Håkon 4. Håkonsson

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Håkon Håkonsson og han søn Magnus Lagabøte på en illustration fra Flatøbogen

Håkon IV Håkonsson (1204-1263) var konge af Norge i perioden 1217-1263.

Han var søn af Håkon Sverresson og Inga fra Varteig, født i 1204Folkenborg i Eidsberg. Han blev valgt til konge af birkebeinerne i 1217. I løbet af hans regeringstid sluttede borgerkrigene. Det sidste oprør blev ledet af hans svigerfar, hertug Skule, som blev dræbt i 1240. I 1247 blev Håkon kronet af kardinal Vilhelm af Sabina i Bjørgvin.

I hans regeringstid blev Island og Grønland lagt under den norske krone. Han styrkede de diplomatiske forbindelser til andre lande, blandt andet ved at bortgifte datteren Kristina til den kastillianske konges bror i 1258. Kongen var foreslået af paven som tysk-romersk kejser omkring 1250.

Håkon sendte også sendemænd til sultanen af Tunis (1262). I 1263 mobiliserede han den største ledingsflåde i Norges historie for at forsvare Hebriderne efter at den skotske konge i et stykke tid havde gjort krav på dem. Efter nogle få kampe, uden noget videre resultat, gik flåden i vinterkvarter på Orkneyøerne. Der døde Håkon den 17. december 1263.

Uenighederne mellem Håkon og svigerfaderen Skule skildres litterært i Henrik Ibsens skuespil Kongs-Emnerne.

Foregående: Konge i Norge
1217-1263
Efterfølgende:
Inge Bårdsson
12041217
Magnus Lagabøte
12631280

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Norges historie Stub
Denne artikel om Norges historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Norges historie