Mozambique

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Mozambique (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Mozambique)
República de Moçambique
Mozambiques flag Mozambiques nationalvåben
Flag Nationalvåben
Nationalt motto: Intet
Nationalmelodi: Patria Amada
Mozambiques placering
Hovedstad Maputo
25°57′S, 32°35′E
Største by Maputo
Officielle sprog Portugisisk
Regeringsform Republik
Armando Guebuza
Luisa Diogo
Uafhængighed
 • Anerkendt
Fra Portugal
25. juni 1975
Areal
 • Total
 • Vand (%)
 
801.590 km² (nr. 35)
2,2
Indbyggertal
 • 2011 anslået

 • 1997 folketælling

 • Tæthed
 
23.929.708 (nr. 50)

16.099.246

24,2/km² (nr. 149)
BNP
 • Total
 • Pr. indbygger
2005 anslået
6,68 mia. USD (nr. 115)
1.200 USD (nr. 164)
Valuta Metical (MZM)
Tidszone
 • Sommer (DST)
(UTC+2)
(UTC+2)
Nationalt topdomæne .mz
Telefonkode +258
Kendingsbogstaver (bil) MOC (Moçambique)
Luftfartøjsregistreringskode C9
Nationalvåbnet er gengivet med henvisning til www.Vector-Images.com

Mozambique, officielt Republikken Mozambique (portugisisk: Moçambique eller República de Moçambique) er et land i det sydøstlige Afrika omkranset af Det Indiske Ocean mod øst, Tanzania mod nord, Malawi og Zambia mod nordvest, Zimbabwe mod vest og Swaziland og Sydafrika mod sydvest. Det er adskilt fra Madagaskar af Mozambique-kanalen mod øst. Hovedstaden og den største by er Maputo (tidligere kaldet Lourenço Marques før uafhængigheden).

Vasco da Gama udforskede som den første europæer Mozambiques kyststrækninger i 1498 og fra starten af 1500-tallet oprettede Portugal handelsposter og forter langs Mozambiques kyst. Landet var portugisisk koloni indtil 1975, hvor det blev en selvstændig stat. FRELIMO grundlagde et socialistisk etpartisystem ved at alliere sig med Sovjetunionen. RENAMO blev dannet i 1975 som en militær modstandsgruppe mod FRELIMO og fik støtte fra det daværende Rhodesia og apartheidstyret i Sydafrika. Disse nabolande frygtede en spredning af den kommunistiske ideologi og frigørelseskampen. En borgerkrig brød ud i 1977. Borgerkrigen sluttede først i 1990, da apartheidregimet i Sydafrika blev svækket, og en fredsaftale blev underskrevet to år senere.

Mozambique er udstyret med rige og omfattende naturressourcer. Landets økonomi er hovedsageligt baseret på landbrug, men i erhvervslivet er især mad og drikkevarer, fremstilling af kemiske produkter, aluminium og olieproduktion voksende. Landets turistsektor er også voksende. Sydafrika er Mozambiques vigtigste handelspartner og kilde til udenlandske investeringer. Portugal, Brasilien, Spanien og Belgien er også blandt landets vigtigste økonomiske partnere. Siden 2001 har Mozambiques gennemsnitlige årlige vækst i BNP været blandt verdens højeste. Men landet er dog blandt de laveste i BNP pr. indbygger, menneskelig udvikling, ulighed og den gennemsnitlige levealder.

Det officielle sprog i Mozambique er portugisisk. Almindelige indfødte sprog omfatter swahili, makhuwa og sena. Landet har et indbyggertal på cirka 24 mio. Den største religion i Mozambique er kristendommen, med betydelige minoriteter, islam og traditionelle afrikanske religioner.

Mozambique er medlem af Den Afrikanske Union, Commonwealth of Nations, Sammenslutningen af portugisisksprogede lande, Den Latinske Union, De alliancefrie landes bevægelse og Southern African Development Community og har en observatør i La Francophonie.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Ilha de Moçambique blev først besat af portugisiske opdagere sent i 1400'erne.

Mozambiques første indbyggere var buskmænd-jægere og samlere, forfædre til khoisan-folkene. Mellem det første og fjerde århundrede migrerede bølger af bantusproglige folkeslag fra nord gennem Zambezi-dalen og så gradvis ind på plateauet og kystområderne. Bantuerne var landmænd og jernsmeder.

Da den portugisiske søfarer Vasco da Gamas skib nåede Mozambique i 1498, havde arabiske handelsbosættelser eksisteret langs kysten i flere århundreder. Siden 1500 blev portugisiske handelsstationer og fæstninger regulære stoppesteder på den nye rute til østen. Senere rejste handelsmænd og udforskere til de indre regioner efter guld og slaver. Selv om den portugisiske indflydelse gradvis blev ekspanderet, var deres magt begrænset og gennem individuelle bosættere, som blev et betydeligt selvstyre. Resultatet var at investeringerne manglede, mens myndighederne i Lissabon koncentrede sig om handelen med Indien og det fjerne østen og koloniseringen af Brasilien. Hele Mozambique var ikke udnerlagt Portugal før nærmere 1920.

Inden det 20. århundrede havde portugiserne ændret administrationen i store dele af Mozambique til store private selskaber, som Mozambique-kompagniet, Zambezi-kompagniet og Niassa-kompagniet, kontrolleret og finansieret hovedsageligt af briter, som etablerede jernbanelinjer til de britiske kolonier i nærheden og Sydafrika. På grund af, at politikken for at komme hvide bosættere og det portugisiske hjemland til gode, blev opmærksomheden rettet mod Mozambique nationale integration, landets økonomiske infrastruktur eller oplæring af befolkningen.

Uafhængigheden[redigér | redigér wikikode]

Mens mange europæiske nationer gav uafhængighed til sine kolonier efter 2. verdenskrig, klamrede Portugal sig til konceptet om at Mozambique og andre portugisiske kolonier var provinser af moderlandet, og emigration til kolonierne blomstrede. Mozambiques portugisiske befolkning udgjorde 250.000 ved uafhængigheden i 1975. Ønsket om mozambiquisk uafhængighed udviklede sig raskt, og i 1962 dannede flere antikolonistiske politiske grupper Frente de Libertação de Moçambique (FRELIMO), som begyndte en væbnet kamp mod portugisernes kolonistyre den 25. september 1964. Efter ti år med sporadisk krigsføring og betydelige politiske ændringer i Portugal, blev Mozambique uafhængig den 25. juni 1975.

De sidste 30 år af Mozambiques historie har reflekteret politisk udvikling andre steder i det 20. århundrede. Efter nellikrevolutionen i Lissabon i april 1974, kollapsede portugisisk kolonialisme. I Mozambique overvejede den militære afgørelse om at trække sig ud i konteksten af et årti med væbnet antikolonialistisk kamp, indledningsvis ledet af amerikansk-uddannede Eduardo Mondlane, som blev myrdet i Dar es Salaam i Tanzania i 1969. Da uafhængighed blev opnået i 1975, etablerede lederne af FRELIMOs militære kampagne raskt en etpartistat allieret med den sovjetiske blok og forbød rivaliserende politisk aktivitet. FRELIMO eliminerede politisk pluralisme, religiøse uddannelsesinstitutioner og rollen til traditionelle autoriteter.

Borgerkrigen i Mozambique[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Borgerkrigen i Mozambique

Den nye regering under præsident Samora Machel gav ly og støtte til sydafrikanske African National Congress (ANC) og zimbabwiske Zimbabwe African National Union (ZANU) frigøringsbevægelser, mens regeringerne først i Rhodesia og senere og apartheidstyret i Sydafrika fostrede og finansierede en bevæbnet oprørsbevægelse i det centrale Mozambique kaldt Resistência Nacional Moçambicana (RENAMO). Borgerkrig, sabotage fra nabostaterne og økonomisk kollaps, karakteriserede det første årti med mozambiquisk uafhængighed. Denne periode var også præget af masseudvandringen af portugisere, svag infrastruktur, nationalisering og økonomisk vanstyre. I løbet af det meste af borgerkrigen, klarede regeringen ikke at udøve effektiv kontrol udenfor de urbane områder, og mange var afskåret fra hovedstaden. Det er antaget, at én million mozambiquere omkom under borgerkrigen, 1,7 millioner flygtede til nabostaterne, og flere millioner var interne flygtninge.

Den 19. oktober 1986 var Samora Machel på vej tilbage fra et internationalt møde i Malawi i præsidentens Tupolev Tu-134, da flyet styrtede ned i Lebombo-bjergene nær Mbuzini i Sydafrika, lige ved grænsen til Mozambique og Swaziland. Der var ni, som overlevede, men præsident Machel og 24 andre døde, inkluderede mozambiquiske ministre og embedsmænd. Repræsentanter for Sovjetunionen lancerede teorien om at flyet med vilje blev omdirigeret af et falskt navigationssignal fra teknologi givet af militære efterretningsoperatører fra apartheid-regeringen. En række spekulationer er fortsat knyttet til flystyrtet, men selv nyere efterforskning udført på opdrag fra den sydafrikanske regering, har ikke kunnet fastslå om årsagen var en pilotfejl, teknisk fejl eller sabotage i regi af apartheidregimets efterretningsoperatører.[1]

Machels efterfølger, Joaquim Chissano, fortsatte reformerne og indledte fredsforhandlinger med RENAMO. Den nye grundlov blev indført i 1990, som lagde grundlaget for et flerpartisystem, markedbaseret økonomi og frie valg. Borgerkrigen sluttede i oktober 1992 med den generelle fredsaftale i Rom. Under overopsyn af de fredsbevarende styrker fra FN, vendte fred tilbage til Mozambique. Inden midten af 1995 havde mere end 1,7 millioner mozambiqiske flygtninge, som havde søgt asyl i nabolandene Malawi, Zimbabwe, Swaziland, Zambia, Tanzania og Sydafrika som et resultat af krigen.

Politik[redigér | redigér wikikode]

Armando Guebuza har siden 2005 været Mozambiques præsident.

Efter grundloven fra 1990 er Mozambique en demokratisk republik med flerpartisystem. Øverste udøvende myndighed er lagt til en præsident, valgt i generelle valg for fem år ad gangen og med mulighed for genvalg én gang. Præsidenten er også militæret øverstkommanderende og udnævner statsministeren. Lovgivende myndighed er lagt til parlamentet, som har 250 medlemmer. Siden 1994 har landet gennemført frie og demokratiske valg. Landets politik præges af de politiske partier Frelimo og Renamo. Frelimo har haft den politiske magt, siden landet blev uafhængigt. Det politiske miljø regnes for at være stabilt, og landet har forbedret sin økonomiske situation.

I perioden 1974 til 1990 var Mozambique en socialistisk et-partistat, men i 1990 vedtog man en ny forfatning, der muliggjorde demokratiske valg. Det første parlaments- og præsidentsvalg blev afholdt i 1994. Frelimos kandidat Joaquim Chissano blev valgt som præsident og Frelimo opnåede majoritet i parlamentet. Chissano blev genvalgt ved valget i 1999, hvor Frelimo igen opnåede en majoritet i parlamentet. Ved valget i 2004 opstillede Frelimo Armando Guebuza som præsidentkandidat. Han blev valgt med 63,7 % af stemmerne. Frelimo opnåede 62% og 160 mandater ved det samtidige parlamentsvalg. Det primære oppositionsparti er RENAMO(Resistência Nacional Moçambicana), der er ledet af Afonso Dhlakama. RENAMO har 90 mandater i parlamentet.

Udenrigspolitik[redigér | redigér wikikode]

Oldemiro Balói har siden 2008 været Mozambiques udenrigsminister.

I 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne var udenrigspolitikken knyttet til majoritetens kamp for at komme til magten i Rhodesia og Sydafrika, men samtidig underordnet supermagternes konkurrence og Den kolde krig. Mozambiques beslutning om at støtte FN-sanktionerne mod Rhodesia og nægte landet adgang til havet gjorde at Ian Smiths regime iværksatte aktioner for at destabilisere landet. Selv om regeringsskiftet i Zimbabwe i 1980 fjernede denne trussel, fortsatte apartheidregimet i Sydafrika med at finansiere destabiliseringen af Mozambique. Det tilhørte også frontlinjestaterne.

Nkomati-aftalen i 1984 åbnede indledende diplomatiske kontakter mellem de mozambiquiske og sydafrikanske regeringer, selv om det ikke lykkedes at opnå en afslutning af den sydafrikanske støtte til RENAMO. Processen tog fart med Sydafrikas afskaffelse af apartheid, som kulminerede i etableringen af fulde diplomatiske forbindelser i oktober 1993. På trods af at relationerne til nabolandene Zimbabwe, Malawi, Zambia og Tanzania af og til var anstrengte, fastholdt Mozambique sine bånd til disse lande.

I årene som umiddelbart fulgte uafhængigheden, drog Mozambique fordel af betydelig økonomisk bistand fra nogle vestlige lande, især de skandinaviske. Men Sovjetunionen og dens allierede blev Mozambiques primære økonomiske, militære og politiske støtter, hvilket afspejlede sig i landets udenrigspolitik. Dette begyndte at ændre sig i 1983. I 1984 sluttede Mozambique sig til Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF). Vestlig bistand erstattede herefter hurtigt den sovjetiske støtte, og skandinaverne, Finland, USA, Holland og EU blev en stadig vigtigere kilde til udviklingshjælp. Italien opretholder også en profil i Mozambique på grund af sin nøglerolle under fredsprocessen. Forholdet til Portugal, den tidligere kolonimagt, er kompleks og portugisiske investorer spiller en synlig rolle i Mozambiquisk økonomi.

Mozambique er medlem af de alliancefri nationer og er blandt de moderate medlemmer i den afrikanske blok i FN og andre internationale organisationer. Mozambique tilhører også Den Afrikanske Union (AU) og Southern African Development Community (SADC). I 1994 blev regeringen fuldt medlem af Organization of the Islamic Conference (OIC), delvis for at udvide sit grundlag for international støtte, men også for at tilgodese landets betydelige muslimske befolkning. På lignende vis sluttede landet i 1996 sig til sine engelsksprogede naboer i Commonwealth of Nations. Det er den eneste nation, som har sluttet sig til Commonwealth of Nations uden at have tilhørt Det Britiske Imperium. Samme år blev Mozambique grundlæggende medlem og første præsident i Sammenslutningen af portugisisksprogede lande (CPLP) og opretholder et nært bånd med andre portugisisksprogede stater.

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Mozambiques økonomi
Mozambiquisk kvinde i gang med at høste majs.

På trods af de vidtrækkende økonomiske, sociale og menneskelige tab som Mozambique led under borgerkrigen, opnåedes hurtigt betydelige resultater i form af en gennemsnitlig realvækst på omkring 8 % p.a. siden 1993, makroøkonomisk stabilitet, og fremskridt i befolkningens adgang til uddannelse og sundhed. Mozambique er sluppet relativt uskadt igennem finanskrisen og havde en vækst på 6,5 % i 2010. Væksten forventes at være på gennemsnitligt 7,8 % de kommende år. Desuagtet den økonomiske fremgang og relative politiske stabilitet er Mozambique fortsat et af verdens fattigste lande og tilhører med et gennemsnitligt BNI pr. indbygger på USD 440 i 2009 gruppen af mindst udviklede lande.

I 2001 opnåede landet via IMF en gældslettelse på ca. 70%, og det er lykkedes at nedbringe inflationen og øge skatteindtægterne. Den voksende industrielle sektor, især aluminiumfremstilling, er imidlertid dårligt integreret i samfundet, og bestræbelser på at udvikle en storstilet sukkerproduktion hæmmes af EU's protektionistiske landbrugspolitik. Mere end 75% af befolkningen driver med småskala landbrug, som fremdeles lider af manglende infrastruktur, kommercielle netværk og investeringer. Anslagsvis 88 % af Mozambiques dyrkbare jord er fremdeles ukultiveret.

Den officielle valuta er metical. Amerikanske dollar, rand og mere nylig euro er også vidt accepteret og brugt i dagens forretningstransaktioner. Minimumslønnen er efter loven på 60 dollar pr. måned. Danmarks eksport til Mozambique var i 2005 på 26 mio. kr., mens importen derfra var på blot 191.000 kr. Dansk bistand til Mozambique udgjorde 290 mio. kr. i 2004.

Myndighederne prøver at sikre væksten med nyeøkonomiske reformer, udenlandske investeringer og ved at stimulere sektorer som landbrug, transport og turisme. Omkring 80% af landets befolkning ernærer sig ved langbrug. På trods af en vedvarende økonomisk vækst er Mozambique stadig rangeret blandt de allernederste lande på FN's indeks for menneskelig udvikling (HDI). Andelen af fattige i landet er mindsket fra 69% i 1997 til 54% i 2008, men fortsat lever altså over halvdelen af befolkningen i fattigdom. Landet er således afhængig af økonomisk bistand.

Økonomiske nøgletal Værdi  % af BNP År, kilde
BNP 7,6 mia US$ 2006, Verdensbanken
BNP (vækst) (Verdensbanken) 7,70 % 2005, UNDP
Handelsbalance -0,80 mia US$ 2005, UNDP
Betalingsbalance -0,76 mia US$ 2005, UNDP
Udviklingshjælp 1,28 mia US$ 2005, UNDP
BNP pr. indbygger 338 US$ 2005, UNDP

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Mozambiques demografi

Mozambiques største etniske grupper omfatter talrige undergrupper med forskellige sprog, dialekter og historie. Mange er knyttet til lignende etniske grupper, som lever i nabolandene. De nordcentrale provinser Zambezia og Nampula er de mest folkerige med næsten 45 % af befolkningen. De fire millioner makuaer er den dominerende gruppe i den nordlige del af landet, senaer og ndauer er flertal i Zambezi-dalen og shangaaner (tsonga) dominerer i det sydlige Mozambique. Andre grupper inkluderer makonder, yaoer, swahilier, tongaer, chopier, shonaer og ngunier (inkluderet zulu).

Landet har også et mindre antal kaukasiere, hovedsageligt efterkommere af europæere og portugisere. Under det europæiske styre levede store minoriteter af portugisiske bosættere permanent i næsten alle dele af Mozambique, men de fleste af dem forlod regionen efter landets frihed i 1975. Der er også en mindre mestiço-minoritet, mennesker med en blanding af bantu og portugisisk ophav. De genværende kaukasiere i Mozambique kom fra Asien, og alle disse er indere (hovedsageligt fra Pakistan og portugisisk Indien) og arabere.[2] Omkring 45.000 mennesker af indisk afstamning bosat i Mozambique. Der er forskellige skøn for størrelsen af ​​Mozambiques kinesiske samfund, der spænder fra 7.000 til 12.000 (2007).

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Portugisisk er det officielle og mest udbredte sprog i nationen, bantuerne snakker flere af deres egne forskellige sprog. Den mest udbredte af disse er swahili, makua, sena, ndau og shangaan, og disse har mange låneord fra portugisisk ophav. De fleste taler portugisisk som sekundært sprog og portugisere og mestiços har det som modersmål. Arabere, kinesere og indere taler deres egne sprog bortset fra portugisisk, som er deres sekundære sprog. De fleste uddannede mozambiquere taler engelsk, som er brugt på skoler og i forretninger som et andet eller tredjesprog.

Religion[redigér | redigér wikikode]

I kolonitiden var kristne missionærer aktive i Mozambique, og mange udenlandske gejstlige er fortsat i landet. Ifølge nationens folketælling, er 20–30 % af befolkningen kristne (med katolicisme som den største retning), 15–20 % er muslimer og resten holder på traditionel tro. Blandt de vigtigste protestantiske kirker er Igreja União Baptista de Moçambique, Assembleias de Deus, Syvende dags adventskirken, Den anglikanske kirke i Mozambique, Igreja do Evangelho Completo de Deus, Igreja Metodista Unida, Igreja Presbiteriana de Moçambique, Igreja de Cristo og Assembleia Evangélica de Deus.

Religiøse tilhørsforhold i Mozambique er kristne: 56,1% (katolikker: 28,4%, kristne zionister 15,5%, evangelikalisme 10,9% og anglikanisme 1,3%), muslimer: 17,9% og ingen 18,7%.

Sundhed[redigér | redigér wikikode]

Over halvdelen af befolkningen i Mozambique lever i fattigdom, og kun 30-36 procent har adgang til sundhedspleje indenfor en halv times gang. Den gennemsnitlige levealder er ca. 50 år, og 11 procent af befolkningen er smittet med HIV/AIDS. Mozambique ligger i bunden af listen over menneskelig udvikling, ”Human Development Index”, som nr. 165 ud af 169 lande.

I alt er 44 procent af børn under 5 år kronisk underernærede, hvilket er den højeste rate i Afrika syd for Sahara, svarende til 1.7 millioner børn. Kronisk underernæring opstår når et barn ikke får tilstrækkelig ernæring indtil 2-års alderen, hvormed barnets krop og specielt hjernen ikke får mulighed for at udvikle sig fuldt ud. Dette er en stor hindring i den kognitive udvikling og indlæringsevne hos børn og er estimeret til at forkorte livsindkomsten med ca. 10 procent, hvilket resulterer i en reduktion på 2-3 procent af bruttonational-produktet. Den dårlige ernæringstilstand hos kvinder i den fødedygtige alder ses ved at mere end 50 procent af dem lider af anæmi og 16 procent føder børn med lav fødselsvægt.[3]

Det er estimeret, at 1.4 millioner mozambiquere er smittede med AIDS, hvilket har efterladt 510.000 børn forældreløse. På nuværende tidspunkt modtager 250.000 mennesker livsforlængende, antiretroviral medicin, men dette dækker kun 38 procent af de trængende og koster 56 procent af sundhedsbudgettet.

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Skolebørn i Mozambique.

Det offentlige skolesystem, som er præget af stort frafald, omfatter en syvårig obligatorisk og gratis grundskole for 7-13 årige, opdelt på et femårigt og et toårigt niveau. Overbygningsuddannelsen er dels almen og består af et treårigt og et toårigt niveau, dels erhvervsrettet med tre linjer: landbrug, industri og handel. Videreuddannelse foregår på universitetet i Maputo og på andre højere læreanstalter. Blandt de største problemer er analfabetisme, der omfatter ca. 2/3 af den voksne befolkning (1992). Undervisningssproget er portugisisk.

I Mozambique er minimumsalderen for beskæftigelse 15 år. På trods af dette, er næsten én ud af fire børn i alderen 5-14 år i arbejde. Børn arbejder især indenfor landbrug, som f.eks. tobak og the. Næsten 200.000 børn går ikke i skole, mest på grund af manglen på skoler, mangel på lærere og indirekte skoleomkostninger som tvinger fattige familier i at holde deres børn udenfor skole.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Næsten halvdelen af Mozambique er et lavt kystlandskab, som mod vest stiger og bliver til et højplateau. De højeste bjerge er Namuli, 2.419 meter over havet, og Binga, 2.436 meter over havet, som ligger ved grænsen til Zimbabwe. De vigtigste floder er Zambezi, som løber ud i Det Indiske Ocean, Limpopo i syd, Save i indlandet og Lugenda i nord. Landets største sø er Njassa-søen ved den vestlige grænse. Jordbunden omkring floderne er meget frugtbar og passer til landbrug. De sydlige og centrale dele af Mozambique består hovedsageligt af tør savanne. Landet har været udsat for både tørke og oversvømmelser. Skovrydning er også et miljøproblem, med omfattende nyplantningsprojekter har man formået af bremse denne udvikling. Kun 47% af befolkningen havde adgang til rent drikkevand i 2008.

Klima[redigér | redigér wikikode]

Mozambique ligget i det tropiske bælte, og den naturlige vegetation er savanne. Der ligger ofte et højtryk over det sydlige Afrika, og dermed forhindres fugtige vinde fra Det Indiske Ocean i at nå ind over landet. Det betyder dels, at nedbøren varierer meget fra år til år, dels at den årlige nedbør er størst i de nordlige egne, hvor højlandet får op til 1.800-2.200 mm, mens Maputo kun får i 750 mm i gennemsnit. Med mellemrum rammes landet af egentlig tørke, bl.a. i 1992, og nogle år optræder oversvømmelser, når store regnmængder får floder til at gå over deres bredder. Hele året ligger dagstemperaturen imellem 25 og 30 °C.

Provinser og byer[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Mozambiques største byer
Kort over Mozambique med provinserne nummereret.

Mozambique er delt ind i ti provinser (provincias) og en hovedstad (cidade) med regionstatus:

Nr Provins Hovedby Areal i km² Indbyggere Indbyggere pr. km²
1 Cabo Delgado Pemba 82.625 1.287.814 15,6
2 Gaza Xai-Xai 75.709 1.062.380 14,0
3 Inhambane Inhambane 68.615 1.123.079 16,4
4 Manica Chimoio 61.661 974.208 15,8
5 Maputo (by) Maputo 300 966.837 3222,8
6 Maputo Matola 26.058 806.179 30,9
7 Nampula Nampula 81.606 2.975.747 36,5
8 Niassa Lichinga 129.056 756.287 5,9
9 Sofala Beira 68.018 1.289.390 19,0
10 Tete Tete 100.724 1.144.604 11,4
11 Zambezia Quelimane 105.088 2.891.809 27,5
Mozambique Totalt 799.380 16.099.246 20,1

(Tallene er hentet fra folketællingen 1. august 1997)[4]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. "Special Investigation into the death of President Samora Machel", Truth and Reconciliation Commission (South Africa), Report, vol.2, chapter 6a
  2. "Mozambique". CIA World Factbook
  3. Sundhed, HIV/AIDS og ernæring i Mozambique, mozambique.um.dk, hentet 10-08-2014
  4. Mozambique Provinces

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: