Erik Jarl

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Erik Håkonsson Ladejarl (norsk:Eirik, gammelnorsk:Eiríkr Hákonarson) (født 957 død 1023 eller 1024) var jarl af Trøndelag og Håløygaland (ca. 9951012). Han var vicekonge i Norge under Svend Tveskæg af Danmark (10001012).

Han var uægte søn af Håkon Sigurdsson Ladejarl og blev opfostret af Torleiv Spake, på Melhus.

Søskende: Svend Håkonsson Ladejarl
Hustru: Gyda Sveinsdotter
Børn: Håkon Eriksson Ladejarl

Erik Jarl var allieret med danskekongen Svend Tveskæg og svenskekongen Olof Skotkonning i slaget ved Svold i 1000, hvor de besejrede den norske konge Olav Tryggvason. Efter Olav Tryggvasons fald fik Erik Jarl magten over det meste af det nordlige Norge som underkonge til kong Svend. I 1014 drog han med Knud (den senere Knud den Store), søn af Svend Tveskæg til England og overlod sit rige til sin søn, Håkon. Men før han nåede tilbage til Norge, havde Olav den Hellige taget magten.


Foregående: Regerede
1000-1012
Efterfølgende:
Olav Tryggvason
(995–1000)
Svend Jarl (1000-1015)
Håkon Eriksson Ladejarl 1012-1015
Norge Stub
Denne biografi om en nordmand er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi