Besættelsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Hovedkvarteret for Schalburgkorpset, som var en dansk SS gruppe der blev oprettet i 1943. Den besatte bygning er frimurerenes og den ligger på Blegdamsvej i København

Besættelsen af Danmark under 2. verdenskrig indledtes, da tyske tropper i forbindelse med Operation Weserübung-Süd den 9. april 1940 besatte Danmark næsten uden militær modstand. Besættelsen sluttede den 5. maj 1945, efter at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark den 4. maj havde kapituleret til De Allierede styrker.

I modsætning til, hvad der var tilfældet i andre besatte lande i Europa, fortsatte regeringen og de fleste offentlige danske institutioner med at fungere relativt uændret under en del af besættelsen. Den danske regering forblev i landet og havde et anstrengt, men fungerende samarbejde med den tyske besættelsesmagt.

I 1943 valgte regeringen dog at gå af, efter at tyskerne havde stillet en række uantagelige krav efter omfattende arbejdsnedlæggelser rundt om i landet. Den efterfølgende tid blev vanskeligere for befolkningen og mere præget af den stadig dårligere forsyningssituation og af den voksende, aktive modstand mod besættelsen. Som svar herpå etablerede tysk militær og politi en langt hårdere magtanvendelse, hvilket blandt andet førte til forsøg på at pågribe de danske jøder, til arrestation og deportation af det danske politi samt indførelse af dødsstraf for sabotage og angreb på besættelsesmagten. Mange tilfangetagne medlemmer af modstandsbevægelsen blev henrettet, og en del danskere mistede livet ved tyske gengældelsesaktioner.

[redigér] Invasionen

Uddybende artikel: Invasionen af Danmark i 1940.

Besættelsen af Danmark var indledningsvis ikke et vigtigt mål for Tyskland. Beslutningen om at besætte Danmark havde først og fremmest et strategisk sigte, bl.a. sikringen af det mere vigtige angreb på Norge og sikringen af indsejlingen til Nordsøen. Derudover var Danmark en vital del af Atlantvolden, som var det tyske forsvarsværk, der skulle forhindre en allieret invasion. Så sent som i februar 1940 var beslutningen om angrebet på Danmark ikke endeligt truffet. Først den 29. februar blev det fastlagt at også Danmark skulle besættes. Tyskland var afhængig af luftbaser i Danmark (især flyvepladsen i Ålborg var vigtig) i forbindelse med invasionen af Norge. Den oprindelige plan tyskerne havde arbejdet med var, at kun Nordjylland skulle besættes, men den plan blev ændret den 29. februar med en blyantstilføjelse på invasionsplanen.

Selv om der i Sønderjylland fandtes et tysk mindretal, og selv om denne del af Danmark havde været tysk fra 1864 til 1920, da den af de tyske nazister foragtede Versaillestraktat ændrede dette, var der ikke noget massivt krav om en ændret grænsedragning fra tysk side. Der var dog kræfter i det tyske mindretal, der så hen til en revision af 1920-grænsen, men fra officiel tysk side var man afvisende over for disse ønsker.

Ca. 38000 tyske soldater var stillet til rådighed til general i Luftwaffe Leonard Kaupisch, der skulle lede invasionen. Herunder også I. Fallschirmsjägerregiment som bl.a. skulle sikre flyvepladsen i Ålborg. Den operation blev historiens første luftbårne militæroperation.

En gruppe danske soldater om morgenen den 9. april nær Bredevad i Sønderjylland. To af disse mænd blev dræbt senere denne dag. ^[1]

Den 9. april 1940 bevægede de tyske tropper sig ind i det neutrale Danmark, og tretten danske soldater blev dræbt under forsøg på at standse den tyske fremrykning. Efter kun to timer valgte Staunings regering imidlertid at overgive sig. Jyllands flade landskab, der er direkte forbundet med Tyskland, var det perfekte område for den tyske hær at operere i. De tyske, væbnede styrker var langt større og teknologisk mere avancerede end de danske. Selv en beslutsom indsats fra det danske forsvar ville kun kunne resultere i en kortvarig forsinkelse af et uundgåeligt militært nederlag. Regeringen håbede i stedet at kunne forhandle sig frem til en fordelagtig besættelsesaftale med Tyskland.

Som et resultat af den samarbejdsvenlige indstilling fra de danske myndigheders side erklærede den tyske besættelsesmagt, at Tyskland ville "respektere den danske nationale suverænitet og territoriale integritet, så vel som neutralitet." De tyske myndigheder var indstillet på at give lempelige betingelser i forholdet til Danmark på grund af flere omstændigheder:

• Den tyske regering havde ingen specielle strategiske eller ideologiske interesser i landet, så man kunne undgå at anvende ressourcer på de forpligtelser og byrder, administrationen af landet krævede.
• Tysklands essentielle interesse i Danmark var at få del i landets overskud af landbrugsprodukter. Dette formål ville dog under alle omstændigheder blive opfyldt af Danmark ud fra en økonomisk nødvendighed.
• Tyskerne håbede desuden at opnå en propagandamæssig fordel af Danmark. Med Hitlers ord skulle Danmark blive et "modelprotektorat". Danmark skulle vise verden, hvordan et fremtidigt nazi-domineret Europa kunne se ud.^{[Kilde mangler]}
• Ud over disse mere praktiske mål var danskerne ifølge den nazistiske ideologi medlemmer af den "ariske" race i modsætning til de "laverestående" racer som polakker og russere.

Besættelsen af Danmark blev gennemført så hurtigt, at mange danskere vågnede den 9. april uden at være klar over, at den tyske besættelse allerede var et faktum. Den tyske besættelse var dog meget upopulær hos langt størstedelen af befolkningen, omend denne var delt i spørgsmålet om, hvordan man politisk skulle forholde sig til den.

Under besættelsen blev Kong Christian X et stærkt symbol på national uafhængighed. Dette billede blev taget på Kongens Fødselsdag i 1940. Læg mærke til at han ikke har følgeskab af gardere

Der rejste sig hurtigt en meget dansk-national stemningsbølge i befolkningen, og fænomener som "algang" og "alsang" greb om sig. Samtidig blev kongen, Christian 10., gjort til et fremtrædende nationalt symbol. Der var dog endnu ikke antydning af aktiv modstand mod besættelsesmagten.

Der var derfor også en tysk interesse i at have et rimeligt forhold til Danmark, og for Danmark betød det, at regeringen forblev intakt, og at Folketinget fortsatte med at fungere mere eller mindre som før. Regeringen var i stand til at beholde meget af sin tidligere kontrol med indenrigspolitikken. De danske politikere besluttede, at det danske politi skulle samarbejde med de tyske besættelsestropper. ^[2] Allerede den 19. april blev de første 80 tyske emigranter anholdt af det danske politi og interneret i Horserødslejren. På denne måde beviste Stauning sin samarbejdsvilje med nazisterne. Domstolene forblev på danske hænder, og kongen, Christian 10., blev i Danmark. Den danske offentlige mening bakkede overvejende op om den nye regerings linje, specielt efter Frankrigs fald i juni 1940. Der var udbredt følelse af, at de ubehagelige realiteter omkring den tyske besættelse måtte behandles på en "realistisk" måde set i lyset af den aktuelle udenrigspolitiske situation. De fleste danske politikere mente, at de måtte forsøge at bevare Danmarks privilegerede position ved at præsentere de tyske myndigheder for en enig front af politiske partier. Venstre og De Konservative blev taget med i en samlingsregering, og man samarbejdede tæt med Folketinget.

Den danske regering bestod af Socialdemokratiet og Det radikale Venstre med Thorvald Stauning i spidsen. Selv var Stauning foruroliget over udsigterne til et nazistisk domineret Europa, men på trods af dette fulgte Socialdemokraterne en forhandlingsstrategi og håbede på at kunne bevare det demokratiske styre og den danske selvbestemmelse så længe som muligt. Der var mange spørgsmål, som måtte afklares i månederne efter den tyske besættelse. For at imødekomme tyskerne accepterede den danske regering en række krav:

• Artikler og nyheder, der "bragte det dansk-tyske forhold i fare", blev forbudt.
• Efter angrebet på Sovjetunionen blev Danmark medlem af Antikominternpagten. Derudover blev Danmarks Kommunistiske Parti forbudt, og medlemmerne uden dom interneret.
• Relationerne til De Allierede blev afbrudt.
• Industrien og udenrigshandelen blev indrettet på at betjene det tyske marked. Danmark havde traditionelt haft England som en væsentlig handelspartner. Myndighederne så en øget handel med Tyskland som vital for at opretholde livsvigtige forsyninger og hermed den sociale orden i Danmark. Øget arbejdsløshed og fattigdom frygtede man ville lede til mere åben modstand mod nazisterne, da mange danskere typisk bebrejdede dem den uheldige udvikling i landet. Man frygtede fra den danske regeringens side, at en øget modstand mod besættelsen ville medføre en skarp reaktion fra tysk side.

Erik Scavenius og Werner Best i gården til Christiansborg slot

I 1942 døde Stauning, og han blev efterfulgt som statsminister af Vilhelm Buhl, men allerede senere samme år blev Erik Scavenius leder af samlingsregeringen, og han var i hvert fald formelt statsminister igennem den resterende del af besættelsen. Han var diplomat, ikke valgt politiker og havde et elitært forhold til regeringsførelsen. Han var meget bekymret for, at den efter hans mening emotionelle offentlige mening ville destabilisere hans forsøg på at skabe en balance mellem dansk suverænitet og nazisternes krav. Scavenius opfattede sig selv som en beskytter af Danmark. Både under og efter krigen var der megen kritik af hans regerings rolle, specielt fra medlemmerne af den aktive modstandsbevægelse, som mente, at den havde lagt hindringer i vejen for den aktive modstand og dermed truet Danmarks nationale ære og skadet vores position i forhold til De Allierede. Scavenius og de fleste politikere i de andre store partier mente derimod, at hans kritikere blot var naive og følelsesbetonede eller i værste fald opportunister.

De danske myndigheder var i stand til igennem samarbejdspolitiken at opnå nogle indrømmelser, men nægtede konsekvent at indgå i en told- og møntunion med Tyskland. De danske myndigheder var bekymrede for de negative økonomiske og politiske konsekvenser af det tyske forslag. De tyske myndigheder ønskede på den anden side ikke at ødelægge de specielle relationer til de danske myndigheder ved at gennemtvinge forslaget, som det var tilfældet i andre besatte lande. Det danske nazistparti blev desuden holdt uden for regeringen, og et relativt frit demokratisk valg med et klart anti-nazistisk resultat blev afholdt i begyndelsen af 1943. Repræsentanter for det danske militær fik også adgang til følsomme tyske militære informationer, som de succesfuldt videresendte til de allierede regeringer under krigen.^{[Kilde mangler]} De økonomiske konsekvenser af besættelsen blev også mindsket på grund af det tysk-danske samarbejde. Tilstrømningen af tyske investeringer i industri, landbrug og mest synligt til et enormt fæstningsbyggeri, især på Jyllands vestkyst, skabte alvorlige problemer med øget inflation i krigens første år. Den danske regering var i stand til at genforhandle vekselkursen mellem den tyske mark og den danske krone og løste dermed problemet. Pengene til de store investeringer hentede tyskerne i den danske Nationalbank.

Den største succes i forbindelse med den danske politik i forhold til Tyskland var, at de danske jøder i over tre år undgik forfølgelse. I de år samarbejdspolitikken fungerede, nægtede regeringen konsekvent at acceptere tyske krav om indgreb over for den jødiske del af befolkningen. De tyske myndigheder følte sig i stigende grad generet af den danske holdning til spørgsmålet, men ville samtidig ikke gennemtvinge deres ønsker, da de forventede at det ville blive set som "politisk uacceptabelt." Selv den rigsbefuldmægtigede, SS-Obergruppenführer (general) Dr. Werner Best, der var den øverste tyske repræsentant i Danmark fra november 1942 og tidligere medlem af Gestapo, mente, at ethvert forsøg på at fjerne jøderne ville være særdeles skadeligt for forholdet mellem de to regeringer og anbefalede derfor ikke nogen form for aktion mod de danske jøder.

[redigér] Øgede spændinger

Barrikader under Folkestrejken i sommeren 1944

Som årene gik blev befolkningen i stigende grad fjendtligt instillet overfor den tyske besættelsesmagt. Tyske soldater stationeret i Danmark oplevede mere og mere en køligt indstillet befolkning, men den fortsatte villighed til samarbejde hos regeringen gjorde forholdet tåleligt for dem. Den danske regering forsøgte at bekæmpe sabotage og andre former for voldelig modstand mod besættelsen, men i løbet af efteråret 1942 havde modstanden nået et niveau, hvor Tyskland for første gang officielt erklærede Danmark for "fjendtligt territorium". Efter de tyske nederlag ved El-Alamein og Stalingrad øgedes den aktive danske modstand kraftigt. I marts 1943 tillod besættelsesmagten, at der blev afholdt valg, hvis resultat gav en stærk opbakning til de demokratiske partier.

Valget i marts 1943, utilfredsheden med den tyske besættelse og en voksende fornemmelse af, at krigen ville ende med et tysk nederlag, førte til omfattende strejker og civile uroligheder i sommeren 1943. Den danske regering nægtede at reagere over for problemerne på en måde, der kunne tilfredsstille den tyske besættelsesmagt. Tyskerne rejste bl.a. krav om indførelse af dødsstraf, og de erklærede undtagelsestilstand. Dette førte til, at regeringen den 29. august 1943 indgav sin afskedsbegæring.

Dette var et vendepunkt. Fra da af begyndte et departementschefstyre, idet Danmark administreredes af ministeriernes departementschefer, og de "lovanordninger", som disse udstedte, blev godkendt af Højesteret. På denne måde undgik man en større nazificering af administrationsapparatet. Forhandlingerne med den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best, førtes fra dette tidspunkt af udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen.

Efter regeringens tilbagetræden var Danmark i fuldt omfang underlagt den nazistiske besættelsesmagt, der i oktober besluttede at deportere alle jøder fra landet. Takket være informationer, der var sluppet ud om de tyske planer, og en beslutsom indsats fra befolkningens side blev langt de fleste af landets jøder transporteret sikkert til det neutrale Sverige.

Sabotageaktioner rettet imod besættelsesmagten øgedes markant i antal og størrelse efter den danske regerings tilbagetræden. Af mere succesfulde sabotageaktioner kan nævnes aktionerne mod jernbanerne på D-dagen, hvor det lykkedes sabotørerne at forstyrre jernbanenettet i dagevis, hvorved de tyske forstærkningers transport blev forsinket betydeligt. Nyere forskning vedrørende jernbanesabotagen^[3] har imidlertid sat spørgsmålstegn ved effektiviteten af denne, idet bevarede optegnelser om togbevægelserne i Danmark har vist, at det var relativt nemt at omdirigere sabotageramte togstammer via alternative ruter. Der var også en betydelig sabotageaktivitet over for virksomheder, der producerede krigsvigtige varer for tyskerne. Ud over sabotageaktionerne resulterede modstanden mod den tyske besættelse også i dannelsen af Danmarks Frihedsråd, og den illegale presse blomstrede. De allierede regeringer, der tidligere havde været skeptiske over for den danske villighed til at bekæmpe Nazityskland, begyndte i stigende grad at anerkende Danmark som en allieret, selv om det aldrig lykkedes fuldt ud på grund af sovjetisk modstand.

Frihedsrådet blev nu en mere betydende faktor for holdningsdannelsen i det danske folk. I rådet sad repræsentanter for de forskellige illegale organisationer, f. eks. Frit Danmark, kommunisterne, Ringen og partiet Dansk Samling. Frihedsrådet opretholdt en nær kontakt til SOE i London.

I januar 1944 foreslog Nils Svenningsen, at der blev bygget en dansk lejr for at undgå deportationer til Tyskland.^[4] Werner Best gik ind på det, men på betingelse af at lejren ville blive placeret tæt på grænsen. Frøslevlejren blev oprettet i august 1944.

I sommeren 1944 var der store folkestrejker i flere af de store byer. Der blev nu også oprettet kontakter mellem Frihedsrådet og politikerne, idet man jo efterhånden kunne imødese en afslutning på krigen. Spørgsmålet om landets styrelse i efterkrigstiden rejste sig. Forhandlingerne resulterede i en aftale om, at ministerposterne skulle fordeles med halvdelen til hver af de to parter, Frihedsrådet og politikerne.

Krigens sidste tid blev barsk. Den var præget af stor brutalitet fra tysk side, hvor sabotage blev gengældt med modterror, bl.a. de såkaldte "clearingmord" og "schalburgtage". Det danske politi var efter tysk mening ikke samarbejdsvilligt nok, og den 19. september 1944 blev politiet opløst. Ud af den danske politistyrke på 10.000 mand blev [[deportation af det danske politi|1.960 politifolk arresteret og sendt til tyske koncentrationslejre.]]^[5], mange slap væk fordi Aflytningscentralen i Helsingør nogle dage før havde fået viden om tyskernes planer.

Der var mangel på stort set alting, og de varer, man kunne få, var af dårlig kvalitet. Hertil kom i vinteren 1945 den store flygtningestrøm af tyskere fra østområderne, hvor russerne nu trængte frem. Kriminaliteten var naturligvis stor på baggrund af det manglende politi.

[redigér] Økonomi

Den danske økonomi var udsat for en række alvorlige problemer under besættelsen. Den blev fundamentalt hæmmet af de stigende priser på råmaterialer som f.eks. kul og olie. Den økonomiske blokade mod Tyskland påvirkede også Danmarks økonomi negativt. Da Danmark ikke selv var i besiddelse af nogen nævneværdige naturressourcer, var landet meget sårbart overfor prisstigninger og manglende forsyninger udefra. Regeringen havde i nogen grad forudset problemets opståen før krigens udbrud og havde opbygget betydelige reserver, der sammen med indførelse af rationering var med til at mindske nogle af de værste økonomiske problemer. Forstyrelsen og afbrydelsen af Danmarks udenrigshandel var også skadelig for økonomien, men set i forhold til ødelæggelsen af andre besatte landes økonomi, var skadevirkningerne i Danmark begrænsede.

[redigér] Befrielsen

Lukket paa Grund af Glæde. To danske modstandsfolk står vagt ved en butik, mens ejeren fejrer den britiske befrielse af Danmark 5. maj 1945

Danmark blev befriet den 5. maj 1945 af britiske styrker under ledelse af den berømte engelske general Bernard Montgomery. En undtagelse var dog Bornholm, der blev befriet af sovjetiske styrker.

Den 4. maj klokken 18.30 underskrev tyskerne kapitulationen i Montgomerys hovedkvarter på Lüneburger Heide. Klokken 20.36 blev det meddelt på det danske nyhedsprogram på BBC, at Danmark var blevet befriet. Meddelelsen om at tyskerne havde overgivet kom altså den 4. maj 1945 om aftenen. Men den tyske kapitulation trådte først i kraft den 5. maj klokken otte om morgenen.

	I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.[6]
Befrielsesbudskabet fra BBC den 4. maj 1945 oplæst af Johannes G. Sørensen

Selv om Danmark undgik mange af de frytelige krigsfølger, som andre dele af det tyskbesatte Europa led under, var befolkningen udsat for en række vanskeligheder og gener som følge af besættelsen og krigen. Overordnet var Danmark imidlertid det krigsførende land i Europa, der blev mindst ramt af krigen og dens skadevirkninger. ^{[Kilde mangler]} Mange danskere blev dog dræbt og fængslet som følge af deres indsats i modstandsbevægelsen, og andre døde som følge af tysk terror. Landet blev også udsat for enkelte tilfælde af luftbombardementer, men skadevirkningerne var slet ikke sammenlignelige med, hvad der var tilfældet i lande som Norge eller Holland. Det eneste område i Danmark, der blev udsat for mere omfattende bombardementer, var Bornholm, hvilket var en følge af, at den tyske kommandant von Kramptz dér nægtede, at overgive sig til de sovjetiske styrker. Bornholms Besættelse udviklede sig derfor anderledes blodigt end i resten af Danmark. Russerne besatte Bornholm 9. maj efter at byerne Rønne og Nexø havde været udsat for luftbombardementer den 7. og 8. maj. Hele Nexø og Rønne var stort set i ruiner. Ti bornholmere og flere tyskere døde under bombardementerne. 2.370 huse var beskadiget heraf lå 587 totalt i ruiner. Dermed stod 10 % af Bornholms uden tag over hovedet. ^[7] Russerne forblev på øen, og mange bornholmerne var bange for at Danmark havde glemt dem. Men efter forhandlinger i begyndelsen af 1946 mellem Sovjetunionen og den danske regering endte det med at de sovjetiske tropper forlod øen 5. april dette år. ^[8]

Samlet blev over 850 medlemmer af modstandsbevægelsen dræbt under besættelsen. Omkring 900 civile mistede også livet som følge af bombardementer, optøjer eller tyske gengældelsesdrab. 39 danske soldater blev dræbt eller såret under den tyske invasion, og yderligere 4 blev dræbt den 29. august 1943. Mindst 600 danskere mistede livet i de tyske koncentrationslejre. De største danske tab var blandt de sømænd, der igennem krigen sejlede for De Allierede. 1850 danske sømænd mistede livet, de fleste som følge af angreb fra tyske ubåde (i England findes en mindetavle for dem i domkirken i Newcastle upon Tyne). Over 100 danskere blev derudover dræbt som soldater i allieret tjeneste.

En kilde ^[9] angiver antallet af danskere i koncentrationslejr under 2. verdenskrig til 6.000, hvoraf ca. 600 døde (ca. 10 %). Sammenlignet med kz-fanger fra andre lande var det en relativt lav dødelighed.

Efter besættelsens ophør blev omkring 40.000 personer, der var mistænkt for at have samarbejdet med tyskerne, arresteret, dog ikke de politikere, som havde støttet kollaborationspolitikken med nazisterne. Ud af disse 40.000 personer blev omkring 13.500 idømt én eller anden form for straf. 78 dødsdomme blev afsagt, men kun 46 blev eksekveret. Langt de fleste fik kortere fængselsdomme på under 4 år. Mange har senere kritiseret det efterfølgende retsopgør for i for høj grad at have fokuseret på ”almindelige” mennesker og ladet politikere og lederne af større virksomheder gå ustraffede. Et andet vanskeligt emne i forbindelse med retsopgøret var, hvordan man skulle forholde sig med dem, der havde fulgt regeringens anvisninger og opfordringer, og derfor havde samarbejdet økonomisk med tyskerne eller var gået i tysk krigstjeneste.

Man gjorde sig en del anstrengelser for at opspore og straffe de personer og virksomheder (såkaldte værnemagere), der havde samarbejdet økonomisk med den tyske besættelsesmagt. Konsekvenserne og omfanget af de efterfølgende retssager var dog ret beskedne set i forhold til, hvad der var tilfældet i mange andre lande, der havde været under tysk besættelse. Og med den kolde krig stod senest fra 1955 igen samarbejde med den vesttyske Bundeswehr på dagsorden.

Nogle medlemmer af den danske modstandsbevægelse forsøgte efter krigen at skabe politisk fornyelse for at bryde samarbejdspartiernes greb om magten. Disse forsøg mislykkedes dog under indflydelse af den kolde krig. Den eneste tydelige effekt af besættelsen kom til udtryk ved valget i 1945, hvor kommunisterne, der havde vundet megen sympati under besættelsen, opnåede 1/8 af stemmerne og 18 mandater. Men den kommunistiske valgsejr blev ikke omsat i politisk indflydelse.

[redigér] Kilder

• Lundbak, Henrik. Besættelsestid og frihedskamp 1940-45. København: Frihedsmuseet, 1996. ISBN 87-89384-40-7
• Flender, Harold. Rescue in Denmark. New York: Holocaust Library, 1963.
• Dethlefsen, Henrik. "Denmark and the German Occupation: Cooperation, Negotiation, or Collaboration," Scandinavian Journal of History. 15:3 (1990), pp. 193-206.
• Giltner, Phil. "The Success of Collaboration: Denmark's Self-Assessment of its Economic Position after Five Years of Nazi Occupation," Journal of Contemporary History 36:3 (2001) pp. 483-506.
• "Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945." Udgivet 2002.

[redigér] Se også

• Invasionen af Danmark i 1940 - den forudgående invasion af Danmark d. 9 april 1940
• Deportationen af det danske politi
• Frihedsbudskabet udsendt 4. maj 1945 kl. 20:36 fra London

[redigér] Noter

[redigér] Eksterne henvisninger

• Frihedsmuseet
• Besættelsessamlingen på nettet
• Danmarks befrielse 5. maj 1945
• DR's tema om Danmarks befrielse
• Podcast med en af de 2.000 danske politifolk i Buchenwald Den 2. episode omhandler de begivenheder under besættelsen, der var baggrunden for deportationen.
• Befrielsen i Hillerød, et online-undervisningsmateriale til skolebrug ved lærer, cand. pæd. i historie Bjørn Verstege
• Alfabetisk fortegnelse over illegale blade Besættelsestidens illegale blade og bøger 1940-1945 : En bibliografi udarbejdet af Leo Buschardt, Albert Fabritius & Helge Tønnesen, 1954. (Online på Det Kongelige Bibliotek)