Esbern Snare

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Esbern Snare (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Esbern Snare)
Statue af Esbern Snare på det gamle torv i Kalundborg.

Esbern Snare (Hvide) blev født 1127 i Fjenneslev og døde 1204Sæbygård. Han var ældste søn af Asser Rig (Hvide) og dennes hustru, Inger Eriksdatter.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Esbern Snare var korsfarer og høvding, og som bror til Absalon kæmpede han sammen med Valdemar den Store i slaget på Grathe Hede i 1157.

Rekonstrueret statue af vendernes afgud Svantevit.

Han deltog også i korstoget mod venderneRügen. De satte ild på vendernes hovedfæstning i Arkona, der først overgav sig efter en drabelig kamp. I helligdommen stod den mægtige træfigur, Svantevit, som blev væltet omkuld og hugget til pindebrænde, som danskerne brugte til madbålene. [1]

Det norske skrift ''Historia de profectione Danorum in Hierosolymam beretter, at da kong Knud 6. i 1187 havde samlet rigets ledende stormænd til julegilde i Odense, indfandt der sig et paveligt sendebud, som meddelte, at Jerusalem var faldet i de vantros hænder og fremførte pave Gregor 8.s opfordring til deltagelse i et nyt korstog for at generobre Jerusalem fra muslimerne. Nyheden om Jerusalems fald var nået Rom i oktober 1187, og pave Urban 3. sagdes at have taget sin død deraf. Umiddelbart blev der sendt legater ud til alle i kristenheden med bøn om hjælp til generobring af den hellige stad. Rejsen fra Rom til den danske grænse tog normalt ni uger, så den danske konge må være en af de første, der blev kontaktet om et nyt korstog. [2]

Den 60-årige Esbern Snare rejste sig med en opfordring om at følge pavens appel, og 15 riddere med følge begav sig ud på den lange farefulde rejse. De nåede frem i 1192, da det 3. korstog allerede var afsluttet med en fredsaftale mellem Richard Løvehjerte og sultan Saladin. [1] De danske høvdinger, der havde bestemt sig at deltage, samledes og drog først til Tønsberg med nordmanden Ulf af Laufnes, der huskes fra Sverres saga og spiller en hovedrolle i den. Derpå besøgte de Bergen, hvor kong Sverre også befandt sig; der skildres et møde mellem ham og Sven, en dansk høvding og tidligere modstander. På vejen derfra skiltes Ulf fra de øvrige, der kom ud for en voldsom storm; men de genfandt hinanden ved den frisiske by Stavoren, og fortsatte rejsen til lands til Venedig og derfra til det hellige land, hvor de besøgte forskellige hellige steder før hjemrejsen over Konstantinopel. [3] Måske var Esbern Snare leder for dette følge. Det kan forklare de særlige arkitektoniske træk ved den femtårnede Vor Frue Kirke, han lagde grunden til i Kalundborg, hvor korsformen antyder inspiration fra kristenhedens helligste tempel, kirken over Kristi Grav netop i Jerusalem. [4]

Den femtårnede Vor Frue Kirke i Kalundborg.

Esbern Snare anlagde omkring 1170 borgen Kalundborg. Omkring den voksede byen af samme navn. Desuden lagde han grunden til den femtårnede kirke, der blev rejst efter hans død, sandsynligvis af hans datter Ingeborg af Kalundborg. [1]

Det danske krigsskib L17 Esbern Snare, som blev taget i brug i 2005, er opkaldt efter Esbern Snare.

Efterkommere[redigér | redigér wikikode]

Esbern efterlod sig tre sønner og to døtre: Jens og Absalon, der begge døde barnløse, Niels Mule, Ingeborg og Cæcilia.

Ingeborg Esbernsdatter regerede i Kalundborg fra sin fars død i 1204 til hun blev fordrevet fra byen i 1262. Hun var gift med drost Peder Strangesen, der døde som korsfarer i 1241 i Ribe, undervejs til Det hellige land. [5] Under Valdemar den Store var han og Jacob Sunesen blandt Danmarks mest indflydelsesrige adelsmænd. Ved sit ægteskab med Ingeborg af Kalundborg kom han i besiddelse af den stærke borg, Kalundborg. Han er nok den "Peder af Kalundborg" som ifølge Femernlisten i kong Valdemars jordebog var forlenet med tolv bol på Femern, som fik navnet Petersdorf efter ham. [6]

Det var ustabile tider efter Valdemar Sejrs død i 1241, idet hver af hans tre sønner ønskede at sidde på tronen. Ingeborg af Kalundborg støttede den midterste bror, Abel, og senere hans sønner i kampen om at blive anerkendt som hertug af Slesvig. Dronning Margrethe Sambiria og hendes søn, Erik Klipping, gik til angreb på Erik Abelsøn i Slesvig. De tabte slaget på Lohede, hvor begge blev taget til fange; men Albrecht af Braunschweig angreb sydfra i 1262 og fik dronningen og kong Erik fri. [7] Ingeborg af Kalundborg opholdt til sin død i 1267 i Slesvig. [8]

Cæcilia Esbernsdatter var gift med Anders Grosen UlfeldtTersløsegård, som senere slægterne Grubbe og Brahe og digteren Ludvig Holberg overtog. [9] Deres barn, Esbern Snares datterdatter Ingeborg, blev gift med Lave Litle, som knyttes til drabet på Erik PlovpenningSlien i 1250. [10] Lave turde ikke at blive i Danmark efter kong Eriks død og flygtede til Kiel, hvor han døde efter et skænderi om et brætspil, hvorved han blev dolket ned og dræbt på stedet af sin staldbroder. [11]

Ingeborg og Litle efterlod sig en søn, Esbern Snares oldebarn Lave Lavesen Lille.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]