Thomas Müntzer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i teksten
Denne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men dens kilder er uklare, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. Du kan hjælpe ved at indføre præcise kildehenvisninger på passende steder.
Text document with red question mark.svg
Thomas Müntzer
Thomas Muentzer.jpg
Personlig information
Fødselsdato 1489Rediger på Wikidata
Fødested StolbergRediger på Wikidata
Dødsdato 27. maj 1525Rediger på Wikidata
Dødssted Mühlhausen/ThüringenRediger på Wikidata
Dødsmåde DødsstrafRediger på Wikidata
Dødsårsag HalshugningRediger på Wikidata
Sprog Tysk, latinRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Teolog, revolutionærRediger på Wikidata
Eksterne henvisninger
Beskrevet i Larousse Encyclopedia online, Den store sovjetiske encyklopædi, Den armenske sovjetiske encyklopædiRediger på Wikidata
Hjemmeside Thomas Müntzers officielle hjemmesideRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Thomas Müntzer (1488-1525) var tysk teolog under Reformationen. Han var hovedperson inden for den såkaldte radikale reformation, vendte sig mod Martin Luther med adskillige kritiske skrifter og blev oprørsleder under Den tyske bondekrig. Under slaget ved Frankenhausen blev Müntzer og hans bønder slået. Han blev taget til fange, tortureret og halshugget.

Tidlige liv[redigér | redigér wikikode]

Müntzer blev født i den lille landsby Stolberg i Harzen i Thüringen omkring 1488. Müntzer læste ved universiteterne i Leipzig og Frankfurt. Han blev kyndig i oldgræsk, hebræisk og latin.

Fra sommeren 1516 til efteråret 1518 opholdt Müntzer sig i et kloster i Frohse, men udgivelsen af Luthers 95 teser i 1517 fik Müntzer til at forlade klosteret og rejse til Wittenberg. Her havde han angiveligt en konfrontation med Luther, som afskyede Müntzer, fordi denne ville politisere Luthers reformation. Efter et par korte ophold i Orlamünde og Jüeterbock i 1519 rejste Müntzer muligvis til Leipzig for at overvære de berømte debatter mellem John Eck og Andreas Karlstadt og mellem Luther og Eck. Müntzer flyttede meget omkring og fik i 1519 et embede i et nonnekloster i Beuditz, inden han tog til Zwickau i Thüringen i 1520.

Stigende radikalisering[redigér | redigér wikikode]

I maj 1520 blev Müntzer præst i Zwickau, og det var her Müntzer havde sin første store konfrontation med de kirkelige myndigheder. I 1521 og 1522 blev kløften mellem Luther og Müntzer større og tydeligere, da Müntzer videreudviklede sine socialevolutionistiske og spiritualistiske forstillinger og forkastede ligesom anabaptisterne barnedåb.

Da myndighederne i Zwickau udviste Müntzer i april 1521, flygtede han til Prag. Han var i begyndelsen feteret i byen som tilhænger af Luther, og han fik logi stillet til rådighed og blev inviteret til at prædike på latin og tysk på universitetet. Af ukendte årsager var han i november meget mindre velkommen. Han skrev sit Prag-manifest, som findes i fire forskellige udgaver på tysk og latin, og som er et vredt anti-kirkeligt og apokalyptisk skrift.

I december 1521 forlod Müntzer Prag. I marts 1523 blev han præst i byen Allstedt, og i juni samme år giftede han sig med en tidligere nonne, Ottilie von Gerson. I november blev han forhørt af Georg Spalatin og Frederik 3. af Sachsen. Luther pressede på for at få en privat konfrontation med Müntzer i Wittenberg, men Müntzer ville have en offentlig debat, og intet skete. I december skabte Müntzer den første fuldstændige tyske liturgi.

Den 13. juli 1524 holdt Müntzer angiveligt sin Prædiken til fyrsterne. Prædikenen centrerer sig om Daniels bog, kapitel 2, hvori profeten Daniel, der holdes som gidsel i Babylon, bliver rådgiver for kongen pga. sin evne til at tolke drømme. I sin prædiken fremstiller Müntzer sig selv som en ny Daniel, der skal tolke fyrsternes drømme. Ifølge Müntzer omhandler Daniels bog Guds rige, der vil opsluge alverdens kongedømmer.

Dette kombineret med Luthers Brev til fyrsterne fra juli 1524, der angreb Müntzer og Andreas Karlstadt, var sandsynligvis årsagen til, at Müntzer og andre fra Allstedt blev indkaldt til en høring af myndighederne. Det blev besluttet at lukke alle trykpresser ned i Allstedt. Müntzer flygtede kort efter fra Allstedt.

Müntzer blev ikke i august/september 1524 en af anførerne i opstanden i Thüringen, som faktisk først begyndte i april 1525. Han var ikke overhovedet oprørsleder, men teolog, der fra 1524 i stigende grad lagde vægt på, at verden skulle kristnes med "de udvalgte" som Herrens redskab. I forskningen har man helt opgivet at tegne et billede af ham som næsten udelukkende oprørsleder og hærfører. Et af hans kampråb var Omnia sunt communia, alt er fælles. Ordene "omnia sunt communia" er ikke at finde i noget af Müntzers skrifter, men kun i det han sagde under forhørene på borgen Heldrungen, da han efter det afgørende slag i Thüringer-opstanden, som han havde set som "de udvalgtes" kamp mod "de gudløse", var blevet taget til fange. Dele af forhørene var foregået under tortur, hvorfor man skal være meget forsigtig med at tillægge udsagnene for stor værdi.

Efter flugten fra Allstedt kom han til byen Mühlhausen i Thüringen. Han og hans 'medkæmper' Heinrich Pfeiffer som var bortløbet munk fra cistercienserklostret Reifenstein og af Mühlhausen-familie. Han havde fra 1523 - længe før Müntzers ankomst omkring midten af august 1524 - været en meget aktiv evangelisk forkynder i byen og han blev bestemt ikke efter Müntzers ankomst dennes "assistent", men reformator med egne meninger og kvaliteter) benyttede sig af spændingerne mellem byens håndværkere på den ene side og byrådet på den anden til at skrive de elleve såkaldte "Mühlhausen-artikler", der krævede, at det eksisterende byråd blev opløst og erstattet af et "evigt råd", der var baseret på den guddommelige retfærdighed og Guds ord. Man omdelte artiklerne blandt bønderne i de omkringliggende landsbyer, men man opnåede ingen støtte, tilsyneladende fordi artiklerne overvejende omhandlede problemerne i byen men ikke bøndernes behov. det lykkedes det aristokratiske byråd med støtte fra bønderne i de landsbyer, som tilhørte byen, at genvinde kontrollen over situationen. Resultatet var entydigt: I september 1524 blev Müntzer og Pfeiffer udvist af Mühlhausen.

Müntzer tilbragte resten af 1524 i de områder i Sydtyskland, hvor de opstande, som i dag samlet kaldes Revolutionen i 1525, var begyndt. Han har formentlig først opholdt sig i Nürnberg, hvor han ville lade sine to sidste skrifter trykke - den endegyldige afregning med Luther. I februar 1525 vendte han tilbage Mühlhausen. Her var situationen radikalt forandret. Heinrich Pfeiffer, der var vendt tilbage allerede i december 1524, havde fået flertal for at gennemføre en omfattende reformation. Ca. 1 måned efter Müntzers tilbagekomst afsattes det gamle byråd; og der blev indsat et nyt "evigt råd", der bestod af repræsentanter for byens middel- og overklasse. Det lykkedes ikke Müntzer og Pfeiffer at overtage byrådet og oprette et kommunistisk teokrati i stedet. "Det Evige Råd" var ikke organ for Müntzers vidtgående reformationsplaner. Det er helt karakteristisk, at der i det "Evige Råd" ikke sad bare ét eneste medlem af sammenslutningen af Müntzer- og Pfeiffer-tilhængere, "det evige gudsforbund", hvis medlemsliste er bevaret i afskrift. Da vi altså kender navnene på medlemmerne af det "Evige Råd" og kan sammenholde dem med navnene på medlemmerne af gudsforbundet, kan det kun være en urokkelig kendsgerning.

Müntzer anførte som oprørernes 'feltpræst' en gruppe på omkring 8000 bønder under slaget ved Frankenhausen i kampen mod politisk og åndelig undertrykkelse, og han var overbevist om, at Gud ville hjælpe dem. De blev fuldstændig slået, taget til fange, fængslet og tortureret. Müntzer afsvor sin tro og modtog den katolske nadver (han afsvor ikke sin tro: se f. eks. Eike Wolgast, Thomas Müntzer. Ein Verstörer der Ungläubigen. Muster-Schmidt Verlag: Göttingen - Zürich 1981, side 109-111. Wolgast har veldokumenteret den sejlivede myte), før han blev halshugget i Mühlhausen 27. maj 1525. Hans hoved og krop blev udstillet som en advarsel til alle, der måtte prædike en lignende forræderisk lære.

Teologi og synet på Jomfru Maria[redigér | redigér wikikode]

Luther og Müntzer var teologisk uenige om adskillige doktriner. Müntzer troede på og prædikede om Guds levende ord, han ville afskaffe barnedåb, og han mente, at nadverens vin og brød blot var symboler på Kristi offer. Luther var uenig i alt dette. På grund af sin holdning til barnedåb regnes Müntzer for en af blev foregangsmænd for anabaptismen, men det er tvivlsomt, om han selv blev gendøbt.

Luther var ikke så radikal som Müntzer, der gik ind for sværdet som middel til at ændre de politiske og religiøse strukturer. Desuden mente Müntzer, at gode gerninger var nødvendige for at blive et retfærdigt menneske, ikke blot tro.

Selvom Müntzer var en teologisk fornyer, bevarede han dog mange af de gamle doktriner. Dette gælder også hans syn på Jomfru Maria. I en prædiken fra 1520 beskriver han hende som patriark, ypperstepræst og dronning. Jomfru Maria er formidleren mellem dag og nat, mellem Gud og menneske, mediatrix inter deum et hominem. Hun vandt over djævelen i kraft af sin ydmyghed. Hun viser Guds magt, idet hendes storhed ikke skyldtes hende selv, men Guds nåde. Han forsvarer hendes jomfruelighed før, under og efter Jesu fødsel. Han citerer Bernhard af Clairvaux, især dennes marianske argumenter. Müntzer insisterede på, at hverken Jomfru Maria eller apostlene blev døbt med vand, og at det er den åndelige dåb, der tæller mest. Müntzer kan opfattes som befrielsesteologiens fader, idet han fortolkede Marias lovsang"og han har ophøjet de ringe" – som Marias kritik af den eksisterende sociale orden.

Den protestantiske reformator Thomas Müntzer som han blev gengivet på den østtyske femmarkseddel. Han blev af kommunisterne anset for en stor revolutionær.

Arven efter Müntzer[redigér | redigér wikikode]

Müntzer er ofte blevet overset i beskrivelserne af Reformationen. For lutherske historikere var han en kortlivet radikal. Så blev Müntzer overtaget af socialisterne som symbol på den tidlige klassekamp pga. af hans ønske om et egalitært samfund med fælleseje. Müntzers bevægelse og bondeopstanden var et vigtigt emne i Friedrich Engels' bog Den tyske bondekrig, der er et klassisk forsvar for den historiske materialisme. Engels beskriver Müntzer som en revolutionær leder, der valgte at bruge Bibelens sprog, som var det sprog bønderne bedst ville forstå. Så blev han en helt i Østtyskland (DDR) i det 20. århundrede og var fra 1975 afbildet på landets 5-marksedler. På slagmarken ved Frankenhausen byggede DDR et stort mindesmærke med verdens største maleri af Werner Tübke, hvori Müntzer er en central figur.

Nyere studier har dog været mere opmærksom på konteksten i Müntzers liv. Han står nu som symbol på en af de mange teologiske retninger, som Reformationen kunne have taget i sin tidlige fase.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Günther Franz (Hg.) Thomas Müntzer. Schriften und Briefe. Kritische Gesamtausgabe. Gütersloher Verlagshaus: Gütersloh 1968.
  • Gerhard Wehr (Hg.) Thomas Müntzer. Schriften und Briefe. Gütersloher Verlagshaus: Gütersloh 1978 [teksterne er på et moderniseret tysk].
  • Manfred Bensing, Thomas Müntzer. VEB Bibliographisches Institut: Leipzig 1985 (eller senere)
  • Walter Elliger, Thomas Müntzer. Leben und Werk. Vandenhoeck & Ruprecht: Göttingen 1975 (eller senere)
  • Günter Vogler, Thomas Müntzer. Dietz Verlag: Berlin 1989.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]