Spærregrænse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Spærregrænse er et politisk begreb, som bruges ved valg til parlamenter og lignende. Spærregrænsen angiver den mindste andel af eller antal afgivne stemmer, som et politisk parti skal have for at blive repræsenteret i parlamentet. De præcise regler for spærregrænser varierer fra land til land.

Virkningen af en spærregrænse er at små partier udelukkes fra repræsentation i parlamentet eller tvinges til at indgå i koalitioner. Ideen kan være at man mener at mange små partier vil gøre arbejdet i en parlament mere besværligt.[1] Nogle mener at det er udemokratisk at have en spærregrænse idet små mindretal ikke får deres holdning repræsenteret i parlamentet.[1]

Spærregrænsen i Danmark

I det danske Folketing er 135 medlemmer valgt på kredsmandater som er geografiske fordelt på 10 storkredse og 40 medlmemmer valgt på landsdækkende tillægsmandater hvis formål er at sikre en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelse blandt vælgerne som foreskrevet i § 31 stk. 2 i den danske grundlov.

Danmark har haft et sådant system med to typer mandater siden 1915, og i al den tid har der været en spærreregel. Den angiver ikke kriterier for om partier kan repræsenteres i Folketinget, men kriterier for hvilke partier som deltager i fordelingen af tillægsmandater.[2]

  • I 1915 var spærrereglen, at en parti skulle have opnået mindst ét mandat i et af hovedområderne Jylland, øerne eller København-Frederiksberg for at deltage i fordelingen af tillægsmandater.[2]
  • I 1920 blev reglen ændret til at et parti skulle have opnået mindst ét kredsmandat, eller i mindst ét af de tre hovedområder mindst lige så mange stemmer som der i gennemsnit var afgivet pr. mandat (kreds- og tillægsmandater) i landet som helhed for at deltage i fordelingen af tillægsmandater.[2]
  • I 1939 blev reglen ændret til at et parti skulle i mindst ét af de tre hovedområder have fået mindst lige så mange stemmer som der i gennemsnit var afgivet pr. kredsmandat i landet som helhed for at deltage i fordelingen af tillægsmandater. Reglen gjaldt ved folketingsvalget i 1939, men bortfaldt med forkastelsen af grundlovsforslaget af 1938 ved en folkeafstemning 23. maj 1939.[2]
  • I 1953 blev reglen ændret til at et parti skulle have opnået mindst ét kredsmandat, eller mindst 60.000 stemmer i hele landet, eller i alle tre hovedområder mindst lige så mange stemmer som det gennemsnitlige antal gyldige stemmer der i området var afgivet pr. kredsmandat for at deltage i fordelingen af tillægsmandater.[2] Reglen medførte, at De Uafhængige med 58.573 stemmer (2,70 % af de gyldige stemmer), men ingen kredsmandater, ikke opnåede repræsentation i Folketinget ved valget 22. september 1953.
  • I 1970 blev reglen at et parti skulle have opnået mindst ét kredsmandat, eller i mindst to af de tre hovedområder mindst lige så mange stemmer som det gennemsnitlige antal gyldige stemmer der i området var afgivet pr. kredsmandat, eller mindst 2 % af de afgivne gyldige stemmer i hele landet for at deltage i fordelingen af tillægsmandater.[2] Denne regel gælder fortsat, bortset fra at de tre hovedområder som landet inddeles i, nu er Hovedstaden, Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland.[3]

Det er normalt 2 %-reglen, som er lettest at opfylde, og da 2 % af stemmerne normalt er tilstrækkeligt til 4 mandater, har de danske folketingspartier normalt altid mindst 4 mandater i Folketinget.

Som en følge af København-Bonn-erklæringerne i 1955 blev det danske mindretals parti i Tyskland (Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW) fritaget for den tyske spærreregel ved valg til landdagen i Slesvig-Holsten. Det tyske mindretals parti i Danmark, (Slesvigsk Parti), er ikke på samme måde formelt fritaget for spærregrænsen til Folketinget, men partiet er dog fritaget for underskriftsindsamling for at blive opstillingsberettiget. Uanset spærregrænsen på 2 % har partiet mulighed for at blive repræsenteret i Folketinget gennem et kredsmandat i Sydjyllands Storkreds. Hertil kræves ca. 25.000 stemmer, svarende til ca. 5 % af stemmerne i Sydjylland og 0,6 % på landsplan. Ved de seneste lokalvalg i Sønderjylland har partiet imidlertid kun opnået ca. 4600 stemmer.

Spærreregelsagen

Ved folketingsvalget i 1971 opnåede ingen af partierne Kristeligt Folkeparti, Danmarks Retsforbund, Venstresocialisterne og Danmarks Kommunistiske Parti valg til Folketinget selv om de tilsammen fik 199.589 stemmer hvilket udgjorde 6,7 % af de gyldige stemmer og ville have givet partierne 13 mandater såfremt spærrereglerne ikke havde været gældende ifølge beregninger foretaget af sagsøgerne ved spærreregelsagen.[2]

På denne baggrund anlagde landsretssagfører Lars O. Grønborg den såkaldte spærreregelsag mod Indenrigsministeriet med påstand om at spærrereglerne var grundlovsstridige som stridende imod grundlovens krav om en valgmåde der sikrer en ligelig fordeling af anskuelserne blandt vælgerne.

Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:

Østre Landsret udtalte at grundlovens krav "ikke kan forstås som påbydende en ren matematisk fordeling af mandaterne på grundlag af stemmetallene," og henviste til at grundloven åbnede for at der kunne ske valg i enkeltmandskredse og bestemmelsen om at den stedlige mandatfordeling skal ske med hensyn til vælgertal og befolkningstæthed. Østre Landsret fandt heller ikke at forarbejderne til grundlovene af 1915 og 1953 støttede at disse bestemmelser skulle være de eneste tilladelige afvigelser fra et "matematisk ligedelingsprincip". Østre Landsret henviste endvidere til at valglovene af 1915 - med de hidtidigt strengeste spærreregler - og 1953 var vedtaget i sammenhæng med grundlovene af 1915 og 1953 og konkluderede at disse valgloves spærregrænser ikke gik udover "hvad man ved grundlovens givelse har fundet foreneligt med grundlovenes bestemmelser." Da de bestridte spærreregler ikke var væsentligt eller principielt forskellige fra de tidligere måtte disse også være forenelige med grundloven.[2]

Østre Landsret frifandt på den baggrund Indenrigsministeriet. Sagen blev ikke indbragt for Højesteret.

Spærreregler i andre lande

Andre lande med spærreregler er for eksempel Sverige (4 procent)[4], Norge (4 procent)[5][6][4], Tyskland (5 procent)[4] og Tyrkiet (10 procent).[4]

Lande som Holland og Finland har ingen spærreregel.[4]

Naturlig spærregrænse

Den naturlige spærregrænse ved et valg er den andel af stemme som et parti mindst skal have for at opnå et mandat. Fx i Odder Kommune, hvor kommunalbestyrelsen har 19 medlemmer er den naturlige spærregrænse 1/19-del eller 5,3 %, hvilket er højere end ved fx folketingsvalg. Den naturlige spærregrænse kaldes også for udelukkelsestærsklen.

Den naturlige spærregrænse er en af hovedforklaringerne på hvorfor færre partier i gennemsnit er repræsenteret i kommunalbestyrelser end i Folketinget.[kilde mangler] Dog giver valgforbund mulighed for, at et parti med færre stemmer kan opnå et mandat, hvis valgforbundet tilsammen har opnået stemmer til et eller flere mandater.

Referencer

  1. ^ a b "Derfor er der en spærregrænse". DR. 26. august 2011. Hentet 13. september 2014.
  2. ^ a b c d e f g h Østre Landsrets dom i den såkaldte Spærreregelsag, 20. december 1972
  3. ^ "Folketingsvalgloven - Bekendtgørelse af lov om valg til Folketinget". retsinformation.dk.
  4. ^ a b c d e "Spærregrænsen". Folketinget. 28. maj 2013. Hentet 13. september 2014.
  5. ^ Den Norske Regering – Kommunal- og Regionaldepartementet: Valghåndbok, side 78 Hentet d. 11. oktober 2010
  6. ^ Det Norske Storting – Kongeriget Norges Grundlov, § 59 Hentet d. 11. oktober 2010

Kilde/ekstern henvisning