Øresvin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Øresvin ?
Øresvin i hækbølgen fra en båd
Øresvin i hækbølgen fra en båd
Bevaringsstatus
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Chordata (Chordater)
Klasse: Mammalia (Pattedyr)
Orden: Cetacea (Hvaler)
Underorden: Odontoceti (Tandhvaler)
Familie: Delphinidae (Delfiner)
Slægt: Tursiops
Art: truncatus
Videnskabeligt artsnavn
Tursiops truncatus
Montagu, 1821
Øresvinets udbredelse
Øresvinets udbredelse

Øresvinet (Tursiops truncatus) er nok den mest kendte delfinart. Den findes i varme og tempererede have over hele verden, med undtagelse af Ishavet og Antarktis.

Fysisk beskrivelse[redigér | redigér wikikode]

Øresvin er grå, fra den mørke grå på toppen af ryggen nær rygfinnen, til en meget lys grå eller næsten hvid underside. Saltvandet gør dem svære at se både oppefra og nedefra når de svømmer. Deres over- og underkæber er forlængede, hvilket giver dem deres engelske navn "bottlenose", eller "flaskenæb" på dansk. Deres rigtige næse er dog blåsthullet øverst på hovedet. Deres ansigter viser et karakteristisk "smil". Voksne varierer i størrelse fra 2 til 4 meter, og i vægt fra 150 til 650 kg, hvor hannerne er en smule længere og betydeligt tungere end hunnerne i gennemsnit. Størrelsen på delfinen lader til at variere betydeligt med levestedet. Det meste af den forskning som er foregået inden for dette område, har været begrænset til Atlanterhavet, hvor forskere har identificeret to økotyper. Delfinerne i det varme, lave vand lader til at have en mindre krop end deres kusiner, i det koldere dybe vand. For eksempel viser en undersøgelse af dyrene i Moray Firth, i Skotland, at dyrene havde en gennemsnitslængde på lige under 4 meter. Dette kan sammenlignes med 2,5 meter for den gennemsnitlige delfin i Florida. Dem i de koldere egne har også en mere fedtholdig krop, og blod der er mere egnet til at dykke dybt.

Halefinnen og rygfinnen er formet af tæt væv og indeholder hverken knogler eller muskler. Dyrene skaber fremdrift ved at bevæge halefinne op og ned. Lufferne, på siden af kroppen, bruges til at styre med; som tydeligt indeholder knogler der kan sammenlignes med forlemmerne fra landpattedyr (fra hvem delfinerne og andre tandhvaler udviklede sig fra for ca. 50 millioner år siden).

Opførsel og liv[redigér | redigér wikikode]

Med 5 til 8 minutters mellemrum er delfinerne nødt til at svømme til overfladen for at trække vejret gennem blåsthullet. Gennemsnitligt trækker de dog vejret meget oftere, hvilket dog også afhænger meget af hvilken aktivitet, de foretager. Deres søvn er meget let; nogle forskere har indikeret, at de to hjernehalvdele skiftes til at sove i søvnperioden. Dette gøres både som beskyttelse mod rovdyr eller andre farer, og for at trække vejret. Vejrtrækningen hos delfiner er en bevidst handling, og hvis de bliver fuldt bevidstløse (som mennesker er i dyb søvn) ville de ikke kunne trække vejret.

Øresvin lever normalt i grupper på op til 12 dyr. Dette er langtids sociale enheder. Typisk lever en gruppe hunner og deres unger sammen, mens ungdyrene lever i separate grupper. Adskillige af disse grupper kan midlertidigt slå sig sammen for at danne større grupper på over et hundrede delfiner eller mere. Hannerne lever mest alene, eller i en gruppe på 2-3 individer, og tilslutter sig de større grupper i kortere perioder.

Arten er bredt kendt for sin venlige karakter og nysgerrighed over for mennesker i eller nær vandet. Det er ikke unormalt for en dykker at blive undersøgt af en gruppe af dem, og de er ofte modtagelige for forsigtigt at blive klappet eller aet. Det er også sket, at delfiner har reddet sårede dykkere ved at skubbe dem til overfladen, hvilket er en opførsel de også viser over for sårede medlemmer af deres egen art. Disse tilfælde har givet dem tilnavnet "Menneskets bedste ven fra havet".

Delfiner er dog rovdyr og udviser også aggressiv opførsel. Dette inkluderer kampe mellem hannerne om rang eller adgang til hunner, så vel som aggression mod hajer og andre mindre delfinarter eller marsvin.

Hunnerne kan leve omkring 50 år, mens den mere stressfyldte tilværelse for hannerne tilsyneladende har sin pris, da de sjældent lever, til de er mere end 30 år gamle.

Føde[redigér | redigér wikikode]

Deres føde består primært af små fisk, blæksprutter, krabber og andre lignende dyr. Deres spidse tænder bruges til at gribe og fastholde, men ikke tygge maden. Når en stime fisk er fundet, arbejder dyrene sammen som et team om at holde fiskene tæt sammen, for at maksimere udbyttet. De søger også efter fisk alene, ofte bundlevende arter. Til tider vil de slå til fiskene med halen, for at lamme dem og gøre dem nemmere at spise. Det er også blevet teoretiseret at de kan bruge deres biosonar til at lamme fisk med.

Sanser og kommunikation[redigér | redigér wikikode]

Delfinens søgning efter mad er hjulpet af en biosonar, svarende til en almindelig sonar: de finder objekter ved at producere en lyd og lytte efter ekkoet. Den klikkende lyd udsendes i en fokuseret stråle foran dyret. De har to små øreåbninger bag øjnene, men de fleste af lydbølgerne bliver transmitteret til det indre øre via underkæben. Når de nærmer sig målet, bliver ekkoet højere; delfinerne tilpasser ved at justere intensiteten af de udsendte lyde. Dette står i kontrast til den teknik brugt af flagermus og menneske sonar, hvor det er modtagerens følsomhed der justeres. Når de kommer nærmere bliver frekvensen på klikkene sat op, da lyden ikke længere bruger så lang tid på at rejse frem og tilbage. Detaljerne om deres ekkolokation er blevet nøje studeret, og det er blevet vist at de er i stand til at udtrække detaljer om formen på målet udelukkende via deres biosonar – lidt på samme måde som et røngtensyn.

De har også et godt syn. Øjnene er lokaliseret på hver side af hovedet, og har et tapetum lucidum som hjælper i svagt lys. Deres hestesko formede pupil gør det muligt for delfinen at have godt syn både over og under vandet, på trods af forskellen i densiteten af disse medier.

I kontrast er deres lugtesans meget dårlig, hvilket er forventet da deres blåsthul, hvilket svarer til næsen, er lukket i undervandsmiljøet og kun bliver åbnet for at indtage luft. Deres smagssans er ikke blevet studeret nøjere, om end delfiner har demonstreret evnen til at detektere salte, søde, bitre (kininsulfat) og sure (citronsyre) smage. Nogle dyr i fangenskab har også udvist en preference for visse spisefisk, om end det ikke er afklaret om smagen har en afgørende faktor.

Øresvin kommunikerer med bevægelser og lyde de producerer med seks luftsække nær blåsthullet (de har ingen stemmebånd). Hvert dyr har en signaturlyd som unikt identificerer dyret. Til anden kommunikation bruges omtrent 30 identificerbare lyde, men selv om det blev foreslået af John Lilly i 1950'erne, så er et "delfin sprog" aldrig er blevet fundet.

Kognition[redigér | redigér wikikode]

Kognitive evner som er undersøgt blandt delfiner inkluderer koncept formering, sanse evner og brugen af mental repræsentation af delfiner. Denne forskning har stået på fra slutningen af 1970'erne til i dag, og dækker følgende specifikke områder: akustisk efterligning, opførsels efterligning (indenfor og på tværs af arter), forståelsen af kunstige sprog, hukommelse, bevidsthed af egen opførsel (inklusiv evnen til at genkende det, undgå det eller gentage det), tilstedeværelse eller mangel af objekter, objekt kategorisering, sammenligning af objekter (sammenligning af prøve, forsinket sammneligning af prøve, tilfældig sammenligning af prøve, prøve på tværd af ekkolokation og syn, rapportering af ingen sammenligning eksisterer, etc.), synkroniseret kreativ opførsel mellem to dyr, forståelse af symbolers relation til kropsdele, forståelse for pege bevægelsen og blik (både menneskers og delfiner), problem løsning, ekkolokations overhørsel, opmærksomhed, spejltest for selvidentifikation og mere. Ny forskning viser at delfiner har evnen til at forstå nummeriske værdier. I et forsøg hvor en delfin blev vist to paneler med tilfældige prikker i forskellig størrelse og position, var den i stand til at vælge panelet med flest prikker – meget hurtigere end de fleste mennesker er i stand til. Følgende forsker bl.a. på delfiners kognitive evner: Louis Herman, Mark Xitco, John Gory, Stan Kuczaj, Lori Marino, Diana Reiss, Adam Pack, og mange flere.

Fremtidig reference: Akeakamai

Værktøjsbrug og kultur[redigér | redigér wikikode]

I 1997 blev værktøjsbrug beskrevet i øresvinsbestanden i Shark Bay, Australien. En delfin holdt en svamp i næbbet, sandsynligvis for at beskytte sig når den søgte efter føde på den sandede havbund. Opførslen er kun observeret i denne bugt, og er næsten udelukkende iagttaget hos hunnerne. Dette er det eneste kendte tilfælde af værktøjsbrug hos havpattedyr. Et udførligt studie i 2005 viste at mødrene sandsynligvis lærte deres døtre hvordan de skulle gøre. Dele af delfinflokke i Mauretanien er kendt for at samarbejde med fiskere. Delfinerne driver en fiskestime ind mod kysten, hvor fiskerne venter med deres net. I forvirringen mens nettene bliver kastet, lykkes det for delfinerne at fange mange fisk. Samarbejde mellem delfiner og andre arter er også observeret, og det er foreslået at denne opførsel bliver overført via kultur.

Seksualitet og reproduktion[redigér | redigér wikikode]

Hannen har to slidser på bundsiden af kroppen: en der indeholder penis og en længere tilbage for anus. Hunnen har en kønsslidse, som indeholder vagina og anus.

Parringslege involverer at hannen læner sig op ad hunnen, ager, klør, nusser, kradser, kæbe klapning og gøen. Korpulering foregår efter langt forspil; hvorefter de to dyr mødes mave mod mave. Handlingen varer kun 10-30 sekunder, men gentages adskillige gange, med et par minutters pause i mellem.

Graviditetsperioden er 12 måneder. Ungerne fødes i lavt vand, til tider assisteret af en "jordemoder" (som kan være en han). En enkelt unge fødes, omkring 1 meter lang ved fødslen. Kalven får mælk i 12 til 18 måneder.

De unge lever tæt med deres moder i op til 6 år; hannerne er ikke involveret i at opfostre deres afkom. Hunnerne bliver seksuelt modne ved 5-12 års alderen, hannerne en smule senere, 10-12 års alderen.

Naturlige fjender[redigér | redigér wikikode]

Store haj arter, jager øresvinet. Men delfinen er langt fra forsvarsløs mod sine jagere, og er kendt for at torpedere dem. Spækhuggeren kan også jage den, men det ses sjældent.

Taksonomi[redigér | redigér wikikode]

Forskere har længe været klar over at øresvinet måske består af mere end én art. Konsensussen blandt forskere i dag er at der er to arter.

  • det Almindelige Øresvin (T. truncatus), som findes i varme til tropiske oceaner; farven til tider næsten blå; har en mørk linje fra næb til blåsthul
  • det Indo-Pacifiske Øresvin (T. aduncus), der lever i vandene omkring Indien, Australien og det sydlige Kina; ryggen er mørkegrå og maven er hvid med grå pletter.

Følgende betragtes til tider som underarter af T. truncatus:

  • det Pacifiske Øresvin (T. gillii eller T. truncatus gillii); lever i Stillehavet; har en sort linje fra øjet til panden
  • Sortehavs Øresvinet (T. truncatus ponticus), der lever i Sortehavet

Uheldigvis er meget af den gamle forskningsdata fra begge arter kombineret i én bunke, hvilket gør det effektivt umuligt at adskille strukturelle forskelle mellem de to arter. Den taksonomiske situation mellem disse dyr forholder sig sandsynligvis i uvished i et stykke tid endnu.

Beskyttelse[redigér | redigér wikikode]

Øresvin er ikke en truet dyreart. Deres fremtid bliver på nuværende tidspunkt betragtet som stabil på grund af deres mængde og store tilpasningsevne. Når det er sagt, er der dog stadigvæk nogle specifikke grupper der er truede af forskellige årsager. For eksempel er gruppen i Moray Firth i Skotland estimeret til at bestå af 150 dyr, og svinder med ca. 6% om året pga. gener, traumer, vandforurening og begrænset fødeadgang. Klima forandringer som forhøjede vandtemperaturer kan også spille en rolle.

Den internationale handel med øresvin er stærkt kontrolleret og begrænset.

Øresvin og mennesker[redigér | redigér wikikode]

Nogle folk dræber øresvin for mad eller fordi de konkurrerer om de samme fisk. Øresvin (og flere andre delfin arter) rejser ofte sammen med tunfisk, og da delfiner er meget nemmere at se end tun, omringer fiskere ofte delfiner for at fange tunfiskene, hvilket kan resultere i at mange af delfinerne også dør.

Dette har ført til boykot af tunprodukter, og "delfin sikre" tunprodukter, hvor man bruger andre fangstmetoder der er mindre skadelige for delfinerne.

Øresvin (så vel som andre delfin arter) bliver ofte trænet til at optræde i delfin shows. Nogle dyreaktivister mener at delfinerne ikke bliver tilpas aktiverede og at deres tanke er for små; andre mener at delfinerne bliver passet godt på og nyder at leve og arbejde med mennesker.

Direkte terapi med delfiner bliver brugt i behandlinger med alvorligt handikappede børn.

Både USA og Rusland træner delfiner i deres militær, til at lokalisere undervandsminer eller fjendtlige dykkere. Det amerikanske militær program er lokaliseret i San Diego, Californien.

I byen Laguna, i det sydlige Brazilien, har øresvin samarbejdet med lokale fiskere om at fange fisk siden 1847. Lignende samarbejde foregår også i Afrika, og er blevet beskrevet i gennem hele den menneskelige historie.

Billeder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Hammond, P.S., Bearzi, G., Bjørge, A., Forney, K., Karczmarski, L., Kasuya, T., Perrin, W.F., Scott, M.D., Wang, J.Y., Wells, R.S. & Wilson, B. (2008). Tursiops truncatus. 2008 IUCN Red List of Threatened Species. IUCN 2008. Hentet den 7 October 2008.
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: