Georg Quistgaard
Georg Brockhoff Quistgaard (19. februar 1915 i København – 20. maj 1944 i Ryvangen) var en dansk kunsthandler, oversætter og forfatter, der var modstandsmand under besættelsen. Han blev henrettet i Ryvangen.
Indholdsfortegnelse |
Modstandsaktiviteter [redigér]
Han var søn af Georg B. Quistgaard og Marie Quistgaard, født Breyner. Han droppede ud af gymnasiet og rejste i Europa til fods og på cykel. På en af disse rejser mødte han i Paris Ellen Nielsen, som han senere blev gift med. De drev en kunsthandel i København, men den gik ind i 1940.
Quistgaard-parret var tilknyttet Hjemmefronten og Special Operations Executive, hvis agenter han virkede som kurér for. Han var desuden faldskærmsagent og aktiv i modtagegrupper i Jylland. Han var blandt andet aktiv i arbejdet med at finde nye modtagepladser, ligesom han var med til at oprette Hvidstengruppen og tillige aktiv ved de første modtagelser i området. 11.-12. marts 1943 deltog han i modtagelsen på Trinderup Hede.
Arrestation [redigér]
Flere gange meldte Quistgaard tilbage til SOE, at organisationens nedkastede agenter ikke var godt nok uddannede, og at de burde returneres, men SOE reagerede ikke på kritikken. Netop en af disse kritiserede agenter blev skæbnesvanger, for han blev taget af Gestapo og røbede under afhøringen Quistgaard. Georg Quistgaard blev arresteret 13. januar 1944 sit hjem i Åbenrå 10 efter en skudveksling og indsat i Vestre Fængsel. Hans hustru var ikke hjemme og formåede at flygte til Sverige, hvilket Quistgaard senere fik nys om. 28. januar blev Quistgaards mor til gengæld arresteret.
Quistgaard blev afhørt af Gestapo på Dagmarhus. Hans breve og dagbog, der blev smuglet ud af Vestre Fængsel bl.a. via Aage Helge Olstrup, indikerer, at han ikke blev udsat for tortur, og at der bestod en slags respekt mellem ham og forhørslederen. Det forhold sluttede dog, da forhørslederen udtalte, at "Det er helt op til dig, hvor længe denne kvinde skal forblive her". Kvinden var Quistgaards mor. Quistgaard blev imidlertid udsat for søvnberøvelse i op til 28 timers-forhør, og han blev truet med tæsk med en gummiknippel.
Dødsdom [redigér]
Quistgaard kom derefter 2. marts 1944 sammen med otte andre til et tysk tugthus i Schwerin, inden han 25. april samme år blev hentet tilbage til Danmark og genindsat i Vestre Fængsel. Han blev stillet for en tysk krigsret 12. maj sammen med elleve andre modstandsfolk. Værnemagten fremstillede to SOE-agenter, Jacob Jensen og "Bent", som afslørede så meget, at otte af de tolv, deriblandt Quistgaard, indrømmede alt. Sammen med tre andre blev Quistgaard dødsdømt, men eksekveringen ventede på nye sabotagehandlinger fra modstandsbevægelsen.[1]
20. maj skrev Quistgaard sit sidste brev, som var til hans mor. Det blev smuglet ud af Jørgen Kieler dagen efter.[2] 22. maj blev Georg Quistgaard henrettet i Ryvangen sammen med to af de tre andre dømte. En fjerde dømt, en kvinde, fik sin dødsstraf konverteret til livsvarigt fængsel, men hun døde senere i tysk varetægt. Henrettelserne blev offentliggjort i de danske aviser dagen efter.
29. august 1945 blev Quistgaards jordiske rester genbegravet i Mindelunden i Ryvangen.
I 1946 udkom Quistgaards Fængselsdagbog og Breve med et forord af Elias Bredsdorff.
Georg Quistgaard bliver sammen med tre andre faldne modstandsfolk mindet med en sten på Gyldenløves Høj.
Kilder og eksterne henvisninger [redigér]
- ↑ Georg Quistgaard, Fængselsdagbog og Breve, 1946, s. 101.
- ↑ Jørgen Kieler, Hvorfor gjorde I det? Personlige erindringer fra besættelsestiden i historisk belysning, 2 bind, København: Gyldendal 2001.
