Delfiner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 26. maj 2015, 08:28 af KnudW (diskussion | bidrag) KnudW (diskussion | bidrag) (Gendannelse til seneste version ved Medium69, fjerner ændringer fra 195.249.17.242 (diskussion | bidrag))
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Delfiner
Stillehavshvidside (Lagenorhynchus obliquidens)
Stillehavshvidside (Lagenorhynchus obliquidens)
Videnskabelig klassifikation
Rige Animalia (Dyr)
Række Chordata (Rygstrengsdyr)
Klasse Mammalia (Pattedyr)
Orden Cetacea (Hvaler)
Underorden Odontoceti (Tandhvaler)
Familie Delphinidae (Delfiner)
Underfamilier
Hjælp til læsning af taksobokse

Delfiner er havpattedyr og hører til hvalerne. Navnet stammer fra oldgræsk "δελφίς" delphis som betyder "med en livmoder", underforstået "en 'fisk' med en livmoder".

Delfin kan bruges på flere forskellige måder:

  1. Ethvert medlem af familien Delphinidae (havdelfiner). Dette er den korrekte zoologiske betydning
  2. Mindre medlemmer af familien Delphinidae, dvs. fraregnet arter som spækhugger og grindehval, der systematisk set er delfiner.
  3. Ethvert medlem af familierne Delphinidae og Platanistoidea (hav- og floddelfiner), dvs. inkl. gangesdelfin og indusdelfin, der ikke er nært beslægtet med de øvrige delfiner.
  4. Almindeligt brugt som synonym for øresvinet, den nok mest velkendte delfinart (Flipper var et øresvin).

I denne artikel bruges den første definition. Der er næsten 40 arter af delfiner. De varierer i størrelsen fra 1,2 meter og 40 kg, Mauis delfin (underart af Hectors delfin), op til 9,5 meter og 10 tons (spækhugger, som zoologisk set er en delfin). De fleste arter vejer dog mellem 50 og 200 kg. De kan findes verden over, både på lavt vand ved kontinentalsoklerne samt i det åbne ocean. Delfiner er rovdyr, der spiser fisk og blæksprutter. Familien Delphinidae er den største i Cetacea, og relativt ny: delfiner udviklede sig for omkring 10 millioner år siden.

Klassifikation

Klassifikationen af delfinfamilien er omstridt og undergår løbende ændringer. Følgende er en oversigt over de arter, der anerkendes af Society for Marine Mammalogy[1].

Hybrid delfiner

I 1933 strandede tre mystiske delfiner ud for den irske kyst; disse lod til at være hybrider mellem Rissos delfin og øresvinet. Denne parring er siden blevet gentaget i fangenskab, og en hybrid kalv blev født. I fangenskab har et øresvin og en grovtandet delfin produceret hybrider. I naturen har spinnerdelfiner nogle gange hybridiseret med spættede delfiner og øresvin. Store hvalarter og marsvin har også hybridiseret i naturen. Der har også været rapporter om en hybrid mellem en hvidhval og en narhval. Se også wolphin.

Evolution og anatomi

Delfiner, sammen med hvaler og marsvin, er efterkommere af landlevende pattedyr, sansynligvis fra Artiodactyla-ordenen. Moderne delfinskeletter har to pindeformede bækkenknogler som menes at være resterne af bagben. De gik i vandet for omkring 50 millioner år siden. Se tandhvalers udvikling for detaljer.

Delfiner har en aflang rund krop der spidser til i begge ender, velegnet til at svømme hurtigt med. Deres hoved indeholder melonen, et rundt organ der bruges til biosonar. I mange af arterne er kæberne forlængede, hvilket skaber et tydeligt næb. Hos nogle arter, som øresvinet, er der en kurvet mund der ligner et smil. Tænder kan være mangfoldige (op til 250) i adskillige af arterne. Delfinhjernen er stor og har en højt struktureret hjernebark, hvilket der ofte refereres til når man snakker om deres intelligens. Deres tænder er arrangeret på en måde så de fungerer som en slags antenne for indgående lyd, hvilket gør det nemmere for dem præcist at lokalisere et objekt. Grundfarvemønstrene er nuancer af grå med en lys underside og en mørk kappe på ryggen. Mønstrene kombineres ofte med linjer og lapper i forskellige nuancer. Se de individuelle artikler for detaljer.

Delfinernes opførsel

Delfin trænes af US Navy til opsporing af miner

Der er en udbredt holdning om at delfiner er blandt de mest intelligente af alle dyr, om end det er svært at lave en direkte sammenligning blandt arters relative intelligens, på grund af forskelle i sensorer, responsmetoder og kognitionens natur i det hele taget. Yderligere er udfordringerne og omkostningerne ved at eksperimentere på større havpattedyr gjort, at visse tests der meningsfyldt kunne udføres, endnu ikke er blevet gjort, eller blevet gjort med utilstrækkelig forsøgsstørrelse eller metodologi. Se delfinintelligens for flere detaljer.

Delfiner bryder ofte vandoverfladen og laver nogle gange decideret luftakrobatik (f.eks. spinnerdelfinen). Forskere er ikke sikre på formålet med denne opførsel, men det kan være for at lokalisere fiskeflokke ved f.eks. at se fugle der spiser. Det kan også være signaler til andre delfiner, et forsøg på at slippe af med parasitter – eller bare for sjov. Leg er en vigtig del af delfiners liv, og de kan ofte ses lege med tang eller legeslås med andre delfiner. Delfiner lader også til at nyde at ride på bølger, og ses ofte 'surfe" kystbølger eller bovbølger fra både.

De er også berømte for deres vilje til en sjælden gang i mellem at nærme sig mennesker, og legende interagere med dem i vandet. Tilsvarende, i nogle kulturer som oldtidens Grækenland blev de modtaget med glæde; et skib der så delfiner i deres kølvand blev betraget som et godt tegn på en glat rejse. Der er mange historier om delfiner der beskytter skibbrudne sejlere mod hajer ved at svømme i cirkler rundt om svømmerne. En flok delfiner skulle efter sigende også have skubbet en tilbagevendende fiskebåd ud til havs, efter de fornemmede undervandsforstyrrelser skabt af 2004 tsunamien.

Delfiner er sociale dyr, der lever i flokke på typisk et dusin dyr. På steder med store mængder af mad, kan flokke midlertidigt slå sig sammen til en 'superflok', der til tider kan rumme over 1000 delfiner. Individerne kommunikerer ved hjælp af en række klik, fløjt og andre vokaliseringer. De bruger også ultralyd til deres biosonar. Flokkenes struktur er ikke fast, og stor udveksling kan forekomme. Individuelle dyr kan dog blive tæt knyttet til hinanden, hvilket gør at de bliver ved sårede eller syge dyr for at hjælpe hinanden.

På grund af deres høje kapacitet til at lære, bliver delfiner brugt af mennesker til en række formål. Ofte bliver de trænet til at optræde foran et publikum, hvilket er blevet en hovedattraktion i delfinarier, f.eks. SeaWorld. Sådanne steder giver nogle gange også mulighed for kunder at interagere direkte med dyrene, ofte med et terapeutisk udgangspunkt. Det amerikanske og russiske militær træner også delfiner, til bl.a. at finde miner eller finde forsvundne personer. Flere steder i verdenen samarbejder mennesker og delfiner om at fiske, hvor delfinerne driver fisk direkte i fiskernes net, og på den måde nemmere kan fange fiskene selv.

Føde

Delfiner er rovdyr, der jager deres bytte ved høje hastigheder. Tænderne er tilpasset til deres bytte: arter med lange næb spiser fisk, mens kortere næb og færre tænder er bedre egnet til at fange blæksprutter. Nogle delfiner kan finde på at spise skaldyr. Som regel sluges byttet helt. De større arter, især spækhuggeren, er i stand til at spise havpattedyr, sågar store hvaler, samt hajer, pingviner og havskildpadder. Der er ingen kendte tilfælde af kannibalisme blandt delfiner.

Individuelle arter bruger forskellige jagtmetoder, og selv inden for en art kan forskellige metoder blive brugt, alt afhængigt af byttedyret.

Sanser

Animation af delfinens ekkosans

Delfinens mest berømte sans er dens biosonar. Ligesom andre hvaler orienterer den sig nemmest under vandet med denne sans. Som en ubåd kan delfinen høre sig frem til forhindringer og føde i vandet.

Når delfinen ånder ud gennem blåsthullet oven på sit hoved (det svarer til delfinens næsebor), kan den sige nogle kliklyde, lidt ligesom når man strammer for hullet ved en ballon og lader luften sive ud i små stød. Delfinen kan lave de kliklyde meget hurtigt; op til 1149 klik pr. sekund er blevet observeret.

Inde i panden har delfinen et stort hulrum, som ca. har form som en rugbybold. Hulrummet kaldes melonen, og det er fyldt med en speciel slags olie. Kaskelothvalens store hoved skyldes, at den har en meget stor melon i forhold til delfinen, og dertil en særligt udviklet struktur kaldet spermacetorganet (på grund af dens indhold af spermacetolie). Når lyden går gennem hulrummet med olien forstærkes den, ligesom hvis man lader sollys gå gennem en lup. Og delfinen kan styre præcis, hvor lydstrålen skal gå hen, ligesom man også kan styre lysstrålen med en lup. På den måde kan delfinen sende et klik ud i lige præcist den retning, hvor den vil undersøge noget. Når lyden rammer en sten eller f.eks. en fisk, kastes den tilbage som et ekko. Delfinen kan så høre, når lyden kommer tilbage igen. Den hører med underkæben, som er specielt designet til at opfange ekkoer fra lydene, den selv har sendt ud. På denne måde kan delfinen "se" sine omgivelser ved hjælp af lyde, som den selv udsender. Det er en stor fordel, når man lever i havet, hvor der kan være meget mørkt, og vandet kan være så uklart, at man ikke kan orientere sig ved hjælp af synet.


Ved hjælp af sin ekkosans kan delfinen "se" sine omgivelser meget præcist. For eksempel kan en delfin sagtens sanse både afstande til ting, deres hastighed og retning. Nogle siger, at delfinen endda kan "se" forskel på en død og en levende fisk og også på to forskellige fiskearter med ekkosansen. Så kan den være sikker på at fange en frisk fisk, måske endda af en foretrukken slags.

Ud over ekkosansen benytter delfinen øjne, der er tilpasset livet i vand, til at orientere sig. Dette gør at den er meget nærsynet i luft. Alligevel ser man tit mange slags hvaler stikke hovedet op af vandet, for at kigge sig omkring.

Delfinens følesans er desuden meget fin, specielt på hovedet. Dette anvender den til at føle bevægelser i vandet, f.eks. når den er lige ved at fange en fisk.

Delfinen har også en smagssans. Med den kan den smage, om der er byttedyr i vandet, om der er en mage eller måske fjender i nærheden. Dette ligner den måde en hund bruger sin lugtesans på landjorden. Derimod har delfinen ingen lugtesans.

Huden

Delfiner har ikke pels. Som alle andre hvaler har den ikke et eneste hår på kroppen. De bliver dog født med et par øjenbryn, men de forsvinder hurtigt med alderen.

Man mener at da hvalernes forfædre levede på landjorden, havde de sandsynligvis pels som de fleste andre pattedyr. Men når man lever i vand, gælder det om at være så strømlinet som muligt. Pels ville give alt for meget modstand, så efter de mange mange år, hvor hvalerne udelukkende har levet i vandet, er pelsen forsvundet helt. Dette er i kontrast til sæler, der også lever i vandet, men stadig har brug for pelsen, når de af og til går på land, f.eks. for at føde deres unger.

I stedet for pelsen har alle hvaler et tykt spæklag (fedt) lige under huden, fuldstændig ligesom sælerne har det under deres pels og hud. Fedtlaget isolerer så f.eks. små delfiner kan holde varmen i det koldt havvand, da de skal den opretholde en lige så høj kropstemperatur som vores egen, nemlig 37 grader. I varmere vande kan spæklaget være ned til et par centimeter tykt, mens det på en stor arktisk hval kan være op til en halv meter tykt.

Kun i forlufferne og i halen har delfinerne ikke så tykt et fedtlag. Her regulerer de varmen i deres krop ved hjælp af modstrømsprincippet, ligesom sælerne også gør det: I lufferne snor blodårerne sig omkring hinanden. Blodårer, der fører varmt blod fra kroppen ud i luffen, snor sig omkring blodårer, der fører koldt blod tilbage i kroppen. På den måde afleveres varmen til det blod, der er på vej tilbage til kroppen igen, og delfinen kan holde sin krop varm.

Hvalers hud er meget tyk og robust. Den føles fuldstændigt ligesom glat gummi, hvis man rører ved den. Der ligger et tykt lag fedt under huden, og derfor kan man heller ikke mærke nogen af de hårde knogler under huden på kroppen, som man kan med et menneske, f.eks. ved hofterne. En delfin føles bare fast, lidt ligesom hvis man rører ved en våd gummistøvle, eller et hårdkogt æg uden skal.

Det yderste lag af huden indeholder en række mikroskopiske sprækker, der kan fange luftbobler når delfiner er ude af vandoverfladen. Det gør at delfiner nærmest svæver eller glider igennem vandet. Til gengæld er den fine hud meget sårbar, og det yderste lag regenereres ekstremt ofte, faktisk op til syv gange på én dag. Det yderste lag er dog samtidigt ekstremt tyndt, så det ikke kræver enorme mængder energi.

Tænder

Hvalerne er delt op i to store grupper: bardehvalerne og tandhvalerne.

Tandhvalerne har, som deres navn røber, tænder i munden, mens bardehvalerne har udviklet de meget specielle "barder" i munden. Det er en slags filtre, som de bruger til at sigte smådyr fra vandet med.

Delfiner har lange rækker af små hvide tænder i hver kæbe. Alle tænderne ligner hinanden hos delfinerne, i modsætning til f.eks. tænderne hos mennesker, der jo har fortænder, hjørnetænder og kindtænder. Til gengæld har de fleste tandhvaler, mange flere tænder i alt end vi landlevende pattedyr. Et øresvin har f.eks. 88 tænder i munden, i forhold til menneskets 28-32.

Tænderne er små og spidse og gode til at holde fast på en glat fisk, der spræller for at undslippe delfinen. Til gengæld er tænderne ikke gode til at tygge med, så delfinen må nøjes med at fange føde, som den kan sluge i en mundfuld.

Lemmer

Delfinen havde en forfader, der havde fire ben ligesom en flodhest, der gik omkring oppe på land. Delfinen ligner meget mere en fisk med et hoved, finner og en flad hale.

Men hvis man kigger godt efter, ligner delfinen faktisk heller ikke en fisk. Delfinens hale sidder vandret, og delfinen kan derfor bevæge den op og ned i stedet for fra side til side, som fiskene gør det.

Halen ligner heller ikke en almindelig pattedyrhale ligesom en kats, for den er stor og flad ude i enden. Men knoglerne inden i halen ligner meget knoglerne i en kattehale. Det store flade stykke ude i enden har næsten ingen knogler, det er opbygget af brusk og er tilpasset til at kunne skovle en masse vand, når delfinen skal hurtigt af sted, lidt ligesom en åre i en robåd.

Delfinens finner ligner meget sælens forluffer. De er flade og kan bevæges, så delfinen kan skovle vand og styre, når den svømmer. Inde i finnen findes mange knogler. Ligesom hos sælen ligner knoglerne faktisk stadig en hånd.

Delfinen har ingen kløer på sine finner, de er helt glatte og dækket af en glat og tyk hud. Delfinerne har heller ikke brug for kløer på sine finner. Den skal ikke holde fast på noget bytte, ligesom sælen kan finde på at gøre, for delfinen fanger kun sit bytte med tænderne.

Men hvor er delfinens bagben? Hos sælen kan man jo godt se knoglerne i finnerne ved dens hale, som lidt ligner bagben, men delfinen har ingen finner ved halen.

Hvis man kikker godt efter på delfinens skelet, kan man se nogle meget små knogler nede under dens rygrad ved halen. De to små knogler er ikke forbundet med nogle af de andre knogler, og de ser ikke ud som om de bruges til noget.

Men de to knogler er faktisk resterne af delfinens bagben, ligesom menneskets haleben er resten af den hale, vores forfædre engang havde. Delfinen har udviklet en så kraftig hale, at den ikke har brug for bagben længere. Det er meget bedre for den, at bagbenene forsvinder, for så bliver delfinen mere strømlinet og kan nemmere bevæge sig igennem vandet.

Delfinens rygfinne er som dens hale kun bygget op af stift brusk, der er ingen knogler i.

Dykning

Delfiner kan holde sig længe under vandet, som alle de andre hvaler. Normalt er de dog kun under vandet i omkring 2 minutter. I forhold til kaskelottens 45 minutter er det ingenting, men i forhold til mennesket er det en del.

Mennesket kan godt holde vejret under vand i et par minutter, og nogle af de rigtige eksperter kan faktisk holde vejret i op til 7 minutter. Men den store forskel på os og delfiner, som gør at delfinen er meget bedre end os er, at delfinen kan dykke mange gange lige efter hinanden. Hvis vi skal dykke i ret lang tid, er vi nødt til at holde lange pauser på overfladen, for at få vejret igen.

Den forskel skyldes at delfinen, i modsætning til os, er specielt tilpasset til at dykke. Delfinen har ligesom mennesket et specielt iltbindende molekyle (hæmoglobin) i blodet. Hæmoglobinet sørger for at transportere ilten fra lungerne ud til musklerne. Ude i musklerne findes et andet molekyle (myoglobin), som ilten bliver afleveret til og som opbevarer den, indtil den skal bruges.

Delfiner har mange flere myoglobin-molekyler end mennesket. Så når de dykker, har den et meget større lager af ilt ude i musklerne, og derfor kan den holde sig nede meget længere, og den behøver ikke være oppe så længe ved overfladen, som et menneske ville være nødt til. De mange myoglobin-molekyler gør, at delfinens og alle andre hvalers kød er helt sort. Fordi delfinen faktisk lagrer ilten, som den skal bruge under et dyk, helt ude i musklerne, holder den ikke vejret ligesom os. Derimod ånder delfinen ud og tømmer sine lunger, lige inden den dykker.

Bevægelse

Øresvin der leger i kølvandet på et skib

Delfinen bevæger sig ligesom sælen ved at slå op og ned med halen. Den kan også styre med halen og med sine luffer.

Faktisk kan en delfin bevæge sig meget mere, end de fleste tror. Dens rygrad er meget bevægelig, så når den rigtigt slår med halen, bruger den hele ryggen. Delfinens hals kan man ikke se, dens hoved går nærmest direkte over i kroppen. Men selvom man ikke umiddelbart kan se, at delfinen har en hals, så kan den alligevel bevæge hovedet en del, dreje det og kikke op og ned. En delfin er altså ikke stiv i det ligesom en fisk. I dens bevægelser kan man godt se, at den stammer fra et dyr med hoved, hals, ryg og ben.

Delfinen har nogle tricks, så den kan spare på kræfterne, når den skal svømme hurtigt gennem vandet. F.eks. kan den finde på at springe op i luften i fuld fart. I luften er modstanden meget mindre – hvorved delfinen ikke behøver at bruge så mange kræfter på at komme fremad. Det ser derfor ud som om delfinen leger, når den springer op af vandet. Man ved ikke, om den nogen gange faktisk gør det for at lege.

Et andet trick er at udnytte strømmen af vand langs med en båd, der sejler. Den almindelige delfin er berømt for at følge med de store både på havet. Så rider de på bovbølgen foran skibet.

Det trick er godt til at spare på kræfterne. I bølgen foran skibet bevæger vandet sig hurtigt fremad, og det kan bære delfinen frem, uden den behøver at bruge ret mange kræfter, på samme måde som mennesker kan gøre det ved standen, med eller uden surfbræt.

Se også

 Wikimedia Commons har medier relateret til:

Kilder

  1. ^ “Committee on Taxonomy. 2012. List of marine mammal species and subspecies. Society for Marine Mammalogy, www.marinemammalscience.org, besøgt 29.6.2013.”
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Delfiner&oldid=8146280"