Menneskerettighederne

Erklæring om rettigheder for mennesker og borgere godkendt af Frankrigs nationalforsamling, den 26. august 1789.

Udtrykket Menneskerettighederne dækker almindeligvis over Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, som blev vedtaget af FN's generalforsamling den 10. december 1948. Menneskerettigheder skal beskytte det enkelte individ mod overgreb fra staten.

Historisk rækker bestræbelserne på at formulere basale rettigheder langt tilbage i tiden. Det engelske Magna Carta fra den 15. juni 1215 indeholder principper, som stadig er gældende. Det drejer sig om ideer som frihed og demokrati, retsprincippet om at alle er lige for loven samt sikring af ejendomsretten. Disse ideer spredte sig via Frankrig ud i verden. I det 18. århundrede lever disse tanker og ideer videre i USA's uafhængighedserklæring fra 1776 og i Den franske Menneskerettighedserklæring fra 1789.

Grundlæggende menneskerettigheder er blevet anset for at være umistelige, som en stoicistisk naturret, en tanke der har rod helt tilbage til det antikke Grækenland, og som har sin pendant i USA's uafhængighedserklæring: "Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke."

Vedtagelsen af FN's Menneskerettighedserklæring skete under indtryk af de mange overgreb mod civilbefolkningerne, som var begået under den 2. verdenskrig. Der var 48 lande, som stemte for vedtagelsen, mens 8 lande afholdt sig fra at stemme (Hviderusland, Tjekkoslovakiet, Polen, Saudi-Arabien, Ukraine, Sydafrika, Sovjetunionen og Jugoslavien), ingen lande stemte imod. I dag har hovedparten af FN's 192 medlemslande underskrevet erklæringen.

Verdenserklæringen omfatter 30 artikler om menneskers borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Verdenserklæringen er det menneskerettighedsdokument, der er mest kendt, og som har den største udbredelse. Erklæringen er ikke juridisk bindende for de stater, der har underskrevet den, men den er gennem årene blevet brugt som en moralsk rettesnor og politisk handlingsplan for udvikling af menneskerettighederne både i FN og i regionale organisationer som f.eks. Europarådet.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention danner i EU det retslige grundlag for sikring af menneskerettigheder, helt i tråd med indledningen til erklæringen, hvor betydningen af opbakningen fra lokale love understreges af ordene: "det er af afgørende betydning, at menneskerettighederne beskyttes af loven, hvis ikke mennesket som en sidste udvej skal tvinges til at gøre oprør mod tyranni og undertrykkelse".

I Danmark prægede tankerne om personlige rettigheder også Grundloven fra 1849, men hverken den oprindelige eller revisionen fra 1953 er særlig orienteret mod sociale eller socioøkonomiske rettigheder. Danmark ratificerede dog FN's konventioner om henholdsvis civile og politiske og økonomiske og sociale og kulturelle rettigheder i 1966. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er fra 1992 blevet en del af dansk lov og regulerer civile og politiske rettigheder. Den Europæiske Socialpagt fra 1961 har Danmark imidlertid ikke ratificeret mens de fleste af FN’s særkonventioner på menneskerettighedsområdet dog er tiltrådt.

Der er stor forskel på hvordan menneskerettighederne imødekommes rundt omkring i verden. I vesten er tendensen at borgerlige og politiske rettigheder dominerer, mens det i de gamle sovjetlande og i Asien i højere grad er sociale og kulturelle rettigheder der lægges vægt på. Desværre mener mange menneskerettighedsforkæmpere at menneskerettighederne er under stadigt større pres, ikke mindst efter 11. september 2001 som konsekvens af den førte politik i kampen mod terror. Eksempelvis kan terrormistænkte ikke forvente respekt for menneskerettighederne fra myndighedernes side når det gælder retssikkerheden.

Trods en udbredt opfattelse af at Danmark er blandt de førende i verden når det gælder overholdelse af menneskerettighederne, møder vi her i landet alvorlig kritik fra for eksempel Amnesty International, Human Rights Watch samt Det Europæiske Agentur for Fundamentale Rettigheder. Kritikken går bl.a. på stramninger overfor udlændinge og flygtninges ret til familieliv, udvidede beføjelser til politiet og begrænsning af ytringsfriheden.

Amnesty International, Børnefonden, Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Røde Kors, er nogle af de organisationer som er med til at støtte op omkring menneskerettighederne, dette med forskellige former for støtte. Hvor Børnefonden og Red Barnet har børnerettighederne for øje, for derigennem at skabe debat om børns vilkår, koncentrerer Amnesty International sig om krænkelse af menneskerettighederne generelt. Folkekirkens Nødhjælp ser rettigheder og ligestilling mellem kønnene som vigtige forpligtelser^{[kilde mangler]}. Dansk Røde Kors støtter med humanitær hjælp med afdelinger i 186 lande.^{[kilde mangler]}

Se også

• Folkeret
• Naturret
• Oplysningstiden
• Borgerlige rettigheder
• Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Eksterne henvisninger

• Institut for Menneskerettigheder
• National Human Rights Institutions Forum – Officiel portal for det globale NHRI netværk
• Youth for Human Rights International
• Folkebibliotekernes Juraport om de juridiske aspekter ved menneskerettigheder
• Menneskerettighederne – Rusland
• KnowYourRights – FN's menneskerettighedskampagne i forbindelse med 60-året for Menneskerettighedserklæringen