Hermann Samuel Reimarus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Hermann Samuel Reimarus

Hermann Samuel Reimarus (22. december 1694 i Hamburg1. marts 1768 sammesteds) var en tysk filosof og skribent i oplysningstiden, fortaler for deismen med tanken om en naturlig religion, der modsat en åbenbaret religion beror på fornuftsmæssige ideer.

Med dette udgangspunkt søgte han at begrunde tesen om den fundamentale forskel mellem den historiske Jesus, som levede og døde som en mislykket jødisk messiasprætendent, og den kristne menighed, som først efter påske skabte troen på Kristus som verdens frelser. [1]

Denne opfattelse fik indflydelse på teologiens videre udvikling som ved udviklingen af historisk-kritisk metode, i eksegesen og som igangsætter af Jesu-liv-forskningen.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Reimarus studerede teologi, gamle sprog og filosofi i Jena fra 1714 og fra 1716 i Wittenberg, hvor han 1722 blev Privatdozent ved universitetet. 1720-1721 besøgte han Nederlandene og England. I 1723 blev han skoleleder i Wismar i Mecklenburg og i 1727 professor ved det akademiske gymnasium i Hamburg, en stilling han på trods af favorable tilbud beholdt til sin død.

Reimarus var elev af og fra 1728 svigersøn til den klassiske filolog og teolog Johann Albert Fabricius (1668-1736), hvis liv og værk han skrev en bog om. Efter Fabricius’ død overtog Reimarus dennes betydelige samling af håndskrifter, der i 1770 blev erhvervet af Københavns Universitetsbibliotek og i 1938 overdraget til Det Kongelige Bibliotek.


Han havde overkommelige pligter og brugte sin fritid til studier i filologi, matematik, filosofi, historie, politisk økonomi og naturhistorie, et felt hvor han opbyggede store samlinger.

Hans bolig var samlingssted for dele af den intellektuelle elite i Hamburg, og dér findes endnu et Haus der patriotischen Gesellschaft hvor nogle af de foreninger, han var med til at danne, stadig har til huse.

Teologi – filosofi[redigér | redigér wikikode]

Naturlig religion[redigér | redigér wikikode]

Reimarus drev filologiske, filosofiske og naturvidenskabelige studier. Han var fortaler for naturlig religion og søgte herudfra at aflede og begrunde Guds eksistens og egenskaber.

"Om den, der har en levende erkendelse af Gud, siger man med god grund, at han har en religion; og hvis denne erkendelse er opnået ved fornuftens naturlige kraft, kalder man denne religion for naturlig; altså den pågældende har en naturlig religion" – Reimarus, i: En naturlig religions betydeligste sandheder) – ("Wer ein lebendiges Erkenntnis von Gott hat, dem eignet man billig eine Religion zu; und sofern dieses Erkenntnis durch die natürliche Kraft der Vernunft zu erhalten ist, nennt man es eine natürliche Religion." – Reimarus, in: Die vornehmsten Wahrheiten der natürlichen Religion)

Harald Høffding om Reimarus[redigér | redigér wikikode]

Harald Høffding skriver i afsnittet "Den tyske Oplysningsfilosofi og Lessing" om den naturlige religion i Tyskland i sjette bog Den nyere Filosofis Historie 1894-1895 kort om Reimarus. (med tillempet retsskrivning)

...
For Reimarus, en af de ivrigste forkæmpere for "den natutlige religions sandheder" mod materialister og andre ugudelige mennesker stillede sagen sig anderledes.

Lige så overbevist som han var om at hensigtsmæssigheden i naturen (blandt andet dyrenes instinkter, om hvilke han har forfattet et særligt skrift) tyder på verdens udspring af en vis og god Gud, og om at der i et andet liv er sørget bedre og varigere for den menneskelige lyksalighed, end der kunne gøres i det nærværende liv, – ligeså overbevist var han om at de bibelske skrifters indhold stred mod den fornuft og moral som den naturlige religion indskærper. Men denne sidste overbevisning mente han, at måtte beholde hos sig selv.

I al stilhed havde han søgt at klare sine tanker om den bibelske historie og de bibelske skrifter, og udarbejdet et værk som han kaldte Apologie oder Schutzschrift für die vernünftigen Verehrer Gottes, og i hvilket han underkastede den bibelske litteratur en skarp og sønderlemmende kritik både fra et historisk, et naturvidenskabeligt og et moralsk synspunkt.

Rørende er den grund han angiver for, at han ikke offentliggør dette værk: han frygter for at ortodokse fanatikere skulle berøve ham hustru og børns kærlighed eller også vække en forfølgelse, der kunne gå ud over dem.

" De Herrer Præster maa tro," siger han, "at en ærlig Mand volder sit Sind en ikke ringe Pine, naar han hele sit Liv igennem maa forstille sig."
Ingen anede hvad hamburgprofessoren, der så smukt havde ført beviser både for Gud og udødelighed, havde liggende i sin pult.

Lessing, der gennem Reimarus' familie havde fået adgang til manuskriptet efter forfatterens død, udgav brudstykker af det, idet han efklærede det for et på biblioteket i Wolfenbüttel fundet skrift.

Senere har David Friedrich Strauss (H. S. Reimarus und seine Schutzschrift für die vernünftigen Verehrer Gottes, 1862) givet et uddrag af hele værket.

Her interesserer især Reimarus' almindelige standpunkt.
Den naturlige religion er ham nok; en åbenbaring er derfor overflødig. Men denne er tilmed fysisk og moralsk umulig. Gud kan ikke ved mirakler gøre brud på sit eget værk, og han kan ikke ved åbenbaringer, der ikke bliver alle til del, og som end ikke alle kunne lære at kende, begunstige nogle frem for andre. Allermest stred for Reimarus læren om helvedstraffenes evighed mod de sande forestillinger om Gud, og det var dette punkt, der først havde vakt hans forargelse.

Som historiker har han et klart blik for, at hovedindholdet af urkristendommens tro var den levende forventning om Jesu snare genkomst med opfyldelse af de messianske forventninger. Men han mente, at apostlene, da forventningerne ikke opfyldtes, på bedragerisk måde trøstede deres tilhængere med udsigten til en senere åbenbarelse.

Den tyske profressors grundige forsken førte ham altså til samme resultat som et mere letbenet ræsonnement havde ført Voltaire til. Hvis det ikke er åbenbaring, er det bedrageri: det er et dilemma i hvilket fra denne tid af mange ortodokse og fritænkere af hjertens grund stemte overens, og til hvilken den religiøse debat endnu ofte føres tilbage, som om der siden Reimarus' og Voltaires tid ikke var fremkommet nye religionsfilosofiske synspunkter.

... (Høffding, s 10f)

Fragmenter af en unavngiven forfatter (Fragmente eines Ungenannten)[redigér | redigér wikikode]

Med udgangspunkt i forestillingen om en naturlig religion, i modsætning til en åbenbaret, arbejdede han i over 30 år fra 1735 på det værk der skulle gøre ham berømt: Apologi eller forsvarsskrift for en fornuftig gudsdyrkelseApologie oder Schutzschrift für die vernünftigen Verehrer Gottes.

Skriftet var ikke beregnet til offentliggørelse, men blot tænkt som grundlag for diskussion mellem venner; efter hans død blev dele overdraget til Gotthold Ephraim Lessing. Han havde fra 1770 været leder af et bibliotek i Wolfenbüttel og udgav i denne egenskab fra 1773 et tidsskrift "Zur Geschichte und Literatur aus den Schätzen der herzoglichen Bibliothek zu Wolfenbüttel". I årene 1774-1778 udgav Lessing heri passager under titlen Fragmente eines Ungenannten, Fragmenter af en unavngiven forfatter, og forsøgte ved vildledende bemærkninger at skjule den rigtige forfatters identitet.

Disse og senere udgivelser blev kendt som Wolfenbütteler Fragmente og gav navn til den såkaldte strid om fragmenterne, der Fragmentenstreit. (de:Fragmentenstreit), hvor Lessing som udgiver ikke kunne undgå at blive inddraget, skønt han ikke delte alle Reimarus' synspunkter, og hvor hans hovedmodstander var hamburgpræsten Johann Melchior Goeze.

En konsekvens af denne strid var at Lessing blev frakendt retten til at offentliggøre om emnet religion; dette reagerede han på ved at forsætte diskussionen inden for litteraturens område med det dramatiske digt Nathan den Vise, Nathan der Weise.

Reimarus' manuskript befinder sig på et bibliotek i Hamburg; i 1814 blev der lavet en kopi til universitetsbiblioteket i Göttingen, og det blev nu kendt som et samlet værk med Reimarus som forfatter. Ud over de syv fragmenter, der blev offentliggjort af Lessing, blev en anden del af værket udsendt i 1787 af pseudonymet C. A. E. Schmidt med titlen Übrige noch ungedruckte Werke des Wolfenbüttelschen Fragmentisten, og yderligere en del af D. W. Klose i C. W. Niedner's Zeitschrift für historische Theologie, 1850-1852. Det blev imidlertid først udsendt i sin helhed i 1972.

Reimarus' opfattelse af Jesus[redigér | redigér wikikode]

Bilde skriver om Reimarus, at han for første gang formulerede den tanke at kristendommens tilblivelseshistorie var præget, ikke af kontinuitet, men af brud.

Reimarus hævdede at Jesus i virkeligheden havde været en jødisk messiasprætendent, som havde haft et andet mål end Paulus og de senere kristne. Jesu program og formål var ifølge Reimarus at befri det jødiske folk fra romersk overherredømme og at genrejse et frit og uafhængigt jødisk messiansk kongerige.

På dette program samlede Jesus stor tilslutning, men i Jerusalem indtraf en katastrofe og hans messianske projekt led skibbrud, da Jesus blev arresteret og henrettet. Hans tilhængere var dog ikke til sinds at opgive deres engagement. De stjal Jesu legeme fra graven og forkyndte at han var opstået fra de døde. Dermed ændrede de på afgørende punkter Jesu program og satte, i stedet for en jødisk messiansk befrielse, Jesu lidelse og død som den handling der grundlagde en "frelse" for alle mennesker.

Dermed skabte de fundamentet for en ny religion, der vel at mærke overskred de jødiske grænser og snart – universelt – henvendte sig til mennesker fra alle etniske grupper og folkeslag.

Efter Reimarus' opfattelse tog Jesus altså selv fejl, men hans tilhængere vendte dette nedersag til et fundament for en ny religion. I modstrid med Jesu oprindelige projekt skabte de myten om Jesu død og opstandelse som grundlaget for "forløsning" for alle mennesker[2]

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Tråden blev taget op af blandt andre David Friedrich Strauss (1808-1874) der vakte stor opsigt med sit skrift i to store bind fra 1835-1836 Das Leben Jesu, kritisch bearbeitet hvori han hævdede evangeliernes, især Johannesevangeliets fremstilling af Jesus' liv var "mytologisk" snarere end historisk. (Bilde s 128, Kap. 5.2)

Den såkaldte strid om fragmenterne var en dyst med den lutherske ortodoksi, hvor det begyndte at blive tydeligt, at det nu var muligt at stille kritiske spørgsmål vedrørende Bibelen. Den stilling, Reimarus og Lessing havde taget, fik indflydelse på teologiens videre udvikling for eksempel ved udviklingen af historisk-kritisk metode, i eksegesen og som igangsætter af Jesu-liv-forskningen

Alle de senere videnskabelige fortolkninger af kristendommens oprindelse bygger på Reimarus' tanker. Det gælder for eksempel de talrige formuleringer af ideen om at der består en modsætning mellem Jesus og Paulus.[2]

Senere skulle teologer som Martin Kähler (1835–1912) og derefter Rudolf Bultmann (18841976) uddybe dette, idet de udviklede en distinktion mellem den historiske person Jesus fra Nazaret og troens Kristus-skikkelse.

Værk[redigér | redigér wikikode]

[Dette afsnit er delvist hentet fra den tyske artikel]
  • De vita et scriptis Joannis Alberti Fabricii commentarius, Hamburg 1737
  • Die vornehmsten Wahrheiten der natürlichen Religion (1754)
  • Die Vernunftlehre, als eine Anweisung zum richtigen Gebrauch der Vernunft in der Erkenntnis der Wahrheit (1756)
  • Allgemeine Betrachtungen über die Triebe der Tiere, hauptsächlich über ihre Kunsttiere, zum Erkenntnis des Zusammenhanges des Welt, des Schöpfers und unser selbst (1760)
  • Apologie oder Schutzschrift für die vernünftigen Verehrer Gottes (1735-68)
  • Kleine gelehrte Schriften. Vorstufen zur Apologie oder Schutzschrift für die vernünftigen Verehrer Gottes. Hrsg. von Wilhelm Schmidt-Biggemann. Veröffentlichung der Joachim-Jungius-Gesellschaft der Wissenschaften Hamburg 79. Vandenhoeck & Ruprecht, Göttingen 1994. (656 S.) ISBN 3-525-86270-9
  • Litteratur i Det tyske Nationalbibliotek af Reimarus

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Bøger på dansk med afsnit om Reimarus

  • Høffding, Harald (1921-1922, 1894-1895) Den nyere Filosofis Historie. Bind 3
Indhold: Den tyske Oplysningsfilosofi og Lessing ; Immanuel Kant og den kritiske Filosofi ; Romantikens Filosofer.
Om Reimarus i Sjette Bog: "Den tyske Oplysningsfilosofi og Lessing"
  • Schweitzer, Albert (1955). Jesu Liv : af Jesu-Liv-Forskningens Historie. Oversat i Udvalg af Johannes Novrup. Det Danske Forlag, 1955. – 261 sider. Originaltitel: Geschichte der Leben-Jesu-Forschung. DK5=22.91
Tysk 1906 : Von Reimarus zu Wrede: Eine Geschichte der Leben-Jesu-Forsching
Engelsk 1910 : The Quest of the Historical Jesus
  • Bilde, Per (2001). En religion bliver til : en undersøgelse af kristendommens forudsætninger og tilblivelse indtil år 110. Frederiksberg : Anis. DK5=22.59 ISBN 87-7457-277-6
Kapitel 1.3 "Hovedopfattelser af kristendommens tilblivelse" og Kapitel 5.2 "Milepæle i forskningens historie"
  • Petersen, Erik: Intellectum liberare. Johann Albert Fabricius – en humanist i Europa, København (Museum Tusculanum) 1998, bd. 1, s. 20-25.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Reimarus

Jævnfør den danske Schweitzer (1955) ovenfor med et kapitel om Reimarus
"...His philosophical position is essentially that of Christian Wolff. But he is best known by his Apologie oder Schutzschrift für die vernünftigen Verehrer Gottes (carefully kept back during his lifetime) ..." en:Hermann Samuel Reimarus#Philosophical_position

Fragmenterne

Synspunkter for og imod linjen fra Reimarus over Schweizer til Bilde

Sandbeck, som er systematisk teolog, kritiserer blandt andet Bilde for at have et, ikke udtrykkeligt formuleret, "naivt-realistisk" trosbegreb når han bruger et psykologisk begreb som kognitiv dissonans til at forstå urmeninghedens skuffelse over parusiforsinkelsen og -udeblivelsen, det vil sige at Jesu parusi, Jesu komme først blev til hans snarlige komme og endelig til hans genkomst.

Tilknyttede begreber:

Bilde definerer kognitiv dissonans som “erkendelsesmæssige mislyde eller måske snarere psykiske ‘mislyde’, der mere præcist består i den mentale eller psykiske belastning, der opstår som følge af et misforhold mellem overbevisning og erfaring.”[3]

Reference[redigér | redigér wikikode]

  1. Gyldendals Religionsleksikon
  2. 2,0 2,1 Bilde s. 31
  3. Bilde s. 450
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: