Rurikslægten

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Fyrstendømmer i tilknytning til Rutenien/Kievriget (1054-1132)

Rurik-dynastiet eller Rurikiderne (russisk: Рюриковичи) var det herskende dynasti i Kievriget (efter 862), senere i fyrstendømmet Galicien-Volhynien (efter 1199), i fyrstendømmet Tjernigov, i fyrstendømmet Vladimir-Suzdal og i storfyrstendømmet Moskva, samt i det russiske kejserrige frem til 1598.

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Rurikslægten blev grundlagt i 862 af væringehøvdingen Rurik. Legenden fortæller, at de slaviske og finske stammer, tjuderne, slovenerne, krivitjerne og vepserne i området henvendte sig til væringerne og sagde: "Vores land er stort og rigeligt, men der er ingen orden i det. Kom og regér som fyrster og hav myndighed over os!" »Tre brødre kom med deres slægt« og »alle Rus som svar på denne opfordring«. Rurik oprettede en stat med hovedsæde i Novgorod og gav flere provinsbyer til sine brødre. Der er en vis uklarhed selv i Nestorkrøniken om visse detaljer af historien, for eksempel den selvmodsigende oplysning om, at »folket fra Novgorod er af Varagnian afstamning, for tidligere var de slovenerne.« Men arkæologiske fund i området så som frankiske sværd, metalenden af en sværdskede og en skildpaddebroche tyder på, at der var en skandinavisk befolkning i området i løbet af 900-tallet[1].

Relationer til Norden[redigér | redigér wikikode]

Et dna-studie lavet af FamilyTreeDNA[2]Y-kromosom-dna af efterkommere af Rurikiderne tyder også på, at de ikke er af slavisk oprindelse[3]. Rurikslægten har ved DNA-tests vist sig at være af skandinavisk oprindelse, antagelig med vestfinsk indslag.[4] Endvidere har DNA-test vist, at Rurik selv havde finsk-ugrisk baggrund (haplogrup N1c1).[5] Samtidige kilder, fx Ludvig den Fromme (778-840) af Akvitanien og Frankerriget angav, at ruserne var "svenske" (eos gentis esse Sueonum, "... dette folk er sveer").

Forbindelsen med vikingerne og Norden varede ved længe, selv om man giftede sig ind i de slaviske ætter og talte deres sprog, rutensk. Det almindelige fyrstenavn Vladimir/Volodymyr modsvarer nordisk Valdemar, hvilket navn var i brug på begge steder i tidlig middelalder. Jaroslav den vise (i Sverige kaldet Jarisleif) giftede sig med Ingegerd Olofsdotter af Sverige, datter til Olof Skötkonung og den slavisk Estrid af obotriterne. Jaroslav gav asyl til Olav den Hellige og indbød Harald Hårderåde, som giftede sig med Jaroslavs datter Elisabet af Kiev. Også Olav Tryggvason og Magnus 1. af Norge søgte tilflugt hos rurikslægten, i Novgorod. Ifølge Adam af Bremen blev Anund Gårdske af ruserne i Kiev valgt til konge af Sverige ca 1070 men afsat ved afstemning blandt sveerne, efter som han nægtede at deltage i kongens traditionelle afgudeofring ved templet i Uppsala, en skæbne som tillige tilfaldt Inge den ældre i 1084.

Vladimir Monomakh giftede sig med Gytha af England (ca 1055-ca 1100), datter af Englands danskættede anglosaxiske konge Harald Godwinson af huset Wessex.

Moder til Valdemar den store (1131-1182) af Danmark var Ingeborg af Kiev, datter af Vladimir Monomakhs søn Mstislav 1. og Kristina Ingesdatter, datter af Inge Stenkilsson og Helena af Östergötland.

Splittelse af dynastiet[redigér | redigér wikikode]

Rurikdynastiet kan opdeles i tre hovedgrene, som alle har haft regenter af storfyrstendømmet Kiev:

Fejden inden for slægten forsøgte man at løse ved rådslagningen i Ljubetsj 1097, især på initiativ af Vladimir Monomakh. Hensigten var blandt andet at kunna holde slægten samlet over for truslen fra fjender, især polovtserne. Deltagere var de fornemmeste fyrster inden for rurikdynastiet inklusive den regerende storfyrste Svjatopolk 2., Rostislav af Tmutorokans søn Vasilko Rostislavitj, Svjatoslav 2.s sønner Oleg 1. af Tjernihiv og Davyd Svjatoslavitj og andre fyrster. Tidligere havde man haft en turordning for regeringsmagten i Kiev, men ved mødet besluttedes at opdele riget i vasalstater for at få fred i familien.

Dynastiets magt i medgang og modgang og dannelsen af riger[redigér | redigér wikikode]

Dets overhøjhed over andre russiske byer og stater var tidvis mere symbolsk end reel, og efterhånden opkom andre magtcentre i nord. Mange af disse områders fyrster gjorde krav på at tilhøre Rurikætten eller giftede sig ind i den. Indtil 12-1300-tallet handlede det om en relativt bred kreds af familier, som gjorde krav på at stamme fra Rurik snarere end et strikt afgrænset dynasti i moderne mening. Efter, at mongolerne i 1200-tallet invaderede "Rusland" og foretog razziaer og krævede tribut af de lokale fyrster, pressedes Rurikættens fyrster tilbage mod nord. Fra 1300-tallet blev grenen i Moskva dominerende, og Storfyrstendømmet Moskva begyndte med mongolernes tilladelse at annektere omgivende territorier, der ofte var under et andet rurisk vælde. Mange interne konflikter forekom inden for dynastiet, blandt andet en borgerkrig i Moskvariget efter Dmitrij Donskojs død. Ivan 1. (1328-1340) blev en viktig allieret for de mongolske fyrster og fik af dem titlen storfyrste af Moskva. Under anden halvdel af 1400-tallet var hans ætling Ivan 3. ledende i at bryde Den Gyldne Hordes kontrol over det nordlige og centrale Rusland. Magten blev endegyldig, da Ivan den Grusomme i 1547 udråbte Zarrusland som et forenet rige, hvori rusernes områder indgik. En anden lang konflikt var den mellem Moskva og Storfyrstendømmet Tver, men også masser af mindre konflikter forekom.

Omkring 1321 erobredes Kiev af Storfyrstendømmet Litauen, den sidste af rurikdynastiet i Kiev, Stanislav af Kiev, gik i eksil, og Kievs regenter var helt underlagte det Polsk-litauiske samvælde i flere århundreder frem til Polens delinger fra 1772. I Litauisk historiskrivning nævnes slaget ved floden Irpin som afgørende, men dets historicitet er omtvistet.

Jurij Dolgorukij, som regerede i Vladimir-Suzdal, grundlagde Moskva omkring 1147, og fyrst Daniel 1. (1261-1303) fik det som arv af sin fader, den berømte Alexander Nevskij, som forlening inden for Vladimir-Suzdal. I 1320 indlemmedes Vladimir-Suzdal i Moskvariget, og frem til 1521 var også blandt andre Republikken Novgorod, fyrstendømmet Rjazan, Murom, Nizjnij Novgorod og Storfyrstendømmet Tver kommet under kronen i Moskva.

Blandt Rurikdynastiets sidegrene fandtes adelige familjer i Rusland (Dolgorukov, Repnin, Gortjakov) såvel som i samvældet Polen-Litauen (Ostrogskij, Wareg-Massalskij og Czetwertinski).

Den fyrstelige hovedgren uddøde i 1598 med zar Fjodor 1.. Efter Fjodors død fulgte de urolige tider i Rusland, en urolig periode i Rusland, som varede frem til 1613. Dette år kronedes zar Michail 1., grundlæggeren af Romanov-dynastiet, som uddøde på sværdssiden med zar Peter den Stores sønnesøn Peter 2. (russisk: Pjotr Aleksejevitj) i 1730. Peter den Stores datter Elisabeth var zarevna 1741-1762, og ved hendes død overgik tronen til ætten Holstein-Gottorp, som fortsatte med at regere frem til den russiske revolution i 1917, hvor den fik en blodig afslutning. I mindre formelle sammenhænge regnes den sidst nævnte gren som en del af Romanov-ætten. Peter 3. af Rusland har opgivet at være ætling til Rurik.

Slægttræ for den russiske gren af Rurikslægten[redigér | redigér wikikode]

Vær opmærksom på at transliteringen fra det kyrilliske alfabet er engelsk, f.eks. transliteres Дмитрий på engelsk til Dmitry, og her til Dmitriy, hvor det på dansk transliteres til Dmitrij.

Ruriks.jpg

Rurikslægten[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Franklin, Simon og Shepherd, Jonathan (1996): The Emergence of Rus 750-1200. (Harlow, Essex: Longman Group, Ltd.), ss. 38-39
  2. Family Tree DNA Website, Press Release February 11, 2009
  3. Family Tree DNA's Rurik Dynasty DNA Project
  4. Stratification of Y-haplogroup N1c, Jaakko Häkkinen. August 5, 2010. Universitetet i Helsingfors.
  5. DNA Testing of the Rurikid and Gediminid Princes