Kina (kulturområde)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

For at læse om Kina (formelt: Folkerepublikken Kina) fra 1949 og til nu se: Kina.

For at læse om Taiwan (formelt: Republikken Kina) fra 1949 og til nu se: Taiwan.

Kina (traditionelt kinesisk 中國, forenklet kinesisk 中国, Hanyu Pinyin: Zhōngguó, Wade-Giles: Chung-kuo) er et land i Østasien som siden 1949 de facto er delt i to, med regeringer som begge gør krav på at være hele landets retmæssige styre: Folkerepublikken Kina (med hovedstaden Běijīng) som omfatter alle fastlandsprovinserne, og Republikken Kina (med hovedstaden Taipei) som kun omfatter provinsen og øen Táiwān (Formosa) samt nogle små øer nær provinsen Fújiǎn.

Kina er verdens ældste fortsat eksisterende civilisation. Landets historie kendetegnes af gentagne delinger og genforeninger mellem skiftende perioder af fred og krig, og voldelige dynastiske skifter. Magten var gerne koncentreret i den kinesiske kejsers hænder, men skiftede nogle gange til mægtige embedsmænd og regionale krigsherrer. Landets territorielle udbredelse har varieret i historien. I mange århundreder, særlig fra det 7. århundre til og med det 14. århundre, var Kina verdens mest avancerede civilisation og var Østasiens dominerende kulturelle centrum. I 18- og 1900-tallet var landet for svagt til at slå den europæiske kolonialisme og japansk invasion tilbage, og led samtidig under interne konflikter som ledte til landets deling. Kommunistsejren i den kinesiske borgerkrig etablerede Folkerepublikken Kina på fastlandet, mens Republikken Kinas regering fortsat kontrollerede Taiwan og nogle mindre øer i Østkinahavet.

Landets befolkning på over en milliard udgør en femtedel af jordens befolkning, og består overvejende (93%) af hàn-kinesere. Vigtige minoriteter inkluderer manchuriere. Det kinesiske sprog er inddelt i en række talte variationer.

Størrelsen på landet er 9.597.960 kvadratkilometer.

Indholdsfortegnelse 1 Terminologi 1.1 "Zhōngguó" 1.2 "Kina" 2 Historie 3 Sprog 3.1 Kinesisk skriftsprog 3.2 Kinesisk talemål 4 Politisk historie 5 Territorium 5.1 Geografi 6 Demografi 7 Kinas økonomi 8 Kultur og religion 9 Litteratur 10 Fodnoter 11 Eksterne henvisninger

[redigér] Terminologi

[redigér] "Zhōngguó"

Kineserne kalder deres land Zhōngguó, normalt oversat til "Riget i midten" eller "Landet i centrum". Men brugen af betegnelsen har ikke været geografisk entydig, og har også sine kulturelle og politiske sider. Under Vår- og høstperioden blev den benyttet kun om de relativt højtudviklede stater rundt om Huáng Hés midterste løb, og kulturelt mindre udviklede stater, såsom Chu og Qín var ikke medregnet. Senere blev sydligere områder medregnet, således, at regionerne omkring Chángjiāng (Yangze) - og Perlefloden var med. På Táng-dynastiets tid var også "barbariske" regimer som Xianbei og Xiōngnú inde.

Mens og før Hàn-dynastiet regerede, havde Zhōngguó tre specifikke betydninger:

1. Området omkring hovedstaden, dvs. kejserens egne områder.
2. Området under de centrale styrkers direkte kontrol. I Shǐjì hedder det: "Otte bjerge er vidgjetne i riget. Tre er hos Man- og Yi-barbarene. Fem er i Zhōngguó."
3. Området som nu kaldes det nordkinesiske sletteland.

Da Kina blev opbrudt i en række mindre stater efter Hàn-dynastiet, gennemgik Zhōngguó-begrebet forandringer, ikke mindst som følge af de nomadiske folk som trængte ind nordfra. Dette galdt så desto mere efter den kinesiske civilisations vugge, områderne langs Huáng Hé, blev overtaget af disse indtrængere. For eksempel begynte Xianbei-folket at omtale sit rige, Det nordlige Wei, som Zhōngguó, for at skille det fra De sydlige dynastier, som de kaldte Yi (夷, som betyder barbarerne). De sydlige dynastier på deres side, som bestod af folk som var blevet presset sydover af indtrængerne, kaldte det nordlige Wei for Lu (虏, som betyder "forbryderisk" eller "fange". Således blev Zhōngguó mere en kvalitetsbetegnelse som indebar politisk legitimitet.

Begrebet blev brugt fra 900-tallet af de respektive konkurrerende Liao-, Jin- og Sòng-dynastier. Begrepet Zhōngguó blev da relaterrt til geografisk, kulturel og politisk identitet, og ikke længere fortrinsvis om etnisk oprindelse.

Republikken Kina og senere Folkerepublikken Kina har brugt Zhōngguó om alle de områder og folk som var inden for deres politiske kontrol. På dette grundlag fremholdes det, at alle de 56 anerkendte etniske grupper er Zhōngguó rén (中國人), dvs. Zhōngguó-folk.

[redigér] "Kina"

Det danske ord "Kina" og den sjældnere latinske forstavelse "sino-" er antagelig afledet fra "Qín" (udtales som halvvejs mellem skinn og tsin, og med stigende tonefald). Andre tror, at "Kina" kan komme fra et af de kinesiske ord for te ( 茶 chá) eller silke (kinesisk 丝 sī). Men uanset er ordet "Kina" gået gennem mange fremmede tungemål langs Silkevejen før det til slut nåede frem til Europa. Vestens betegnelse "Kina" er senere vandret tilbage til Japan, men har der udviklet et nedsættende ord, shina.

I snæver forstand kan "Kina" betyde "det egentlige Kina", eller sædvanligt "det egentlige Kina" samt Manchuriet, Indre Mongoliet, Tibet og Xīnjiāng. De nævnte regioners grænser sammenfalder ikke nødvendigvis med de moderne provinsgrænser. I mange sammenhænge sigtes der med "Kina" til Folkerepublikken Kina (eller Fastlands-Kina), mens "Táiwān" benyttes sidestillet om "Republikken Kina". I den engelsktalende forretningsverden findes talemåden "the Greater China region" (eller på kinesisk 大中華地區) om Kina på en lidt uafgrænset og inkluderende måde.

Sinologer benytter ordet "Kina" på en måde som er omtrent lige afgrænset, som den klassiske kinesiske brug af Zhōngguó, eller afgrænset til den hàn-kinesiske etniske gruppe, som udgør 92 % af den kinesiske befolkning.

[redigér] Historie

Den kinesiske civilisation opstod langs Huáng Hé-elva i Nordkina. Kineserne deler oftest historien op i herskerdynastier, eftersom dynastiskiftene ofte indebar skifte af styreform, herskerklasse og hovedstad. Under Shāng-dynastiet blev skriftsproget, spådomskunst og litteratur som Yijing skabt. Zhōu-dynastiet var en periode præget af borgerkrig og splittelse på den ene siden og kulturel blomstring indenfor filosofi og litteratur på den anden side. Under Zhōu-dynastiet opstod konfusianismen og taoismen, og litteratur og filosfi fra denne epoke blev grundlaget for kinesisk kultur de næste 2000 år. Alle smårigerne blev samlet under kejser Shǐhuángdì i 221 f.Kr., og sådan opstod Qín-dynastiet. Under Qín-årene blev byggingen af Den kinesiske mur igangsat, et byggeprojekt, som med pauser foregik over en 1800 årig periode. Qíns skrrækvælde brød sammen efter kort tid og gav plads til Hàn-dynastiet. I denne periode blev konfusianismen forvandlet til en statsfilosofi, og Zhōu-tidens kultur fik status som ideal. Under Suí-dynastiet blev det gigantiske byggeprojekt Kejserkanalen opført for at forsyne tropperne ved muren. Táng-dynastiet bliver af de fleste kinesere regnet som landets kulturelle guldalder, hvor kalligrafi og poesi nåede sit højeste niveau nogensinde. Mongolene brød gennem muren i 1200-tallet og grundlagde Yuán-dynastiet. De blev efter kort tid assimilert i den kinesiske kultur, og blev styrtet og efterfulgt af Míng-dynastiet. I Míng-perioden blev hovedstaden flyttet til Beijing og Den Forbudte By blev opført. Kinesisk flåde begyndte at foretage opdagelsesrejser til andre kontinenter, en aktivitet som sluttede lige før europæerne for første gang nåede Kina med sine handelsskibe.

Indtil 1700-tallet havde Kina et klart teknologisk fortrin i forhold til folkene i Centralasien, men sakkede samtidig agterud i forhold til Europa. Dette lagde grundlaget for 1800-tallets defensive afvisning fra kinesernes side til den europæiske imperialisme, samtidig som Kina selv ekspanderede indover mod Centralasien.

I 1912 gik det kinesiske kejserdømme under, og blev erstattet af republikansk statsstyre i landet. De følgende tre tiår var en splittelsens tid; krigsherrenes tid, den anden kinesisk-japanske krig (1937-1945) og den kinesiske borgerkrig. Den sidste ebbede ud i 1949, da det kinesiske kommunistparti havde vundet kontrol over Fastlands-Kina.

Under massakren i Nanjing i 1937 dræbte japanerne angiveligt over 300.000 kinesere i løbet af kun seks uger. Mennesker blev kogt levende, brændt ihjel, overkørt af stridsvogne og ved andre forfærdelige metoder.^[1] Forholdet mellem Japan og Kina er fortsat anstrengt som en delvis følge af det som skete i Kina før og under 2. verdenskrig, og måden Japan har behandlet dette på i eftertiden.^[2] Mens tyskerne har betalt milliarder i erstatning, bygget mindesmærker og bedt om undskyldning, mener mange, at Japan fornærmer sine ofre med at tilbede krigsforbrydere som guder.^[3]

Kommunistpartiet grundlagde en kommunistisk stat—Folkerepublikken Kina — som gjorde krav på at være det rettmæssige Kina. Men Republikken Kinas Kuomintang-regering havde taget tilflugt på Taiwan, hvor den fortsat nød international anerkendelse af hele Vestblokken og FN. Dette varede til 1970'erne, da FN og de fleste vestlige lande valgte at anerkende Folkerepublikken istedet.

[redigér] Sprog

Kinesisk er et tonesprog i den Sino-tibetiske sprogfamilie. Hvis det regnes som et enkelt sprog, (som kineserne selv gør), ikke en sprogfamilie (som vestlige lingvister ofte mener) er det verdens mest talte. Kinesisk har et klarere skel mellem skriftsprog og talesprog end i Vesten.

[redigér] Kinesisk skriftsprog

Skriftsproget kan følges 3500 år tilbage. Det blev oprindeligt brugt til spådomskunst og administration ved hoffet under Shāng-dynastiet. Skrifttegnene var oprindelig billeder (piktogrammer) af naturfænomener, men senere under Zhōu-dynastiet begynte man at bruge dem fonetisk ved at ideogrammer som rimede blev lånt for at skabe tegn for abstrakte fænomer. Fra da af blev de fleste nye tegn skabt ved at sammensætte en del som kategoriklassificerede tegnet, "en radikal", med et tegn som gav et hint om udtalen, "et fonetikum". Omkring 90 % af alle kinesiske skrifttegn er rent abstrakte sammensætninger af radikal-element og fonetikum. Derfor er det en udbredt myte at tro, at kinesiske tegn er forvanskede billeder af fænomener i virkeligheden. (Selv om under 10 % af tegnene oprindeligt har været billeder. Som for eksempel 口 kǒu, mund; 人 rén, menneske; 女 nǚ, kvinde)

Under Qín-dynastiet i 210-tallet f.Kr. blev tegnene standardiseret. Tegnene fik da navn efter det næste dynasti, Hàn-dynastiet og hedder i dag Hànzì-tegn ("Hàn-folkets skrifttegn"). Dette skriftsprog holdt sig nogenlunde stabilt i form af Klassisk kinesisk frem til en reform i slutningen af 1950'erne, da antallet af strøg blev reduceret efter model fra vanlige håndskriftformer. Praktisk talt alt som utgives i Fastlands-Kina er skrevet med disse forenklede skrifttegn, mens Taiwan (og til en vis grad Singapore, Hongkong og de eksilkinesiske miljøer) har holdt fast på de traditionelle skriftteg. Hànzi-tegn er også udgangspunkt for det japanske skriftsprog Kanji.

En udbredt misforståelse er, at et skrifttegn altid står for et ord. Et skrifttegn står altid for én stavelse, ikke nødvendigvis for et ord. De fleste ord har to stavelser, nogle kun én og enkelte tre eller fire.

[redigér] Kinesisk talemål

Selv om skriftsproget er fælles for Kina (små undtagelser for kantonesisk), er talesproget - specielt i Sydkina - ofte så forskelligt, at det er gensidigt uforståelig. I Fastlands-Kina kaldes talesproget Hànyǔ ("Hàn-folkets talemål"), mens dialekterne omtales som navn på stedet + huà (f.eks. Shànghǎihuà = Shànghǎi-snak = Shànghǎi-dialekt).

Skolesystemet og TV har imidlertid ført til, at næsten alle kinesere behersker rigssproget Pǔtōnghuà som i Vesten kaldes mandarin. Pǔtōnghuà bygger på dialekten omkring Běijīng og Nordkina, der har relativt små dialektforskelle.

At kinesisk er et tonefaldssprog vil sige, at tonefaldet er ligeså vigtigt for ordets betydning som sammensætningen af vokaler og konsonanter. Når kinesisk transkriberes til latinske bogstaver efter pīnyīn-standarden angives tonefaldet med et accenttegn. (Dette er ikke samme slags aksenter som man kender f.eks. fra fransk).

Standard kinesisk har fire toner.

• 1. tone: højt vedvarende tonefald (ā)
• 2. tone: stigende (á)
• 3. tone: synkende og så stigende (ǎ)
• 4. tone: hurtigt faldende (à).

For personer med kinesisk som modersmål er tonefaldet så oplagt, at det sjældent skrives når pīnyīn benyttes, noget som fører til, at vestlige personers forsøg på udtale kinesiske ord på det grundlag gerne bliver fuldstændig uforståelig for kinesisktalende.

[redigér] Politisk historie

Efter, at landet blev samlet af Qín-herskerne fulgte omkring 13 andre såkalte dynastier. Mange af dem omfattede et system med underlagte kongedømmer, fyrstedømmer, hertugdømmer, grevskaber osv., men efterfølgende nød kejseren en reel centralmagt. Kejserne havde forskellige former for regeringer med statsminister og andre ministre, og i kortere perioder lå den reelle magt i embedværkets, kejserslægtens eller hofeunukkens hænder.

For det meste var de kinesiske hovedstæder beliggende i den østlige del af riget. De fire byer som oftest eller længst var hovedstad, var Nanjing, Beijing, Chang'an (i dag Xi'an) og Luoyang.

Den 1. januar 1912 blev Republikken Kina oprettet, og det manchu-dominerede Qing-dynasti gik under. Sun Yat-sen blev udråbt til præsident. Men snart tvang Yuan Shikai, en Qing-general som var gået over til de revolutionæres side, Sun til at trække sig tilbage og overlade præsidentposten til ham selv. Det tog ikke lang tid før Yuan prøvde at få sig selv kåret til kejser, men han blev hurtigt afsat.

Efter general Yuans fald genopstod Kina som politisk fragmenteret; riktignok sad der en internationalt anerkendt regering i Beijing, men den var så at sige magtesløs over landet, hvor de lokale krigsherrer var de virkelige magtudøvere.

Mod slutningen af 1920'erne klarede Kuomintang (KMT) under Chiang Kai-shek at genforene landet og bringe det under sin effektive kontrol. Hovedstaden blev da flyttet til Nanjing, og KMT begyndte at iværksætte et moderniseringsprogram i henhold til Sun Yat-sens tanker om landet som en moderne og demokratisk stat. Men fordi man alligevel ikke mente, at tiden var helt moden for demokrati, blev dette Kina en etpartistat. I 1947 blev der etableret et konstitutionelt styre, men på grund af den igangværende borgerkrig mellem KMT og det kinesiske kommunistparti blev de konstitutionelle bestemmelser fra 1947 aldrig ført ud i livet på fastlands-Kina.

I begyndelsen af 1950'erne havde kommunisterne nedkæmpet KMT på fastlandet, og republikkens regering trak sig tilbage til øen Taiwan. Men den kommunistiske fare gjorde, at der skulle gå en rum tid før KMT og regeringen i Taipei vågede at etablere et fuldt flerpartisystem med repræsentativt demokrati. Dette var ikke på plads før i 1990'erne i den territorielt stærkt reducerede Republikken Kina (Taiwan og nogle øer i Fujian-provinsen).

Imens udråbte kommunistlederen Mao Zedong Folkerepublikken Kina. Det skete den 1. oktober 1949 i Beijing. Folkerepublikken har været en kommunistisk etpartistat helt fra begyndelsen.

[redigér] Territorium

På Zhou-dynastiets tid omfattede Kina området rundt om Den Gule Flod. Siden da ekspanderede det i alle retninger, og var på sit højeste under Tang-, Yuan- og Qing-dynastierne. Kineserne mener selv, at det egentlige kinesiske rige omfattede dele af det moderne østlige Sibirien i Rusland og dele af Centralasien under Yuan-dynastiets velmagtsdage. Under Mongolrigets tid kan man lige så vel sige, at Kina selv indgik som én del af flere.

Ikke bare provinsadministratorer men også enkelte fremmede monarker sendte ambassadører til kejseren af Kina med gaver, og kejseren sendte komplimenter med dem tilbage. Fra kinesisk perspektiv blev disse gaver betragtet som et tegn på, at barbarene underordnede sig den kinesiske kejser. De udenlandske regeringer så ikke altid på det med samme blik.

På Qing-rigets tid mistede Den kinesiske mur det meste af sin betydning som forsvarsværk. I 1683, efter, at Koxingas kongedømme Tungning kapitulerede, blev Taiwan indlemmet i Qing-riget. Taiwan blev i 1895, efter den første kinesisk-japanske krig, afstået til Japan. Men efter den anden kinesisk-japanske krig blev Taiwan tilbageført til Kina i 1945. Siden da har Taiwans status været genstand for strid.

De politiske administrative topniveauer har vekslet mange gange. Selv om udestående gerne stedfæster byer og steder efter nutidig provinstilhørighed, har der tidligere været andre navne på den øverste enhed, som for eksempel kredse. Men på de lavere niveauer har inddelingerne og tildels deres navne været mere stabile: prefekturer, subprefekturer, departementer, kommanderier og amter. I moderne tid har man også udviklet betegnelserne prefekturniveaubyer, amtsniveaubyer, byer og landsbyer.

Historisk har man sagt, at Kina er inddelt i fem regioner: Det egentlige Kina, Indre Mongoliet, Manchuriet, Xinjiang og Tibet. En gang i tiden var dette regioner som kunne afgrænses skarpt fra hinanden som egne etniske og administrative realiteter, men det er ikke længere billedet i dag. Dagens kinesere tænker ikke længere i fem regioner, de forholder sig snarere til de forskellige provinser. De gamle regionenes grænser er nu mere diffuse.

• "Det egentlige Kina" kunne siges at være området mellem den kinesiske mur og det tibetanske bjergplateau.
• Manchuriet og Indre Mongoliet er nord for den kinesiske mur, men grænsen mellem dem er derimod mere uklar: Man kunne enten tage udgangspunkt i Indre Mongoliets nuværende østgrænse, eller man kunne tænke sig at Manchuriet havde den udstrækning mod vest, som den japanske klientstat Manchukuo havde under 2. verdenskrig.
• Xinjiangs omfang er omtrent sammenfaldende med dagens autonome region af samme navn.
• Det historiske Tibet er større end dagens politiske enhed, men skulle hellere omfatte hele det tibetanske bjergplateau.

Der findes også alternative måder at forestille sig landsdelene på:

Det egentlige Kina, som kunne inddeles i en nordlig og en sydlig halvdel: Nordkina (北方) og Sydkina (南方), med floden Huai og bjerget Qin som grænse mellem delene. Man kunne da tænke sig, at Manchuriet og Indre Mongoliet var dele af Nordkina. Videre kunne man forestille sig et Vestkina, som kunne omfatte Xinjiang og Tibet, og eventuelt også provinsen Sichuan.

[redigér] Geografi

Kina har mange forskellige landskaber, med bjerge og bjergplateauer som dominerer i vest, og lavland i øst. De vigtigste floder flyder fra vest til øst (Chang Jiang (Yangtze), Huang He, Amur) og nogle gange mod syd (Perlefloden, Mekong, Brahmaputra).

Meget af Kinas landbrugsland ligger i områderne rundt om de to vigtigste floder, Chang Jiang (Yangtze) og Huáng Hé, og rundt om de floder finder man den kinesiske kulturs og civilisations vugge.

I øst er store og tæt befolkede floddeltaer ved det Gule Hav og Østkinahavet; kysten mod Sydkinahavet er mere kuperet. Hele det sydlige Kina er kuperet med en række lave bjergpartier.

I vest er der et stort sletteland og syd for det et stadig stigende højdedrag som efterhånden bliver til bjerge og til de mægtige Himalayabjerge. Højeste top er Mount Everest. Det nordvestlige hjørne er det tørre ørkenlandskab som Taklamakan og Gobiørkenen.

I lange tider har Kinas sydvestlige grænse været markeret af de høje bjerge og dybe dale i Yunnan-provinsen. Hinsides bjergene ligger de moderne stater Indien og Burma.

Kinas klima varierer stærkt fra region til region. Den nordlige zone, som omfatter bl.a. Beijing, har et klima med vintre som kan have arktisk kulde. Den midtre zone, med bl.a. Shanghai, har tempereret klima. Den sydlige zone, med f.eks. Guangzhou, har et stort set subtropisk klima.

[redigér] Demografi

Der har været over hundrede forskellige etniske befolkningsgrupper i Kina. Hàn-kineserne er imidlertid talmæssige overlegne. I løbet af historien er mange etniske grupper blevet assimileret, eller forsvundet uden spor. Flere tidligere etnisiteter er blevet "siniseret" og blevet Hàn-kinesere. Dette har ført til at antallet af Hàn-kinesere er øget dramatisk. I flere af Kinas (centrale og sydlige) provinser er forskellene i talesproget ofte så store at de må ty til "rigsmålet" Mandarin eller skriftsproget (som er fælles) for at gøre sig forstålige. Udenom Hàn-etnisiteten anerkender myndighederne i Folkerepublikken Kina til sammen 55 etniske minoriteter.

Kinas totale befolkningstal, som er verdens største, er 1,4 milliarder. Befolkningsvæksten i 2007 var på 0,606 procent. Eftersom den totale verdensbefolkning er over 6 milliarder mennesker, udgør Kinas befolkning 20,25 % af verdens befolkning. Denne andel kommer til at dale dramatisk i tiårene som kommer, eftersom landet siden 1979 har håndhævet en streng etbarnspolitik, mens lande som f.eks. Indien ikke har gennemført tilsvarende barnebegrænsningstiltag. I følge FNs befolkningsprognoser kommer Indien derfor til at overtage Kinas plads som verdens mest folkerige nation omkring 2030.^{[Kilde mangler]}

Den demografiske situation er svært ubalanceret. De to vigtigste problemer, som af mange demografer beskrives som tikkende bomber, er at børnetallene er meget lave i forhold til den ældre befolkning, og at kønsfordelingen blandt børn, på grund af selektive tiltag, blandt andet ved kønsselektion ved hjælp af abort eller spædbarnsdrab, er sådan, at man er på vej ind i en situation med et betydelig kvindeunderskud.

[redigér] Kinas økonomi

Kina har været blandt verdens største økonomier gennem historien i de siste to millennier.^[4][5][6][7] Financial Times har hævdet at "China has been the world’s largest economy for 18 of the past 20 centuries",^[8][9] mens Kina, i henhold til The Economist, ikke bare var den største økonomi i det meste af historisk tid, men indtil det 15. århundrede også havde den højeste indtægt per capita — og var verdens teknologiske leder."^[8][10]

Så sent som i 1820 stod Kina for 33% af verdens bruttonationalprodukt. Knapt hundrede år senere var tabellene vendt. Ved begyndelsen af det 20. århundre stod Kina for bare 9% af verdens bruttonationalprodukt. Hovedårsagen til den relative kollaps af Kina ligger i, at den industrielle revolution i det 19. århundrede, som gjorde Europa og Amerika rige, næsten forbigik Kina.^[11]

[redigér] Kultur og religion

Forskellige filosofiske retninger har haft en markant indflydelse på kinesisk kultur. De tre ældste hovedretninger udgik fra konfucianismen, taoismen og til sidst buddhismen.

Kinas religiøse traditioner er en vanskelig sammensætning. Blandt de religioner eller trosretninger som associeres med Kina er forfædrekult, buddhisme, kinesisk folkereligion med rødder i ældgamle myter, konfucianismen, taoismen og islam.

Kinesisk litteratur har en lang og rig historie, delvis tilskyndet af opdagelsen af trykkekunsten under Song-dynastiet. Forud for den tid var de klassiske og religiøse manuskripter netop "manuskripter" - håndskrevne, med blækpensel. Det drejede sig for det meste om konfucianske, taoistiske og buddhistiske værker. For at granske disse tekster oprettede de lærde et stort antal akademier. Nogle af akademiene var finansieret af herskerdynastierne, og de kongelige kunne selv tage aktivt del i diskussionerne der. Af dokumenter forfattede på denne tidlige tid er titusinder blevet bevaret. Kinesiske filosofer, forfattere og digtere har for det meste nydt stor respekt i samfundet, og spillet en vigtig rolle som kulturbærere.

Kineserne udviklede et stort antal musikinstrumenter, blandt andet zheng, xiao og erhu. Musikinstrumentet sheng fik en række arvtagere i Vesten.

Kinesisk skrift har haft mange varianter gennom Kinas historie, og i midten af 1900-tallet blev der udviklet en forenklet kinesisk skriftnorm på Fastlandskina. På Taiwan og andre steder fastholder man en ældre skrivenorm. Kalligrafi er en viktig kunstart i Kina, på linje med malerkunst og musik.

Bonsai er en ældgammel kunst som spredte sig også til Japan og Korea.

[redigér] Litteratur

• Alison Bailey; Ronald G. Knapp; Peter Neville-Hadley; m.fl.: Kina. folk, landskap, kultur, historie. Pegasus forlag 2008. ISBN 978-82-442-0040-0
• Erling Borgen. Rød Drøm: mitt møte med Kina Oslo, 1998 ISBN 82-03-22292-7
• Elisabeth S. Eide. Vårt skjeve blikk på kineserne. Aschehoug, 1995
• Torbjørn Færøvik. Kina : en reise på livets elv. Oslo, 2004 ISBN 82-02-23517-0, h.
• Insider's Guide to Beijing. En guidebok for utlendinger i Běijīng.
• Jung Chang. Ville Svaner: Tre Døtre av Kina. Oslo, 1993 ISBN 82-05-27065-1. Slektshistorie og selvbiografi om tre generasjoner kinesiske kvinners livserfaringer 1900-1980.
• Lindqvist, Cecilia. Tegnenes rike, en beretning om kineserne og skrifttegnene deres. Oslo, 1993
• Løtveit, Trygve. Den gule keiser, og andre historiske fortellinger fra det gamle Kina. Huitfeldt, 1995
• Sinclair, Kevin. Kina, en kulinarisk reise, autentiske oppskrifter fra verdens største land. Oslo, 2000
• Spence, Jonathan D. Kinas århundre. Gyldendal, 1996

[redigér] Fodnoter

[redigér] Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Kina (kulturområde)

• DR's tema om Kina
• Radio86 - masser af artikler om kinesisk kultur og historie
• Den kinesiske ambassaden i Norge (engelsk)
• Kina Internet Investor - blogg (engelsk)
• China Pictures - bildegalleri (engelsk)
• Internet Guide for Chinese Studies: WWW Virtual Library (engelsk)
• Lenker om Kina hos Open Directory Project
• From the History of Religions of China (engelsk)
• Chinese Paper Money (engelsk)
• Kinas nasjonalsang

Minibussens destination Kina Marco Polo | Kina (kulturområde) | Republikken Kina

s·d·r Højkulturer (3000 til 200 f.Kr.) Det gamle Egypten Akhnaton • Djoser • Farao • Havfolkene • Hieroglyffer • Hyksos • Kheops • Kongernes dal • Nilen • Mastaba • Nubien • Pyramider • Ramses II • Theben • Egyptisk religion Mesopotamien Sumer • Akkad • Assyrien • Babylonien • Sumerisk mytologi • Kileskrift • Sumerisk • Akkadisk • Frugtbare halvmåne • Mittani • Gilgamesh • Hammurabi • Hængende haver • Tidsregning • Ur • Ziggurat • Assyriske paladsrelieffer • Assyriologi Anatolien Frygerne • Hattusas • Hittitterne • Indoeuropæisk • Jernfremstilling • Kanesh • Krøsus • Luvierne • Lyderne • Lykierne • Midas • Troja • Urartu Kreta Ariadne • Ikaros • Knossos • Labyrint • Linear A • Linear B • Minoisk kultur • Minos • Minotauros • Mykene • Thalassokrati • Thera Fønikerne: Astarte • Baal • Fønikisk skrift • Hannibal • Libanon-Ceder • Karthago • Purpur Kina: Den Kinesiske Mur • Han-dynastiet • I Ching • Kinesisk skrift • Kon-fu-tse • Lao-tse • Sun Tzu Indien: Harappa • Vedisk religion • Induskulturen • Indo-ariere • Mohenjo-Daro Se også: Andre indgange til historien