Nestorkrøniken

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Beretningen om de Svundne År i Radzivill-krønikens udgave

Nestorkrøniken (russisk: Повесть временных лет, tr. Povest vremennykh let, dansk: ~ Beretningen om de Svundne År) er en krønike som ifølge traditionen er skrevet af Nestor. Den er blevet dateret til omkring år 1113 og hjemmehørende i Kijevriget. Den handler om den tidlige østslaviske nation Kijevs grundlæggelse og dens første tid fra ca. 850 til 1110.

Tre udgaver[redigér | redigér wikikode]

Længe blev det antaget, at den oprindelige manuskript blev sammenskrevt af en munk ved navn Nestor, og derfor blev det også kaldt for Nestorkrøniken eller Det primære manusskript. Blandt de kilder, som forfatteren anvendte, var tidlige (nu tabte) slaviske krøniker, byzantinske annaler, indenlandske legender og norrøne sagaer, flere græske religiøse tekster, russisk-byzantiske traktater, mundtlige fortællinger fra Jan Vysjatitsj og andre militære ledere. Nestor arbejdede ved hoffet hos Svjatopolk 2. af Kijev og delte sandsynligvis hans pro-norrøne politik.

De første optegnelser[1] er rige på anekdotiske fortællinger. Blandt disse findes fortællinger om tre væringers ankomst (tre brødre), grundlæggelsen af Kijev,[2] mordet på Askhold og Dir,[3] Oleg (Helge) af Novgorod som blev dræbt af en slange skjult i en hovedskal på hans hest,[4] og hævnen, som blev taget af Olga (Helga), Igors hustru, på derevljanerne, som myrdede hendes ægtemand.[5] Optegnelserne om Sankt Kyrillos og Methodios virke blandt slaviske folk[6] er også af interesse, og Nestor skylder vi også fortællingen om, hvordan Vladimir den store forbød dyrkelsen af Perun og andre afgudsbilleder i Kijev.[7]

I år 1116 blev Nestors tekst omfattende omarbejdet af hegumen (modsvarende abbed) Silvestr[8] som navngav Nestor i slutningen af krøniken. Efter som Vladimir 2. Monomakh var beskytter af landsbyen Vydubychi, hvor Sylvesters kloster lå, forherligede den nye udgave prinsen og gjorde ham til den centrale figur i senere fortællinger. Denne anden udgave af Nestors arbejde er bevaret i Laurentius-håndskriftet.

En tredje udgave fulgte to år senere og blev centreret om Vladimirs søn og arving, Mstislav den store. Forfatteren af denne udgave kan have været græsk, efter som han korrigerede og opdaterede meget af den information, som angik de byzantinske hændelser. Denne sidste udgave af Nestors arbejde er bevaret i Hypatius-håndskriftet.

To manuskripter[redigér | redigér wikikode]

Den oprindelige udgave af krøniken er tabt, og de tidligste kendte kopier er Laurentius-håndskriftet og Hypatius-håndskriftet, og det er derfor vanskeligt at genskabe det oprindelige indhold i krøniken ord for ord.

Codex Laurentius eller Laurentius-håndskriftet blev kopieret af munken Laurentius fra Nizjnij Novgorod til prins Dmitry Konstantinovich i 1377. Den oprindelige tekst, som han benyttede, var en tabt kodeks sat sammen for storfyrste Mikhail af Tver i 1305. Optegnelsen fortsætter frem til 1305, men årene 898-922, 1263-1283 og 1288-1294 er af en eller anden grund udeladte. Manuskriptet blev overtaget af den berømte grev Aleksei Musin-Pushkin i 1792 og derefter bevaret i Det russiske nationalbibliotek i Sankt Petersborg.

Codex Hypatianus eller Hypatius-håndskriftet blev genopdaget i Ipatiev-klosteret i Kostroma ved Volga af den store russiske historiker Nikolay Karamzin. Dette manuskript dateres tilbage til 1400-tallet, men har indsat megen information fra tabte kopier fra 1100-tallet og 1200-tallet. Sproget i dette værk er en østslavisk udgave af det kirke-slaviske sprog, som også indeholder mange irregulære østslaviske ord (som andre slaviske kodekser fra denne tid).

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Krøniken har fået stor opmærksomhed hos nordiske historikere, specielt svenske, da det hævdes, at Rurik-ætten nedstammer fra ruserne, og værket benyttes derfor som kilde om forholdene i vikingetiden. Men også for de slaviske folk er krøniken enestående, da den er den eneste kilde om de tidlige østslaviske folkeslags historie. Dens fortællinger om nationen Kijev-Rus findes ingen andre steder. Den har også stor værdi, da den er det ældste værk, som er skrevet på østslavisk sprog.

Den primære krønike er en af de mest studerede tekster i historien. Utallige monografier og udgivne udgaver er blevet trykt af krøniken. Det ældste, man kender, stammer fra 1767. Aleksey Shakhmatov udgav et pionerarbejde med tekstanalyser af fortællingen i 1908.[9] Dmitry Lichačev og andre sovjetiske forskere har delvis revideret hans opfattelser.[10] Deres versioner har forsøgt at rekonstruere krøniken som eksisterede før Nestor, skrevet for hoffet til Yaroslav den vise i midten af 1000-tallet.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Gunnar O. Svane: Nestors krønike. Beretningen om de Svundne År; Wormanium (Højbjerg 1983); ISBN 87-8516-083-0

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Svane, s. 9
  2. Svane, s. 32
  3. Svane, s. 34
  4. Svane, s. 44
  5. Svane, s.57-61
  6. Svane, s. 36f
  7. Svane, s. 102
  8. Svane, s. 10
  9. Svane, s. 9ff
  10. Svane, s. 12ff