Vor Frue Kirke (Kalundborg)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Vor Frue Kirke (flertydig).
Vor Frue Kirke
Vor Frue Kirke set fra Adelgade
Generelt
Opført Begyndelsen af 1200-tallet
Geografi
Adresse Præstegade 18, 4400 Kalundborg
Sogn Vor Frue Sogn
Pastorat Vor Frue Pastorat
Provsti Kalundborg Provsti
Stift Roskilde Stift
Kommune Kalundborg Kommune
Eksterne henvisninger
vorfruesogn.dk

Vor Frue Kirke er sognekirken i Vor Frue Sogn og ligger midt i Kalundborgs gamle bydel kaldet Højbyen. Kirken er opført i begyndelsen af 1200-tallet, sandsynligvis omkring 1220, af Ingeborg, der var datter af byens grundlægger Esbern Snare, og hendes mand Peder Strangesen. Kirken er enestående i verden: Dens grundplan er et græsk kors, hvor hver af de fire korsarme afsluttes med et tårn, og det femte tårn rejser sig, hvilende på fire granitsøjler, over kirkens midtpunkt. Kirkens borgagtige udseende skyldes ikke, at den har været led i byens forsvar, men det skal lede tanken hen på "Det himmelske Jerusalem", hvor Gud og mennesker ifølge Bibelen ved tidernes ende skal bo sammen. I Middelalderen forestillede man sig nemlig Det himmelske Jerusalem som en befæstet by med fem tårne.

Det midterste af de fem tårne styrtede sammen i 1827, men blev genopført ved en restaurering, der blev afsluttet i 1871 ved arkitekt Vilhelm Tvede.

I kirkegårdsmurens nordvestlige hjørne ligger præsteboligen fra omkring 1400, senere anvendt til rektorbolig, fattigskole og nu til ligkapel.

I populærkultur

Vor Frue Kirke spillede en central rolle i den danske dramaserie Rejseholdet i afsnit 18 "Assistancemelding A-3/01", hvor klimakset i opklaringen foregår. To mordere har taget gidsler i kirken, og specialtropperne bliver sendt ind for at befri dem. Afsnittet blev sendt første gang d. 6. januar 2002.

Galleri

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til:
KirkeSpire
Denne artikel om en kirke er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Religion

55°40′49.65″N 11°04′51.00″Ø / 55.6804583°N 11.0808333°Ø / 55.6804583; 11.0808333