Jesu opstandelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Grünewald 1512-1516
Jesu liv og lære
Jesu liv
Jesu sidste uge
Jesu lære


Jesu opstandelse er en vigtig del af evangeliernes beretning om Jesus og var ved udbredelsen af budskabet om Jesus en central del af forkyndelsen. Ligeledes har opstandelsen gennem kirkehistorien været en af kristendommens vigtigste dogmer, jf. den apostolske og nikænske trosbekendelserne.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Opstandelse

Opstandelse (græsk: ἀνάστασις anástasis; latin: resurrectio) er et begreb indenfor flere religioner, navnlig de tre abrahamitiske religioner: jødedommen, kristendommen og islam. Opstandelse er det, der sker, når et dødt menneske får nyt liv og genopstår. Der skelnes mellem egentlig opstandelse og simpel dødeopvækkelse (f.eks. opvækkelsen af Lazarus, Johs. 11). Ved en dødeopvækkelse bliver et dødt menneske levende igen ved et under og lever så videre som før, men efter en opstandelse får man evigt liv, dvs. man skal aldrig dø igen.

Ofte taler man om kødets opstandelse for at distancere sig fra dualistiske opfattelser af en rent åndelig, ikke-kødelig opstandelse og fra opfattelser af opstandelsen som noget rent symbolsk og ikke-virkeligt.

Jesu opstandelse ifølge evangelierne[redigér | redigér wikikode]

Beretningerne om Jesu opstandelse kan læse i Matthæusevangeliet 28,1-7; Markusevangeliet 16,1-8; Lukasevangeliet 24,1-12; Johannesevangeliet 20,1-18.

De fire evangelier har alle en beskrivelse af begivenhederne påskemorgen, hvor Jesus ifølge deres beretninger opstod. Der er mindre forskelle på beretninger, som dybdegående vil blive behandlet her. Dog er de alle fire evangelister enige om, at stenen var flyttet fra graven, at graven var tom, og at de første vidner var kvinder, som så engle, der fortalte dem, at Jesus var opstået fra de døde.

Den tomme grav[redigér | redigér wikikode]

Benjamin Gerritsz: Jesu opstandelse

Ingen af evangelierne beskriver direkte Jesu opstandelse. Matthæusevangeliet er det evangelium, der kommer nærmest ved at fortælle, hvordan stenen til graven blev væltet fra:

Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. (Matt 28,2)

De andre evangelier nævner blot, at da kvinderne kom til graven, så de, at stenen var væltet fra graven, og at da de gik ind i graven, fandt de ikke Jesu legeme.

Englene ved graven[redigér | redigér wikikode]

Alle evangelierne nævner også, at der var engle tilstede, der forklarede, at Jesus var opstået. Matthæus nævner en engel, som havde sat sig på stenen. Denne engel forkyndte

Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået som han har sagt. (Matt 28,6)

I Markusevangeliet møder de ”en mand i hvide klæder”, der ”sidder i den højre side” inde i graven og taler om Jesu opstandelse og tilføjer:

Se, der er stedet, hvor de lagde ham! (Mark 16,6)

Lukasevangeliet nævner derimod, at der var derimod var hele to mænd i lysende klæder, også Johannesevangeliet nævner to mænd, der sad der, hvor Jesus havde ligget. ”En ved hovedet og en ved fødderne”.

Kvinderne ved graven[redigér | redigér wikikode]

Alle fire evangelier beskriver samstemmingt, at det var nogle kvinder af Jesu efterfølgere, der først så den tomme grav. Dog nævner evangelierne forskellige kvinder og et forskelligt antal. Matthæus nævner Maria Magdalene og ”den anden Maria”, Markus nævner også Maria Magdalene, Maria, Jakobs mor, og Salome. Lukas taler blot om de kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus. Johannes nævner kun Maria Magdalene, men viser dog at han godt vidste der var flere, ved at Maria siger:

De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham. (Joh 20,2)

I alle evangelierne, (i mindre grad Johannesevangeliet) lægges der eksplicit vægt på, at kvinderne var øjenvidner både til Jesu død (Mark 15,40; Matt 27,55; Luk 23,49; Joh 19,25), Jesu gravlæggelse (Mark15,47; Matt 27,61; Luk 23,55) og til den tomme grav (Mark 16,4; Matt 28,1; Luk 24,1; Joh 20,1).

Jesus giver sig til kende[redigér | redigér wikikode]

Markus’ har på sit evangelium en meget brat afslutning:

Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. (Mark 16,8)

Denne bratte afslutning har undret gennem årene, og der blev hurtigt lavet andre afrundende afslutninger på evangeliet (Se den danske oversættelse 1992 Mark 16,9-20 og noter), dog er de fleste teologer enige om, at disse afslutninger ikke oprindeligt hørte til teksten. De andre evangelier beretter derimod om, hvordan Jesus senere viste sig for kvinderne og for disciplene. Matthæus fortæller, at Jesus hilser kvinderne på deres vej over til disciplene. Lukas nævner, hvordan to disciple på vej til Emmaus fra Jerusalem giver sig i snak med en ukendt mand om opstandelsen, der åbner skrifterne for dem. Først sent på aftenen opdager de, at det er Jesus, og de skynder sig derefter tilbage og beretter om deres møde med Jesus. Her hører de også disciplene berette, at:

Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.(Luk 24,34)
William Etty: Jesus viser sig for Maria Magdalene efter opstandelsen.

Ifølge Johannes møder Maria Magdalene Jesus i haven ved graven, efter at hun for anden gang har begivet sig derned for at undersøge graven og græde. Hun løber tilbage til disciplene og fortæller:

Jeg har set Herren. (Joh 20,18)

Lukas og Johannes beretter så om, hvordan Jesus samme aften kommer til disciplene, mens de er forsamlet og viser sig for dem. Hos Lukas spiser Jesus en fisk, øjensynligt for at bevise at han kødeligt er opstået og ikke er en ånd og siger også:

Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har. (Luk 24,39)

Otte dage efter viser Jesus sig ifølge Johannes for disciplene igen, denne gang også for Thomas, der ikke var til stede, første gang Jesus viste sig. Han troede ikke på disciplenes oplevelse, men da Jesus senere viser sig for ham, siger Jesus til ham:

Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende. (Joh 20,27)

så svarer Thomas:

Min Herre og min Gud!

Matthæus fortæller om, hvordan disciplene møder Jesus i Galilæa på et bjerg, hvor han giver dem missionsbefalingen. Her står der at:

Da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede

Johannes fortæller, hvordan Jesus åbenbarede sig ved Tiberias' sø (i Galilæa), efter at disciplene havde prøvet at fange fisk. Lukas slutter sit evangelium af og begynder ligeledes sin anden bog Apostlenes Gerninger med at berette om, hvordan Jesus efter 40 dage skilles fra dem og optages til himlen.

Udbredelsen af budskabet om Jesu opstandelse[redigér | redigér wikikode]

Ifølge Matthæus, Lukas og Johannes er det tydeligvis på baggrund af Jesu opstandelse, at Jesus udsender sine disciple (Matt 28,18-20, Lukas 24,46-48; ApG 1,8; Joh 20,21) til at forkynde om Jesus. Dette bærer apostlenes taler også præg af i Apostlenes Gerninger (Både i Peters taler i ApG 2,32; 3,15; 4,10; 5,30; 10,40 og Paulus’ taler i ApG 13,33; 17,31; 26,23).

Andre kilder til Jesu opstandelse[redigér | redigér wikikode]

Paulus har i sit første brev til menigheden i Korinth i år 52 (kan forholdsvis præcist tidsfæstes), dvs ca. tyve år efter begivenhederne, en kort opremsning af Jesu død og opstandelse, sådan som den var overleveret ham:

Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod efter Skrifterne, og han blev set af Kefas [hebraisk for Peter] og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på en gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob [sandsynligvis Jesu egen bror], siden af alle apostlene. (1 Kor 15,1-7)

Dette citat, der nærmest ligner en tidlig trosbekendelse, er derfor sandsynligvis det allertidligste kildemateriale til Jesu opstandelse. På samme måde forudsætter de øvrige nytestamentlige skrifter Jesu opstandelse.

I Josefus’ lange optegnelse af jødernes historie findes et meget omdiskuteret vers, hvor meget tyder på en delvis forfalskning, (se mere om Josefus' Jesuscitat i artiklen om Kilder til Jesus) , der nævner opstandelsen:

de, der elskede ham, forlod ham ikke, for han viste sig levende for dem på den tredje dag, som de guddommelige profeter havde forudsagt, og ti tusinde andre vidunderlige ting, der havde med ham at gøre. [1]

Opfyldelse af Skrifterne[redigér | redigér wikikode]

Lukasevangeliet, talerne i Apostlenes Gerninger, samt Paulus og Josefus, nævner Jesu opstandelse som noget, der var forudsagt i Skrifterne, dvs Tanakh/Det Gamle Testamente. Det er dog ikke lige oplagt og indlysende, hvor i det Gamle Testamente der tales om at Messias skulle opstå. Det forklarer også, hvorfor disciplene ifølge evangelierne ikke havde nogen forventning om, at Messias/Kristus ville stå op fra de døde. Salme 16 bliver ifølge Apostlenes Gerninger brugt af både Peter og Paulus i deres prædikener til at underbygge forkyndelsen af opstandelsen. Særligt bruges vers 10 i salme 16:

For du vil ikke prisgive mig til dødsriget, din fromme vil du ikke lade se graven.

Både Peters (Apg 2,29-31) og Paulus’ (ApG 13,35-36) logik er, at da forfatteren til salmen (kongen og profeten David) jo døde og så graven, må det være en forudsigelse om hans efterfølger, Davidssønnen/Messias, altså Jesus.

At Jesus døde på tredjedagen virker ifølge Paulus til at være forudsagt i skrifterne. Dette sted må i så fald være fra Hoseas' Bog kapitel 6, vers 1-2, hvor der står:

Lad os vende om til Herren; han har sønderevet, men han vil helbrede os, han har slået, men han vil læge os. Han giver os liv efter to dage, rejser os på den tredje dag, og vi kan leve for Guds ansigt.

Skriftstedet handler dog tydeligvis ikke om en Messias, men om mennesker der efter straf omvender sig og derved får liv. At Paulus ud fra dette skrift må have set en forudsigelse af Kristi opstandelse, må skyldes hans syn på Jesus som den stedfortrædende frelser, der tager vores lidelser og opstår for os, så vi får del i hans opstandelse. Dermed kan det siges om os, at vi får liv på tredjedagen gennem Jesu død og opstandelse.

Derudover kan nævnes steder som Esajas 53, der tidligt blev set som en tekst om Jesu død (ApG 8,35), og hvor der i afslutningen står skrevet:

Efter sin lidelse ser han lys (Es 53,11)

Salme 22 er en salme, der beskriver hårde lidelser, der udmærket passer på en korsfæstelse. Ifølge Matthæus og Markus citerer Jesus titlen på denne salme på korset: Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig. Salmen forudsiger også ifølge evangelierne (Johannes bemærker det direkte), at Jesu klæder ville blev delt mellem soldater.. Denne salme er dog ikke kun jammer og lidelser, men slutter med et langt afsnit, der indeholder ord som:

Du har svaret mig. (v22)
Jeg vil leve for ham. (v31)
han greb ind. (v32)

Det er dog klart, at profetierne om Messias’ opstandelse ikke står særlig klart i det Gamle Testamente, men at apostlene i lyset af Jesu opstandelse så disse steder og sandsynligvis en masse andre som profetier om Jesu opstandelse. Den vigtigste, omend ikke den kendteste, kristne trosbekendelse – den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse – udtrykker også dette på følgende måde. Jesus:

opstod på tredjedagen ifølge skrifterne.

Jesu opstandelses historicitet[redigér | redigér wikikode]

At Jesus opstod er afgørende for den kristnes tro på Jesus som frelser og Guds søn. Dette kan dog ikke videnskabeligt ses som en troværdig påstand, da den naturvidenskabelige metode kun kan beskæftige sig med det, der kan måles og vejes. Derfor bliver opstandelsen også som regel set som af mytologisk oprindelse, særligt indenfor den liberale teologi og i den historisk-kritiske forskning. Imidlertid vil det for en troende ikke være et problem, at Jesus skulle have overskredet grænserne for naturlovene, men netop blot være en bekræftelse af Jesu guddommelighed og overvindelse af døden. Nedenstående er en diskussion af de historiske kilders pålidelighed og af alternative forklaringer til opstandelsen.

Kildernes historiske værdi[redigér | redigér wikikode]

Fil:Lourdes musee de cire 6.jpg
Jesu opstandelse, Voksmuséet i Lourdes, Frankrig.

Før det 17. og 18. århundrede var der få teologer, der udfordrede historiciteten i de overnaturlige beretninger i Skriften, særligt ikke opstandelsesberetningen[2].

En af de første udfordringer kom fra Hermann Samuel Reimarus der opstillede 10 modsætninger i opstandelsesberetninger og på den baggrund benægtede opstandelsens historicitet. Senere kom flere til som Rudolf Bultmann, der mente, at opstandelseshistorien blot var disciplenes forsøg på at udtrykke betydningen af Jesu kors i forkyndelse[3] Otto Pfeidere og Wilhelm Busset udviklede en teori om, at opstandelsesmyten udsprang fra hedenske religioner, f.eks. at forestillingen om den tredje dag kom fra persisk tankegang om sjælens iboen i kroppen i tre dage efter dødens indtræffen. Både liberale og konservative teologer har dog afvist dette, for selvom hedensk tankegang skulle have påvirket beretningen, er der intet der taler for, at det skulle være grundlaget for opstandelsesberetningen. Martin Dibelius mente, der var legendariske elementer indsat i beretningen (såsom engle), men at beretningen som sådan har brugt meget lidt legendarisk materiale, og derfor burde spørgsmålet om historiciten af teksterne stå åbent.[4] William Lane Craig derimod giver i 1981 en række grunde til, at grundhistorien til fortællingen om den tomme grav skulle være historisk troværdige.[5]

  1. Paulus, som havde boet i Jerusalem få år efter begivenhederne, giver i 1 Kor 15,3-5 et historisk pålideligt vidnesbyrd om opstandelsen.
  2. Opstandelsenstraditionen, som menes at stamme fra et tidligt-markus evangelium (se Tokildehypotesen) må været skrevet ikke senere end år 37. Derfor er det tvivlsomt, at det såkaldt legendariske stof skulle være samlet så hurtigt, hvis der ikke var en historisk kerne i beretningen. Derudover lyder vendingen Den første dag i ugen til at være en direkte oversættelse af en semitisk sætning, og det sammen med også andre elementer i beretningen tyder på en tradition enddag tidligere end præ-markusevangeliet.
  3. Manglen på apologetiske motiver i grundfortællingen, som metodisk findes ved at sammenligne evangelierne, og manglen på legendariske træk tyder på en tidlig tradition.
  4. Det er svært at forestille sig, at senere skrivere ville have digtet historien om kvinderne som de første vidner til den tomme grav, da kvinder på denne tid ikke kunne tjene som retslige vidner. Endnu noget, der gør beretningerne historisk pålidelige.
  5. Budskabet om Jesu opstandelse ville ikke være blevet forkyndt i Jerusalem, hvis graven ikke havde været tom. Jøderne ville aldrig have accepteret en opstandelse af en ånd uden krop.
  6. Disciplenes udforskning af graven er historisk troværdig, da det ville være usandsynligt, at de allerede var flygtet til Galilæa.
  7. Mætthæus 27,62f og 28,11 forudsætter en tom grav. Jøderne benægtede ifølge Matthæus aldrig den tommme gravs faktum, men de prøvede blot at forklare opstandelsen på en anden måde – nemlig at liget var blevet stjålet. Dette virker historisk sandsynligt, da jøderne ellers ville have henvist til graven tidligt i kirkehistorien og ville kunne bevise, at liget stadig lå der. På den måde kunne de have standset det kristne budskab, men det lykkedes som bekendt ikke.

Alternative forklaringer på opstandelsen[redigér | redigér wikikode]

Nogle kristne (særligt blandt f.eks. evangelikale) har prøvet at argumentere for, at en konkret opstandelse historisk set er den mest sandsynlige grund til, at kirken, der voksede frem efter begivenhederne i påskeugen, fik så stor en fremgang. C. H. Dodd siger i sin bog The Founder of Christianity at opstandelsen er ikke en tro, som kirken udviklede, men en tro som satte kirken i stand til at vokse.[6] Dette skyldes, at det var troen på Jesu opstandelse, og ikke hans lære eller død, der var drivkraften for hele den Jesus-bevægelse, som bredte sig i den første tid efter korsfæstelsen. Derfor var beviset for, mener disse kristne, at Jesus faktisk var opstået, grundlaget for hemmeligheden bag den store udbredelse, kristendommen havde i det første århundrede.

Forskere er i det sidste århundrede dog kommet med en række alternative forklaringer på, hvordan Jesus kunne være forekommet kirken som opstanden, s&#xE5. Disse forklaringer er dog ofte blevet anklaget fra mange sider, konservative som liberale teologer, for at være usandsynlige og hypotetiske.

  • I 1828 foreslog H. E. G. Paulus, at Jesus på korset havde mistet bevidstheden i smerter, men at gravens senere kølige atmosfære havde givet ham bevistheden igen, så han kunne komme ud af graven og vise sig for disciplene [7]. Der er dog senere blevet gjort opmærksom på usandsynligheden i, at Jesus efter tortur og korsfæstelse skulle kunne vågne op, komme ud af graven og så vise sig for sine disciple ikke blot som en overlevende, men som en opstanden. Medicinske studier har også peget på, at Jesus måtte være død under korsfæstelsen [8].
  • David Friedrich Strauss (1808-1874) mente også, at H.E.G. Paulus teori var ulogisk, og foreslog i stedet, at disciplene pga. af deres tro på en lidende og herliggjort Messias fik visioner og hallucinationer om Jesus. Denne forestilling er også fremherskende i dag, men den evangelikale journalist Lee Strobel påpeger i sin bog Research om Jesus, at hallucinationer og visioner kun sker for indvider og ikke for store grupper ad gangen, hverken for en flok kvinder, 12 disciple eller 500 brødre på én gang. Hallucinationer er derudover sjældne og skyldes ekstreme omstændigheder, og det er svært at forestille sig, at flere skulle have oplevet dette fænomen indenfor et kort tidsrum. Graven ville i så tilfælde også stadig have et lig, som jøderne kunne tage frem og modbevise opstandelsen med.[9].
  • Teorien om historien om opstandelse som uden historisk kerne er vidt udbredt i teologiske kredse. Dog er det sådan, at uden et godt argument for Jesu opstandelse ville hans disciple aldrig have kunnet udbrede budskabet om Jesus på den måde, som de gjorde, lyder påstanden fra mere konservative og evangelikale teologer.
    • Hvis Jesu lig stadig lå i graven, ville dem, der havde slået Jesus ihjel, have vist liget frem, da disciplene begyndte at tale om Jesu opstandelse. De jødiske myndigheder gjorde alt for at stoppe forkyndelsen om den opstandne Jesus, men de viste aldrig liget frem. Sandsynligvis fordi de ikke vidste, hvor det var.
    • Det kunne skyldes, at disciplene stjal liget, men dette virker ikke sandsynligt, både fordi graven var bevogtet, og fordi disciplene var fortvivlede, men særlig usandsynligt bliver det, hvis man forudsætter, at disciplene var klar til at gå til verdens ende, blive forfulgt og udsat for tortur og dø en pinefuld død for noget, de godt vidste var en løgn. Elleve af de tolv disciple blev sandsynligvis henrettet for deres tro på den opstandne Kristus, og et sådant mod, mener disse teologer, kan næsten kun skyldes, at de troede på det, de forkyndte.
    • Paulus påstår i Første Korintherbrev 15, at 500 mennesker på én gang så Jesus på efter hans opstandelse, og at de fleste af dem stadig er i live. (1 Kor 15,6) Altså giver Paulus et bevis, der med lethed ville kunne afkræftes, men som historisk set nok aldrig blev det.

Betydningen af Jesu opstandelse for kristendommen[redigér | redigér wikikode]

Russisk opstandelsesikon fra det 16. århundrede: Jesus står i midten og stamper på Døden og Helvedes porte. Jesus holder Adam i sin venstre hånd, og til højre glæder Eva sig. I baggrunden glæder fædrene og profeterne sig.

Ifølge Apostlenes Gerninger var udgangspunktet for apostlenes allertidligste forkyndelse – Jesu opstandelse [10]. Det var det, der beviste, at Jesus var Herre, Guds søn. Han var den, der havde besejret døden, synden og Djævelen, og som nu er ophøjet og sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige. [11]. Derfor er de kristnes helligdag også søndagen, den første dag i ugen, den dag hvor Jesus opstod. På samme måde er fejringen af Jesu opstandelse påskedag den vigtigste højtid i kristendommen, og ikke julen som dog ofte er den folkeligt vigtigste højtid.

Det mest kendte eksempel på en opstandelse indenfor kristendommen er Jesu opstandelse, som fejres dels Påskedag, dels ved gudstjenesten hver søndag, idet kristne netop fejrer gudstjeneste om søndagen, fordi de mener, det var den dag, Jesus opstod. I kristendommen er der desuden en tro på, at alle mennesker skal opstå på Dommedag.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Antiquities Judaicae 18.63-64. Josephus, Complete works, oversat af Whiston, Kregel Publications, Grand Rapids, side 379
  2. Afsnittet her er for store deles vedkommende skrevet ud fra bogen The Resurrection Narratives – A Redactional Study' af Grant R.(Michigan 1984), særlig det historiske overblik på side 21-40 og konklusionen til "The Empty Tomb Narratives" side 216-219
  3. Bultmann, R: Kerygma and Myth, side 38-42
    (Redigeret af H. W. Bartsch. Oversat til engelsk af R. H. Fuller. London 1953)
  4. Debelius, M. From Tradition to Gospel, side 190-270
    (Oversat af B. L. Woolf, London 1934)
  5. Craig W. L. The Empty Tomb of Jesus, I Gospel Perseptive, Vol 1, side 189-194 (Redigeret af R.T. France og D. Wenham. Sheffield, 1981)
  6. Dodd, C.H. The Founder of Christianity, 165-171
    (Collins, London, 1971).
  7. Osborne, side 22
  8. Dr. William D. Edwards skrev følgende i sin konklusion i Journal of the American Medical Association: Vægten af de historiske og medicinske beviser indikerer klart, at Jesus var død, før man stak spydet i siden på ham Research om Jesus side 72
  9. Strobel, Lee: Reseatch om Jesus, side 87 (Credo forlag 2004)
  10. ApG 2,32; 3,15; 4,10; 5,30; 10,40; 13,33; 17,31; 26,23
  11. Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse (Nicaenum). Formuleret i 325, stadfæstet i 381 hvor den også blev forlænget med tredje trosartikel. Citat her er fra anden trosartikel om Jesus Kristus
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: