Margrete 1.
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Margrete 1. (1353 – 28. oktober 1412[1]) var regent for Danmark (1375-1412), Norge (1388-1412) og Sverige (1389-1412). Hun er desuden kendt som grundlæggeren af Kalmarunionen og som Danmarks første kvindelige monark, i hvert fald af gavn.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Biografi
Margrete 1. var datter af Valdemar Atterdag. Som 10-årig blev hun gift med kong Håkon 6. af Norge. Margrete har aldrig været dronning af Danmark, da en kvinde kun kunne være "fuldmægtig frue og husbonde og Danmarks riges formynder". Ihvertfald indtil sønnen, hendes mindreårige søn Oluf, kunne blive konge. Så mens Oluf var mindreårig, var hun hans formynder og regerede på hans vegne. Da Oluf døde i 1387, valgte Rigsrådet Margrete til regent, ivrigt tilskyndet af drost Henning Podebusk. Margrete tog nu sin søsters dattersøn, Bogislaw, til sig som sin fostersøn. Bogislaw, som var søn af Vartislav VII af Pommern, fik, da hans arveret til den norske krone blev anerkendt, det nordiske navn Erik (senere Erik af Pommern). I 1388 blev Margrete valgt til regent i Norge. I Sverige var der nærmest borgerkrig mellem stormændene og kongen, Albrecht af Mecklenburg. Ved Dalaborgaftalen i 1388 blev Margrete valgt til regent over den del af Sverige som stormændene kontrollerede, og de lovede at hjælpe Margrete med at få resten af Sverige. Stockholm, som var under kontrol af tyske købmænd, blev belejret. Mecklenburg kom nu til hjælp og begyndte at hærge de danske kyster. Men efter et forlig endte det med, at Margrete blev regent i Sverige. Da var hele Norden i hendes magt, herunder også Island, Færøerne og Grønland, som fulgte med Norge, og Finland, som fulgte med Sverige.
Margrete begyndte nu at styrke sin position. Hun overtog selv embederne som marsk og drost og sørgede for, at Rigsrådets indflydelse mindskedes. Hun forbød stormændene at bygge deres egne borge, og byer måtte heller ikke længere befæstes. Meget af det gods, som stormændene har erhvervet under Valdemar Atterdags ophold i Tyskland, bringes tilbage under kronen. I 1396 vedtog landstingene den såkaldte "Dronning Margretes Fred", hvori borgerne lovede regeringen at overholde gældende love. Dette er modsat de såkaldte håndfæstninger, hvori kongen lovede borgerne at overholde gældende love.
I 1396 fik Margrete hyldet Erik som konge af Danmark og Sverige. Der indkaldtes til unionsmøde i Kalmar, og den 17. juni 1397 blev Erik kronet til konge af Norden, af Kalmarunionen. Den 13. juli 1397 satte 67 gejstlige og rigsrådet deres segl på kroningsbrevet, hvori de aflagde troskabsløfte til kongen. Margrete trådte tilbage som formynder i 1401, men det er dog stadig hende, der trækker i trådene, indtil hun dør. Margrete begynder at blande sig i Slesvigs forhold. Hun opkøbte flere borge i Slesvig, og i 1409 fik Margrete Flensborg og Nyhus Slot. I 1410 erobrede Erik Als og Ærø. I 1411 tilbageerobrede de holstenske grever Flensborg, men Margrete klarede igen sagen ved forhandlinger, og den 24. oktober kunne Margrete og Erik marchere ind i Flensborg. Endnu engang var Slesvig tæt på genforening med Danmark. Margrete døde den 28. oktober 1412 på sit skib i Flensborg Fjord. Hun blev begravet i Sorø, men flyttes senere til Roskilde Domkirke, hvor hun i dag ligger.
Den 6. december 2006 afslørede dronning Margrethe 2. en rytterstatue af sin forgænger Margrete 1. Rytterstatuen er oprindelig udført i skitseform af billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, der udførte den første skitse omkring 1897. Grundlaget for den nu realiserede statue er en senere udført gipsmodel, som Roskilde Museum gennem næsten 50 år har haft stående på sit magasin inden projektet med privat bistand fra bl.a. fabrikant Elsebeth Stryhn blev realiseret i 2006. Rytterstatuen der nu er støbt i bronze, knejser på Københavnsvej i Roskilde ud for Ro's Torv.
[redigér] Relikvierne efter Margrete
Margretes grav blev viet stor interesse, og Roskilde domkirke stillede tre genstande ud, der blev knyttet til hende - en slibesten, en fane og en kjole syet af gylden brokade fra Italien. [2] Denne blev påstået at have været hendes brudekjole. [3] Kjolen er testet med karbondatering ved Svedberg-laboratoriet, [4] og tidfæstet til perioden 1400-1440. Den kan altså have tilhørt Margrete, men hendes brudekjole var den ikke. Hvordan den havnede i Roskilde domkirke ved vi ikke, og den er først omtalt i 1593, af en engelsk rejsende, Fynes Moryson, der skriver om slibestenen at Albrecht havde sendt hende den, så hun kunne slibe sine sværd på den. Grev Christian af Anhalt besøgte domkirken i 1623, og beskrev dragten som Margretes brudekjole, men nævnede hverken fanen eller slibestenen. Arent Berntsen nævnede i Danmarckis oc Norgis fructbar Herlighed kjortelen, fanen og slibestenen, som han mente Albrecht sendte hende til at slibe sine spyd og sværd på.
I august 1658, et halvt år efter freden i Roskilde, brød Karl X Gustav fredsaftalen og belejrede København. Han og dronning Hedvig Eleonora af Holsten-Gottorp holdt tidvis hof på Frederiksberg Slot, hvortil man sommeren 1659 førte Margrete-"relikvierne" fra Roskilde domkirke. Efter Karl Xs død besluttede det siddende råd at føre den tre genstande til Uppsala for opbevaring i domkirken der. Derhen kom de dog først i 1665, i nærvær af den niårige Karl XI og rigsmarskalk Gabriel Oxenstierna. Johannes Schefferus udgav året efter en beskrivelse af Uppsala domkirke. Han oplyser at slibestenen lå i dronning Katarina Jagellonicas kapel. [5] Kjolen beskrives også, men om fanen fortæller Schefferus helt fejlagtigt at den blev båret af "Kristian Tyrann" (= Christian II) ved Stockholms blodbad, "förts til spott och spe framför rikets främsta män, vilka han senare lät avrätta". I starten af 1730-tallet skrev C.C.Frediani at slibestenen var sendt fra Albrecht til Margrete, mens dronningen havde sendt ham fanen, og helt fejlagtigt hævder Frediani at dette var samme fane som Erik 14. lod bære foran de høje herrer i stockholm som en hån, "dem han här sedan uppå Slåttet mörda lät". Lige fejlagtigt påstår han, at Margrete-kjolen var hendes kroningsantræk. I Svea Rikes Historia, del II fra 1765 nævner Dalin slibestenen og fanen, og desuden "en Råck" (= en nederdel), som han mener dronningen også kan have fået af Albrecht. Da Joh.B.Busser i 1773 skrev om Uppsala domkirke, nævnede han en spinderok. Det er nok ordet råck han har misforstået, og troet at det drejede sig om en rok, uden engang at undersøge sagen. På vej mod glemselen bliver genstandene beskrevet mere og mere forvansket.
| Efterfulgte: | Danmarks kongerække | Efterfulgtes af: |
| Oluf 2. 1376-1387 |
Erik 7. af Pommern 1412-1439 |
| Efterfulgte: | Sveriges regenter | Efterfulgtes af: |
| Albrecht af Mecklenburg 1363-1389 |
Erik 7. af Pommern 1396-1439 |
[redigér] Anetavle
| P | I | II | III |
|---|---|---|---|
|
Proband: |
Farfar: Christoffer 2. |
Farfars far: Erik Glipping |
|
| Farfars mor: Agnes af Brandenburg |
|||
| Farmor: Eufemia af Pommern |
Farmors far: Bogislaw 4. af Pommern |
||
| Farmors mor: Margareta af Rügen |
|||
| Mor: Dronning Helvig |
Morfar: Erik 2. af Sønderjylland |
Morfars far: Valdemar 4. af Sønderjylland |
|
| Morfars mor: Elisabeth af Sachsen-Lauenburg |
|||
| Mormor: Adelheid af Holsten |
Mormors far: Henrik 1. af Holsten |
||
| Mormors mor: Hedvig af Bronkhorst |
[redigér] Kilder/henvisninger
- Søren Sørensen (www.aerenlund.dk)
- Lexopen
