Erik Præstehader

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Erik Præstehader, eller på norsk: Eirik II Magnusson (126815. juli 1299), var konge af Norge i perioden 1273-1299.

Baggrund og personlige liv[redigér | redigér wikikode]

Stenskulptur forestillende Erik Præstehader, fra Stavanger Domkirke.

Erik II Magnusson nedstammede fra kong Olav II, bedre kendt som Olav den Hellige's slægt; Olav blev kanoniseret i 1031, hvorfor han også kendes som Skt. Olav. Med Erik Præstehaders kroning sad Olav den Helliges slægt på den norske trone for første gang siden Olavs halvbror Harald Hårderåde blev eneregent efter Olavs frillesøn Magnus den Gode i 1047. Erik var den ældste søn af Magnus Lagabøte og Ingeborg af Danmark, datter af Erik Plovpenning.[1]

Erik Magnusson pådrog sig som ung en hjerneskade i forbindelse med et styrt fra hest. Denne skade er nævnt som årsagen til at han var dårligt i stand til at styre sit rige, og at han blev udnyttet af magtbegærlige rådgivere.[1][2]

Ægteskaber[redigér | redigér wikikode]

Han blev gift med Margrete af Skotland, datter af kong Alexander 3. af Skotland, i år 1281;[3] af hende lærte Erik at tale fransk og tysk.[4]. Margaret døde i barselseng i 1283, mens datteren Margaret, overlevede. Da hun på det tidspunkt var eneste efterkommer af den skotske kong Alexander 3. blev hun i 1286 kronet som Dronning af Skotland, kun tre år gammel; en titel hun beholdt til sin død blot fire år senere, i 1290. Hendes død startede den konflikt om den skotske trone, der senere skulle føre til den skotske uafhængighedskrig.[3] Fra den 20. januar til den 2. december 1286 var Erik i Skotland for at støtte sin datter i regentskabet. I 1289 forsøgte Erik, med held, at sætte et giftermål i stand mellem Margrete og Englands prins Edvard, den senere kong Edvard 2. af England. Da Edvard var søskendebarn til Margretes mor fik Erik sat giftermålet i stand via en pavelig bulle.[3] Efter Margretes død rejste Erik krav om en stor andel af Skotlands rigsindtægter, og forsøgte at sætte sig selv i betragtning til den skotske trone, da han betragtede sig som retmæssig arving efter Margrete; ingen af disse krav fik han held med, og eftertidens historikere anser dem for urimelige efter datidens sædvane. I midten af 1290'erne blev der skelet til disse krav under dannelsen af især den norske udenrigspolitik.[3]

Erik giftede sig igen i 1293 med den da 11 år gamle Isabel Bruce, søster til Robert 1. af Skotland. Med hende fik Erik i 1297 datteren Ingeborg Eriksdatter, der i 1312 blev gift med Valdemar Magnusson af Sverige, greve af Finland. Ingeborg selv blev udnævnt til grevinde af Öland.[5]

Regeringstid og politik[redigér | redigér wikikode]

heraldisk insignia tilhørende kong Eirik Magnusson af Norge, fra 1298.

Rigsdagen i Bergen i 1273 udråbte Magnus Lagabøte Erik til medregent af Norge, og gjorde samtidig sin næstældste søn Håkon til hertug.[6] Ved faderens død i 1280 overtog Erik tronen alene, og blev officielt kronet til konge i Bergen d. 2. juli 1281, af ærkebiskop Jon Raude og syv andre biskopper.[7] Ved samme lejlighed sørgede et biskopssynode for at sammensætte en formynderregering, bestående af norske baroner og statsmænd fra hoffet, til at regere landet til Erik blev myndig.[8] Han betegnes ofte som en svag og konfliktsky mand, der gerne lod sig vejlede af sine rådgivere, især af sin mor og af baron Audun Hugleiksson.[9]

Under Erik Præstehaders regeringstid vendte formynderregeringen sig fra den fredelige udenrigspolitik, som Magnus Lagabøte havde ført, og antog i stedet en mere krigerisk linje, i stil med den politik Eriks bedstefar Håkon Håkonsson havde ført tyve år tidligere.

Konflikt med Kirken[redigér | redigér wikikode]

Eriks kroning i 1281 blev en begivenhed der lagde en midlertidig dæmper på den strid der var under opsejling mellem Kronen og Kirken,[Kilde mangler] da Eriks rådgivere førte en hårdere politik end Eriks far Magnus Lagabøte[1] og lagde sig ud med Kirken om dens rettigheder i landet; især spørgsmålet om Kirkens retsmæssige status og økonomiske frihed fra Staten var der strid om.

I sin kroningsed lovede Erik at anerkende Kirkens gejstlige og finansielle status, men umiddelbart efter kroningen flammede konflikten op igen, idet formynderregeringen annulerede et for Kirken fordelagtigt dekret udstedt af Magnus Lagabøte i 1277, der tilkendte Kirken nye tiender. Ved det samtidige synode havde ærkebiskoppen stadfæstet Kirkens ret til at dømme i kirkeretslige anliggender, med trussel om bandlysning for enhver, der krænkede denne ret. Selv om striden tilskærpedes under Eriks regeringstid viste parterne sig dog i stand til at samarbejde. Således blev det ærkebiskoppen, der kronede Erik og hans dronning Margrete i Bergen.[4] Men samarbejdet til trods tilspidsedes konflikten fortsat, da rådsmanden Bjarne Erlingsson inddrog Kirkens ret til at præge mønter dagen efter ærkebiskoppens afrejse fra mødet, hvor denne ret var blevet tilkendt af hertug Håkon Håkonsson.[10] Formynderregeringen førte en konsekvent anitkirkelig politik, og instruerede således landets jurister og sysselmænd i at "kæmpe for Riget og regeringens suverænitet, samt ikke at tåle gejstlige købmænd". Kirkens ret til tiender og til at udskrive økonomiske bøder blev søgt yderligere indskrænket under samme politik. Endelig blev salget af sølv til gejstlige – og således også muligheden for at føre betalingsmidler ud af landet og dermed støtte den hellige krig – forbudt. Ydermere blev kirkeretten indskrænket, og alle sager ført herfor siden Magnus Lagabøtes regeringstid kendt ugyldige. Målet var at føre Kirkens privilegier tilbage til det niveau det havde før Magnus Lagabøtes indrømmelser. Med ærkebiskoppens død i 1282 brød kirkens modstandsvilje sammen, og regeringen kunne således diktere et forlig i 1283.[4]

Samtidig var der i Norge et stort udbrud af pest, der dræbte mange, herunder også herremænd, og landet blev ramt af hungersnød. Det var på denne tid, at Erik tog et styrt fra hest, under hvilket han blev hængende i en stigbøjle, så han blev slæbt efter hesten og pådrog sig flere skader, herunder også en livstruende hovedskade. Dette blev af samtiden tolket som en straf for den antikirkelige politik.[2] Striden sendte til sidst ærkebiskop Jon Raude fra Nidaros i landflygtighed til Skara i Sverige. Det var denne strid der ansporede senmiddelalderlige historikere til at give Erik tilnavnet præstehader, selv om han reelt stod uden for striden. Senere viste Erik sig endog meget velvillig mod Kirken, og han havde et godt forhold til Paven.[9][1]

Striden kulminerede da biskop Arne af Stavanger nægtede at betale leding til Staten, og således stillede sig uden for loven. Regeringen søgte at drage ham til ansvar herfor, hvilket førte til at ærkebiskop Jon ekskommunikerede kongen, hans mor og vigtige medlemmer af hoffet. Som resultat heraf måtte ærkebiskoppen drage i eksil, sammen med biskopperne Anders af Oslo og Thorfinn af Hamar. Deres ejendele blev konfiskerede og ærkebiskoppens embede blev givet til Jon Brynjulsson, der var en af kongens mænd.[Kilde mangler]

Ærkebiskop Jon Raude døde i eksil i Sverige i december 1282.[11] Thorfinn var rejst til Rom for at søge Pavens støtte; han døde på hjemrejsen i et flamsk kloster. Anders forsonede sig med kongen og genoptog sit hverv som biskop af Oslo. I 1287 tillod kongen den nye biskop af Hamar, biskop Jorun, at overtage ærkebiskoppens embede i Trondhjem, som stod ledigt.[Kilde mangler]

Først efter 1290 nåedes en stabil tilstand, der betød at Kirken havde mistet størstedelen af de rettigheder, den var blevet tilkendt siden 1277.[Kilde mangler]

Konflikt med Hansestæderne[redigér | redigér wikikode]

Regeringens forsøg på at begrænse Hansestædernes købmænds privilegier i norske byer førte efterhånden til en åben konflikt, som også den danske konge Erik Klipping tog nogen del i, efter Erik Præstehader (eller hans formynderregering) afstedkom kapring af nogle tyske handelsskibe. Det menes at især den norske adelsmand Alv Erlingsson var ansvarlig for denne kapervirksomhed, og dermed for en stor del af provokationen af Hansestæderne.[12] De vendiske stater, med Lübeck i front, slog sig sammen med Danmark og effektuerede en blokade i Østersøen, der forhindrede import af korn til Norge.[4][1] Formynderregeringen så sig i 1285 tvunget til at indgå et forlig med Hansestæderne om handelszoner, for fortsat at have spillerum til at opretholde den danskfjendtlige politik som Håkon Håkonsson havde anlagt. Forliget, der blev indgået i Kalmar i Sverige, kostede Norge 6000 mark sølv og førte til at de tyske handelsmænd blev fuldstændigt ligestillet med danske købmænd i Bergen.[4] Erstatningssummen var stor nok til at sende Norge ud i den største økonomiske krise, riget havde lidt til dato.[1] Kun forbuddet for Hansestædernes købmænd mod indenrigshandel i Norge samt forbuddet mod varetransport til havne beliggende nordligere end Bergen, der var Norges hovedstad på det tidspunkt, bestod efter det indgåede forlig.[4] Således endte konflikten med at de tyske købmænd opnåede flere privilegier i Norge end de havde haft før konflikten startede.[1]

Krig med Danmark[redigér | redigér wikikode]

Da Erik Klipping blev myrdet i Finderup Lade i 1286 faldt skylden på den danske adelsopposition. Da de blev dømt fredløse, mistede deres besiddelser og således tvunget i landflygtighed fandt de tilflugt i Norge. De stillede sig til rådighed for den danskfjendtlige krigsindsats, for på den måde at genvinde deres tabte positioner i Danmark. De blev anført af grev Jacob af Halland og Stig Andersen Hvide, der tidligere havde været Erik Klippings hærfører. Stig Andersen Hvide indtog øen Hjelm i Kattegat, og da grev Jakob opførte fæstningen Hunehals i Nordhalland havde de kontrol over adgangen til Østersøen.[4]

I årene fra 1289 til 1295 gennemførte kong Erik fire store militære kampagner mod Danmark. Det primære mål hermed var at tage kontrol over strategisk vigtige støttepunkter i Øresund og på Hallands kyst. Adelsmanden Alv Erlingssons kapervirksomhed menes at have været kraftigt medvirkende til at provokere Hansestæderne til at blokere Øresund; således endte det med at der i Hindsgavl på Fyn blev forhandlet et foreløbigt forlig i 1295, som blev fornyet i 1298, og som tjente til at normalisere de dansk-norske relationer noget. Nationerne genskabte nogle fælles bånd, og kong Erik fik atter adgang til de varer, han tidligere havde nydt godt af via sin danske mor.[12][1]

Politik over for England og Skotland[redigér | redigér wikikode]

Kunstners fortolkning af Eriks datter Margaret; hun døde syv år gammel, og nåede således aldrig at blive den voksne kvinde, der vises på billedet.

Som en del af Perth-traktaten havde Magnus Lagabøte solgt Shetlandsøerne og Isle of Man til den skotske konge i 1266. Imidlertid ophørte Skotland med at betale rater af denne handel i 1270, hvilket førte til øgede spændinger mellem Norge og Skotland. Eriks giftermål med den skotske prinsesse Margrete var planlagt til at forbedre dette forhold i Nordsøregionen, sammen med hendes anseelige medgift på 14.000 Mark Sterling. Af denne medgift skulle halvdelen falde kontant i fire rater mellem 1281 og 1284, mens den anden halvdel skulle komme som indtægt fra handel med skotske varer.[4]

Af større betydning var imidlertid klausulen i ægtepagten, der blev til i Roxburgh i 1281, der gav børn af ægteskabet fuld arveret til den skotske krone, i fald Alexander 3. ikke kunne producere legitime arvinger. Hvis ikke kong Erik ratificerede aftalen når han blev myndig, skulle Norge betale en bodssum på 100.000 pund Sterling i Berwick (senere Berwickshire, et nu nedlagt skotsk lengrænsen til England), ligesom Orkneyøerne skulle afstås. Hvis Skotland ikke overholdt sin del af aftalen skulle 100.000 pund Sterling betales i Bergen. Skotland stillede Isle of Man som sikkerhed herfor. Ydermere udvekslede nationerne gidsler frem til Eriks myndighed. Fra norsk side indgik brødrene Vidkunn og Bjarne Erlingsson. Skotterne stillede 12 adelsmænd som gidsler.[13]

Alt dette skete i 1286. Eriks eneste barn af ægteskabet var Margrete, som nu stod til at skulle arve den skotske trone, hvad Skotlands regering gav samtykke til i november 1289. Samtidig planlagde den engelske kong Edvard I. et ægteskab mellem sin søn og tronfølger prins Edvard II. og Margrete, således at England kunne sikre sig herredømme over Skotland. Ægtepagten mellem Edvard og Margrete blev beseglet i juli 1290. Den syvårige Margrete, der nu var Dronning af Skotland, skulle rejse til sit nye kongerige i efteråret samme år, men døde undervejs på rejsen, på Orkneyøerne.[3]

Efter Margretes død forsøgte Erik via juridiske argumenter at påberåbe sig retten til den skotske trone, dog uden held. Tronen blev tildelt John Balliol i 1292. Erik måtte affinde sig med finansielle erstatninger i form af den medgift der fulgte med ægteskabet med Isabel Bruce, samt andre erstatningsforanstaltninger.[4] Edvard I. var dommer i denne sag, og da han heller ikke støttede Norges krav på den skotske trone kompliceredes forholdet mellem Norge og England som følge heraf. Hidtil havde fredsslutningen fra 1269 dannet grundlag for den engelskvenlige udenrigspolitik, Norge førte. Det var således et brud med denne politik da Norges regering, med Audun Hugleiksson som talsmand, indgik en alliance med Englands ærkefjende Frankrig – en aftale der blev underskrevet i Paris i efteråret 1295. Audun lovede kong Filip den Smukke at Norge ville stille militær støtte til Frankrigs krig mod England i et omfang, der reelt ikke var muligt, til gengæld for 30.000 pund Sterling, af hvilke Audun fik de 6.000 pund med sig som forskud. Den modydelse Frankrig påtog sig var at yde politisk pres på Skotlands konge for at genoptage betalingerne af de skyldte penge. Denne alliance havde ingen afgørende virkning på det norsk-engelske forhold, omend nationerne ikke længere var så tæt forbundne som tidligere. Norge kom heller aldrig til at yde den lovede militære bistand, da den fransk-engelske krig tabte i intensitet, og endte med en våbenstilstand i 1297.

Indenrigspolitik[redigér | redigér wikikode]

På trods af omfangsrigt kildemateriale findes der næsten ingen dokumentation for Eriks egne politiske mål. Han blev kronet til konge som 12-årig. To år senere blev han far, og han blev enkemand i 1283, som 15-årig. Samme år styrtede han fra hest og var herefter delvist handicappet; hans helbred har i hvert fald holdt ham væk fra den politiske scene i længere perioder. Tillige var hans opvækst præget af en afhængighed af andre, i særdeleshed det "Kongelige Råd". Hans intellektuelle evner rakte heller ikke til at udstikke en selvstændig politisk linje for Rådet at følge; under Eriks regeringstid var det overvejende adelsmændende i Rådet, navnlig Audun Hugleiksson og Bjarne Erlingsson, der reelt styrede Norges udenrigspolitik.[14] Ikke desto mindre lagde Rådet vægt på ikke at handle i eget navn, men derimod altid at handle i kong Eriks navn. Dette kom særligt tydeligt til udtryk da Lodin Lepp blev sendt til Island i 1281 for at indføre lovsamlingen Jónsbók. Islændingene ønskede nogle ændringer i lovteksten, som Lodin Lepp kunne afvise med henvisning til at handle i kraft af kongens eneret til at udstikke love. Den lovgivende ret, Altinget hidtil havde haft, blev for al fremtid sat ud af kraft. Tingsteder skulle således fortsat eksistere, men kun tjene til at håndhæve de allerede bestemte love over for befolkningen. Kongen udstedte love med bistand fra det Kongelige Råd („med gode menns råd“). Den sidste Tingforsamling fandt sted i 1302, hvor en ny Tronfølgelov blev vedtaget.[4]

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Repræsentation af Norges rigsvåben fra 1580; udformningen adskiller sig en smule fra den oprindelige udformning, bl.a. ved at øksen har buet skaft.

Det var under Erik Præstehaders regeringstid, at det norske rigsvåben blev udformet; løven i motivet stammer fra tidligere, men det var Erik der gav den kronen på hovedet og øksen i poterne, der skulle symbolisere Olav den Helliges helgendom.[9]

Eftersom han ikke fik nogen søn blev Erik efterfulgt af sin yngre broder, Håkon 5. Magnusson. Erik blev begravet i katedralen i Bergen, der blev ødelagt i 1531. Stedet, der ligger i det nuværende Bergenhus festning, er markeret som mindeplads.[9][1]

I den norske folketradition findes et digt på 34 strofer, der kaldes "Kong Eirik og Hugaljod". Det menes hovedsagligt at stamme fra det. 14. århundrede og beskæftiger sig overvejende med Eriks bryllup med Margrete.[Kilde mangler]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 1,4 1,5 1,6 1,7 1,8 Eirik Magnusson 1280-1299 (Eirik Magnussons mynthistorie)(norsk)
  2. 2,0 2,1 Keyser, Rudolpf (1858). Den norske Kirkes Historie under Katholicismen Bd. 2. (på norsk), side 47. Bemærk at de islandske annaler ikke nævner denne pest.
  3. 3,0 3,1 3,2 3,3 3,4 Margrete Eiriksdotter (Store norske leksikon)(norsk)
  4. 4,0 4,1 4,2 4,3 4,4 4,5 4,6 4,7 4,8 4,9 Helle, Knut (1995). Under kirke og kongemagt 1130–1350. Aschehougs Norges historie Bd. 3 (på norsk). Oslo: Aschehoug, side 170, 203-204, 206-208.
  5. Isabella Bruce (Store norske leksikon) (norsk)
  6. Annales vetustissimi og Annales regii fra år 1273.
  7. Annales regii fra år 1280.
  8. Skálholts Annaler fra år 1280.
  9. 9,0 9,1 9,2 9,3 Eirik Magnusson (Store norske leksikon) (norsk)
  10. Regesta Norvegica, en bekendtgørelse af ærkebiskop Jørun, ærkebiskop Jons efterfølger, fra 12. marts 1291. (norsk)
  11. Annales vetustissimi fra år 1282.
  12. 12,0 12,1 Annales regii fra år 1289 til 1290: Erik brandskattede Langeland, SvendborgFyn og Falster.
  13. Regesta Norvegica Bd. 2 Nr. 275. Aftalen findes på latin i Diplomatarium Norvegicum Bd. 19 Nr. 305.
  14. Bjørgo i Norsk Biografisk Leksikon.
Foregående: Konge i Norge
1280-1299
Efterfølgende:
Magnus Lagabøte
12631280
Håkon 5. Magnusson
12991319