Storfyrstendømmet Vladimir-Suzdal

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Fyrstendømmet Vladimir-Suzdal 1237 (lyserødt).

Fyrstendømmet Vladimir-Suzdal (russisk: Влади́миро-Су́здальское кня́жество), var et stort russisk fyrstendømme som efterfulgte Kievriget som den mest magtfulde østslaviske stat i slutningen af det 12. århundrede og som eksisterede indtil slutningen af det 14. århundrede. Traditionelt opfattes staten som vugge for det russiske sprog og nationalitet. Fyrstendømmet Vladimir-Suzdal udviklede sig gradvist til Storfyrstedømmet Moskva.

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Fyrstendømmet omfattede et stort territorium i den nordøstlige del af Kievriget, omtrentlig afgrænset af floderne Volga, Oka og Nordlige Dvina. På 1000-tallet var den lokale hovedstad Rostov den store, og de vigtigste byer var Suzdal, Jaroslavl og Belozersk.

Da Vladimir Monomakh havde sikret sine rettigheder til fyrstendømmet i 1093, flyttede han hovedstaden fra Rostov til Suzdal. Femten år senere grundlagde han byen Vladimir ved floden Kljazma, 30 km syd for Suzdal. Hans søn, Jurij Dolgorukij, flyttede fyrstesædet til Vladimir i 1157. Bojarerne i Rostov og Suzdal var imidlertid uvillige til at afstå suverænitet, og en kort borgerkrig fulgte.

I midten af 1100-tallet, da Kievrigets sydlige landområder blev systematisk plyndret af tyrkiske nomader, begyndte befolkningen at fortrække nord på. I det tidligere skovområde Zalesje blev der etableret mange nye bosættelser. Grundlæggelsen af Pereslavl, Kostroma, Dmitrov, Moskva, Jurjev-Polskij, Uglitj og Tver er tilegnet (i krøniker eller ved folkelige overleveringer) til Jurij, hvis tilnavn, "den langarmede", hentyder til hans færdighed i at manipulere politikken i forhold til det fjerne Kiev.

Guldalder[redigér | redigér wikikode]

Maria Himmelfarts-katedralen i Vladimir blev bygget 1158-1160, og fungerede som Ruslands moderkirke på 1200-tallet.

Det er Jurijs søn Andrej Bogoljubskij, som bør krediteres for at løfte Vladimir til toppen af sin politiske magt. Andrej var en særdeles dygtig hersker, som behandlede de gamle magtcentre, som Kiev, med foragt. Efter at have nedbrændt Kiev i 1169 nægtede han at modtage Kievs trone, og fik sin yngre broder kronet der i stedet. Hans hovedstad Vladimir optog ham langt mere, og han gav byen stenkirker og klostre. Andrej blev dræbt af bojarer i sin residens i Bogoljubovo i 1174.

Efter en kort mellemperiode sikrede Andrejs bror Vsevolod 3. sig tronen. Han fortsatte størsteparten af sin broders politik, og overvandt igen Kiev i 1203. Vsevolods vigtigste fjender var imidlertid det sydlige fystendømme Rjazan, som lod til at opildne til uenighed i fyrstefamilien, og den mægtige tyrkiske stat Volgabulgarien, som grænsede til Vladimir-Suzdal mod øst. Efter flere militære felttog blev Rjazan brændt ned til grunden, og bulgarerne tvunget til at betale skatter.

Vsevolods død i 1212 forårsagede en alvorlig dynastisk konflikt. Hans ældste søn, Konstantin skaffede sig støtte fra de mægtige bojarer i Rostov og Mstislav den modige af Kiev, og fordrev den retmæssige arving, hans broder Jurij 2., fra Vladimir til Rostov. Blot seks år senere, efter Konstantins død, kunne Jurij vende tilbage til hovedstaden. Jurij viste sig at være en dygtig hersker, som endelig besejrede volgabulgarerne og indsatte sin bror Jaroslav i Novgorod. Hans regeringstid endte imidlertid i en katastrofe, da de mongolske horder under Batu Khan indtog og afbrændte Vladimir i 1238. De fortsatte der efter med at ødelægge andre større byer i Vladimir-Suzdal under mongolernes invasion af Rusland.

Det mongolske åg[redigér | redigér wikikode]

Hverken Vladimir eller nogen af de ældre byer formåede at rejse sig efter den mongolske invasion. Storfyrstendømmet opløstes i elleve små fyrstendømmer: Moskva, Tver, Pereslavl, Rostov, Jaroslavl, Uglitj, Belozersk, Kostroma, Nizjnij Novgorod, Starodub-na-Kljazme og Jurjev-Polskij. Alle sammen anerkendte nominelt overhøjheden hos storfyrsten af Vladimir, som var udnævnt af storkhanen selv. Selv den populære Alexander Nevskij af Pereslavl måtte drage til khanens hovedstad i Karakorum for at blive indsat som storfyrste af Vladimir.

Ved slutningen af århundredet var der blot tre byer, Moskva, Tver og Nizjnij Novgorod, som fortsat kæmpede om storfyrstetitlen. Men når de blev indsat som storfyrster af Vladimir, brød de sig ikke engang om at forlade deres hovedstæder og bosætte sig fast i Vladimir. Da metropolitten Peter af Kiev over Kiev og Hele Rus flyttede sit sæde fra Vladimir til Moskva i 1321, var det klart, at Storfyrstendømmet Moskva i praksis havde efterfulgt Vladimir som det vigtigste magtcenter i det nordøstlige Rus.

Storfyrster af Vladimir-Suzdal[redigér | redigér wikikode]