Sukhoj Su-7

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Sukhoj Su-7
15 Red Sukhoi Su-7BKL Russian Air Force (7985659227).jpg
En Su-7BKL på flymuseet Monino nær Moskva
Beskrivelse
Type Jagerbomber
Besætning 1
Jomfruflyvning 7. september 1955
I aktiv tjeneste 1959-90
Udgaver Su-7
Fabrikant Sukhoj (design)
Brugere Sovjetunionen Indien Egypten Irak
Dimensioner
Længde 16,80 m
Spændvidde 9,31 m
Højde 4,99 meter
Vingeareal 34,0 m² m²
Tomvægt 8.937 kg
Maksimal startvægt 15.210 kg
Motor En Lyulka AL-7 F-1 turbojet
Motorydelse 66,6 kN (94,1 kN med efterbrænder)
Tophastighed 2,150 km/h [I højden 1.860 km/t (Mach 1,7) ved havniveau 1.400 km/t]
Ydeevne
Marchhastighed 1.150 km/t (Mach 0,94)
Rækkevidde 1.650 km
Tophøjde 17.600 meter
Stigeevne 160 m/s
Bevæbning
Skyts 2 x 30 mm Nudelman-Rikhter NR-30 kanon
Bomber Op til 2.000 kg på seks fæstningspunkter, typisk anvendt til to ekstra brændstoftanke (650 el. 900 l), to bomber (250 eller 500kg) og to ustyrede S-5 raketter.
Andet Flyet kunne medbringe en 8U69 5-kiloton atombombe under venstre side af skroget.
Specifikationer gælder for Su-7BKL

Sukhoj Su-7 (russisk: Сухой Су-7) (NATO-rapporteringsnavn: Fitter-A) er et pilvinget supersonisk kampfly udviklet af det sovjetiske designbureau OKB Sukhoj i 1955. Flyet var oprindeligt udviklet som et taktisk jagerfly, der skulle operere i lav højde, men flyet var mindre succesfuldt i den rolle. En videreudvikling, Su-7B, blev udstyret som jagerbomber og opnåede imidlertid stor succes og blev Sovjetunionens primære jagerbomber og angrebsfly i 1960'erne. Su-7 blev produceret i 1.847 eksemplarer mellem 1957 og 1972 og blev eksporteret til flere lande De fleste producerede eksemplarer var Su-7B varianten.

Su-7 var et robust fly, men blandt flyets ulemper var dets korte rækkevidde og beskedne lasteevne samt flyets forholdsvis høje hastighed ved start og landing.[1] Flyets begrænsninger førte til videreudviklingen Sukhoj Su-17, der var en kraftigere udgave af Su-7 med en række forbedringer, der løste en række af uhensigtsmæssighederne ved den oprindelige Su-7.

Design og udvikling[redigér | redigér wikikode]

Oprindeligt Su-7 jagerfly[redigér | redigér wikikode]

Efter Josef Stalins død i 1953 blev Sukhoj Designbureau genåbnet[2] og det genåbnede bureau fik sammen med en række øvrige designbureauer til opgave at udvikle et jagerfly, der kunne overgå USA's F-86 Sabre, der under sidste del af Koreakrigen havde matchet og delvist overgået den sovjetiske MiG-15.

Baseret på anbefalinger fra det sovjetiske statslige militærflyagentur, TsAGI, påbegyndte Pavel Sukhoj og de øvrige medarbejdere i sommeren 1953 udviklingen af et design til en pilvinget jagerfly. Den første prototype, S-1, blev designet over den nye Lyulka AL-7 turbojet-motor. Det var det første sovjetiske fly, der anvendte et fuldt bevægeligt haleror og et bevægeligt næseindtag, der kunne regulere luftindtaget ved supersonisk flyvning.[3] Flyets vinger var kraftigt bagudvendte med en vinkel på 60° og flyet var udstyret med nyskabende hydraulisk styret avionik og et katapultsæde udviklet af designbureauet.[2] Parallelt med arbejdet med designet til den pilvingede S-1 arbejdede Sukhoj med et tilsvarende design men med deltavinge, T-1, der siden blev til Su-9/Su-11.

S-1 fløj første gang den 7. september 1955 med A. G. Kochetkov i cockpittet. Flyet var udstyret med en AL-7 turbojetmotor med efterbrænder. Efter de første 11 flyvninger satte flyet i april 1956 sovjetisk rekord med en hastighed på 2.170 km/t (Mach 2,04).[3] Prototypen var tiltænkt bevæbnet med tre 37 mm Nudelman N-37 maskinkanoner og 32 spin-stabiliserede 57 mm ustyrede raketter.[3] Den anden prototype, S-2, introducerede nogle aerodynamiske forbedringer. Testflyningerne blev besværliggjort af den upålidelige motor og prototypen S-1 styrtede ned den 23. november 1956, hvor piloten omkom.[2]

Flyet gik i produktion som Su-7 og fungerede som jagerfly. Jagerversionen blev produceret i 1957–1960 og blev produceret i blot 132 eksemplarer. Flyet blev taget i tjeneste i 1959 i Sovjetunionens hærs luftvåben.

Su-7B jagerbomber[redigér | redigér wikikode]

Tegning af Su-7

Den 31. juli 1958 anmodede Sovjetunionens militære flykommando (Frontovaya Aviatsiya, фронтовая авиация) Sukhoj om at udvikle en variant af Su-7 til anvendelse som angrebsfly/jagerbomber. Myndighederne havde opgivet videre brug af Ilyushins Il-10 og havde derfor behov for et hurtigt angrebsfly. Den første prototype, S-22, havde indarbejdet en række ændriner, der forbedrede flyets manøvredygtighed ved operation i lav højde med høj hastighed. Prototypen fløj første gang i marts 1959 og blev taget i tjenste i 1961 som Su-7B.[3]

Flyet var efter datidens standard hurtigt og kraftfuldt, men designet med de tynde pilvinger medførte, at flyet krævede lange start- og landingsbaner. Landingshastigheden var 340–360 km/t.[4] De høje hastigheder ved start og landing kombineret med dårligt udsyn fra cockpittet og manglen på et system til instrumentlanding, gjorde flyets håndtering vanskelig, særlig i dårligt vejr eller ved dårlige baneforhold.[5]

I 1961-1962 eksperimenterede Sukhoj ved prototypen S-25 med at lede dele af motorens udstødning gennem vingen (såkaldte "blown flaps") for at give bedre opdrift ved start og landing, men systemet var for kompliceret og fordelene for små til at systemet blev indført. I stedet testede Sukhoj startraketter (JAKO's (Jet-Assisted Take Off)) på S-22-4, hvilket viste sig mere effektivt og systemet blev introduceret med Su-7BKL.

Efterfølgende forsøg på at forbedre egenskaberne ved start og landing førte til udviklingen af Sukhoj Su-17, der bl.a. havde variabel pilgeometri.

Operativ historie[redigér | redigér wikikode]

Su-7A jagerfly[redigér | redigér wikikode]

Su-7 i versionen som jagerfly (Su-7A) blev indsat i det fjerne østen i 1958, men allerede i 1959 blev det besluttet af satse på Mikojan-Gurevitj MiG-21 i stedet, og der blev alene fremstillet knap 200 eksemplarer af Su-7A. Su-7A blev trukket ud af tjeneste i 1965 uden nogensinde at have været i kamp.[2]

Su-7B jagerbomber[redigér | redigér wikikode]

Su-7B'ere fra det Polske luftvåben.

Su-7B i forskellige varianter blev det primære angrebsfly anvendt af Sovjetunionen i 1960'erne. Flyet blev anvendt af Sovjetunionens taktiske flyvevåben, Sovjetunionens hærs flyvevåben (Военно-воздушные силы, Voyenno-Vozdushnye Sily, (VVS)), men ikke af det sovjetiske flyvevåbens anden gren, Sovjetunionens luftforsvar (PVO). PVO indkøbte dog en række eksemplarer til brug for træning af piloter.

Su-7B blev også en eksportsucces med eksport af 691 fly,[2] inklusive træningsfly. Flyets begrænsede aktionsradius og behovet for lange start- og landingsbaner begrænsede dog flyets anvendelsesmuligheder. Men flyet var populært blandt piloter grundet dets flyveegenskaber, simple betjening og høje hastighed, selv i lav højde. Flyet var endvidere let at vedligeholde.

Der foreligger ingen rapporter om sovjetiske Su-7'ere i kamp. I perioden 1977-1986 blev de tilbageværende Su-7'ere i sovjetisk tjeneste erstattet af Su-17 og MiG-27.

Indien[redigér | redigér wikikode]

En Su-7 fra det indiske luftvåben udstillet på Indian Air Force Academy Museum

Su-7 fik sin ilddåb som kampfly, da det indiske luftvåben IAF i 1971 anvendte Su-7 under Den Indisk-pakistanske krig. Seks eskadriller med i alt 140 fly fløj knap 1.500 missioner under krigen[4] og varetog hovedparten af flyangrebene om dagen. Det lykkedes IAF at gennemføre missionerne i et højt tempo og opnåede i perioder seks daglige missioner for piloterne.[4]

Indien mistede 14 fly i krigen, de fleste som følge af beskydning fra jorden.[4] Flyet viste sig imidlertid robust overfor fjendtlig beskydning og var i stand til at flyve på trods af omfattende skader.[4] To gange blev Su-7'ere ramt af fjentlig luft-til-luft missiler, og begge gange var flyene i stand til ved egen kraft at returnere til basen trods skore skader på flyet.

Egypten[redigér | redigér wikikode]

Egypten havde inden Seksdageskrigen i 1967 erhvervet 14 Su-7'ere. Flyene kom dog ikke i kamp under krigen, da Israels luftvåben i krigens første fase ødelagde flyene på jorden.

Efter krigen modtog Egypten nye leverancer af Su-7'ere, der med succes og få tab blev anvendt under Yom Kippur-krigen til angreb på israelske landstyrker.

Varianter[redigér | redigér wikikode]

En Su-7BKL fra Polens luftvåben
Den tosædede Su-7UM (NATO-rapporteringsnavn: Moujik) i Polens flyvevåben

Der blev fremstillet i alt 1.847 Su-7'ere i forskellige varianter.[2]

Su-7
Første serieproducerede version. Den eneste version, der blev benyttet som taktisk jagerfly. Versionen blev af fabrikken betegnet som S-2. Flyet blev fremstillet i 1957-1960 i 132 eksemplarer og forblev i tjeneste indtil 1965.
Su-7B
Den første version af flyet i en udgave som angrebsfly (jagerbomber). Versionen blev af fabrikken betegnet som S-22. Flyet blev fremstillet i 1960-1962 i 431 eksemplarer.[6]
Su-7BM
En opgraderet version af Su-7B med en opgraderet AL-7F-1 motor, opgraderede brøændstofsystemer med eksterne brændstofrør på siden af skriget , brændstoftanke vingerne, fæstningspunkter under vingerne til eksterne brændstoftanke og med kapacitet til at medføre taktiske atomvåben. Fremstillet i 1963-1965 i 290 eksemplarer.[6]
Su-7BKL
En variant med forstærket understel til brug på vanskelige start- og landingsbaner. Udstyret med startraketter og dobbelt bremseskærm. Introduceret i 1965 under fabrikkens betegnelse S-22KL. Der blev fremstillet 267 eksemplarer i perioden 1965-1972.[6]
Su-7BMK
En forsimplet eksportversion af Su-7BM. Fremstillet i 1967-1971 i 441 eksemplarer.[6]
Su-7U (NATO Moujik)
En tosædet træningsvariant af Su-7B med reduceret brændstofkapacitet. Fløj første gang den 25. oktober 1965 og blev fremstillet i 1966-1972 parallelt med eksportversionen Su-7UMK.
Su-7UM (NATO Moujik)
En tosædet træningsvariant af Su-7BM.
Su-7UMK (NATO Moujik)
En tosædet træningsvariant af Su-7BMK. Su-7 træningsvarianterne blev fremstillet i samlet 411 eksemplarer.[6]
Su-7IG
Eksperimentalfly med variabel pilgeometri, der senere blev videreudviklet til Sukhoj Su-17.
100LDU Control Configured Vehicle
En Su-7U modificeret med canardvinger og et stabiliseringssystem. Flyet var designet som test for et "fly-by-wire"-system for Sukhoj T-4. Flyet blev senere anvendt i 1973–1974 under udviklingen af Su-27's fly-by-wire system.

OKB-51 betegnelser[redigér | redigér wikikode]

S-1
(Strelovidnoye krylo – pilformede vinger) OKB-51's forslag til den første prototype til Su-7 / Su-9 familien
S-2
OKB-51 tegning til den første produktionsversion af Su-7.
S-22
OKB-51 tegning for produktionsversion af Su-7B.
S-22-2
OKB-51 tegning for prototypen til Su-7BM.
S-22M
OKB-51 tegning for produktionsversion af Su-7BM.
S-22KL
OKB-51 tegning for produktionsversion af Su-7BKL, med indbygget udstyr til start og landing på korte baner som testet på S-22-4.
S-23
Som en forløber for testene med S-22-4 blev S-23 testet med et understel, der alene havde ski (og ingen hjul).
S-22-4
En S-22 testet med hjul/ski-understel, bremseskærm og SPRD-110 JATO-boostere for operation på dårlige eller ikke-asfalterede baner.
S-25
Variant med test for luft blæst over vingerne for at reduccere kravet til længden af start- og landingsbane.
S-25T
En Su-7 med "Boundary Layer Control system" opsat til tests i vindtunnel.
En S-26 med "ski" på landingsstellet udstillet på Monimo-museet
S-26
En videreudvikling af S-22-4 prototypen med understel af hjul/ski, dobbelt bremseskærm og JATO raketter. Understellet med ski gjorde flyet egnet til at lande på blød mark. S-26 er udstillet på Monino-museet i Moskva.
S-22MK
En simpel eksportversion af Su-7BKL, kaldet Su-7BMK
U-22
En trænerversion med to sæder i en forlænget næse på Su-7BM.
U-22MK
OKB-51 tegning for eksportversion af Su-7U, kaldet Su-7UMK
S-3
En planlagt version som opsporende jagerfly baseret på S-2, med "Izumrud"-radar og avionik i en omkonfigureret næse.
S-41
OKB-51 tegning for af en eksperimental version af S-1/S-2 med forlænget næse.
T-1
Et projekt om udvikling af et taktisk jagerfly med deltavinge, baseret på S-2, opgivet, da prototypen var næsten færdig.
T-3
Et deltavinget jagerfly baseret på S-2, udviklet parallelt med S-3 og T-1. Projektet førte til udviklingen af prototypen T-43, der blev til Su-9 jagerflyet..

Operatører[redigér | redigér wikikode]

Military operators of the Su-7
World operators of the Su-7.png
Blå = Nuværende Rød = Tidligere

Nuværende operatører[redigér | redigér wikikode]

Nordkorea Nordkorea
  • Nordkoreas luftvåben modtog mindst 28 Su-7BMK/-7UMK i 1971. Flyene blev bestilt i 1969 og er fortsat i tjeneste.[7][8]

Tidligere operatører[redigér | redigér wikikode]

Afghanistan Afghanistan
  • Afghanistan modtog fra 1972 24 Su-7BMK og 16 Su-7U træningsfly. Som følge af løbende brug og kamphandlinger misede landet mange af flyene. Tabene skyldtes primært flere uheld som følge af den høje flyvehøjde på grund af landets terræn, samt dårlig vedligeholdelse. Landet modtog efter Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1980'erne yderligere 79 fly. Ingen af disse er tilbage.
Algeriet Algeriet
  • Algeriet har modtaget 20 Su-7BMK og 8 Su-27UM.
Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet
En Su-7BM fra Tjekkoslovakiets luftvåben udstillet i 2012
  • Tjekkoslovakiets luftvåben var det første land uden for Sovjetunionen, der tog Su-7 i tjeneste. De første fly ankom i 1963 og Tjekkoslovakiet modtog i alt 64 Su-7BM, 31 Su-7BKL og en række Su-7U'ere. 30 fly gik tabt som følge af uheld. De resterende fly blev udfaset i 1990'erne.
Egypten Egypten
  • Egyptens luftvåben modtog Su-7'ere fra Sovjetunionen. Den første sending på 14 Su-7BMK blev alle ødelagt af Israels luftvåben under Seksdageskrigen. Mellem 1967 og 1972 modtog Egypten yderligere 185 Su-7BMK/SU-7UMK. De der overlevede Yom Kippur-krigen, blev udfaset i midten af 1980'erne.
Indien Indien
  • Indiens luftvåben modtog 140 Su-7'ere i 1968 og senere yderligere 14 stk. De sidste fly blev leveret i 1986.[9]
Irak Irak
  • Iraks luftvåben modtog 18 Su-7BKL i 1968 og modtog senere yderligere 83. Ingen af disse er længere i tjeneste.
Polen Polen
  • Polens luftvåben anvendte 6 Su-7BM, 33 Su-7BKŁ og 8 Su-7U fra juli 1964 til juni 1990. Flyene er udfaset.
Sovjetunionen USSR
Syrien Syrien
  • Syriens luftvåben modtog 25 Su-7'ere efter seksdageskrigen. I Yom Kippur-krigen misten Syrien de fleste af de leverede fly. Efter 1973 leverede USSR yderligere 35 fly, der i midten af 1980'erne blev trukket tilbage fra frontlinjetjenste og helt ud af tjeneste i 1990'erne.
Vietnam Vietnam
  • Vietnams luftvåben

Se også[redigér | redigér wikikode]

Videreudviklinger[redigér | redigér wikikode]

Tilsvarende fly[redigér | redigér wikikode]

En Su-7 (t.v.) sammenlignet med en MiG-21 (t.h.)

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Wheeler 1992, p. 143.
  2. ^ a b c d e f "Sukhoi Su-7." Sukhoi Company Museum. Hentet: 19 januar 2014
  3. ^ a b c d Green, William and Gordon Swanborough. The Great Book of Fighters. St. Paul, Minnesota: MBI Publishing, 2001. ISBN 0-7603-1194-3.
  4. ^ a b c d e Rakshak, Bharat. "A whale of a fighter: Su-7 in IAF service." bharat-rakshak.com. Retrieved: 18 Januar 2011.
  5. ^ Nijboer and Patterson 2003, pp. 174–177.
  6. ^ a b c d e Goebel, Greg. "Sukhoi Su-7." Aviation Vectors, 1 August 2009. Retrieved: 28 January 2011.
  7. ^ Propagandavideo fra Nordkorea med billeder af aktive Su-7'ere
  8. ^ North Korea's forgotten aircraft: The Su-7, Oryx Blog, 15. september 2014
  9. ^ Rakshak, Bharat. "Su-7." IAF History. Retrieved; 28 January 2011.

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

  • Nijboer, Donald and Dan Patterson. Cockpits of the Cold War. Eden Prairie, Ontario: The Boston Mills Press, 2003. ISBN 1-55046-405-1.
  • Wheeler, Barry C. The Hamlyn Guide to Military Aircraft Markings. London: Chancellor Press, 1992. ISBN 1-85152-582-3.

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]