Nuussuaq
For alternative betydninger, se Nuussuaq (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Nuussuaq (flertydig))
Nuussuaq, grønlandsk Det store næs (dansk Kraulshavn) er en bygd i det nordvestlige Grønland beliggende på den nordvestlige del af halvøen Nuussuaq, ca. 200 km nord for Upernavik i Qaasuitsup Kommune. Bygden tilhørte indtil januar 2009 Upernavik Kommune. Bygden havde i 2010, 204 indbyggere. Det danske navn Kraulshavn, stammer fra kolonibestyreren i Upernavik H.P. Kraul, (1863-1915). Nuussuaq blev grundlagt i 1923 som en handelsstation. Den første tid var ca. 10 indbyggere, som kom fra områdets nedlagte bygder, men i slutningen af 1920'erne fik bygden efterhånden flere indbyggere. I dag er Nuussuaq stadig en af de mest traditionelle jagt og fiskeribygder i Grønland.
Om sommeren er der ca. 1-2 gange om ugen bådforbindelse til Upernavik. Hele året er der 2 gange om ugen helikopterforbindelse mellem bygden og lufthavnen i Upernavik. Området omkring bygden er velegnet til vandring og observation af hvaler. En gang om året trækker hvidhvaler ind i bugten, hvor de traditionelt jages af de lokale for kødets skyld og ikke mindst huden (mattak, udtales ma-dæk), der er en delikatesse.
De vigtigste erhverv er fangst og fiskeri. Men der fås meget lidt udbytte af fiskeressourcerne. Nuussuaq har ikke som andre bygder nydt godt af hellefiskfangst i området, der kræver investeringer i fiskerbåde mm. Hellefisk kan også fanges med langline, men dette kræver havis, man kan lave huller i til formålet.
De seneste år har temperaturen i Nuussuaq ligget over normalen, og det har betydet, at isen først er kommet sent på året. Det er på isen, fangerne skal have deres bytte – f.eks. sælerne. Samtidig er vejret også mere omskifteligt senere på sæsonen, så der er færre jagtdage.
Bygdens børn undervises i Atuarfik Nuussuaq, der blev renoveret i 1999, og har to lærerboliger.
Kirken i Nuussuaq nedbrændte 2008 og den 10. december 2011 blev den nye kirke indviet.
Note: Nuussuaq – det store næs – anvendes som betegnelse for overordentlig mange steder i Grønland. I hovedstaden Nuuk angiver Nuussuaq både en bydel og et større postnummerområde: 3905