfl. (1993), s. 253.
  14. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 989.
  15. ^ Lund mfl. (1993), s. 268.
  16. ^ Lund mfl. (1993), s. 269.
  17. ^ a b Lund mfl. (1993), s. 270.
  18. ^ Lund mfl. (1993), s. 271.
  19. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 1228f.
  20. ^ Lund mfl. (1993), s. 272.
  21. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 1526.
  22. ^ a b Lund mfl. (1993), s. 273.
  23. ^ Richardson, James L. (2001). Contending Liberalisms in World Politics: Ideology and Power. Colorado: Lynne Rienner Publishers. 155587939X. 
  24. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 1539.
  25. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 1638.
  26. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 1808ff.
  27. ^ Skidelsky, Robert (2003). John Maynard Keynes: 1883–1946: Economist, Philosopher, Statesman. Pan MacMillan Ltd. ISBN 0330488678. 
  28. ^ Wolfe, Alan (2009). The Future of Liberalism. Alfred A. Knopf. ISBN 978-0-307-26677-4. "If Adam Smith is the quintessential classical liberal, the twentieth-century British economist John Maynard Keynes, whose ideas paved the way for massive public works projects and countercyclical economic policies meant to soften the ups and downs of the business cycle, best represents the modern version." 
  29. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 1814.
  30. ^ Definition of New Deal Liberalism. Hjemmesiden classroom.synonym.com, besøgt 15. oktober 2017.
  31. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 1815.
  32. ^ a b Jensen mfl. (red.) (2006), s. 1812.
  33. ^ Ptak, Ralf (2009). "Neoliberalism in Germany: Revisiting the Ordoliberal Foundations of the Social Market Economy". I: Mirowski, Philip; Plehwe, Dieter. The Road From Mont Pèlerin: The Making of The Neoliberal Thought Collective. Cambridge, MA.: Harvard University Press. s. 124–125. ISBN 978-0-674-03318-4. 
  34. ^ Peter Nedergaard: Liberal, men ikke neoliberal – sådan er den tyske model for Europa. Artikel i tidsskriftet Ræson. 14. maj 2014. Hentet 15. oktober 2017.
  35. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 2180ff.
  36. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 2188.
  37. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 2189.
  38. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 2196.
  39. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 2197.
  40. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 2198.
  41. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 2178.
  42. ^ Georg Sørensen: Liberal verdensorden i krise. Artikel på videnskab.dk 19. juni 2013.
  43. ^ Jensen mfl. (red.) (2006), s. 2222f.
  44. ^ Det Kgl. Biblioteks Arkiv: Fremskridtspartiet
  45. ^ a b lbid
  46. ^ Politiken: [http://politiken.dk/kultur/ECE659513/rindal-kaempede-mod-kunstpaverne/ Rindal kæmpede mod kunstpaverne
  47. ^ Se bl.a. Ernesto Laclau, On Populist Reason, Verso Books, ISBN 1-85984-651-3 (2005), pp. 3-20
  48. ^ Se bl.a. Gyldendals Den Store Danske, Politiken: Glistrup var en politisk anarkist
  49. ^ Se bl.a. Gyldendals Den Store Danske: Udlændingelov, afsnit om Anders Thorbjørn Riemann, den første danske politiker til at blive dømt efter racismeparagraffen
  50. ^ Morgenavisen Jyllands-Posten: Glistrup dømt for racisme
  51. ^ Berlingske Tidende: Frp-kandidater dømt for racisme
  52. ^ Morgenavisen Jyllands-Posten: FRP-politiker dømt for racisme
  53. ^ Berlingske Tidende: Landsbytosse i verdensformat
  54. ^ Aarhus Stiftstidende: Tom Behnke på mere sikker plads
  55. ^ Se bl.a. Gyldendals Den Store Danske: Dansk Folkeparti
  56. ^ Se bl.a. KMD: Kommunalvalg, Københavns Kommune
  57. ^ Dagbladet Information: Liberalisterne overvejer at opløse sig selv
  58. ^ Liberalisterne har nedlagt sig selv. Hentet 2009-02-12. 
  59. ^ Netavisen 180Grader.dk – 11 medlemmer af Liberalisternes hovedbestyrelse melder sig ind i Liberal Alliance
  60. ^ Ny Alliance skifter officielt navn til Liberal Alliance – Politik

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Arnold, N. Scott (2009): Imposing values: an essay on liberalism and regulation. New York: Oxford University Press. ISBN 0-495-50112-3
  • Gross, Jonathan (2001): Byron: the erotic liberal. Lanham: Rowman & Littlefield Publishers, Inc., 2001. ISBN 0-7425-1162-6
  • Jensen, Hans Siggaard, Ole Knudsen og Frederik Stjernfelt (red.) (2006): Tankens Magt. Vestens idehistorie. Bind 1-3. Lindhardt og Ringhof, 2006.
  • Lund, Erik, Mogens Pihl og Johannes Sløk (1993): De Europæiske Ideers Historie. Gyldendal, 1962, 1993.
  • Palmer, R.R. og J. Colton (1995): A History of the Modern World. New York: McGraw Hill, Inc. ISBN 0-07-040826-2