Brahe

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Slægten Brahes våbenskjold

Brahe er navnet på en af Danmarks berømmeligste adelsætter, der med sikkerhed kan føres tilbage til slutningen af det 14. århundrede. Der findes også en svensk gren af slægten, der imidlertid er uddød både i Danmark (1786) og i Sverige (1930).

Våbenskjold[redigér | redigér wikikode]

Den førte en sølv-pæl i sort felt, på hjelmen en opstående påfuglefjer mellem to sorte vesselhorn, hvert belagt med en sølvbjælke og besat med 3 påfuglefjer.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Den hørte oprindeligt hjemme i Halland og Skåne og kom først under kong Frederik I til Øerne. Slægtebøgerne begynder med Verner Brahe og hans søn, Niels Brahe til Gyllebo; men først dennes sønnesønssønner, Thorkild Brahe til Rendenæs og Mygdal og Axel Brahe til Vittskövle findes som medunderskrivere på betydningsfulde statsakter under dronning Margrete. Fra den førstnævntes ældste datter, Johanna Torkildsdotter Brahes første ægteskab med Magnus Laurentsson i Sverige stammer de svenske Braher, idet børnene tog navn efter moderen. Axel Brahes svigerdatter Berete Bondesdatter Thott forsvarede 1487 sin gård Vittskövle tappert mod kong Karl Knutssons hær, som hun sluttelig drev på flugt ved hjælp af et kartovestykke. Hun var farmor til de to brødre, Tyge Brahe til Tostrup, som sluttede sig til kong Frederik I og 7. september 1523 faldt for Malmø, mens hans søskendebarn, Niels Brahe til Vanås (henrettet 1529) holdt med Christian II, og Axel Brahe (o. 1480-1551), hvis slægt blev i Skåne, indtil den med Otte Brahe (1582-1642) kom til Nørrejylland, hvor denne yngre linje uddøde 1666 med hans søn Manderup Brahe til Torbenfeld og Sæbygård. Dennes enke, Birgitte Nielsdatter Trolle, udnævntes 2. februar 1672 til friherreinde af Brahetrolleborg, som efter hendes død (1687) tilfaldt hendes brodersønner, Frederik Trolle (død 1700) og Niels Trolle {død 1722), hvor det tilfaldt kongen, som 1722 forlenede dronning Anna Sophies ældste broder, grev Christian Ditlev Reventlow, dermed. Tyge Brahes søn, Jørgen Brahe til Tostrup og Elved, var hofsinde hos kong Christian III, havde forskellige forleninger på Øerne og kæmpede hæderligt til søs under Syvårskrigen, men omkom 1565 under et forsøg på at redde Frederik II, der var faldet i vandet ved Højbro. Hans hustru, Inger Oxe Johansdatter, var overhofmesterinde hos dronning Sophie og efterlod sig ved sin død 1592 en meget betydelig rede formue. Jørgen Brahes yngre broder, rigsråden Otte Brahe til Knudstrup (1518-1571), stamfader til de fynske Braher, var fader til Tyge Brahe (1546-1601), rigsråderne Steen Brahe til Knudstrup, Bregentved, Næsbyholm, Hvedholm m.m. (1547-1620) og Axel Brahe til Elved og Orebygård (1550-1610), Jørgen Brahe til Tostrup (1554-1601), hvis eneste søn, Tønne Brahe til Tostrup og Gundestrup, faldt 1611 for Kalmar, Knud Brahe (1555-1615) til Tostrup og Engelholm, som han forsynede med den smukke, endnu bevarede, hovedbygning, og Sophie Brahe (1556/59-1643). Medens Axel Brahes afkom uddøde med hans sønnesøn, Axel Brahe til Eskebjerg, fortsattes Steen Brahes slægt på Hvedholm endnu et århundrede fra fader til søn: Jørgen Brahe (1585-1661), etatsråd Preben Brahe (1627-1718), som underskrev Suverænitetsakten, Henrik Brahe (død 1725), hvis to sønner døde ugifte. Den ældste, Jørgen Brahe, omkom 1736 ved en jagtLindholm ved Gavnø, og den yngste, Preben Brahe, som døde 17. august 1786, var slægtens sidste mand. 1751 havde han i forening med sin ældste søster Susanne oprettet Hvedholm til et stamhus, der efter hans død gik over til hans morbroders sønnesøn, Axel Frederik Bille, som ved patent af 12. januar 1787 fik tilladelse til at føre Brahes navn og våben i forbindelse med sit eget (se Bille-Brahe).

Slægtens godser var bl.a. Brahesborg, Brahesholm og Brahetrolleborg.

De svenske Braher[redigér | redigér wikikode]

Brahe er som nævnt også en svensk adelig slægt, som stammer fra Danmark. Den svenske stamfader var Magnus Laurensson, der 1444 var ridder og rigsråd. Han var gift med Johanne Thorkildsdotter (Bragde), en broderdatter af den danske rigsråd, Axel Brahe til Vidtsköfle. Hans søn, Peder Magnusson, død omkring 1480, antog navnet Brahe efter sin mødreneslægt og arvede det i Södermanland liggende gods Tärna, som således blev Braheslægtens stamgods. Den svenske Braheslægt førte et gyldent skjold med to sorte vinger. Slægten uddøde 1930 med Magnus Brahe. Af slægtens medlemmer skal nævnes:

1) Per Brahe den ældre (1520-1590), søn af den i det stockholmske blodbad omkomne Joakim Brahe (som var gift med Gustaf Vasas søster), og sønnesøn - af Peder Magnusson Brahe, blev som barn tillige med sin moder bortført i dansk fangenskab og fulgte hende også, da hun senere forlod riget. Han hjemkaldtes 1537 af Gustaf I, udnævntes 1539 til statholderStockholms Slot og 1544 til rigsråd. Allerede 1546 nævntes han som ridder. 1561 ophøjedes Brahe i grevestanden. 1562 sendtes han i en mission til Skotland og 1564 til Polen, ligesom han på en overordnet post deltog i krigen mod danskerne. Under Erik XIVs sindssygdom varetog Brahe tillige med Sten Eriksson Lejonhufvud rigets styrelse; men ved hertugernes rejsning mod kongen sluttede han sig til sidst til disse og blev 1569 udnævnt til rigsdrost. Med hertug Karl lå han i arvetvist, og kong Johans yndest mistede han ligesom mange andre rådsherrer 1588, da han beskyldtes for at arbejde på genopbyggelsen af Kalmarunionens stormandsvælde. Brahe har forfattet et skrift om Gustaf Vasa (en del heraf udgivet af O. Ahnfelt 1896-97) og har desuden efterladt et for tidens kulturforhold interessant arbejde Oeconomia ell. Hussholde-book för ungt adelsfolk, forfattet 1585, men først trykt 1677.

2) Erik Brahe (1552-1614), ovennævntes søn, var svensk rigsråd, blev 1575 hofmarskal hos prins Sigismund og 1587 hans overhofmester. Samme år sendtes han til Polen for at udvirke Sigismunds valg til polsk konge, hvilket lykkedes, og kort efter blev Brahe rigsråd samt 1594 statholder i Stockholm. Efter Sigismunds afrejse opgav han dog denne stilling 1595, da han ikke kunne forliges med hertug Karl. Han opholdt sig senere snart i Sverige, snart i Polen. 1599 forsonede Brahe sig med hertugen, men et par år efter flyttede Brahe til Polen og døde i Danzig.

3) Gustaf Brahe (1558-1615), ovennævntes broder, nød i meget høj grad kong Sigismunds tillid og anvendtes af ham til mange vigtige hverv. Han deltog i Sigismunds felttog mod hertug Karl 1598, men forlod efter nederlaget ved Stångebro Sverige for bestandig. I polsk Tjeneste blev Brahe feltmarskal.

4) Magnus Brahe (1564-1633), ovennævntes broder, var svensk rigsdrost, blev 1590 kammerherre hos Sigismund, men tog 1594 sin afsked og trådte i hertug Karls tjeneste. 1600 var han medlem af den kommission, der på Linköping rigsdag varetog undersøgelserne mod de fangne rådsherrer. 1599 blev Brahe lagmand i Uppland og Västernorrland, og 1602 rigsråd samt rigsmarsk. Også Gustaf Adolf viste ham stor tillid og udnævnte ham 1611 til rigsdrost og slog ham 1617 til ridder.

5) Abraham Brahe (1570-1630), ovennævntes broder, svensk rigsråd, begav sig 1598 til Polen og fulgte samme år med Sigismund til Sverige, hvor han i Slaget ved Stångebro bar kongens banner. Han toges dog til nåde af hertug Karl, sendtes 1599 som legat til Danmark, blev 1600 statholder over Norrland, udnævntes 1602 til hofråd og blev kort efter rigsråd. Han deltog i grænsemødet med danskerne ved Knærød og var 1611 med i krigen mod Danmark. Han har efterladt en slags dagbogsoptegnelser, Abraham Brahes tidebok, som er kulturhistorisk værdifuld. Det væsentligste af den er trykt i S. Loenboms Anecdoter om namnkundige svenske män, 3. del.

6) Per Brahe den yngre (1602-1680), svensk rigsdrost, ovennævntes søn, hørte til Gustaf Adolfs nærmeste omgivelser under den polske og en del af den tyske Krig og udmærkede sig her ved tapperhed og militær dygtighed. Også under Karl X Gustaf deltog han i krigsbegivenhederne. 1630 blev han rigsråd. 1635 førte han fredsunderhandlingerne med Polen. 1637-40 og 1648-54 var han generalguvernør over Finland og erhvervede sig uvisnelige fortjenester af dette land. Han omorganiserede administrationen, indførte postgang, traf anstalter til landets opmåling og til en bedre ordning af skatterne, forbedrede vilkårene for de fleste næringsbrug og anlagde flere byer. Også for undervisningen arbejdede Brahe med held. 1640 indviedes Universitetet i Åbo, der grundlagdes af Brahe 1641 blev Brahe rigsdrost og indtrådte samtidig i formynderregeringen. Efter Karl X Gustafs Død blev han for anden gang rigsformynder, og han var i det vanskelige år 1660 den fornemste leder af Sveriges indre og ydre politik. Snart derefter begyndte alderen at formindske hans arbejdsevne, og han opholdt sig nu ofte på sine store godser. Brahe var en udpræget aristokrat, men bar faderlig omsorg for sine undergivne.

7) Nils Brahe (1604-1632), ovennævntes broder, svensk officer, blev 1620 page hos Gustaf Adolf og fulgte 1621 med kongen til Lifland. Senere deltog han med udmærkelse i den polske krig 1626 og 1627. Da Gustaf Adolf 1630 drog til Tyskland, fulgte Brahe med og udnævntes 1631 til chef for kongens livgarde. Han bidrog i væsentlig grad til indtagelsen af Würzburg Slot, 8. oktober 1631. Han udnævntes trods sin ungdom til general i infanteriet og blev dødelig såret i slaget ved Lützen 6. november 1632, hvor næsten hver eneste mand af hans "gule Brigade" faldt. Gustaf Adolf anså ham næst Lennart Torstensson for det bedste feltherreemne i den svenske hær.

8) Ebba Brahe (1596-1674), datter af rigsdrost Magnus Brahe, blev efter moderens død optaget ved dronning Kristinas hof, hvor den unge konge, Gustaf Adolf, forelskede sig i den skønne hoffrøken og hun i ham, en tilbøjelighed, som dog modarbejdedes af enkedronningen og Axel Oxenstierna. Brahe formæledes 1618 med rigsmarsken Jakob de la Gardie og havde med ham 7 sønner og 7 døtre.

9) Nils Brahe (1633-1699), svensk rigsråd, søn af ovennævnte Nils Brahe, blev 1657 chef for Upplandsregimentet og deltog som sådan med hæder i den første krig mod Danmark. 1660 blev han på een gang rigsråd, oberst ved garden, viceadmiral og admiralitetsråd. Fra de to sidstnævnte embeder tog han 1677 sin afsked. I missioner anvendtes han temmelig ofte, bl.a. blev han i slutningen af 1674 sendt til København for at søge at afværge fredsbrud fra Danmarks side og indlede en hemmelig underhandling om Karl XIs formæling med Ulrika Eleonora. Som arving efter Per Brahe den yngre og sin svigerfader Karl Gustaf Wrangel var Brahe Sveriges rigeste mand, men mistede størstedelen af sin formue ved Karl XIs reduktion. 1682 måtte han træde ud af rådet.

10) Erik Brahe (1722-1756), svensk militær, ovennævntes sønnesøns søn, trådte 1741 ind i krigstjenesten og blev 1752 chef for livregimentet til hest. Som den ældste greve varetog han i rigsdagssamlingen 1751-52, under landmarskallens næsten permanente upasselighed på en udmærket måde hvervet som landmarskal. Under rigsdagssamlingen 1756 deltog han i den sammensværgelse, der til mål havde en udvidelse af kongemagten, arresteredes og stilledes for en kommission af rigets stænder samt dømtes til døden. Brahe henrettedes på Riddarholmen 23. juli.

11) Magnus Brahe (1790-1844), svensk hofmand og militær, ovennævntes sønnesøn. Brahe blev 1822 souschef for livgarden til hest, 1826 chef for kongens adjutanter og 1830 generalløjtnant. 1834 blev han rigsmarskal. Brahe var Karl Johans nærmeste ven og øvede en stor og gavnlig indflydelse på ham. Selv den personificerede elskværdighed og uegennytte kunne Brahe, som chef for den mægtige "Kamarilla" eller "Brahe-väldet", dog ikke undgå at blive genstand for det liberale partis uvilje. Hans helbred, der allerede var undergravet, bukkede under for anstrengelserne ved Karl Johans dødsleje, ved hvilket han vågede dag og nat.

Kilder[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.